Language of document : ECLI:EU:F:2011:159

PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

28. september 2011

Sag F-42/07

Antonio Prieto

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – tjenestemænd – udnævnelse – intern udvælgelsesprøve offentliggjort før den 1. maj 2004 – midlertidigt ansat opført på listen over egnede ansøgere før den 1. maj 2006 – indplacering i lønklasse – artikel 5, stk. 4, og artikel 13, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten – sekretariatsgodtgørelse – søgsmål, der delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Antonio Prieto har nedlagt påstand om annullation af Parlamentets afgørelse af 9. juni 2006 om at udnævnte ham til tjenestemand på prøve fra den 1. juli 2006, for så vidt som denne afgørelse fastsætter hans indplacering i lønklasse AST 2, løntrin 3.

Afgørelse:      Europa-Parlamentet frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – ansættelse – udnævnelse i lønklasse – indførelse af en ny karrierestruktur ved forordning nr. 723/2004 – overgangsbestemmelser om indplacering i lønklasse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 31, stk. 1; bilag XIII, art. 5, stk. 4, art. 12, stk. 3, og art. 13, stk. 1; Rådets forordning nr. 723/2004)

2.      Tjenestemænd – ansættelse – udnævnelse i lønklasse og indplacering på løntrin – midlertidigt ansat udnævnt til tjenestemand

(Tjenestemandsvedtægten, art. 32;bilag XIII, art. 5, stk. 4; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 8)

3.      EU-ret – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – betingelser – præcise løfter afgivet af administrationen

1.      Artikel 5, stk. 4, i bilag XIII til vedtægten omfatter midlertidigt ansatte, som er opført »på en liste over ansøgere, der er egnede til at blive overført til en anden kategori«, samt midlertidigt ansatte, som er »opført på en reserveliste over ansøgere, der har bestået en intern udvælgelsesprøve«. Selv om en udvælgelsesprøve vedrørende »overgang til en anden kategori« ligeledes ved sin karakter er en intern udvælgelsesprøve, må den pågældende bestemmelse fortolkes på en sådan måde, at den får en effektiv virkning, idet en fortolkning, som fører til den konklusion, at denne bestemmelse er overflødig, så vidt muligt skal undgås. Det fremgår, at lovgiver med »intern udvælgelsesprøve« har tilsigtet udvælgelsesprøver med henblik på udnævnelse til tjenestemænd, hvis formål er at gøre det muligt, under overholdelse af alle de vedtægtsbestemmelser, som regulerer adgangen til EU’s institutioner, at ansætte øvrige ansatte, som allerede har en vis erfaring ved institutionen, og som har bevist, at de er egnede til at beklæde de ledige stillinger som tjenestemænd. Denne fortolkning bestyrkes af ordlyden af artikel 5, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten, som kun omfatter tjenestemænd opført »på en liste over ansøgere, der er egnede til at blive overført til en anden kategori«, uden at nævne tjenestemænd »opført på en reserveliste over ansøgere, der har bestået en intern udvælgelsesprøve«. En sådan angivelse ville have været ubegrundet, eftersom det netop ikke er fornødent at fastansætte ansatte, som allerede er tjenestemænd.

For at artikel 5, stk. 4, i bilag XIII til vedtægten kan finde anvendelse, kræves, at der sker en overførsel fra den »tidligere kategori« til den »nye kategori« enten efter afholdelsen af en udvælgelsesprøve, der indebærer oprettelsen af en »liste over ansøgere, der er egnede til at blive overført til en anden kategori«, eller efter en intern udvælgelsesprøve med henblik på udnævnelse til tjenestemænd, der har medført en sådan overførsel til en anden kategori. Lovgiver har således i forbindelse med udøvelsen af det vide skøn, som lovgiver har ved fastlæggelsen af overgangsbestemmelser og indplaceringskriterier, fraveget den almindelige regel om indplacering af nyansatte tjenestemænd i vedtægtens artikel 31, stk. 1, som suppleret af artikel 12, stk. 3, eller af artikel 13, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten, i forhold til de personer, der har bestået en udvælgelsesprøve og er opført på en reserveliste inden den 1. maj 2006, og som er ansat henholdsvis i perioden fra den 1. maj 2004 og den 30. april 2006 samt efter den 1. maj 2006, ved at bestemme, at muligheden for at blive indplaceret i en anden lønklasse end den lønklasse, der fremgår af meddelelsen om udvælgelsesprøven, skal forbeholdes de ansatte, der ansættes som tjenestemænd på prøve, og som allerede har en vis erfaring ved en institution, og som efter afholdelsen af den ovenfor nævnte udvælgelsesprøve har bevist, at de er egnede til at besætte en stilling i en højere kategori.

(jf. præmis 48, 49, 54 og 55)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 6. marts 1997, forenede sager T-40/96 og T-55/96, de Kerros og Kohn-Bergé mod Kommissionen, præmis 45 og 46; 12. november 1998, sag T-294/97, Carrasco Benítez mod Kommissionen, præmis 51

Personaleretten: 12. maj 2010, sag F-13/09, Peláez Jimeno mod Parlamentet, præmis 40, 41, 46 og 47

2.      EU-retten stadfæster ikke udtrykkeligt hverken et princip om én samlet karriere eller et princip om ret til en karriere. Adgangen til at gøre karriere for en midlertidig ansat, der er blevet tjenestemand, anerkendes så meget desto mere ikke generelt i EU-retten. Vedtægtens artikel 32, stk. 3, fastsætter blot, at en midlertidigt ansat bevarer den anciennitet på løntrinnet, som han har opnået, hvis han udnævnes til tjenestemand.

Vedtægtens artikel 32 og artikel 8 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, i den affattelse, der var gældende indtil den 30. april 2004, indeholder mulighed for, at midlertidigt ansatte kan fortsætte deres karriere som tjenestemænd i overensstemmelse med de vedtægtsmæssige procedurer, og i så fald bevares den anciennitet på løntrinnet, som er opnået som midlertidigt ansat, hvis den pågældende ansatte blev udnævnt til tjenestemand i samme lønklasse umiddelbart efter denne periode.

Det forholder sig ikke desto mindre således, dels at førnævnte bestemmelser indskrænker sig til at sikre anciennitet på løntrinnet for en midlertidigt ansat, der udnævntes til tjenestemand i samme lønklasse, dels at kontinuiteten i karrieren er sikret i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i vedtægten. Endelig konstateres, at bortset fra artikel 5, stk. 4, i bilag XIII til vedtægten, som, idet den vedrører en overgangsbestemmelse, skal fortolkes indskrænkende, giver de øvrige bestemmelser i vedtægten ikke midlertidigt ansatte mulighed for udnævnelse til tjenestemænd i den lønklasse, de havde, hvis denne lønklasse var højere end den lønklasse, som blev offentliggjort for den udvælgelsesprøve, de bestod.

(jf. præmis 61, 69 og 70)

Henvisning til:

Personaleretten: 5. marts 2008, sag F-33/07, Toronjo Benitez mod Kommissionen, præmis 87.

3.      Retten til at kræve beskyttelse af den berettigede forventning omfatter enhver borger, som befinder sig i en situation, hvoraf det fremgår, at EU-administrationen har givet anledning til berettigede forventninger hos ham ved at afgive præcise, ubetingede og samstemmende løfter, som stammer fra pålidelige og troværdige kilder.

Til gengæld kan ingen påberåbe sig tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter.

Selv om det er korrekt, at en e-mail fra en kollega til den pågældende tjenestemand, som »bekræfter, at indplaceringen som tjenestemand vil ske i samme lønklasse/løntrin som midlertidigt ansat«, er en præcis oplysning, stammer denne oplysning imidlertid ikke fra ansættelsesmyndigheden, som er den eneste, der er bemyndiget til at fastsætte indplaceringen for tjenestemænd.

(jf. præmis 98, 99, 101 og 102)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 19. marts 2003, sag T-273/01, Innova Privat-Akademie mod Kommissionen, præmis 26; 11. juli 2007, sag T-58/05, Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, præmis 96

Personaleretten: 30. september 2010, sag F-20/06, De Luca mod Kommissionen, præmis 102; 28. oktober 2010, sag F-85/05, Sørensen mod Kommissionen, præmis 84.