PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

17. februar 2011

Sag F-119/07

Guido Strack

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – mæglingsprocedure – bebyrdende akt – vedtægtens artikel 73 – konsolidering – foreløbig erstatning«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA, hvorved Guido Strack har nedlagt påstand om dels annullation af Kommissionens afslag på at indlede en mæglingsprocedure og på at udbetale en foreløbig erstatning i medfør af artikel 19, stk. 4, i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber samt annullation af ansættelsesmyndighedens afslag af 20. juli 2007 på sagsøgerens klage, dels om at Kommissionen tilpligtes at betale ham erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, herunder helbredsmæssig skade, som han angiveligt blev forvoldt, med tillæg af morarenter.

Udfald: Kommissionens afgørelse af 26. februar 2007 om afslag på at betale Guido Strack en foreløbig erstatning i medfør af artikel 19, stk. 4, i den fælles ordning annulleres. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af Guido Stracks omkostninger. Guido Strack bærer halvdelen af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Annullationssøgsmål – retsakt, der kan gøres til genstand for søgsmål – søgsmål anlagt til prøvelse af et afslag på at indlede en mæglingsprocedure – ikke omfattet

(Art. 263 TEUF)

2.      Tjenestemænd – administrationens omsorgspligt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

3.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – invaliditet – erstatning – ret til udbetaling – betingelser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73, stk. 2, litra c); ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 18-20)

1.      Et annullationssøgsmål kan ikke antages til realitetsbehandling, såfremt det er anlagt til prøvelse af sagsøgtes afslag på at indlede en mæglingsprocedure.

Mægling har nemlig karakter af en frivillig procedure til løsning af konflikter, hvis formål det netop er at gøre det muligt for parterne at nå frem til en udenretlig løsning på tvisten. Under forudsætning af, at en af parternes afslag på at indgå i en sådan procedure, kan skade modparten, har en annullation af afslaget følgelig kun en hypotetisk interesse, eftersom annullationen ikke kan tvinge den nævnte part til at acceptere en mægling.

(jf. præmis 65 og 66)

2.      De forpligtelser, som omsorgspligten indebærer, skærpes væsentligt, når der er tale om en situation, hvor det er godtgjort, at en tjenestemands mentale sundhed er påvirket. I en sådan situation skal administrationen behandle den pågældendes ansøgninger med en særlig åbenhed. Denne forpligtelse gælder i særlig grad, når forværringen af tjenestemandens helbredstilstand ikke bestrides, og når vedkommendes psykiater henleder administrationens opmærksomhed på, at en øjeblikkelig indgriben ud fra et lægeligt synspunkt er akut påkrævet med henblik på at løse de underliggende konflikter og bringe disse til ophør.

(jf. præmis 85)

3.      Retten til udbetaling af den erstatning for vedvarende, delvis invaliditet, der er omhandlet i vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra c), erhverves først, når læsionerne konsolideres, idet der ved konsolidering forstås helbredstilstanden for en skadelidt, hvis læsioner er stabiliseret på en sådan måde, at der næppe kan blive tale om helbredelse eller bedring, og der i princippet ikke er grund til yderligere behandling, med mindre det er for at undgå en forværring.

I medfør af artikel 19, stk. 4, i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd er der dog ret til udbetaling af en foreløbig erstatning, netop fordi den erstatning, der er omhandlet i vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra c), først kommer til udbetaling efter denne konsolidering. Udbetaling af en foreløbig erstatning er dog betinget af, at det foreligger »en ikke omtvistet del af graden af vedvarende invaliditet«.

Når en tjenestemand herved indgiver en ansøgning om et forskud, påhviler det administrationen og ansættelsesmyndigheden, før ansøgningen afslås, navnlig at rådføre sig med den lægelige ekspertise, den af institutionen udpegede læge, og eventuelt lægeudvalget ved en analog anvendelse af den fælles ordnings artikel 18-20. Det følger nemlig af den fælles ordnings opbygning, og navnlig af dennes artikel 19, stk. 3, og artikel 20, at det kun tilkommer læger at afgive en lægefaglig erklæring.

Hvis administrationen afslår ansøgningen om foreløbig erstatning uden at rådføre sig med en læge, tilsidesætter den desuden opbygningen af den fælles ordnings artikel 19, stk. 4, og artikel 20, og sin omsorgspligt. Hvis tilsidesættelsen af artikel 19, stk. 4, og af princippet om omsorgspligt desuden bidrager til at forværre sygdommen og forsinke dennes konsolidering, skal afhjælpningen af denne skade ske inden for rammerne af den procedure, der er fastsat til gennemførelse af vedtægtens artikel 73.

(jf. præmis 88, 89, 93, 95 og 105)

Henvisning til:

Domstolen: 4. oktober 1991, sag C-185/90 P, Kommissionen mod Gill, præmis 24.

Retten: 21. maj 1996, sag T-148/95, W mod Kommissionen, præmis 36 og 37.

Personaleretten: 2. maj 2007, sag F-23/05, Giraudy mod Kommissionen, præmis 200.