PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

15. december 2008

Sag F-34/07

Carina Skareby

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – vurdering – karriereudviklingsrapport – bedømmelsesåret 2005 – tilsidesættelse af procedureregler – manglende samtale vedrørende fastsættelse af mål – forenklet rapport udarbejdet for perioden januar-september 2005 – manglende vurdering – åbenbart urigtigt skøn – artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Carina Skareby i det væsentlige har nedlagt påstand dels om annullation af karriereudviklingsrapporten udfærdiget for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2005, dels om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for den erhvervsmæssige, økonomiske og ikke-økonomiske skade, som hun angiveligt har lidt.

Udfald: Kommissionen frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – forpligtelse til fastsættelse af mål – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

2.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – udfærdigelse – forenklet rapport

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

3.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – domstolskontrol – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

1.      Det følger af artikel 8, stk. 5, fjerde afsnit, i Kommissionens almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43, at den officielle samtale, som afholdes mellem bedømmeren og den ansatte inden hver vurderingsrunde, har til formål så vidt muligt efter indbyrdes aftale at fastlægge de mål, som den ansatte skal opnå i løbet af det år, hvor samtalen finder sted. Vigtigheden af denne officielle samtale er således åbenbar i en situation som omhandlet i de nævnte almindelige gennemførelsesbestemmelser, hvor bedømmeren ensidigt foreslår den ansatte, hvilke mål denne bør opnå i sin stilling, idet en sådan samtale giver den pågældende mulighed for at diskutere de nævnte mål og at gøre sine synspunkter gældende med henblik på at nå til en indbyrdes aftale om målenes indhold.

Det forholder sig derimod anderledes i det tilfælde, hvor det er den ansatte selv, der på bedømmerens anmodning har fastsat sine mål, hvilke mål bedømmeren efterfølgende har godkendt med sin underskrift. I et sådant tilfælde findes der nemlig en de facto-aftale mellem bedømmeren og den ansatte vedrørende de mål, der skal opnås, således at afholdelsen af en officiel samtale med det formål at nå frem til en sådan aftale, ikke længere er nødvendig, om end den fortsat er ønskværdig, da den udgør en ledelsesopgave for bedømmeren.

Tilsidesættelser af procedurereglerne, herunder vedrørende udfærdigelse af karriereudviklingsrapporter, udgør væsentlige uregelmæssigheder, som kan rejse tvivl om en sådan rapports gyldighed, såfremt tjenestemanden kan godtgøre, at den nævnte rapport kunne have haft et andet indhold, hvis det ikke havde været for disse tilsidesættelser.

(jf. præmis 34, 36, 37 og 40)

Henvisning til:

Retten i Første Instans, 9. marts 1999, sag T-212/97, Hubert mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 41, og II, s. 185, præmis 53.

Personaleretten: 7. maj 2008, sag F-36/07, Lebedef mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 57.

2.      Hvis bedømmeren udskiftes under vurderingsforløbet, fastsætter artikel 4, stk. 3, i Kommissionens almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43, at der af den bedømmer, som har opsagt sin stilling, skal udfærdiges en forenklet rapport, som indgår i karriereudviklingsrapporten og udelukkende omhandler indsats, kvalifikationer og adfærd i tjenesten i den bestemte del af den i rapporten omhandlede periode. Denne forenklede rapport, som ikke indeholder en bedømmelse, bringes til den ansattes kendskab, og denne kan fremsætte sine bemærkninger i den dertil beregnede del af rapporten. Formålet med denne rapport er at stille de nødvendige oplysninger til rådighed for bedømmeren med henblik på vurdering af de opgaver, som den vurderede har udført i denne bestemte del af vurderingsperioden.

Den omstændighed, at bedømmeren i den forenklede rapport, som ligeledes var bedømmeren i den tidligere karriereudviklingsrapport, på nærmest fuldstændig vis har genanvendt de i den nævnte karriereudviklingsrapport indeholdte vurderinger, der navnlig omhandler den vurderede tjenestemands indsats, kvalifikationer og adfærd i tjenesten, medfører ikke automatisk, at der ikke foretages en vurdering af tjenestemanden, idet bedømmeren ganske enkelt kunne have iagttaget og besluttet, at tjenestemanden i den pågældende periode havde de samme kvalifikationer og den samme indsats og adfærd i den samme tjeneste.

(jf. præmis 58 og 61)

Henvisning til:

Personaleretten, 13. december 2007, sag F-28/06, Sequeira Wandschneider mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 48.

3.      Bedømmerne har en vid skønsmargen i deres bedømmelser af arbejde udført af de personer, som de har ansvaret for at bedømme, idet bedømmelsesrapporten eller karriereudviklingsrapporten er et udtryk for deres personlige, frit formulerede holdning. Det tilkommer derfor ikke Personaleretten at sætte sin vurdering i stedet for den vurdering, som er foretaget af de personer, som har til opgave at vurdere den vurderede persons arbejde. De skønsmæssige vurderinger i karriereudviklingsrapporter vedrørende tjenestemænd er således undtaget fra domstolskontrol, hvilken udelukkende udøves i tilfælde af eventuelle åbenbare faktiske fejltagelser.

I denne forbindelse og ud fra den antagelse, at visse fejltagelser er blevet begået af den, der har udarbejdet en karriereudviklingsrapport, eller at denne har anført ugrundede bemærkninger, vedrører en klage over, at den nævnte rapport er behæftet med åbenbart urigtige skøn, i realiteten skønsmæssige vurderinger, hvis berettigelse kun kan efterprøves i ganske begrænset omfang.

(jf. præmis 69 og 71)

Henvisning til:

Retten i Første Instans, 24. januar 1991, sag T-63/89, Latham mod Kommissionen, Sml. II, s. 19, præmis 19, 16. maj 2006, sag T-73/05, Magone mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 107, og II-A-2, s. 485, præmis 25 og 28 og den deri nævnte retspraksis, 13. juli 2006, sag T-285/04, Andrieu mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 161, og II-A-2, s. 775, præmis 99.