DOMSTOLENS KENDELSE (Ottende Afdeling)
3. september 2020 (*)
»Appel – artikel 181 i Domstolens procesreglement – indlevering af appelskriftet uden for fristen – åbenbart, at appellen skal afvises«
I sag C-174/20 P,
angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 24. april 2020,
STADA Arzneimittel AG, Bad Vilbel (Tyskland), ved Rechtsanwälte J.-C. Plate og R. Kaase,
appellant,
den anden part i appelsagen:
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO),
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLEN (Ottende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, L.S. Rossi, og dommerne J. Malenovský (refererende dommer) og N. Wahl,
generaladvokat: M. Szpunar,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet at træffe afgørelse ved begrundet kendelse i overensstemmelse med artikel 181 i Domstolens procesreglement,
afsagt følgende
Kendelse
1 STADA Arzneimittel AG har med sin appel nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 11. februar 2020, Stada Arzneimittel mod EUIPO (ViruProtect) (T-487/18, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede dom«, EU:T:2020:44), hvorved Retten frifandt Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel ejendomsret (EUIPO) i en sag, hvori der var nedlagt påstand om annullation af afgørelsen truffet den 4. juni 2018 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1886/2017-5) vedrørende en ansøgning om registrering af ordtegnet »ViruProtect« som EU-varemærke (herefter »den omtvistede afgørelse«).
Retsforskrifter
Statutten for Den Europæiske Unions Domstol
2 Artikel 45 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol er affattet således:
»Særlige frister, der tager hensyn til afstandene, fastsættes i [Domstolens] procesreglement[…].
Overskridelse af fristerne bevirker intet retstab, når den pågældende part godtgør, at der foreligger omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure.«
3 Samme statuts artikel 56, stk. 1, bestemmer:
»Der kan iværksættes appel til Domstolen, senest to måneder efter forkyndelsen af den pågældende anfægtede afgørelse, af afgørelser, hvorved den pågældende sags behandling ved Retten er blevet afsluttet […]«
Procesreglementet
4 Procesreglementets artikel 49 med overskriften »Beregning af frister« har følgende ordlyd:
»1. De procesfrister, som er fastsat i traktaterne, statutten [for Den Europæiske Unions Domstol] og dette reglement, beregnes på følgende måde.
a) Såfremt en frist, der er udtrykt i dage, uger, måneder eller år, skal regnes fra det tidspunkt, hvor en begivenhed indtræffer, eller en handling foretages, medregnes den dag, hvor begivenheden indtræffer, eller handlingen foretages, ikke ved beregningen af fristen.
b) En frist, der er udtrykt i uger, måneder eller år, udløber ved udgangen af den dag, der i fristens sidste uge, måned eller år er samme ugedag eller dag i måneden som den dag, hvor den begivenhed er indtruffet, eller den handling er foretaget, fra hvilken fristen regnes. […]
[…]
d) Ved beregningen af fristerne medregnes lørdage, søndage og de i dette reglements artikel 24, stk. 6, omhandlede lovbestemte fri- og helligdage.
e) Fristerne løber også i retsferierne.
2. Ville fristen udløbe på en lørdag, søndag eller lovbestemt fri- eller helligdag, udløber den først ved udgangen af den følgende hverdag.«
5 Procesreglementets artikel 51 med overskriften »Afstandsfrist« bestemmer:
»Procesfristerne forlænges med en fast afstandsfrist på ti dage.«
Tvistens baggrund
6 Tvistens baggrund blev fremstillet i den appellerede doms præmis 1-7 og kan sammenfattes som følger.
7 Den 31. januar 2017 indgav STADA Arzneimittel til EUIPO en ansøgning om registrering af ordtegnet »ViruProtect« som EU-varemærke.
8 Ved afgørelse af 7. juli 2017 afslog undersøgeren denne ansøgning på grundlag af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om [EU]-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1).
9 Efter at appellanten den 28. august 2017 havde indgivet en klage til EUIPO over denne afgørelse, afslog Femte Appelkammer ved EUIPO klagen ved den omtvistede afgørelse.
Sagen for Retten og den appellerede dom
10 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. august 2018 anlagde STADA Arzneimittel sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.
11 Appellanten fremsatte til støtte for søgsmålet tre anbringender, hvoraf det første vedrørte tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009, det andet vedrørte tilsidesættelse af samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra b), og det tredje vedrørte tilsidesættelse af begrundelsespligten.
12 Ved den appellerede dom forkastede Retten søgsmålet delvist som ugrundet, delvist som irrelevant.
Appellantens påstande og retsforhandlingerne ved Domstolen
13 STADA Arzneimittel har med appellen nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves.
– EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
14 Appellanten har til støtte for appellen fremsat to anbringender. Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af begrundelsespligten i forbindelse med vurderingen af forskellene mellem ordtegnet »ViruProtect« og de engelske ord, som dette tegn henviser til, og det andet anbringende vedrører en urigtig gengivelse af beviserne i forbindelse med vurderingen af, om dette tegn har beskrivende karakter.
15 Den 27. april 2020 har Domstolens Justitskontor opfordret appellanten til at tage stilling til spørgsmålet om overholdelsen af den frist, der i henhold til procesreglementet var fastsat for appellanten til at iværksætte appel, hvilket appellanten gjorde ved processkrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 7. maj 2020.
Om appellen
16 Det fremgår af procesreglementets artikel 181, at Domstolen, bl.a. når det er åbenbart, at en appel helt eller delvist skal afvises, når som helst, på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten, ved begrundet kendelse kan beslutte helt eller delvist at afvise eller forkaste appellen.
17 Denne bestemmelse skal bringes i anvendelse i forbindelse med den foreliggende appel.
Appellantens argumenter
18 Appellanten har gjort gældende, at den frist på to måneder, der er omhandlet i artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, og den faste frist på ti dage, der er fastsat i procesreglementets artikel 51, udgør to særskilte frister.
19 Appellanten har i denne henseende støttet sig på overskriften til procesreglementets artikel 51 og denne artikels ordlyd samt på en systematisk fortolkning af denne bestemmelse, navnlig sammenholdt med dette reglements artikel 49, stk. 2.
20 Appellanten har endvidere anført, at når en processuel bestemmelse er tvetydig, skal den fortolkes til fordel for appellanten i overensstemmelse med dennes ret til at blive hørt.
21 Eftersom den frist på to måneder, som appellanten havde til at iværksætte appel til prøvelse af den appellerede dom, udløb søndag den 12. april 2020, og idet mandag den 13. april 2020 var en lovbestemt helligdag, burde denne frist i henhold til procesreglementets artikel 49, stk. 2, således være blevet forlænget til tirsdag den 14. april 2020, i forlængelse af hvilken den faste frist på ti dage, der er fastsat i det nævnte procesreglements artikel 51, skal tillægges.
Domstolens bemærkninger
22 Det skal indledningsvis bemærkes, at fristen for at iværksætte appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol er to måneder fra datoen for forkyndelsen af den anfægtede afgørelse, idet denne frist i henhold til procesreglementets artikel 51 skal forlænges med en fast afstandsfrist på ti dage.
23 Domstolen har fastslået, at denne faste afstandsfrist ikke skal anses for at være en frist, der er særskilt i forhold til den appelfrist, som er omhandlet i artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, idet den tværtimod skal anses for at udgøre en integrerende del af denne appelfrist, som den forlænger. Det fremgår således af denne artikel, sammenholdt med procesreglementets artikel 51, at den frist, inden for hvilken appellen skal iværksættes, idet den i modsat fald afvises, er på to måneder og ti dage regnet fra forkyndelsen af den anfægtede afgørelse (kendelse af 30.4.2015, Castel Frères mod KHIM, C-622/13 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:297, præmis 28).
24 Det fremgår i øvrigt af procesreglementets artikel 49, stk. 1, litra b), at appelfristen for så vidt angår afgørelser, der skal forkyndes, begynder at løbe fra udgangen af den dag, hvor forkyndelsen fandt sted, uanset på hvilket tidspunkt der er foretaget forkyndelse af den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 15.1.1987, Misset mod Rådet, 152/85, EU:C:1987:10, præmis 7, og kendelse af 17.5.2002, Tyskland mod Parlamentet og Rådet, C-406/01, EU:C:2002:304, præmis 14).
25 Det fremgår endvidere af denne bestemmelse, at denne frist udløber ved udgangen af den dag, der i den sidste måned, som skal medregnes i fristen, er samme dag i måneden som den dag, fra hvilken fristen er begyndt at løbe, dvs. den dag, hvor der er foretaget forkyndelse, hvortil skal lægges den faste afstandsfrist på ti dage (kendelse af 11.6.2020, GMPO mod Kommissionen, C-575/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:448, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).
26 Eftersom den appellerede dom blev forkyndt for appellanten den 12. februar 2020, således som appellanten selv har medgivet i sit skriftlige indlæg, begyndte fristen for at iværksætte appel i det foreliggende tilfælde at løbe den 12. februar 2020, kl. 24, og udløb efter forlængelse med en fast afstandsfrist på ti dage onsdag den 22. april 2020, kl. 24.
27 Appelskriftet blev imidlertid indleveret til Domstolens Justitskontor den 24. april 2020. Dette appelskrift blev derfor indleveret efter udløbet af den frist, der er nævnt i denne kendelses præmis 23.
28 Det skal endvidere bemærkes, at det af fast retspraksis fremgår, at en streng overholdelse af processuelle regler er i overensstemmelse med hensynet til retssikkerheden og nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen (dom af 23.4.2013, Gbagbo m.fl. mod Rådet, C-478/11 P – C-482/11 P, EU:C:2013:258, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 29.1.2014, Gbagbo mod Rådet, C-397/13 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:46, præmis 7).
29 I overensstemmelse med artikel 45, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan procesfrister således kun fraviges, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, og når det er godtgjort, at der foreligger omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure. Appellanten har imidlertid hverken i appelskriftet eller i sit skriftlige indlæg af 7. maj 2020 i denne henseende gjort gældende, at der foreligger omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure.
30 Appellanten har nemlig blot hævdet, at procesreglementets artikel 49, stk. 2, og artikel 51 angiveligt er tvetydige. Det skal i denne forbindelse imidlertid bemærkes, at ordningen vedrørende gældende frister i denne sag ikke frembyder nogen særlig vanskelig fortolkning, hvorfor det ikke kan tiltrædes, at der i det foreliggende tilfælde foreligger en undskyldelig fejltagelse fra appellantens side, som kan begrunde en undtagelse fra anvendelsen af nævnte ordning (kendelse af 17.5.2002, Tyskland mod Parlamentet og Rådet, C-406/01, EU:C:2002:304, præmis 21).
31 For så vidt som appellanten ved at henvise til retten til at blive hørt hævder at påberåbe sig retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, skal det endelig bemærkes, at reglerne om søgsmålsfrister er ufravigelige, og at en fravigelse af disse bestemmelser ikke påvirkes af den omstændighed, at sagen drejer sig om grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning kendelse af 16.11.2010, Internationale Fruchtimport Gesellschaft Weichert mod Kommissionen, C-73/10 P, EU:C:2010:684, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
32 Som Domstolen allerede har fastslået, berøres retten til en effektiv domstolsbeskyttelse på ingen måde af, at der foretages en streng anvendelse af de EU-retlige bestemmelser om procesfrister (jf. bl.a. kendelse af 17.5.2002, Tyskland mod Parlamentet og Rådet, C-406/01, EU:C:2002:304, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis, og af 22.10.2010, Seacid mod Parlamentet og Rådet, C-266/10 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2010:629, præmis 30). Sådanne frister udgør af de retssikkerhedshensyn, der er nævnt i denne kendelses præmis 28, nemlig en begrænsning, der er uløseligt forbundet med retten til adgang til domstolsprøvelse (jf. i denne retning kendelse af 12.9.2013, Ellinika Nafpigeia og 2. Hoern mod Kommissionen, C-616/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:884, præmis 31, og af 11.6.2020, GMPO mod Kommissionen, C-575/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:448, præmis 40).
33 Henset til samtlige de ovenfor anførte betragtninger er det åbenbart, at appellen skal afvises, idet appelskriftet er indleveret for sent.
Sagsomkostninger
34 I henhold til procesreglementets artikel 137, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, træffes der afgørelse om sagsomkostningerne ved den kendelse, hvormed sagens behandling ved Domstolen afsluttes. Eftersom denne kendelse i det foreliggende tilfælde afsiges, før appelskriftet er blevet forkyndt for den sagsøgte i første instans, og dermed før denne har kunnet afholde udgifter, bør det bestemmes, at STADA Arzneimittel bærer sine egne omkostninger.
Af disse grunde bestemmer Domstolen (Ottende Afdeling):
1) Appellen afvises.
2) STADA Arzneimittel AG bærer sine egne omkostninger.
Underskrifter