RETTENS DOM (Sjette Afdeling)
11. juli 2019 (*)
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Ukraine – indefrysning af midler – liste over personer, enheder og organer, som er omfattet af indefrysningen af midler og økonomiske ressourcer – opretholdelse af sagsøgerens navn på listen – Rådets forpligtelse til at kontrollere, at afgørelsen fra et tredjelands myndighed er blevet truffet under iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse«
I de forenede sager T-244/16 og T-285/17,
Viktor Fedorovych Yanukovych, Kiev (Ukraine), ved T. Beazley, QC, samt barristers E. Dean og J. Marjason-Stamp,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved P. Mahnič og J.-P. Hix, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets afgørelse (FUSP) 2016/318 af 4. marts 2016 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2016, L 60, s. 76) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2016/311 af 4. marts 2016 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2016, L 60, s. 1), dels Rådets afgørelse (FUSP) 2017/381 af 3. marts 2017 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2017, L 58, s. 34) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2017/374 af 3. marts 2017 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2017, L 58, s. 1), for så vidt som sagsøgerens navn er blevet opretholdt på listen over personer, enheder og organer, der er omfattet af disse restriktive foranstaltninger,
har
RETTEN (Sjette Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, G. Berardis (refererende dommer), og dommerne D. Spielmann og Z. Csehi,
justitssekretær: fuldmægtig P. Cullen,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 3. oktober 2018,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 De foreliggende sager er anlagt i forbindelse med de restriktive foranstaltninger, der er blevet vedtaget over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine som følge af undertrykkelsen af demonstrationerne på Uafhængighedspladsen i Kiev (Ukraine) i februar 2014.
2 Sagsøgeren, Viktor Fedorovych Yanukovych, er Ukraines tidligere præsident.
3 Den 5. marts 2014 vedtog Rådet for Den Europæiske Union afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2014, L 66, s. 26). Rådet vedtog samme dag forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2014, L 66, s. 1).
4 Følgende fremgår af første og anden betragtning til afgørelse 2014/119:
»(1) Den 20. februar 2014 fordømte Rådet på det kraftigste enhver brug af vold i Ukraine. Det opfordrede til at bringe volden i Ukraine til ophør med det samme og til fuldt ud at overholde menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Det opfordrede den ukrainske regering til at udvise størst mulig tilbageholdenhed og oppositionslederne til at tage afstand fra dem, der tyr til radikale handlinger, herunder vold.
(2) Den 3. marts 2014 vedtog Rådet at målrette restriktive foranstaltninger mod indefrysning og inddrivelse af aktiver tilhørende personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser, med henblik på at konsolidere og styrke retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne i Ukraine.«
5 Artikel 1, stk. 1 og 2, i afgørelse 2014/119 bestemmer følgende:
»1. Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, der er opført på listen i bilaget, indefryses.
2. Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilaget.«
6 De nærmere bestemmelser om denne indefrysning af midler er fastsat i artikel 1, stk. 3-6, i afgørelse 2014/119.
7 I overensstemmelse med afgørelse 2014/119 kræver forordning nr. 208/2014 vedtagelse af foranstaltninger om indefrysning af pengemidler og fastlægger fremgangsmåden for denne indefrysning på en måde, som i det væsentlige er identisk med den, der er fastsat i den nævnte afgørelse.
8 Navnene på de personer, der er omfattet af disse retsakter, fremgår af en identisk liste, som findes i bilaget til afgørelse 2014/119 og i bilag I til forordning nr. 208/2014 (herefter »listen«) sammen med bl.a. begrundelsen for deres opførelse.
9 Sagsøgerens navn var opført på listen med identifikationsoplysningen »Ukraines tidligere præsident« og følgende begrundelse:
»Person, der er genstand for en straffesag i Ukraine med henblik på at efterforske forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine.«
10 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. maj 2014 anlagde sagsøgeren sag, registreret under sagsnummer T-346/14, med påstand bl.a. om annullation af afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014, for så vidt som de vedrørte ham.
11 Den 29. januar 2015 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2015/143 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2015, L 24, s. 16) og forordning (EU) 2015/138 om ændring af forordning nr. 208/2014 (EUT 2015, L 24, s. 1).
12 Ved afgørelse 2015/143 blev kriterierne for opførelse af de personer, der var omfattet af indefrysningen af midler, præciseret med virkning fra den 31. januar 2015. Særligt blev artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119 erstattet med følgende tekst:
»1. Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, der er opført på listen i bilaget, indefryses.
Personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, omfatter med henblik på denne afgørelse personer, der er genstand for de ukrainske myndigheders undersøgelse:
a) for uretmæssig tilegnelse af ukrainske offentlige midler eller aktiver, eller for medvirken hertil, eller
b) for som indehaver af offentligt hverv at misbruge offentligt embede med henblik på at skaffe sig selv eller en tredjemand en uberettiget fordel og derved forårsage tab for ukrainske offentlige midler eller aktiver eller for medvirken hertil.«
13 Ved forordning 2015/138 blev forordning nr. 208/2014 ændret i overensstemmelse med afgørelse 2015/143.
14 Den 5. marts 2015 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2015/364 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2015, L 62, s. 25) og gennemførelsesforordning (EU) 2015/357 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2015, L 62, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2015«). Afgørelse 2015/364 erstattede for det første artikel 5 i afgørelse 2014/119, idet anvendelsen af de restriktive foranstaltninger for så vidt angår sagsøgeren blev forlænget frem til den 6. marts 2016, og ændrede for det andet bilaget til sidstnævnte afgørelse. Ved gennemførelsesforordning 2015/357 blev bilag I til forordning nr. 208/2014 ændret som følge heraf.
15 Ved retsakterne af marts 2015 blev sagsøgerens navn opretholdt på listen med identifikationsoplysningen »Ukraines tidligere præsident« og med følgende nye begrundelse:
»Person, som de ukrainske myndigheder har gjort til genstand for en straffesag for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver«.
16 Den 8. april 2015 tilpassede sagsøgeren sine påstande inden for rammerne af sag T-346/14, således at de ligeledes omfattede annullation af afgørelse 2015/143, forordning 2015/138 og retsakterne af marts 2015, for så vidt som disse retsakter vedrørte ham.
17 Ved skrivelse af 6. november 2015 tilstillede Rådet sagsøgeren en skrivelse af 3. september 2015, der hidrørte fra den offentlige anklagemyndighed i Ukraine (herefter »den offentlige anklagemyndighed«), og som var blevet fremsendt til Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. Ved skrivelse af 26. november 2015 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger.
18 Ved skrivelse af 15. december 2015 tilstillede Rådet sagsøgeren en skrivelse fra den offentlige anklagemyndighed af 30. november 2015. I denne skrivelse meddelte Rådet sagsøgeren, at det agtede at opretholde de restriktive foranstaltninger over for ham, og det præciserede fristen for sagsøgerens fremsættelse af bemærkninger med henblik på den årlige fornyede gennemgang. Ved skrivelse af 4. januar 2016 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger.
19 Den 4. marts 2016 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2016/318 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2016, L 60, s. 76) og gennemførelsesforordning (EU) 2016/311 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2016, L 60, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2016«).
20 Ved retsakterne af marts 2016 blev anvendelsen af de restriktive foranstaltninger forlænget frem til den 6. marts 2017, uden at begrundelsen for udpegelsen af sagsøgeren blev ændret i forhold til begrundelsen i retsakterne af marts 2015.
21 Ved skrivelse af 7. marts 2016 oplyste Rådet sagsøgeren om, at de restriktive foranstaltninger over for ham ville blive opretholdt, besvarede derefter de bemærkninger, som denne havde fremsat i tidligere skriftvekslinger, og tilstillede ham retsakterne af marts 2016. Rådet meddelte ham desuden en frist til at fremsætte bemærkninger forud for beslutningstagningen vedrørende en eventuel opretholdelse af hans navn på listen.
22 Ved dom af 15. september 2016, Yanukovych mod Rådet (T-346/14, EU:T:2016:497), annullerede Retten afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014, for så vidt som disse vedrørte sagsøgeren, og frifandt Rådet med hensyn til den i tilpasningen af stævningen indeholdte påstand om annullation af dels afgørelse 2015/143 og forordning 2015/138, dels retsakterne af marts 2015.
23 Den 23. november 2016 iværksatte sagsøgeren appel for Den Europæiske Unions Domstol, der blev registreret under sagsnummer C-598/16, til prøvelse af dom af 15. september 2016, Yanukovych mod Rådet (T-346/14, EU:T:2016:497).
24 Ved skrivelse af 12. december 2016 meddelte Rådet sagsøgerens repræsentanter, at det agtede at forlænge de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, og vedlagde to skrivelser fra den offentlige anklagemyndighed, hvoraf den ene var dateret den 10. august 2016, og den anden den 16. november 2016, idet Rådet angav hans frist til at fremsætte bemærkninger med henblik på den årlige fornyede gennemgang af de restriktive foranstaltninger. Sagsøgeren fremsatte sådanne bemærkninger for Rådet ved skrivelse af 11. januar 2017.
25 Den 3. marts 2017 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2017/381 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT 2017, L 58, s. 34) og gennemførelsesforordning (EU) 2017/374 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT 2017, L 58, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2017«).
26 Ved retsakterne af marts 2017 blev anvendelsen af de restriktive foranstaltninger forlænget frem til den 6. marts 2018, uden at begrundelsen for udpegelsen af sagsøgeren blev ændret i forhold til begrundelsen i retsakterne af marts 2015 og retsakterne af marts 2016.
27 Ved skrivelse af 6. marts 2017 oplyste Rådet sagsøgeren om, at de restriktive foranstaltninger over for ham ville blive opretholdt. Det besvarede de bemærkninger, som sagsøgeren havde fremsat i tidligere skriftvekslinger, og tilstillede ham retsakterne af marts 2017. Rådet meddelte ham desuden en frist til at fremsætte bemærkninger forud for beslutningstagningen vedrørende en eventuel opretholdelse af hans navn på listen.
Retsforhandlinger og parternes påstande
28 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 13. maj 2016 har sagsøgeren anlagt et søgsmål, der er registreret under sagsnummer T-244/16, med påstand om annullation af retsakterne af marts 2016.
29 Den 12. september 2016 har Rådet indleveret svarskrift i sag T-244/16. Den 19. september 2016 har Rådet inden for rammerne af denne sag fremlagt en begrundet anmodning i henhold til artikel 66 i Rettens procesreglement med henblik på at opnå, at indholdet af visse dokumenter, der er vedlagt som bilag til stævningen, og visse afsnit i svarskriftet ikke citeres i de dokumenter vedrørende denne sag, som offentligheden har adgang til.
30 Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet tilknyttet Sjette Afdeling, som sag T-244/16 følgelig er blevet henvist til.
31 I sag T-244/16 er replikken og duplikken blevet indleveret til Rettens Justitskontor den 28. oktober 2016 og den 13. januar 2017.
32 Den 13. januar 2017 blev retsforhandlingernes skriftlige del i sag T-244/16 afsluttet.
33 Den 20. januar 2017 har Rådet fremsat en anmodning svarende til den i præmis 29 ovenfor omhandlede med henblik på at opnå, at indholdet af visse dokumenter, der er vedlagt som bilag til duplikken i sag T-244/16, ikke citeres i de dokumenter vedrørende sagen, som offentligheden har adgang til.
34 Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 3. februar 2017 har sagsøgeren anmodet om afholdelse af et retsmøde i sag T-244/16.
35 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 1. marts 2017 har sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 85, stk. 3, tilført sagsakterne i sag T-244/16 nye beviser. Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 3. april 2017 har Rådet fremsat sine bemærkninger til disse nye beviser.
36 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. maj 2017 har sagsøgeren anlagt et søgsmål, der er registreret under sagsnummer T-285/17, med påstand om annullation af retsakterne af marts 2017.
37 Ved dom af 19. oktober 2017, Yanukovych mod Rådet (C-598/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:786), forkastede Domstolen den af sagsøgeren iværksatte appel med påstand om delvis ophævelse af dom af 15. september 2016, Yanukovych mod Rådet (T-346/14, EU:T:2016:497).
38 Den 27. oktober 2017 har Retten anmodet parterne om at tage stilling til dels den indvirkning, som dom af 19. oktober 2017, Yanukovych mod Rådet (C-598/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:786), kan have på sag T-244/16 og på sag T-285/17, dels en eventuel forening af disse sager med henblik på retsforhandlingernes mundtlige del og dommen.
39 Parternes besvarelser af disse foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse er blevet indleveret henholdsvis den 9. november 2017 af sagsøgeren og den 10. november 2017 af Rådet. Hvad angår en eventuel forening af sag T-244/16 og sag T-285/17 er sagsøgeren af den opfattelse, at den i givet fald kun kan begrundes med henblik på retsforhandlingernes mundtlige del. Sagsøgeren har overladt afgørelsen heraf til Rettens skøn.
40 Den 9. november 2017 har Rådet indleveret svarskrift i sag T-285/17.
41 Inden for rammerne af denne sag har Rådet den 20. november 2017 fremsat en anmodning svarende til den i præmis 29 ovenfor omhandlede med henblik på at opnå, at indholdet af visse dokumenter, der er vedlagt som bilag til stævningen, og visse punkter i svarskriftet ikke citeres i de dokumenter vedrørende sagen, som offentligheden har adgang til.
42 Den 24. november 2017 har Retten besluttet, at der ikke var behov for yderligere skriftveksling i sag T-285/17. Ved skrivelse af 6. december 2017 fremsatte sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 83, stk. 2, en begrundet anmodning om, at Retten gav parterne tilladelse til at supplere sagsakterne med en replik og en duplik. Ved beslutning af 19. december 2017 besluttede Retten at efterkomme denne anmodning og fastsatte fristen for indlevering af replikken.
43 Replikken og duplikken i sag T-285/17 er således blevet indgivet til Rettens Justitskontor henholdsvis den 22. januar 2018 og den 8. marts 2018.
44 Den 8. marts 2018 blev retsforhandlingernes skriftlige del i sag T-285/17 afsluttet.
45 Den 16. marts 2018 har Rådet fremsat en anmodning svarende til den i præmis 29 ovenfor omhandlede med henblik på at opnå, at indholdet af visse dokumenter, der er vedlagt som bilag til duplikken i sag T-285/17, ikke citeres i de dokumenter vedrørende sagen, som offentligheden har adgang til.
46 Ved afgørelse af 10. juli 2018 fra formanden for Rettens Sjette Afdeling er sag T-244/16, Yanukovych mod Rådet, og sag T-285/17, Yanukovych mod Rådet, på grundlag af procesreglementets artikel 68 og efter høring af parterne herom blevet forenet med henblik på retsforhandlingernes mundtlige del og med henblik på den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes.
47 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 28. september 2018 har sagsøgeren fremsat bemærkninger til retsmøderapporten.
48 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens spørgsmål i retsmødet den 3. oktober 2018, som på Rådets anmodning og efter høring af sagsøgeren er blevet afholdt for delvist lukkede døre.
49 Rådet har i retsmødet fremsat bemærkninger til retsmøderapporten, hvilket er blevet indført i protokollatet for retsmødet.
50 Ved dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), ophævede Domstolen dom af 7. juli 2017, Azarov mod Rådet (T-215/15, EU:T:2017:479), og annullerede retsakterne af marts 2015, for så vidt som disse vedrørte sagsøgeren i den sag, der gav anledning til den nævnte dom.
51 På grund af den potentielle indvirkning, som den løsning, Domstolen valgte i dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), kan have i de foreliggende sager, har Retten (Sjette Afdeling) ved kendelse af 7. januar 2019 besluttet at genåbne retsforhandlingernes mundtlige del i henhold til procesreglementets artikel 113, stk. 2, litra b), med henblik på at gøre det muligt for parterne at udtale sig herom.
52 Den 10. januar 2019 har Retten således inden for rammerne af de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er fastsat i procesreglementets artikel 89, opfordret parterne til for Retten at fremsætte deres bemærkninger til de følger, der i nærværende sager skal drages af dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031). Parterne efterkom denne anmodning inden for den fastsatte frist.
53 Sagsøgeren har i sag T-244/16 og i sag T-285/17 nedlagt følgende påstande:
– Retsakterne af marts 2016 og retsakterne af marts 2017 (herefter samlet »de anfægtede retsakter«) annulleres, for så vidt som de vedrører ham.
– Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
54 I forlængelse af nogle præciseringer foretaget i retsmødet som svar på Rettens spørgsmål har Rådet nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
Formaliteten vedrørende henvisningen til andre skrivelser
55 Det skal bemærkes, at sagsøgeren i sine skrivelser vedrørende påstanden om annullation af retsakterne af marts 2016 har henvist til de skrivelser, der blev indgivet til Retten inden for rammerne af den sag, som gav anledning til dom af 15. september 2016, Yanukovych mod Rådet (T-346/14, EU:T:2016:497), og i sine skrivelser vedrørende påstanden om annullation af retsakterne af marts 2017 har henvist til de nævnte skrivelser og til de skrivelser, der er blevet indgivet inden for rammerne af påstanden om annullation af retsakterne af marts 2016, og som er vedlagt som bilag.
56 Således som Rådet med rette har anført, skal det bemærkes, at det, såfremt et søgsmål skal kunne antages til realitetsbehandling, er nødvendigt af retssikkerhedshensyn og af hensyn til en god retspleje, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, fremgår af selve stævningen. Det fremgår af fast retspraksis, at selv om stævningens indhold på særlige punkter kan støttes og udbygges ved henvisninger til uddrag af dokumenter, der vedlægges som bilag til den, kan der ikke ved en generel henvisning til andre dokumenter rådes bod på en undladelse af at anføre væsentlige omstændigheder, som i medfør af artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og procesreglementets artikel 76, stk. 1, litra d), skal være indeholdt i selve stævningen (jf. i denne retning dom af 15.6.2017, Al-Faqih m.fl. mod Kommissionen, C-19/16 P, EU:C:2017:466, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis, og af 18.1.2012, Djebel – SGPS mod Kommissionen, T-422/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:11, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
57 Følgelig skal det fastslås, at den af sagsøgeren foretagne generelle henvisning til de skrivelser, som han har indgivet inden for rammerne af enten tidligere sager eller sag T-244/16 for så vidt angår sag T-285/17, ikke kan antages til realitetsbehandling.
Realiteten
58 Til støtte for sine påstande om annullation af de anfægtede retsakter har sagsøgeren fremsat syv anbringender, hvoraf det første vedrører et manglende retsgrundlag, det andet magtfordrejning, det tredje manglende begrundelse, det fjerde manglende iagttagelse af kriterierne for opførelse på listen, det femte et åbenbart urigtigt skøn, det sjette tilsidesættelse af retten til forsvar og til effektive retsmidler og det syvende tilsidesættelse af ejendomsretten.
59 Det fjerde anbringende, der vedrører manglende iagttagelse af kriterierne for opførelse af sagsøgerens navn på listen, skal behandles først.
60 Inden for rammerne af dette anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at begrundelsen for opførelsen af hans navn på listen ikke opfylder de i de anfægtede retsakter fastsatte kriterier for anvendelse af restriktive foranstaltninger.
61 Navnlig har sagsøgeren gjort gældende, at udstedelsen af en tilkendegivelse om mistankegrundlag eller indledningen af en simpel forundersøgelse vedrørende ham ikke er tilstrækkelige til at lægge til grund, at han er ansvarlig for den hævdede adfærd. For så vidt som spørgsmålet om, hvorvidt forundersøgelserne er sket under iagttagelse af retsplejereglerne, kontrolleres af den offentlige anklagemyndighed, der ifølge sagsøgeren ikke frembyder de påkrævede garantier for uafhængighed og upartiskhed, skulle Rådet ligeledes have foretaget yderligere kontrol i denne henseende. Desuden har sagsøgeren anført, at der ikke er sket fremskridt i de forundersøgelser, som han har været genstand for siden vedtagelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger, og afvist Rådets argument om, at disse manglende fremskridt kan tilskrives hans egen adfærd. Selv om der i en af straffesagerne mod ham foreligger en tilladelse til at indlede en undersøgelse in absentia vedrørende ham, er der nemlig ikke konstateret noget fremskridt, og der er ikke blevet indsamlet noget bevis mod ham.
62 Endvidere forholder det sig således, at de skrivelser fra den offentlige anklagemyndighed, som Rådet har støttet sig på, heller ikke godtgør, at sagsøgeren henhører under en af de personkategorier, der blev identificeret i dom af 27. februar 2014, Ezz m.fl. mod Rådet (T-256/11, EU:T:2014:93). Selv om det lægges til grund, at der i de foreliggende sager er foretaget et retsligt indgreb af tilstrækkeligt omfang for så vidt angår bl.a. beslaglæggelsen af sagsøgerens formuegoder og tilladelsen til præventive tilbageholdelsesforanstaltninger over for ham, kan et sådant indgreb ikke anses for pålideligt og tilstrækkeligt i denne retspraksis’ forstand, for så vidt som det ukrainske retssystem ikke frembyder de påkrævede garantier for uafhængighed og upartiskhed, selv i lyset af retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«).
63 Den omstændighed, at Rådet ikke kan vurdere sagsøgerens skyld eller, om undersøgelserne vedrørende ham er velbegrundede, fritager ifølge sagsøgeren ikke Rådet for forpligtelsen til i forbindelse med udøvelsen af sine kompetencer at iagttage de rettigheder og principper, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og følgelig for at kontrollere, om og i hvilket omfang hans grundlæggende rettigheder har været eller er beskyttet i Ukraine.
64 Rådets iagttagelse af forpligtelsen til at foretage en fuldstændig og grundig kontrol og til at sikre sig, at enhver afgørelse, hvorved der pålægges en restriktiv foranstaltning, er vedtaget på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, er så meget desto vigtigere i de foreliggende sager, henset til den omstændighed, at Ukraine ikke er en EU-medlemsstat, til den politiske motivation bag beskyldningerne mod sagsøgeren, til den omstændighed, at der ikke er sket noget nævneværdigt fremskridt i de straffesager, hvorpå opførelsen af hans navn på listen er støttet, til den omstændighed, at der i Ukraine ikke findes nogen afvejet eller retfærdig procedure på trinnet forud for tiltalerejsning, og til den frist, som Rådet rådede over med henblik på at kontrollere de beviser og oplysninger, der begrundede genopførelsen af sagsøgerens navn.
65 Som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten (jf. præmis 52 ovenfor) har sagsøgeren anført, at Domstolens ræsonnement og løsning i dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), er af afgørende betydning i de foreliggende sager, for så vidt som de omstændigheder, der udløste Rådets kontrolforpligtelse i den sag, som gav anledning til den nævnte dom, i det væsentlige er identiske med dem, der førte til vedtagelsen af de anfægtede retsakter. Sagsøgeren har således for det første foreholdt Rådet, at sidstnævnte, eftersom det var af den opfattelse, at det ikke var forpligtet hertil, ikke kontrollerede, om den afgørelse fra de ukrainske myndigheder, som det agtede at støtte sig på med henblik på at opretholde hans navn på listen, var blevet truffet under iagttagelse af hans ret til forsvar og hans ret til en effektiv domstolsbeskyttelse. For det andet har han kritiseret Rådet for, at sidstnævnte i begrundelsen for opretholdelsen af hans navn på listen ikke har angivet grundene til, at det var af den opfattelse, at den nævnte afgørelse fra de ukrainske myndigheder var blevet vedtaget under iagttagelse af de nævnte rettigheder. Desuden indeholder de skrivelser fra Rådet af 7. marts 2016 og 6. marts 2017, hvorved sagsøgeren blev underrettet om fornyelsen af de restriktive foranstaltninger over for ham, ingen angivelse af sådanne grunde.
66 Rådet har hertil svaret, at afgørelsen om at opføre og derefter opretholde sagsøgerens navn på listen på grundlag af de oplysninger, der er indeholdt i den offentlige anklagemyndigheds skrivelser, opfylder opførelseskriterierne og er støttet på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, som gør det muligt at lægge til grund, at sagsøgeren er genstand for straffesager for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler.
67 Hvad angår argumentet om, at den offentlige anklagemyndighed ikke frembyder de påkrævede retslige kendetegn for uafhængighed og upartiskhed, har Rådet svaret, at den forundersøgelse, der ledes af den offentlige anklagemyndighed under en retslig myndigheds kontrol, udgør et trin i en straffesag. Desuden vil formålet med de restriktive foranstaltninger ikke kunne opfyldes, såfremt det ikke var muligt at vedtage disse over for personer, som er genstand for en forundersøgelse for at have deltaget i overtrædelser, såsom de forundersøgelser, som sagsøgeren er genstand for.
68 Rådet har som svar på argumentet om, at det ikke gyldigt kan støtte sig på en straffesag uden forinden at have kontrolleret, i hvilket omfang sagsøgerens grundlæggende rettigheder er blevet beskyttet i Ukraine, for det første gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at hans rettigheder faktisk er blevet tilsidesat. For det andet fremgår det ikke af retspraksis, at Rådet er forpligtet til at kontrollere, at det tredjeland, hvorfra den retslige myndighed, som har udstedt de attester, hvorpå Rådet støtter sig med henblik på at vedtage restriktive foranstaltninger såsom de i hovedsagerne omhandlede, hidrører, har iagttaget retten til en effektiv domstolsbeskyttelse. For det tredje er sagsøgeren fortsat i stand til at forsvare sig inden for rammerne af straffesagerne vedrørende ham og inden for rammerne af sagen for Menneskerettighedsdomstolen, hvilket ikke forhindrer Rådet i, mens det venter på udfaldet af disse sager, at støtte sig på igangværende sager, når det beslutter at pålægger restriktive foranstaltninger.
69 Hvad endelig angår sagsøgerens argument om, at der ikke er sket noget væsentligt fremskridt i straffesagerne vedrørende ham, har Rådet hertil svaret, at det, der er vigtigt, er, at sagerne er igangværende på tidspunktet for vedtagelsen af de anfægtede retsakter, og at dette manglende fremskridt i øvrigt kan tilskrives sagsøgeren, som har unddraget sig retsvæsenet.
70 Mere generelt har Rådet erindret om, at det fremgår af retspraksis, at det ikke er forpligtet til systematisk at iværksætte sine egne undersøgelser eller foretage kontrol for at indhente yderligere oplysninger, når det med henblik på at fastsætte restriktive foranstaltninger over for personer fra et tredjeland, som dér er genstand for straffesager, støtter sig på oplysninger fremsendt af myndighederne i tredjelandet. En sådan kontrol er kun nødvendig, når de modtagne oplysninger viser sig at være utilstrækkelige eller usammenhængende. I de foreliggende sager er Rådet af den opfattelse, at det faktisk har kontrolleret, hvorvidt afgørelsen om indefrysning af pengemidler vedrørende sagsøgeren er velbegrundet i lyset af de ukrainske straffesager for uretmæssig tilegnelse af midler.
71 Som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten (jf. præmis 52 ovenfor) har Rådet gjort gældende, at det – selv om det ikke har præciseret det i begrundelsen – havde kendskab til, at der var blevet foretaget en retslig kontrol i Ukraine i forbindelse med efterforskningen i straffesagerne vedrørende sagsøgeren. Det fremgår således af de ovenfor i præmis 17, 18 og 24 nævnte skrivelser fra den offentlige anklagemyndighed, at der i Ukraine er blevet truffet flere retslige afgørelser over for sagsøgeren, såsom de beslaglæggelser af hans formuegoder, som blev anordnet af byretten i Petschersk (Kiev), og en afgørelse fra appeldomstolen i Kiev om at tilbageholde ham som en sikkerhedsforanstaltning. Den omstændighed, at retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse er blevet iagttaget, som faktisk udøvet af sagsøgeren, godtgøres desuden af afgørelsen af 27. juli 2015 fra den nævnte ret i Petschersk, hvorefter undersøgelsesdommeren inden for rammerne af en af straffesagerne vedrørende sagsøgeren besluttede i offentligt retsmøde og under tilstedeværelse af hans advokater at imødekomme anklagemyndighedens anmodning om at give anklageren tilladelse til at føre en særlig forundersøgelse in absentia. Det samme er tilfældet for så vidt angår den af samme ret trufne afgørelse af 22. april 2016 om delvist at imødekomme den indsigelse, som sagsøgerens forsvar havde fremsat, idet det blev hævdet, at den offentlige anklagemyndighed havde undladt at tage hensyn til en anmodning om, at der blev truffet en processuel foranstaltning inden for rammerne af den nævnte sag.
72 Rådet er af den opfattelse, at disse eksempler godtgør, at det var muligt for Rådet, da det støttede sig på de afgørelser fra de ukrainske myndigheder, som er omhandlet i skrivelserne fra den offentlige anklagemyndighed, at kontrollere, at disse var blevet truffet under iagttagelse af sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
73 Det fremgår af fast retspraksis, at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af restriktive foranstaltninger skal sikre en, principielt fuldstændig, legalitetsprøvelse af alle EU-retsakter under hensyn til de grundlæggende rettigheder, der udgør en integrerende del af Unionens retsorden, og som bl.a. omfatter retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 20 og 21 og den deri nævnte retspraksis).
74 Den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, indebærer, at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af, om begrundelsen for afgørelsen om at opføre eller opretholde en persons navn på listen over de af restriktive foranstaltninger omfattede personer, er lovlig, skal sikre sig, at denne afgørelse, hvis rækkevidde er individuel for denne person, er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag. Dette indebærer en efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for den nævnte afgørelse, således at domstolsprøvelsen ikke skal begrænses til en vurdering af, om den anførte begrundelse er sandsynlig i abstrakt forstand, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde de nævnte retsakter (jf. dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
75 Vedtagelsen og opretholdelsen af restriktive foranstaltninger – såsom dem, der er fastsat i afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014, som ændret – der er blevet truffet over for en person, som er identificeret som værende ansvarlig for uretmæssig tilegnelse af et tredjelands statsmidler, er i det væsentlige støttet på en afgørelse fra en myndighed i dette tredjeland, der i denne henseende har kompetence til at indlede og gennemføre en strafferetlig efterforskning mod denne person vedrørende en lovovertrædelse bestående i uretmæssig tilegnelse af statsmidler (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 25).
76 Endvidere forholder det sig således, at selv om Rådet i medfør af et opførelseskriterium – såsom det i præmis 12 ovenfor anførte – kan støtte restriktive foranstaltninger på en afgørelse fra et tredjeland, indebærer den på denne institution påhvilende forpligtelse til at overholde retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, at denne skal sikre sig, at de myndigheder i tredjelandet, som har vedtaget denne afgørelse, har iagttaget disse rettigheder (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 26, 27 og 35).
77 I denne henseende har Domstolen præciseret, at kravet om, at Rådet skal kontrollere, at de afgørelser fra tredjelande, hvorpå det agter at støtte sig, er blevet truffet under iagttagelse af de nævnte rettigheder, har til formål at sikre, at vedtagelsen eller opretholdelsen af foranstaltningerne om indefrysning af midler alene sker på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, og således at beskytte de berørte personer eller enheder. Rådet kan således først lægge til grund, at vedtagelsen eller opretholdelsen af sådanne foranstaltninger er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, når den selv har kontrolleret, at retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse er blevet iagttaget under vedtagelsen af det pågældende tredjelands afgørelse, hvorpå det agter at støtte sig (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 28 og 34 og den deri nævnte retspraksis).
78 Selv om det i øvrigt er korrekt, at den omstændighed, at tredjelandet henhører under de stater, der har tiltrådt konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som blev undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), indebærer, at Menneskerettighedsdomstolen skal kontrollere de ved EMRK garanterede grundlæggende rettigheder, der i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, TEU udgør generelle principper i EU-retten, kan en sådan omstændighed imidlertid ikke overflødiggøre det krav om kontrol, som er omhandlet i præmis 77 ovenfor (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 36).
79 Domstolen har ligeledes fastslået, at Rådet i begrundelsen vedrørende vedtagelsen eller opretholdelsen af restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed er forpligtet til i det mindste kortfattet at redegøre for grundene til, at det er af den opfattelse, at den afgørelse fra et tredjeland, som det agter at støtte sig på, er blevet truffet under iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse. For at opfylde sin begrundelsespligt påhviler det således Rådet i den afgørelse, hvorved der pålægges restriktive foranstaltninger, at angive, at det har kontrolleret, at den afgørelse fra tredjelandet, hvorpå det har støttet disse foranstaltninger, er blevet vedtaget under iagttagelse af disse rettigheder (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 29 og 30 og den deri nævnte retspraksis).
80 I sidste ende skal Rådet, når det støtter vedtagelsen eller opretholdelsen af restriktive foranstaltninger såsom de i de foreliggende sager omhandlede på et tredjelands afgørelse om at indlede og gennemføre en straffesag for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver fra den berørte persons side, dels sikre sig, at dette tredjelands myndigheder på tidspunktet for vedtagelsen af den nævnte afgørelse har iagttaget retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse for den person, der er genstand for den pågældende straffesag, dels i den afgørelse, hvorved der pålægges restriktive foranstaltninger, angive grundene til, at det er af den opfattelse, at den nævnte afgørelse fra tredjelandet er blevet vedtaget under iagttagelse af disse rettigheder.
81 Det er i lyset af disse i retspraksis fastsatte principper, at det skal efterprøves, om Rådet har overholdt disse forpligtelser.
82 Indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren er genstand for nye restriktive foranstaltninger, som blev indført ved de anfægtede retsakter på grundlag af det opførelseskriterium, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119, som præciseret ved afgørelse 2015/143, og i artikel 3 i forordning nr. 208/2014, som præciseret i forordning 2015/138 (jf. præmis 12 og 13 ovenfor). Dette kriterium foreskriver indefrysning af pengemidler hos de personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af statsmidler, herunder personer, der er genstand for de ukrainske myndigheders undersøgelse.
83 Det er ubestridt, at Rådet med henblik på beslutningen om opretholdelse af sagsøgerens navn på listen har støttet sig på den omstændighed, at han var genstand for en »straffesag for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver«, hvilken omstændighed var blevet godtgjort ved den offentlige anklagemyndigheds skrivelse af 3. september 2015 og af 30. november 2015 for så vidt angår retsakterne af marts 2016 samt af skrivelse af 10. august 2016 og af 16. november 2016 for så vidt angår retsakterne af marts 2017.
84 Opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger, der var blevet truffet over for sagsøgeren, var derfor, ligesom det var tilfældet i den sag, der gav anledning til dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), støttet på den offentlige anklagemyndigheds afgørelse om at indlede og gennemføre en strafferetlig efterforskning vedrørende en lovovertrædelse bestående i uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler.
85 Det skal imidlertid for det første fastslås, at den begrundelse for de anfægtede retsakter, der vedrører sagsøgeren (jf. præmis 15, 20 og 26 ovenfor), ikke indeholder nogen henvisning overhovedet til den omstændighed, at Rådet har kontrolleret, at de retslige myndigheder i Ukraine havde iagttaget hans ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, og at en sådan manglende begrundelse derfor udgør en første indikation af, at Rådet ikke har foretaget denne kontrol.
86 For det andet skal det bemærkes, at de næsten identiske skrivelser af 7. marts 2016 (jf. præmis 21 ovenfor) for så vidt angår sag T-244/16 og af 6. marts 2017 (jf. præmis 27 ovenfor) for så vidt angår sag T-285/17 ikke indeholder nogen oplysninger, der kan gøre det muligt at fastslå, at Rådet rådede over oplysninger vedrørende de ukrainske myndigheders iagttagelse af de omhandlede rettigheder for så vidt angår straffesagerne vedrørende sagsøgeren, og i endnu mindre grad, at Rådet foretog en vurdering af sådanne oplysninger med henblik på at kontrollere, om de retslige myndigheder i Ukraine i tilstrækkelig grad havde iagttaget de nævnte rettigheder i forbindelse med vedtagelsen af afgørelsen om at indlede og gennemføre en strafferetlig efterforskning vedrørende en lovovertrædelse bestående i uretmæssig tilegnelse af midler eller aktiver fra sagsøgerens side. Ligesom det blev gjort i den sag, der gav anledning til dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 24), nøjedes Rådet nemlig med i disse skrivelser at anføre, at de skrivelser fra den offentlige anklagemyndighed, som forinden var blevet tilstillet sagsøgeren (jf. præmis 18 og 24 ovenfor), godtgjorde, at sidstnævnte fortsat var genstand for straffesager for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler eller aktiver. Endvidere kan den omstændighed, at Ukraine henhører under de stater, der har tiltrådt EMRK, hvilken omstændighed Rådet udtrykkeligt har anført i sine skrivelser og sine indlæg, ikke overflødiggøre kontrollen af iagttagelsen af sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. præmis 78 ovenfor).
87 For det tredje skal det bemærkes, at Rådet, i modsætning til det af institutionen hævdede, var forpligtet til at foretage den nævnte kontrol uafhængigt af ethvert bevis fremlagt af sagsøgeren med henblik på at godtgøre, at hans personlige situation i de foreliggende sager var blevet berørt af de problemer, som han havde identificeret for så vidt angår funktionsmåden for retsvæsenet i Ukraine. Under alle omstændigheder forholder det sig således, at selv om sagsøgeren ved fremlæggelse af specifikke beviser gentagne gange har gjort gældende, at de retslige myndigheder i Ukraine ikke havde iagttaget hans ret til forsvar og hans ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, og at situationen i Ukraine generelt var uforenelig med forekomsten af tilstrækkelige garantier i denne henseende, har Rådet ikke angivet, at det havde kontrolleret, at disse rettigheder var blevet iagttaget. Tværtimod har Rådet i sine skrivelser gentagne gange anført, at det ikke er underlagt nogen forpligtelse i denne retning, og at en sådan forpligtelse heller ikke følger af de retsprincipper, der kan udledes af dom af 26. juli 2017, Rådet mod LTTE (C-599/14 P, EU:C:2017:583), og som sagsøgeren har påberåbt sig.
88 For det fjerde har Rådet i besvarelsen af spørgsmålet vedrørende den indvirkning, som dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), har på nærværende sager, kun fremsat de i præmis 71 ovenfor sammenfattede argumenter.
89 I denne henseende skal det for det første fastslås, at Rådet har erkendt, at begrundelsen for de anfægtede retsakter ikke behandler spørgsmålet om iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse i forhold til den afgørelse om at indlede og gennemføre en straffesag, som begrundede opførelsen og opretholdelsen af sagsøgerens navn på listen.
90 For det andet skal det bemærkes, at Rådet har hævdet, at det klart fremgår af sagsakterne i nærværende sager, at der i Ukraine blev foretaget en retslig kontrol under den strafferetlige efterforskning. Nærmere bestemt er Rådet af den opfattelse, at den omstændighed, at der foreligger flere retslige afgørelser vedtaget i sammenhæng med straffesagerne vedrørende sagsøgeren, godtgør, at Rådet, da det støttede sig på den afgørelse fra de ukrainske myndigheder, der er omhandlet i den offentlige anklagemyndigheds skrivelser, dels havde kunnet kontrolleret, at afgørelsen var blevet truffet under iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, dels havde sikret sig, at en række retslige afgørelser truffet inden for rammerne af de nævnte straffesager var blevet truffet under iagttagelse af disse rettigheder.
91 Alle de af Rådet anførte retslige afgørelser er imidlertid blevet truffet inden for rammerne af de straffesager, der har begrundet opførelsen og opretholdelsen af sagsøgerens navn på listen, og udgør blot et led i disse, for så vidt som de er af enten sikrende eller processuel karakter. Det er korrekt, at disse afgørelser kan bekræfte Rådets antagelse om, at der foreligger et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, nemlig den omstændighed, at sagsøgeren i overensstemmelse med opførelseskriteriet var genstand for straffesager vedrørende bl.a. en overtrædelse bestående i uretmæssig tilegnelse af midler eller aktiver tilhørende den ukrainske stat. Ontologisk set kan sådanne afgørelser imidlertid ikke i sig selv godtgøre, således som Rådet hævder, at den afgørelse om at indlede og gennemføre de nævnte straffesager, der er blevet truffet af de retslige myndigheder i Ukraine, og hvorpå opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren i det væsentlige er støttet, er blevet truffet under iagttagelse af hans ret til forsvar og hans ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
92 Under alle omstændigheder er Rådet ikke i stand til at henvise til noget dokument i akterne i den sag, der førte til vedtagelsen af de anfægtede retsakter, hvoraf det fremgår, at Rådet har kontrolleret de afgørelser fra de ukrainske domstole, hvorpå det på nuværende tidspunkt støtter sig, og at det heraf har kunnet udlede, at substansen i sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse var blevet iagttaget.
93 Det kan derfor ikke konkluderes, at de oplysninger, som Rådet rådede over i forbindelse med vedtagelsen af de anfægtede retsakter, gjorde det muligt for det at kontrollere, at afgørelsen fra de retslige myndigheder i Ukraine var blevet truffet under iagttagelse af sagsøgerens nævnte rettigheder.
94 I denne henseende skal det endvidere bemærkes, således som det er blevet præciseret i dom af 19. december 2018, Azarov mod Rådet (C-530/17 P, EU:C:2018:1031), at Domstolens retspraksis, hvorefter det navnlig i tilfælde af vedtagelse af en afgørelse om indefrysning af midler, såsom afgørelsen vedrørende sagsøgeren, ikke tilkommer Rådet eller Retten at efterprøve, om den efterforskning, som den af disse foranstaltninger omfattede person var genstand for i Ukraine, er begrundet, men blot at efterprøve, om afgørelsen om indefrysning af midler er begrundet med hensyn til det dokument eller de dokumenter, hvorpå denne afgørelse er blevet støttet (jf. i denne retning dom af 5.3.2015, Ezz m.fl. mod Rådet, C-220/14 P, EU:C:2015:147, præmis 77, af 19.10.2017, Yanukovych mod Rådet, C-599/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:785, præmis 69, og af 19.10.2017, Yanukovych mod Rådet, C-598/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:786, præmis 72), ikke kan fortolkes således, at Rådet ikke er forpligtet til at kontrollere, at den afgørelse fra et tredjeland, hvorpå det agter at støtte vedtagelsen af restriktive foranstaltninger, er blevet truffet under iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 19.12.2018, Azarov mod Rådet, C-530/17 P, EU:C:2018:1031, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
95 Henset til samtlige ovenstående betragtninger er det ikke blevet godtgjort, at Rådet inden vedtagelsen af de anfægtede retsakter havde kontrolleret, at de retslige myndigheder i Ukraine havde iagttaget sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
96 På denne baggrund skal de anfægtede retsakter annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, uden at det er fornødent at undersøge de øvrige anbringender og argumenter, som er blevet fremsat af sidstnævnte, eller de af Rådet fremlagte anmodninger om fortrolig behandling.
Sagsomkostninger
97 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Rådet har tabt sagerne, bør det pålægges det at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Sjette Afdeling):
1) Rådets afgørelse (FUSP) 2016/318 af 4. marts 2016 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2016/311 af 4. marts 2016 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine såvel som Rådets afgørelse (FUSP) 2017/381 af 3. marts 2017 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2017/374 af 3. marts 2017 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine annulleres, for så vidt som Viktor Fedorovych Yanukovychs navn er blevet opretholdt på listen over personer, enheder og organer, der er omfattet af disse restriktive foranstaltninger.
2) Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger og betaler de af Viktor Fedorovych Yanukovych afholdte omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. juli 2019.
Underskrifter