Language of document :

Appel iværksat den 15. februar 2019 af Rådet for Den Europæiske Union til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) den 4. december 2018 i sag T-518/16, Carreras Sequeros m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-126/19 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Bauer og R. Meyer, som befuldsmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Francisco Carreras Sequeros, Mariola de las Heras Ojeda, Olivier Maes, Gabrio Marinozzi, Giacomo Miserocchi, Marc Thieme Groen, Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Appellen fremmes til realitetsbehandling.

Domstolen træffer afgørelse i sagen og appellanten gives medhold i påstandene for første instans.

Sagsøgerne i første instans tilpligtes at betale de af Rådet afholdte omkostninger i forbindelse med denne sag.

Anbringender og væsentligste argumenter

1.    Første anbringende om, at Retten begik retlige fejl for så vidt angår dens kompetence. Dette anbringende er opdelt i to led.

Det første led vedrører genstanden for søgsmålet. Rådet har gjort gældende, at Retten ved i dommens konklusion at annullere »afgørelserne om i 2014 at nedsætte [appellanternes] antal årlige feriedage« stiltiende har pålagt Kommissionen, til opfyldelse af Rettens dom, at genindføre det antal årlige feriedage, som appellanterne havde ret til inden ændringen af vedtægten. Retten har herved og ved ikke at ændre søgsmålets genstand overskredet sin kompetence. Hvis en sådan ændring ikke var mulig, burde søgsmålet i modsat fald have været afvist.

Rådet har med det andet led gjort gældende, at Retten ved at fastslå, at appellanterne kunne anlægge sag og ved en formalitetsindsigelse bestride lovligheden af hele den ferieordning, der er fastsat i artikel 6 i bilag X til tjenestemandsvedtægten, navnlig den ordning, der finder anvendelse fra 2016, og ikke blot den bestemmelse, som Kommissionen har gennemført i afgørelsen om fastsættelse af appellanternes ferie for 2014, har tilsidesat omfanget af sin kompetence, i modsætning til fast retspraksis, hvorefter rækkevidden af en formalitetsindsigelse skal være begrænset til det, som er nødvendig for løsningen af tvisten, og hvorefter der skal være direkte årsagssammenhæng mellem den anfægtede individuelle afgørelse og den almindelige retsakt, der er genstand for formalitetsindsigelsen.

2.    Andet anbringende er, at Retten begik retlige fejl, da den konstaterede, at den nedsættelse af antallet af årlige feriedage, som foretages i den nye artikel 6 i bilag X til tjenestemandsvedtægten, berører appellanternes ret til årlig ferie.

For det første har Retten ved at fastslå, at et direktiv (i det foreliggende tilfælde direktiv 2003/88 1 ) i visse tilfælde kan påberåbes over for institutionerne, tilsidesat fast retspraksis, hvorefter direktiver er rettet til medlemsstaterne og ikke til Unionens institutioner eller organer og hvorefter bestemmelserne i et direktiv følgelig ikke kan anses for som sådan at pålægge institutionerne forpligtelser i deres forhold til de ansatte.

For det andet har Retten begået en retlig fejl ved at fastslå, at lovgiver er bundet af indholdet af direktiv 2003/88, som er nævnt i forklaringen i præsidiet til artikel 31, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder.

For det tredje har Retten tilsidesat rækkevidden af artikel 31, stk.2, i chartret om grundlæggende rettigheder, som, i modsætning til det af Retten fastslåede, ikke har til formål at forbedre leve- og arbejdsvilkår, men at sikre et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau for alle arbejdstagere i Unionen.

For det fjerde har Retten begået en retlig fejl ved at fastslå, at artikel 6 i bilag X til tjenestemandsvedtægten tilsidesætter den ret til årlig ferie, der er fastsat i artikel 31, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder, eftersom tjenestemænd, der gør tjeneste i tredjelande, har et samlet antal feriedage, som er væsentligt højere end det minimum på 20 dage, der er fastsat i direktiv 2003/88.

3.    Tredje anbringende, som er fremført subsidiært, vedrører en retlig fejl for så vidt angår den berettigede karakter af en angivelig krænkelse af retten til ferie. Retten har begået retlige fejl ved at fastslå, at begrundelsen for den omtvistede foranstaltning ikke var af en sådan karakter, at den kunne udgøre formål af almen interesse, og ved ikke at have undersøgt, om indskrænkningen af retten til ferie, henset til det forfulgte formål, udgør et uforholdsmæssigt og utilladeligt indgreb, som krænker selve indholdet af den sikrede ret.

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.11.2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9).