Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Krajský súd v Prešove (Slovakiet) den 25. juni 2019 – LH mod PROFI CREDIT Slovakia, s.r.o.

(Sag C-485/19)

Processprog: slovensk

Den forelæggende ret

Krajský súd v Prešove

Parter i hovedsagen

Sagsøger: LH

Sagsøgt: PROFI CREDIT Slovakia, s.r.o.

Præjudicielle spørgsmål

A.

Skal bestemmelserne i artikel 107, stk. 2, i Občianský zákonník [den slovakiske borgerlige lovbog] om forældelse af forbrugerens ret til en objektiv forældelsesperiode på tre år – hvorefter forbrugerens ret til tilbagebetaling af en ydelse, som følger af et urimeligt kontraktvilkår, også er genstand for forældelse, når forbrugeren ikke selv er i stand til at vurdere det urimelige kontraktvilkår, og denne forældelsesfrist også begynder at løbe i den situation, hvor forbrugeren ikke havde kendskab til, at kontraktvilkåret er urimeligt – fortolkes således, at de er i strid med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartrets artikel 47«) og, implicit, forbrugerens ret til et effektivt retsmiddel?

Såfremt bestemmelserne om forældelse af forbrugerens ret til en objektiv forældelsesperiode på tre år uanset forbrugerens manglende kendskab er forenelige med chartrets artikel 47 og effektivitetsprincippet, ønsker den forelæggende ret herefter oplyst om:

en sådan national praksis, hvorefter forbrugeren bærer bevisbyrden med henblik på for retten at godtgøre, at de personer, der handler på kreditgivers vegne, havde kendskab til, at kreditgiver tilsidesætter forbrugerens rettigheder – i det foreliggende tilfælde havde kendskab til den omstændighed, at kreditgiver ved ikke at angive de nøjagtige årlige omkostninger i procent tilsidesætter en retsregel – og godtgøre kendskab til den omstændighed, at lånet i et sådant tilfælde er rentefrit, og at kreditgiver gennem opkrævning af renterne har opnået en ugrundet berigelse, er i strid med chartrets artikel 47 og effektivitetsprincippet?

Såfremt det i artikel A, punkt II, omhandlede spørgsmål besvares benægtende, over for hvilke personer blandt kreditgivers direktører, selskabsdeltagere eller salgsrepræsentanter skal forbrugeren da godtgøre det kendskab, der er omhandlet i det i artikel A, punkt II, anførte spørgsmål?

Såfremt det i artikel A.II omhandlede spørgsmål besvares benægtende, hvilken grad af kendskab er da tilstrækkelig for at nå det tilsigtede mål, dvs. bevis for leverandørens forsæt til at overtræde de pågældende bestemmelser på det finansielle marked?

B.

Er virkningerne af direktiverne og praksis fra EU-Domstolen vedrørende dette emne, dvs. Rasmussen, C-441/14, EU:C:2016:278, Pfeiffer, C-397/01 – C-403/01, EU:C:2004:584, præmis 113 og 114; Kücükdeveci, C-555/07, EU:C:2010:21, præmis 48, Impact, C-268/06, EU:C:2008:223, præmis 100, Dominguez, C-282/10, præmis 25 og 27, og Association de médiation sociale, C-176/12, EU:C:2014:2, præmis 38, til hinder for en sådan national praksis, på grundlag af hvilken den nationale ret er nået frem til en konklusion om en fortolkning i overensstemmelse med EU-retten uden at anvende fortolkningsmetoder og uden en behørig begrundelse?

Såfremt retten, efter anvendelsen af fortolkningsmetoder, herunder bl.a. en formålsfortolkning, en historisk fortolkning, en systematisk fortolkning, en logisk fortolkning (en modsætningsslutning, en reductio ad absurdum), og efter anvendelsen af den nationale retsorden som helhed med henblik på at nå det mål, der er omhandlet i artikel 10, stk. 2, litra h) og i), i direktiv 2008/48 1 (herefter »direktivet«), kommer frem til den konklusion, at en fortolkning i overensstemmelse med EU-retten bevæger sig i retning af en situation contra legem, er det da muligt – ved f.eks. at foretage en sammenligning med forholdene ved forskelsbehandling eller beskyttelse af arbejdstagere – at anerkende en direkte virkning af de ovennævnte direktivbestemmelser for at beskytte virksomheder i forhold til forbrugerne i kreditforhold og undlade at anvende den lovbestemmelse, som er i strid med EU-retten?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.4.2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT 2008, L 133, s. 66).