RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Første Afdeling)

20. marts 2014

Sag F-84/10 DEP

Efstratios Chatzidoukakis

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger«

Angående:      Begæring om fastsættelse af sagsomkostninger fremsat af Europa-Kommissionen i henhold til procesreglementets artikel 92, stk. 1, efter Personalerettens dom af 5. juni 2012, Chatzidoukakis mod Kommissionen (sag F-84/10, herefter »dommen af 5. juni 2012«).

Udfald:      De udgifter, som Europa-Kommissionen kan kræve erstattet af Efstratios Chatzidoukakis i sag F-84/10, fastsættes til 2 555,50 EUR, idet nævnte beløb tillægges morarenter fra datoen for forkyndelsen af denne kendelse indtil datoen for betaling, beregnet på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner i den pågældende periode, med tillæg af 2 procentpoint.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – begreb – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – udgifter til ekstern oversættelse vedrørende oversættelse af processkrifter indleveret af Unionens institutioner – ikke omfattet

[Rådets forordning nr. 1, art. 1; Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b])

2.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – salærer, som en institution har udbetalt til sin advokat – omfattet – forhold, der skal tages i betragtning ved fastsættelsen

[Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 144, stk. 4, litra b), og art. 145, stk. 1]

1.      Det følger af artikel 91, litra b), i Personalerettens procesreglement, at de udgifter, der kan kræves erstattet, er begrænset dels til de udgifter, der er afholdt med henblik på sagens behandling for Personaleretten, dels til de udgifter, som har været nødvendige i denne forbindelse.

I denne henseende kan udgifter til ekstern oversættelse vedrørende oversættelse af processkrifter indleveret til Personaleretten af Unionens institutioner ikke anses for nødvendige udgifter med henblik på sagens behandling og dermed for udgifter, der kan kræves erstattet. Institutionerne er forpligtede til at fremlægge oversættelser af alle de procesdokumenter, som de er ophavsmænd til. Denne forpligtelse, som er pålagt Unionens institutioner i procesreglementet, udspringer af, at nævnte institutioner virker i et multilingvistisk miljø og råder over alle de menneskelige ressourcer, der er nødvendige for at fremstille oversættelser af processkrifterne på alle de sprog, der er omhandlet i artikel 1 i forordning nr. 1 om den ordning, der skal gælde for Det europæiske økonomiske Fællesskab på det sproglige område. Disse udgifter kan ikke pålægges en tjenestemand, som har ret til at vælge processproget, og som af denne grund ville være genstand for en forskelsbehandling, hvis han skulle afholde udgifterne i forbindelse hermed. I øvrigt formodes en advokat ikke at oversætte dokumenter, men hans salærer skal afspejle hans arbejde som jurist med henblik på at bistå og repræsentere sin klient.

(jf. præmis 20 og 32)

Henvisning til:

Domstolen: 26. november 2004, sag C-198/02 P (R)-DEP, EIB mod De Nicola, præmis 21

Personaleretten: 26. april 2010, sag F-7/08, Schönberger mod Parlamentet, præmis 23

2.      Som det fremgår af artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, der finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten i henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til nævnte statuts, kan institutionerne frit vælge at lade sig repræsentere ved en advokat. Sidstnævntes løn falder derfor ind under begrebet nødvendige udgifter, som er afholdt med henblik på sagens behandling, uden at institutionen har pligt til at godtgøre, at en sådan bistand objektivt set var begrundet.

Hvad angår fastsættelsen af den del af advokatsalærerne, som vil kunne erstattes, er Unionens retsinstanser ikke kompetente til at fastsætte de beløb, som parterne skal udrede i salær til deres egne advokater, men de kan fastsætte den del af dette beløb, der kan søges erstattet hos den part, som idømmes sagens omkostninger. Unionens retsinstanser skal, når de tager stilling til fastsættelsen af sagsomkostningerne, hverken tage hensyn til en national tarif for advokaters salærer eller til en eventuel aftale herom, indgået mellem den berørte part og dennes repræsentanter eller rådgivere.

I denne forbindelse gælder, at da der ikke i EU-retten findes bestemmelser om fastsættelse af sådanne salærer, er Unionens retsinstanser frit stillet ved vurderingen af de foreliggende oplysninger, idet de dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad såvel som til den arbejdsbyrde, som de pågældende befuldmægtigede og rådgivere har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen.

Ligeledes kan det beløb, der kan kræves erstattet i form af salærer til den berørte institutions advokat, ikke fastsættes ved, at der ses bort fra det arbejde, som institutionens tjenestegrene har udført, før sagen blev indbragt for Personaleretten. Da realitetsbehandlingen af et søgsmål nemlig er betinget af, at der forinden har været indgivet en klage, og ansættelsesmyndigheden har afslået denne klage, er institutionens tjenestegrene principielt involveret i behandlingen af tvisterne, inden de når frem til Personaleretten. Endelig kan det beløb, der kan kræves erstattet i form af honorarer til den berørte institutions advokat, ikke fastsættes ved, at der ses bort fra det arbejde, som institutionens tjenestegrene har udført, før sagen blev indbragt for Personaleretten.

For så vidt angår omfanget af arbejdet i forbindelse med proceduren for Personaleretten tilkommer det Unionens retsinstanser at tage hensyn til det samlede antal arbejdstimer, som objektivt set kan anses for at have været nødvendige for sagen.

(jf. præmis 21-24 og 29)

Henvisning til:

Personaleretten: 10. november 2009, sag F-14/08 DEP, X mod Parlamentet, præmis 22; Schönberger mod Parlamentet, præmis 24 og 29; 27. september 2011, sag F-55/08 DEP, De Nicola mod EIB, præmis 41 og 42

Den Europæiske Unions Ret: 23. marts 2012, sag T-498/09 P-DEP, Kerstens mod Kommissionen, præmis 20; 28. maj 2013, sag T-278/07 P-DEP, præmis 14