EU-PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)
27. november 2007 (*)
»Personalesag – tjenestemænd – social sikring – De Europæiske Fællesskabers fælles sygesikringsordning – partnerskab – vedtægtens aritkel 72 – artikel 1 i vedtægtens bilag VII – artikel 12 i den fælles ordning vedrørende sygesikring for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber«
I sag F-122/06,
angående et søgsmål i henhold til artikel 236 EF og 152 EA,
Anton Pieter Roodhuijzen, tjenestemand ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Luxembourg, ved avocat É. Boigelot,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Currall og D. Martin, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
RETTEN (Første Afdeling)
sammensat af præsidenten, H. Kreppel, og dommerne H. Tagaras (refererende dommer) og S. Gervasoni,
justitssekretær: fuldmægtig S. Boni,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. juni 2007,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. oktober 2006 har Anton Pieter Roodhuijzen, der er tjenestemand ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 28. februar 2006, som blev stadfæstet den 20. marts 2006, om ikke at anerkende sagsøgerens samlivsforhold med Maria Helena Astrid Hart og følgelig om at udelukke hende fra De Europæiske Fællesskabers fælles sygesikringsordning (herefter »RCAM«) samt af ansættelsesmyndighedens (herefter »AM«) afgørelse af 12. juli 2006 om afslag på sagsøgerens klage.
Retsforskrifter
2 Artikel 72 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«) bestemmer:
»I sygdomstilfælde garanteres der tjenestemanden, hans ægtefælle, når denne ikke er berettiget til ydelser af samme art og størrelse i henhold til enhver anden lovmæssig eller administrativ bestemmelse, hans børn og andre personer, over for hvem han har forsørgerpligt i henhold til artikel 2 i bilag VII, godtgørelse af udgifter på indtil 80% i henhold til en af Fællesskabernes institutioner efter fælles aftale og efter udtalelse fra vedtægtsudvalget vedtaget ordning. Satsen forhøjes til 85% for følgende ydelser: konsultationer og besøg, kirurgiske indgreb, hospitalsindlæggelse, farmaceutiske produkter, radiologi, analyser, laboratoriebehandling og proteser i henhold til lægerecept, bortset fra tandproteser. Den forhøjes til 100% i tilfælde af tuberkulose, polio, kræft, sindssygdom og andre sygdomme, der af [AM] anses for at være af ligeså alvorlig karakter samt for forebyggende undersøgelser og ved fødsler. Godtgørelserne på 100% gælder dog ikke i tilfælde af erhvervssygdomme eller ulykker i forbindelse med hvilke artikel 73 har fundet anvendelse.
En tjenestemands ugifte partner behandles som ægtefælle i forbindelse med sygeforsikringsordningen, hvis de tre første betingelser i bilag VII, artikel 1, stk. 2, litra c), er opfyldt.
[…]«
3 Artikel 1, stk. 2, i vedtægtens bilag VII bestemmer:
»Ret til husstandstillæg har:
a) gifte tjenestemænd
b) tjenestemænd, der er enker (enkemænd), fraskilte, lovmæssigt separeret eller ugifte, og som ifølge bestemmelserne i artikel 2, stk. 2 og 3, nedenfor har forsørgerpligt over et eller flere børn
c) en tjenestemand, der lever i et registreret fast ægteskabslignende forhold, på betingelse af:
i) at parret forelægger et officielt dokument, der er anerkendt af en medlemsstat eller af en kompetent myndighed i en medlemsstat, og som attesterer deres status som partnere, uden at der er tale om ægteskab
ii) at ingen af partnerne er gift eller har indgået et andet fast partnerskab, som ikke er ægteskab
iii) at partnerne ikke er beslægtede på en af følgende måder: forældre, forældre og børn, bedsteforældre og børnebørn, brødre og søstre, tanter, onkler, nevøer, niecer, svigersønner og svigerdøtre
iv) at parret ikke har mulighed for at indgå ægteskab i en medlemsstat; i forbindelse med dette punkt anses et par udelukkende for at have mulighed for at indgå ægteskab, hvis begge personer opfylder alle de i en medlemsstats lovgivning fastsatte betingelser for, at et sådant par kan indgå ægteskab
[…]«
4 Artikel 12 i ordningen vedrørende sygesikring for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »den fælles sygesikringsordning«) er affattet således:
»Følgende personer er forsikret gennem den tilsluttede på de betingelser, der er fastsat i artikel 13 og 14:
– den tilsluttedes ægtefælle, såfremt vedkommende ikke selv er tilsluttet denne ordning
– den tilsluttedes anerkendte partner, selv om betingelsen i artikel 1, stk. 2, litra c), sidste led, i vedtægtens bilag VII ikke er opfyldt
– ægtefællen eller den registrerede partner, der har fået tjenesteorlov af personlige årsager i medfør af vedtægtens bestemmelser.«
5 Således som det fremgår af den brochure, Kommissionen har vedlagt sit svarskrift, og som ifølge Kommissionen hidrører fra den nederlandske forvaltning, er der i nederlandsk ret ud over det traditionnelle ægteskab fastsat to former for samliv, nemlig registreret partnerskab (»geregistreerd partnerschap«) og samlivsoverenskomst (»samenlevingsovereenkomst«). Hvor det første afføder retsvirkninger på det formueretlige såvel som det ikke-økonomiske område, der i vidt omfang svarer til dem, der følger af et ægteskab, er det andet derimod et udslag af en frit formuleret viljesakt fra parternes side, og det får hovedsageligt kun de retsvirkninger inter partes, der følger af de rettigheder og forpligtelser, de har fastsat i overenskomsten.
Sagens faktiske omstændigheder
6 Sagsøgeren er nederlandsk statsborger og har siden den 15. februar 2006 været tjenestemand ved Eurostat. Den 20. februar 2006 fremsatte han anmodning om, at hans samliv med Maria Helena Astrid Hart, der er reguleret af en samlivsoverenskomst (»samenlevingsovereenkomst«) indgået for en notar i Nederlandene den 29. december 2005, blev anerkendt af Kommissionen med den virkning, at hans samlever kunne blive berettiget til ydelser fra RCAM.
7 Ved notat af 28. februar 2006 afslog Kontoret for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder (PMO) hans anmodning med den begrundelse, at den samlivsoverenskomst, som sagsøgeren havde indgået med sin samlever, ikke kan anses for et registreret partnerskab efter nederlandsk lovgivning (lov om »geregistreerd partnerschap«, der trådte i kraft den 1. janaur 1998), således som dette kræves efter artikel 1, stk. 2, litra c), i vedtægtens bilag VII.
8 Den 13. marts 2006 protesterede sagsøgeren mod afslaget og fremlagde en erklæring fra den nederlandske ambassade i Luxembourg, hvoraf det fremgik, at en »samenlevingsovereenkomst«, der er underskrevet for en notar af sagsøgeren og dennes samlever, anerkendes i Nederlandene og bekræftede følgelig, at de havde status som partnere, uden at der er tale om ægteskab.
9 Kommissionen bekræftede imidlertid ved notat af 20. marts 2006 sin afgørelse af 28. februar 2006. Kommissionen var af den opfattelse, at selv om samlivsoverenskomsten udgjorde en formel bekræftelse af sagsøgerens og dennes samlevers status som partnere, uden at der er tale om ægteskab, forholdt det sig ikke desto mindre således, at den ikke skabte andre rettigheder og forpligtelser end dem, som parterne havde aftalt skriftligt. Den omstændighed, at overenskomsten var blevet underskrevet for en notar, ændrede ikke ved det faktum, at der blot var tale om en privat kontrakt, der ikke havde nogen retsvirkninger for tredjemand, og som ikke krævede nogen registrering. Ægteskabslignende samlivsforhold er imidlertid underlagt en sådan forpligtelse i henhold til artikel 1, stk. 2, litra c), i vedtægtens bilag VII, idet registreringen afføder rettigheder og forpligtelser, der kan sammenlignes med ægteskabets retsvirkninger.
10 Sagsøgeren indgav en klage den 31. marts 2006, hvori han bestred Kommissionens efter hans opfattelse alt for strenge fortolkning af bestemmelserne i artikel 1, stk. 2, i vedtægtens bilag VII. Han anførte i denne klage, at registrering af overenskomsten for notaren var tilstrækkelig, og fremførte visse omstændigheder til godtgørelse af, at der kun var ubetydelige forskelle mellem hans samlivsforhold og et ægteskab. Han fremhævede navnlig, at hans forhold til samleveren har varet i mere end to år, at de har et barn sammen, som han officielt har anerkendt faderskabet til, og at de ventede et barn mere. Sagsøgeren tilføjede, at han selv og samleveren havde oprettet gensidige testamenter, og at han havde tegnet en livsforsikring til fordel for sin samlever.
11 Ved udtalelse af 1. juni 2006 anførte forvaltningskomitéen ved RCAM (herefter »forvaltningskomitéen«), idet den støttede sig på de dokumenter, sagsøgeren havde fremlagt, navnlig på den for notaren indgåede samlivsoverenskomst og den erklæring, der var udfærdiget af den nederlandske ambassade i Luxembourg, at det pågældende samlivsforhold burde anses for at opfylde betingelserne i artikel 12 i den fælles sygesikringsordning, navnlig betingelsen i artikel 1, stk. 2, litra c), nr. i), i vedtægtens bilag VII.
12 På trods af forvaltningskomitéens positive udtalelse afslog AM sagsøgerens klage ved afgørelse af 12. juli 2006. AM var af den opfattelse, at vedtægtens bestemmelser havde til formål at begrænse sygekassens ydelser til partnere, der havde indgået et ægteskabslignende forhold med gensidige rettigheder og forpligtelser som fastsat i lovgivningen. Den anførte, at samlivsoverenskomsten blot udgjorde en privatretlig kontrakt, der kunne indgås af flere end to personer, og hvis indhold parterne kunne bestemme, og at det omhandlede rent faktiske samlivsforhold, selv om det var indgået for en notar, ikke havde nogen retsvirkninger og således ikke kunne anses for et ægteskabslignende forhold som det, der omhandles i artikel 1, stk. 2, litra c), i vedtægtens bilag VII.
13 AM’s afgørelse blev meddelt sagsøgeren den 13. juli 2006.
Parternes påstande
14 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Afgørelsen af 28. februar 2006, som stadfæstet den 20. marts 2006, om ikke at anerkende sagsøgerens samlivsforhold med Maria Helena Astrid Hart som et ægteskabslignende forhold i henhold til RCAM annulleres.
– Afgørelsen af 12. juli 2006, som meddelt den 13. juli 2006, om at meddele afslag på den klage, sagsøgeren havde indgivet den 27. marts 2006 i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, annulleres.
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med artikel 87, stk. 2, i procesreglementet for Retten i Første Instans.
15 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse
– Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende ret.
Om tvistens genstand
16 Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 28. februar 2006, som stadfæstet den 20. marts 2006, om ikke at anerkende hans samlivsforhold med hans samlever og følgelig om at udelukke hende fra RCAM samt af AM’s afgørelse af 12. juli 2006 om afslag på hans klage. Hertil bemærkes, at sagen under disse omstændigheder ifølge fast retspraksis i realiteten kun er indbragt for Retten til prøvelse af de akter, der indeholder det klagepunkt, som har været genstand for klagen (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.1.1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, Sml. s. 23, præmis 8, og Rettens dom af 14.11. 2006, sag F-100/05, Chatziioannidou mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 24). Sagsøgerens påstande må således forstås som værende nedlagt med henblik på at opnå annullation af afgørelsen af 28. februar 2006, som stadfæstet den 20. marts 2006.
Retlige bemærkninger
17 Til støtte for sine påstande har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 72, af artikel 1, stk. 2, litra c), nr. i), i vedtægtens bilag VII samt af artikel 12 i den fælles sygesikringsordning, at der er udøvet et åbenbart urigtigt skøn, og at der foreligger en tilsidesættelse af begrundelsespligten og af generelle retsprincipper, såsom princippet om ligebehandling af tjenestemænd, om god forvaltningsskik samt en tilsidesættelse af omsorgspligten og af de principper, der påhviler AM, om kun at træffe en afgørelse støttet på legitime grunde, dvs. relevante grunde, der ikke er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn enten vedrørende de faktiske eller de retlige omstændigheder.
18 Retten anser det for hensigtsmæssigt først at gennemgå anbringenderne vedrørende tilsidesættelsen af vedtægtens artikel 72, af artikel 1, stk. 2, litra c), nr. i), i vedtægtens bilag VII samt af artikel 12 i den fælles sygesikringsordning.
Parternes argumenter
19 Sagsøgeren er dels af den opfattelse, at det følger af vedtægtens artikel 72, af artikel 1, stk. 2, litra c), nr. i), i vedtægtens bilag VII og af artikel 12 i den fælles sygesikringsordning, der skal ses i en indbyrdes sammenhæng, at en tjenestemands ugifte samlever i henhold til vedtægtens artikel 72 og artikel 12 i den fælles sygesikringsordning for at få ret til ydelser fra RCAM blot skal opfylde de tre første betingelser i artikel 1, stk. 2, litra c), i vedtægtens bilag VII, nemlig betingelserne i nr. i), ii) og iii). Sagsøgeren har ligeledes under retsmødet fremhævet, at en ordlydsfortolkning af de nævnte bestemmelser understøtter denne analyse. I modsætning til det, som PMO har hævdet i sin afgørelse om at afslå hans anmodning om anerkendelse af hans samlivsforhold, og som AM har hævdet i afslaget på hans klage, kan ægteskabslignende samlivsforhold følgelig anerkendes med hensyn til RCAM, uden at de nødvendigvis er registreret på anden vis end ved en notarialakt. Kommissionen kan ikke på denne måde tilføre de nævnte bestemmelser betingelser, der ikke er fastsat heri. Ugifte samlevende, der anerkendes som sådanne af en medlemsstat, hvilket uden tvivl er tilfældet for samlivsforholdet mellem sagsøgeren og dennes samlever, bør således indrømmes de fordele, der er fastsat i vedtægten.
20 Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at han ud over de betingelser, der er fastsat i nr. ii) og iii) – hvilke betingelser ikke giver anledning til problemer i hans tilfælde – ligeledes opfylder betingelsen i artikel 1, stk. 2, litra c), nr. i), i vedtægtens bilag VII. Han har nemlig forelagt et officielt dokument, der anerkendes af en medlemsstat, in casu den for notaren indgåede samlivsoverenskomst, der attesterer deres status som partnere, uden at der er tale om ægteskab. Ud over dette officielle dokument, der efter hans opfattelse i sig selv er tilstrækkeligt, forefindes der i sagsakterne en erklæring fra den nederlandske ambassade i Luxembourg, der bekræfter anerkendelsen af hans samlivsforhold. Kommissionen er under alle omstændigheder forpligtet til at tage hensyn til den samlivsoverenskomst, der er tilført sagsakterne, og kan ikke afvise at overføre de retsvirkninger, der følger af en status som anerkendt samlever, på sagsøgerens situation og ej heller opkaste sig til dommer over den interne lovgivning i Nederlandene.
21 Sagsøgeren har ligeledes anført, at Kommissionen selv i sit notat af 20. marts 2006 har medgivet, at samlivsoverenskomsten mellem ham og hans samlever udgjorde en formel bekræftelse af deres status som partnere, uden at der er tale om ægteskab. Der er derfor overraskende, at den fastholder sin afvisning af at tillægge sagsøgeren og hans samlever de rettigheder, der følger af denne konstatering. I det omfang vedtægtsbestemmelserne henviser til en medlemsstats anerkendelse af et dokument eller af en situation, kan Kommissionen ikke barrikadere sig bag princippet om selvstændig fortolkning af fællesskabsretten med henblik på at afvise at tage hensyn til de fremlagte dokumenter og den situation, de dokumenterer. Desuden er den samlivsoverenskomst, han har indgået med sin samlever, en notarialakt, dvs. en retsakt, der er udfærdiget af en person, der til dels er indehaver af offentlig myndighed, og som har beføjelse til at udfærdige officielt bekræftede dokumenter, der kan fuldbyrdes.
22 Sagsøgeren har desuden anført, at artikel 1, stk. 2, litra c), nr. iv), i vedtægtens artikel VII, der vedrører betingelsen om, at det skal være umuligt for parterne at indgå ægteskab i en medlemsstat, udtrykkeligt er udelukket ved vedtægtens artikel 72 og artikel 12 i den fælles sygesikringsordning, hvilket klart viser, at spørgsmålet om ægteskab ikke er afgørende for at anerkende samlivsforholdet med henblik på at udstrække retten til ydelser fra RCAM til en tjenestemands samlever, i modsætning til Kommissionens indvendinger. Uanset om der er mulighed for at indgå ægteskab eller ej, står det parterne frit for at vælge eller foretrække samlivsforholdet, idet de to institutioner ikke er identiske, og deres lighed begrænser sig til den offentlige erklæring og den anerkendelse, der følger deraf.
23 Sagsøgeren har endelig under henvisning til Domstolens dom af 17. april 1986, Reed (sag 59/85, Sml. s. 1283, præmis 15), anført, at udviklingen i holdningerne i samfundet i en række medlemsstater i endnu højere grad berettiger en vid fortolkning af begrebet »ægtefælle« og af begrebet »ugift partner« med henblik på herunder at henføre samlevende af modsat køn, der har indgået et anerkendt fast forhold.
24 Kommissionen har heroverfor anført, at lovgiver i modsætning til det af sagsøgeren hævdede ikke har haft til hensigt at udstrække RCAM’s dækning til alle tjenestemænds faste partnere, når blot deres samlivsforhold er »anerkendt«, men kun til partnere, hvis partnerskab i meget vidt omfang sidestilles med et »ægteskab« i den medlemsstat, hvori det er indgået.
25 Kommissionen har indledningsvis anført, at det følger af fast retspraksis, at der ved fortolkningen af en fællesskabsretlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, og de formål, der forfølges med det regelsæt, den indgår i. Kommissionen er dels af den opfattelse, at det ikke kan bestrides, at formålet både med vedtægtens artikel 72 og artikel 1 i vedtægtens bilag VII er at inddrage de personer, der kan »ligestilles« med tjenestemændenes »ægtefæller«. Ifølge Kommissionen skinner dette formål desuden igennem i bestemmelserne i vedtægtens artikel 72, der henviser til en tjenestemands ugifte partner, der »behandles som« ægtefælle. Kommissionen har dels gjort gældende, at den »neutrale« ordlyd af artikel 1, stk. 2, litra c), nr. i), i vedtægtens bilag VII konkret er begrundet i den store spredning i medlemsstaternes nationale lovgivninger vedrørende »partnerskaber, der kan ligestilles med et ægteskab«, og følgelig i den omstændighed, at det er umuligt for lovgiver at fastsætte en mere præcis formulering, der netop som følge af en sådan præcision ville risikere at udelade partnerskaber, der er indført i dette øjemed i visse medlemsstater.
26 Såfremt fællesskabslovgiver havde ønsket at udstrække retten til ydelser fra RCAM til andre kategorier af faste partnere, ville lovgiver desuden udtrykkeligt have angivet dette. I denne forbindelse har Kommissionen anført, at der i Nederlandene kun findes én type »registreret partnerskab«, der er ligestillet med ægteskab. Den samlivsoverenskomst, sagsøgeren har indgået, udgør ud fra en retlig betragtning ikke et sådant registreret partnerskab, men derimod en kontrakt eller »aftale om bofællesskab«, der kan indgås af to eller flere personer, hvilken sidstnævnte mulighed derimod er forbudt inden for rammerne af et »registreret partnerskab«. Kommissionen har ligeledes fremhævet, at det ikke er en betingelse for at indgå en samlivsoverenskomst, at denne registreres for en notar, bortset fra når der er tale om at opnå ret til visse fordele. Mens det rigtige »registrerede partnerskab« desuden er indført ved lov, er samlivsoverenskomsten udelukkende et resultat af parternes frit formulerede vilje. Endvidere udspringer der lovbestemte rettigheder og forpligtelser af det første, ligesom ved et ægteskab, mens det andet kun har formueretlige følger.
27 Ifølge Kommissionen er den omstændighed, at samlivsoverenskomsten er blevet registreret af en notar, og at Nederlandene anerkender denne aftale om bofællesskab, uden betydning. En sådan anerkendelse har ingen retsvirkninger for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt denne »aftale om bofællesskab« kan være bindende for en fællesskabsinstitution som arbejdsgiver med henblik på at udstrække RCAM’s dækning til en tjenestemands partner.
28 Kommissionen har endelig for at imødegå sagsøgerens argument støttet på Reed-dommen henledt opmærksomheden på, at Domstolen i dom af 31. maj 2001, D og Sverige mod Rådet (forenede sager C-122/99 P og C-125/99 P, Sml. I, s. 4319, præmis 37 og 38), udtrykkeligt udtalte, at det ikke tilkom Fællesskabets retsinstanser at anlægge en vid fortolkning af begrebet »ægteskab« og begrebet »registreret partnerskab«, men at det tværtimod tilkom lovgiver alene at ændre vedtægten for at sidestille visse former for registreret partnerskab med ægteskabet. Kommissionen har tilføjet, at det desuden udtrykkeligt fremgår af denne dom, at lovgiver har ønsket, at kun personer, der har indgået et fast ægteskabslignende forhold, hvis retsvirkninger kan sidestilles med ægteskabets, skal have ret til ydelser fra RCAM.
Rettens bemærkninger
29 Det følger af selve ordlyden af vedtægtens artikel 72, at denne bestemmelse med henblik på at definere begrebet »en tjenestemands ugifte partner« direkte henviser til de første tre betingelser i artikel 1, stk. 2, litra c), i vedtægtens bilag VII, idet spørgsmålet om partnerskabets registrering, der er omhandlet i den indledende sætning til artikel 1, stk. 2, litra c), i vedtægtens bilag VII, ikke kan anses for at være en forudgående betingelse. Hvis lovgiver havde ønsket at bestemme noget andet, ville vedtægtens artikel 72 og artikel 12 i den fælles sygesikringsordning ikke have henvist til henholdsvis en tjenestemands »ugifte« eller »anerkendte« partner, men til dennes »registrerede« partner, hvilket udtryk anvendes i artikel 1, stk. 2, litra c), i vedtægtens bilag VII. Det bemærkes endvidere, at betragtning 8 til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (EUT L 124, s. 1), hvilken betragtning vedrører udstrækningen af gifte pars fordele til andre samlivsformer end ægteskabet, sigter til »tjenestemænd, som lever i et ægteskabslignende forhold, der af en medlemsstat er anerkendt som et fast partnerskab«, uden på nogen måde at fastsætte betingelser vedrørende registrering af det pågældende forhold. Retten skal i denne sammenhæng præcisere, at der i det væsentlige ikke er nogen forskel mellem begrebet en tjenestemands ugifte partner i vedtægtens artikel 72 og begrebet en tjenestemands anerkendte partner i artikel 12 i den fælles sygesikringsordning.
30 Med henblik på at afgøre spørgsmålet, om retten til sygesikringsydelser fra RCAM skal udstrækkes til en tjenestemands ugifte partner, skal Fællesskabets retsinstanser således påse, at de tre første betingelser – og kun disse – i artikel 1, stk. 2, litra c), i vedtægtens bilag VII er opfyldt.
31 Hvad angår de tre første betingelser i artikel 1, stk. 2, litra c), i vedtægtens bilag VII har parterne ikke bestridt, at de to sidste betingelser vedrørende henholdsvis parternes manglende deltagelse i et andet partnerskab, der ikke er et ægteskab, og manglende slægtskab mellem dem er opfyldt i det foreliggende tilfælde.
32 Den første betingelse, som parternes divergerende fortolkning reelt vedrører (herefter »den omtvistede betingelse«), går desuden ud på, at parret skal forelægge et officielt dokument, der er anerkendt af en medlemsstat eller af en kompetent myndighed i en medlemsstat, og som attesterer deres status som partnere, uden at der er tale om ægteskab. Denne betingelse består af tre led:
– Første led vedrører forelæggelsen af et »officielt« dokument vedrørende personernes civilstand.
– I andet led fastsættes betingelsen om, at det pågældende officielle dokument skal være »anerkendt« af en medlemsstat.
– Endelig kræves det i tredje led, at det officielle dokument vedrørende personernes civilstand attesterer de berørte personers »status som partnere, uden at der er tale om ægteskab«.
33 I det foreliggende tilfælde er den omtvistede betingelse opfyldt for så vidt angår de to første led. Sagsøgeren har nemlig forelagt en samlivsoverenskomst med sin partner, der er oprettet for en notar i Nederlandene, samt en erklæring fra den nederlandske ambassade i Luxembourg, hvori det bekræftes, at det pågældende dokument, der attesterer, at sagsøgeren og dennes samlever har status som partnere, uden at der er tale om ægteskab, anerkendes i Nederlandene. Kommissionen har ikke bestridt hverken den »officielle« karakter af denne samlivsoverenskomst eller den omstændighed, at den er anerkendt af en medlemsstat.
34 Hvad angår tredje led er sagsøgeren af den opfattelse, at for så vidt som erklæringen fra den nederlandske ambassade i Luxembourg udtrykkeligt angiver, at den pågældende »samenlevingsovereenkomst« tildeler ham og hans samlever status som »partnere, uden at der er tale om ægteskab«, er dette dokument tilstrækkeligt til at fastslå, at den omtvistede betingelse ligeledes er opfyldt for så vidt angår tredje led.
35 Retten kan ikke tiltræde denne argumentation. Spørgsmålet om, hvorvidt to personer kan betegnes som »partnere, uden at der er tale om ægteskab« i vedtægtens forstand, henhører ikke udelukkende under de nationale myndigheders skøn. Hvad særligt angår den omhandlede »samenlevingsovereenkomst« er kravet om status som »partnere, uden at der er tale om ægteskab«, således ikke opfyldt ved den omstændighed alene, at et officielt dokument, der er anerkendt af en medlemsstat, bekræfter en sådan status. En samlivsoverenskomst efter nederlandsk ret er nemlig blot en kontrakt, der frit kan indgås mellem parterne, dog med forbehold af, at den ikke strider mod sædeligheden og den offentlige orden. Den kan indgås af to eller flere personer, og der gælder intet lovkrav om, at den skal omfatte visse forpligtelser eller erklæringer, navnlig en forpligtelse til at etablere en fælles husstand. Parterne nyder desuden principielt kun godt af de rettigheder og er kun bundet af de forpligtelser, som de har aftalt, og aftalens retsvirkninger over for tredjemand, der under alle omstændigheder er begrænsede, forudsætter udfærdigelse af erklæringer og iværksættelse af særlige procedurer.
36 Til gengæld må det – idet Retten indtil et vist punkt kan følge Kommissionens standpunkt, hvorefter vedtægtens artikel 72 og artikel 12 i den fælles sygesikringsordning sigter til samlivsforhold, der kan »ligestilles« med ægteskabet – erkendes, at et samlivsforhold må udvise en vis lighed med et ægteskab for at kunne henføres under de nævnte bestemmelser.
37 Det er set i lyset af dette kriterium, at Retten er af den opfattelse, at tredje led i den omtvistede betingelse skal forstås således, at det indeholder tre kumulative underbetingelser.
38 Dette tredje led af den omtvistede betingelse indebærer for det første – og den omstændighed, at det samme udtryk anvendes i den relevante vedtægtsbestemmelse, understøtter denne fortolkning – at parterne skal udgøre et »par«, dvs. en enhed bestående af to personer i modsætning til andre fællesskaber mellem personer, der kan indgå en overenskomst om bofællesskab efter nederlandsk ret. Det må konstateres – og parterne er enige heri – at dette er situationen i det foreliggende tilfælde.
39 Dernæst viser anvendelsen af ordet »status«, at parternes relation skal udvise elementer af offentlighed og formalitet. Denne anden underbetingelse af tredje led, der er delvist forbundet med første led af den omtvistede betingelse (jf. denne doms artikel 32), går imidlertid ud over et simpelt krav om, at der foreligger et »officielt« dokument. Betingelsen er ikke desto mindre opfyldt i det foreliggende tilfælde. Dels er den overenskomst, der udgør rammen omkring sagsøgerens og dennes samlevers samliv, indgået for notar, uden at der er pligt hertil, og den nyder godt af den offentlige bekræftelse, den tillægges ved notarialakten, dels regulerer den parternes samliv på en struktureret og detaljeret måde, idet den er formuleret i stilen for juridiske dokumenter.
40 Endelig skal begrebet »partnere, uden at der er tale om ægteskab«, forstås som henvisende til en situation, hvor parterne indgår i et livsfællesskab, der er kendetegnet ved en vis stabilitet, og hvor de inden for rammerne af dette livsfælleskab har gensidige rettigheder og forpligtelser i relation til deres samliv.
41 Det forholder sig således i det foreliggende tilfælde.
42 I præamblen til den »samenlevingsovereenkomst«, der er indgået mellem sagsøgeren og dennes samlever, tilkendegiver de udtrykkeligt, at de har været samlevende og haft fælles husførelse siden den 1. juli 2004. Således som sagsøgeren har gjort opmærksom på under retsmødet, indebærer samlivsoverenskomstens artikel 7 endvidere en forpligtelse for parret til at have en fælles bopæl.
43 Det må endvidere konstateres, at samlivsoverenskomsten mellem sagsøgeren og dennes samlever indeholder detaljerede regler for de rettigheder og forpligtelser, der følger af deres samliv som par. Det fremgår bl.a. af overenskomstens artikel 3, at parterne har givet hinanden fuldmagt med hensyn til de retsakter, der indgås i forbindelse med den daglige husførelse. I overenskomstens artikel 4 er det fastsat, at alle de goder, der indgår i den daglige husførelse, bliver fællesseje, medmindre disse goder er opført i bilaget til overenskomsten, eller parterne på anden vis har indgået en skriftlig aftale. De goder, der er omfattet af fællesejet, er anført i overenskomstens artikel 4, stk. 2. Parterne forpligter sig ligeledes i overenskomstens artikel 5 til hver måned at lægge et beløb – der beregnes forholdsmæssigt på grundlag af deres nettoarbejdsindtægt – i en fælles kasse til brug for afholdelse af udgifterne til den daglige husførelse. Det bestemmes desuden i overenskomstens artikel 8, at i tilfælde af, at der opstår tvist om ejendomsretten til et gode, anses dette gode for at tilhøre dem begge i lige sameje. Det fremgår endelig af overenskomstens artikel 9, at hver af parterne har indsat hinanden som begunstiget i den »samleverpension«, der eventuelt måtte indgå i en af parternes pensionsordning.
44 Samlivsoverenskomsten nævner ikke børnene, men det fremgår af den brochure, der er bilagt svarskriftet og nævnt ovenfor i denne doms præmis 5, at i tilfælde, hvor forældrene blot er samlevende, kan barnets far efter nederlandsk ret ved anerkendelse af faderskabet, men også ved hjælp af visse procedurer opnå samme rettigheder over barnet, som han ville have haft, hvis han havde været gift med barnets moder. Han får bl.a. delt forældremyndighed med moderen, og barnet kan også i givet fald tage faderens efternavn. I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren, uden at være blevet modsagt af Kommissionen, erklæret, at han anerkendte faderskabet til sit første barn ved fødslen, hvilket giver ham udvidede rettigheder som far.
45 Selv om indgåelsen af en samlivsoverenskomst principielt kun er bindende for parterne (jf. denne doms præmis 35), skal det desuden bemærkes, at ovennævnte brochure efter at have nævnt, at de nederlandske retter er begyndt at behandle par, der har indgået en samlivsoverenskomst, på samme måde som par, der har indgået et registreret partnerskab eller et ægteskab (»courts are starting to put couples with a cohabitation agreement on the same footing as married and registered couples«), udtrykkeligt angiver, at et pars samlivsoverenskomst kan tillægges retsvirkninger over for tredjemand med hensyn til pension. Parterne i denne sag har imidlertid som anført ovenfor i denne doms præmis 43 in fine netop indsat hinanden som begunstiget i den »samleverpension«, der eventuelt måtte indgå i en af parternes pensionsordning.
46 Samlet set viser disse omstændigheder, at selv om de retsvirkninger, der udspringer af den samlivsoverenskomst, sagsøgeren og dennes samlever har indgået, ikke er så vidtrækkende som dem, der gælder inden for rammerne af et ægteskab eller selv inden for rammerne af et »geregistreerd partnerschap«, kan der være en lighed på mange punkter, hvis parterne som i det foreliggende tilfælde indgår en aftale herom i overenskomsten.
47 Henset til ovenstående betragtninger (præmis 42-46 i denne dom) kan det kun fastslås, at den tredje underbetingelse i tredje led af den omtvistede betingelse, dvs. betingelsen vedrørende begrebet »partnere, uden at der er tale om ægteskab«, som defineret ovenfor i denne doms præmis 40, er opfyldt, hvilket den omtvistede betingelses tredje led følgelig også er.
48 Det fremgår af det ovenfor anførte, at de tre første betingelser i artikel 1, stk. 2, litra c), i vedtægtens bilag VII, som vedtægtens artikel 72 henviser til, er opfyldt i den foreliggende sag.
49 En sådan fortolkning er desuden i overensstemmelse med udviklingen i holdningerne i samfundet, hvis relevans for fortolkningen af vedtægten blev betonet i Reed-dommen, hvilken dom sagsøgeren har henvist til i sine skriftlige indlæg. Hertil bemærkes, at udstrækningen af retten til sygesikringsydelser fra RCAM til tjenestemandens partner også gælder for en partner af samme køn, idet vedtægtens ophavsmænd derved har anerkendt, at nye rettigheder kan tildeles personer, der ikke er gift. I modsætning til det af Kommissionen hævdede er Rettens ovennævnte fortolkning – hvilken fortolkning i øvrigt navnlig vedrører begrebet »partnerskab« – desuden ikke i strid med den retspraksis, hvorefter Fællesskabets retsinstanser ikke kan anlægge en vid fortolkning af begrebet »ægteskab« (jf. dommen i sagen D og Sverige mod Rådet, præmis 37-39). I denne sammenhæng bemærkes i øvrigt, at udstrækningen af retten til sygesikringsydelser fra RCAM til tjenestemandens faste partner forfølger formål vedrørende solidaritet og samfundsmæssig samhørighed, der adskiller sig fra de formål, der forfølges ved de bestemmelser, der tillægger tjenestemændene rene økonomiske fordele i form af et løntillæg som f.eks. husstandstillæg til tjenestemandens partner, der er fastsat i artikel 1, stk. 2, litra c), i vedtægtens bilag VII. Det er således ikke urimeligt, at disse sidstnævnte fordele undergives strengere betingelser for så vidt angår relationen mellem tjenestemanden og dennes partner, med hvem han ikke er gift, end den fordel, der består i at udstrække retten til sygesikringsydelser fra RCAM til den pågældende.
50 Retten er følgelig af den opfattelse, at sagsøgerens samlever i medfør af vedtægtens artikel 72 og artikel 12 i den fælles sygesikringsordning kan oppebære de sygesikringsydelser fra RCAM, der er forbeholdt »en tjenestemands ugifte partner« og »den tilsluttedes anerkendte partner«.
51 De argumenter, Kommissionen har fremført, kan ikke svække denne konklusion.
52 Dette gælder navnlig argumentet om, at retten til sygesikringsydelser fra RCAM udelukkende er forbeholdt samlivsforhold, der »kan ligestilles« med ægteskabet, hvilket argument Kommissionen uddrager af en fortolkning af de relevante regler, der ikke blot tager hensyn til disses ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng og det formål, der forfølges med det regelsæt, de indgår i. Selv om det medgives, at en sådan fortolkningsmåde bør have forrang for en simpel ordlydsfortolkning, kan Retten ikke se, hvorfor denne fortolkning skulle bevirke, at sagsøgerens samlever udelukkes fra at oppebære sygesikringsydelser fra RCAM. Det er tværtimod netop ved at anvende den fortolkningsmåde, Kommissionen har foreslået – der er udtryk for en fast retspraksis (jf. Domstolens dom af 17.11.1983, sag C-292/82, Merck, Sml. s. 3781, præmis 12, og Rettens dom af 14.12.2006, sag F-10/06, André mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 35) – at Retten, uden at den blot har lagt indholdet af erklæringen fra den nederlandske ambassade i Luxembourg til grund, i præmis 42-46 i denne dom har valgt at undersøge selve indholdet af det omtvistede samlivsforhold og i den anledning har konkluderet, at det udviser lighedstegn med ægteskabet, hvilket således har gjort det muligt at henføre sagsøgerens samlever under vedtægtens artikel 72 på trods af, at der i den berørte nationale retsorden forefindes en anden type samlivsforhold, nemlig et registreret partnerskab, der er endnu tættere på ægteskabet, og som uden videre er omfattet af den omhandlede bestemmelse. Derimod bemærkes, at i det omfang argumentet om en sidestilling mellem samlivsforhold og ægteskab gik ud over det krav om lighedspunkter, der kan lægges til grund i sagen (jf. præmis 36 og for hvert af disse punkter præmis 38, 39 og 40-47 i denne dom), ville en tiltrædelse af dette argument have ført til, at der blev tilføjet en yderligere betingelse, der ikke eksisterer henset til ordlyden af vedtægtens artikel 72.
53 I denne sammenhæng skal det argument, Kommissionen støtter på anvendelsen af udtrykket »behandles som ægtefælle« i vedtægtens artikel 72, idet den gør gældende, at ordet »behandles« skal forstås som henvisende til partnere, der i det væsentlige kan »sidestilles« med ægtefæller, hvilket således udgør en betingelse for, at en tjenestemands ugifte partner kan opnå ret til sygesikringsydelser fra RCAM, forkastes. Denne fortolkning kan ikke tiltrædes. Analogt med det, der er fastslået med hensyn til anvendelsen af andre vedtægtsbestemmelser (som f.eks. artikel 2, stk. 4, i vedtægtens bilag VII, hvorefter enhver person, over for hvem tjenestemanden efter lovgivningen har forsørgerpligt, såfremt denne forsørgerpligt medfører betydelige udgifter for ham, kan »ligestilles« med et barn, over for hvem der er forsørgerpligt), skal udtrykket »behandles som ægtefælle« i vedtægtens artikel 72 simpelthen forstås således, at en tjenestemands ugifte partner og en tjenestemands ægtefælle skal behandles ens over for RCAM, når de tre betingelser i artikel 1, stk. 2, litra c), i vedtægtens bilag VII er opfyldt.
54 Hvad dernæst angår Kommissionens standpunkt, hvorefter henvisningen i vedtægtens artikel 72 til artikel 1, stk. 2, litra c), i vedtægtens bilag VII ikke er begrænset til betingelserne i sidstnævnte bestemmelses nr. i)-iii), men derimod omfatter dens indledende sætning, hvori der opstilles et krav om registrering, må det konstateres, at selv hvis det blev lagt til grund, at henvisningen i vedtægtens artikel 72 skulle fortolkes sådan, måtte sagsøgerens anbringender alligevel tiltrædes. Som sagsøgeren har anført under retsmødet, er samlivsoverenskomsten i det foreliggende tilfælde nemlig blevet registret hos en notar, dvs. af en embedsmand, der i et vist omfang er indehaver af offentlig myndighed. Ved denne registrering hos en notar er dokumentet i et vist omfang blevet »officialiseret«, idet det som følge heraf har erhvervet visse kendetegn, der er kendt i de nationale retsordener, og som er knyttet til offentligt bekræftede retsakter, såsom sikkerhed for såvel parternes enighed og underskrift som for overenskomstens indhold. Disse kendetegn gør det ikke blot nemmere at overholde og gennemføre overenskomsten mellem parterne, men de muliggør ligeledes en udstrækning af samlivsoverenskomstens retsvirkninger til også at gælde i forhold til tredjemand. Som det fremgår af ovennævnte brochure fra den nederlandske forvaltning (jf. denne doms præmis 45), kan tredjemænd, såsom pensionsselskaber, gøre anerkendelsen af en samlivsoverenskomst afhængig af, at den pågældende overenskomst er indgået for en notar. Selv hvis det antages, at en registrering er nødvendig, kræver denne betingelse ikke i modsætning til det af Kommissionen hævdede, at der indgås et »geregistreerd partnerschap«, idet en registrering for en notar opfylder bestemmelsens krav.
55 I det foreliggende tilfælde var sagsøgeren således ikke forpligtet til at godtgøre, at han har indgået »geregistreerd partnerschap« med sin samlever, for at hun kan opnå ret til sygesikringsydelser fra RCAM.
56 Retten skal derudover bemærke, at Kommissionens krav om, at der skal foreligge en overenskomst i lighed med et »geregistreerd partnerschap« efter nederlandsk ret, kunne føre til forskelsbehandling. Eftersom flere lande ikke anerkender samlivsformer, der kan sammenlignes med et »geregistreerd partnerschap«, ville et krav som Kommissionens om, at der skal foreligge et »registreret« partnerskab af denne art, nemlig medføre for ugifte par, der bl.a. som følge af enten stedet for deres bopæl eller deres statsborgerskab er mest snævert tilknyttet disse lande, at tjenestemandens samlever definitivt afskæres fra sygesikringsydelser fra RCAM, medmindre de indgår ægteskab. Hvis det omvendt antages, at Kommissionen for disse pars vedkommende anerkender partnerskaber, der er indgået i form af en samlivsoverenskomst, ville dens afvisning af at anerkende »simple« samlivsoverenskomster for par, der i ovennævnte betydning er mest snævert knyttet til de lande, der anerkender andre samlivsformer end ægteskab og »registreret« partnerskab, medføre en forskelsbehandling af disse par. For disse par ville udstrækningen af retten til sygesikringsydelser fra RCAM til samleveren nemlig blive afvist, hvorimod den ville blive anerkendt for par, der har en tilknytning som ovenfor anført til de lande, der ikke anerkender »registrerede« partnerskaber. En sådan forskelsbehandling kan i endnu mindre grad forvares, når der er tale om partnerskaber, der ikke er »registrerede« i den forstand, som Kommissionen har gjort sig til talsmand for, men som imidlertid har lighedspunkter med ægteskabet, som er stærkere end dem, som et »geregistreerd partnerschap« efter nederlandsk ret har. Desuden forholder det sig således, at selv om det er korrekt, at efter retspraksis finder forbuddet i henhold til artikel 12 EF, 39 EF, 43 EF og 49 EF, hvorefter ingen medlemsstat inden for traktatens anvendelsesområde må anvende sine retsregler forskelligt ud fra et nationalitetskriterium, ikke anvendelse på den eventuelle forskelsbehandling, der skyldes manglende overensstemmelse mellem de forskellige medlemsstaters lovgivninger, når disse finder anvendelse på alle, der henhører under deres anvendelsesområde, efter objektive kriterier og uden hensyn til nationalitet (jf. i denne retning Domstolens dom af 28.6.1978, sag 1/78, Kenny, Sml. s. 1489, præmis 18, af 7.5.1992, forenede sager C-251/90 og C-252/90, Wood og Cowie, Sml. I, s. 2873, præmis 19, af 3.7.1979, forenede sager 185/78-204/78, Van Dam en Zonen m.fl., Sml. s. 2345, præmis 10, og af 1.2.1996, sag C-177/94, Perfili, Sml. I, s. 161, præmis 17), er forskelsbehandling af den type, der er nævnt i denne præmis, ikke omfattet af denne retspraksis. I modsætning til den forudsætning, som den omhandlede retspraksis er støttet på, udspringer den forskelsbehandling, der er omhandlet i denne præmis, nemlig dels af de pågældendes statsborgerskab og af stedet for deres bopæl, hvilket kriterium ofte dækker over et nationalitetskriterium, dels opstod spørgsmålet om forskelsbehandling i de sager, der har givet anledning til ovennævnte retspraksis, med hensyn til bestemmelserne om fri bevægelighed, hvorimod det i det foreliggende tilfælde drejer sig om at sikre princippet om ligebehandling, der indgår som en retsgrundsætning i reglerne om ansættelse ved Fællesskabets institutioner.
57 Henset til det ovenfor anførte skal sagsøgeren gives medhold i sine anbringender vedrørende en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 72, af artikel 1, stk. 2, litra c), i vedtægtens bilag VII og af artikel 12 i den fælles sygesikringsordning, og den anfægtede afgørelse skal annulleres, uden at det er fornødent at behandle de øvrige anbringender, idet disse i øvrigt, som Kommissionen med rette har anført, er anført i stævningen uden noget system, og idet visse anbringender ikke er nærmere begrundet.
58 Det er korrekt, at den fortolkning, Retten har anlagt af vedtægtens artikel 72, sammenholdt med artikel 1, stk. 2, litra c), nr. i), i vedtægtens bilag VII og artikel 12 i den fælles sygesikringsordning, i visse tilfælde kunne foranledige de tjenestegrene, der behandler anmodninger om udstrækning af retten til sygesikringsydelser fra RCAM til en tjenestemands ugifte samlever, til at foranstalte undersøgelser og foretage efterprøvelser, skønt fællesskabslovgiver med forordning nr. 723/2004 har ønsket at forenkle institutionernes administrative styring. Dette formål er imidlertid i vidt omfang opnået ved hjælp af de nye regler om tillæg og tilskud, der er de eneste områder, hvortil der i forordning nr. 723/2004 (i betragtning 26) henvises med hensyn til forenkling, hvilke områder i øvrigt ikke blot adskiller sig fra spørgsmålet om udstrækning af retten til sygesikringsydelser fra RCAM, men ligeledes er mindre ømtålelige end dette ud fra et socialt synspunkt (jf. i denne retning denne doms præmis 49). Under alle omstændigheder skal formålet om forenkling desuden være foreneligt med overordnede retsprincipper og med vedtægtsbestemmelserne. De vanskeligheder, den anlagte fortolkning kan give anledning til for forvaltningen, er imidlertid blot en konsekvens af Rettens anvendelse af disse principper og bestemmelser med henblik på at afgrænse den præcise betydning af begrebet en tjenestemands »ugifte partner« i vedtægtens artikel 72.
Sagens omkostninger
59 I henhold til artikel 122 i EU-Personalerettens procesreglement, der er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 29. august 2007 (EUT L 225, s. 1), finder dette reglements bestemmelser om sagsomkostninger kun anvendelse på sager, der er anlagt ved EU-Personaleretten fra tidspunktet for dette reglements ikrafttrædelse, dvs. den 1. november 2007. De relevante bestemmelser i procesreglementet for Retten i Første Instans finder fortsat tilsvarende anvendelse på sager, der verserer for EU-Personaleretten før denne dato.
60 Ifølge artikel 87, stk. 2, i procesreglementet for Retten i Første Instans pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling)
1) Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers afgørelse af 28. februar 2006, som stadfæstet den 20. marts 2006, om ikke at anerkende sagsøgerens samlivsforhold med Maria Helena Astrid Hart som et ægteskabslignende forhold i henhold til De Europæiske Fællesskabers fælles sygesikringsordning annulleres.
2) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler sagens omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. november 2007.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |
Denne afgørelse samt de afgørelser fra Fællesskabets retsinstanser, der er nævnt heri, og som endnu ikke er trykt i Samling af Afgørelser, er tilgængelige på Domstolens hjemmeside: www.curia.europa.eu