RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(enedommer)

10. juli 2014

Forenede sager F-95/11 og F-36/12

CG

mod

Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

»Personalesag – ansatte i EIB – ændring af et direktorat – oprettelse af et nyt direktorat – overførsel af en afdelingschefs opgaver – annullationssøgsmål – formaliteten – akt, der indeholder et klagepunkt – overensstemmelse mellem stillingerne – skjult disciplinær sanktion – magtfordrejning – erstatningssøgsmål – litispendens«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorunder CG i den væsentlige har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen truffet af Den Europæiske Investeringsbank (EIB eller herefter »Banken«) om ændring af vilkårene for udøvelsen af og karakteren af hans arbejdsopgaver, om, at det fastslås, at Banken har begået tjenstlige fejl, som er ansvarspådragende i forhold til sagsøgeren, og om, at Banken erstatter det økonomiske og ikke-økonomiske tab, der angiveligt er lidt.

Udfald:      Den Europæiske Investeringsbank frifindes i de forenede sager F-95/11 og F-36/12. Hver part bærer sine egne omkostninger i de forenede sager F-95/11 og F-36/12.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – ansatte i Den Europæiske Investeringsbank – frister – krav om en rimelig frist – tidspunkt, hvor fristen begynder at løbe

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 41)

2.      Tjenestemænd – ansatte i Den Europæiske Investeringsbank – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – administrationens skønsbeføjelse – grænser – tjenestens interesse – overholdelse af stillingernes ækvivalens – ændring af opgaverne udgør ikke en disciplinær sanktion

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1, og bilag IX)

3.      Tjenestemænd – ansatte i Den Europæiske Investeringsbank – rettigheder og forpligtelser – forpligtelse for Banken til at forkynde en individuel afgørelse – rækkevidde

(Vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 42)

1.      Der er en stor lakune i Den Europæiske Investeringsbanks søgsmålsordning, idet den ikke fastsætter en søgsmålsfrist. Tvister mellem Banken og dens ansatte skal således indbringes for Unionens retsinstanser inden en rimelig frist og førnævnte lakune skal udfyldes med de vilkår vedrørende søgsmålsfrist, der er fastsat i artikel 90 og 91 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union.

Hvad angår søgsmålsfristens starttidspunkt gælder, at når en ansat i Banken har anmodet om iværksættelse af den forligsprocedure, som er fastsat i artikel 41 i Bankens personalevedtægt, og som er fakultativ, begynder fristen for anlæggelse af et søgsmål ved Unionens retsinstanser først at løbe fra det tidspunkt, hvor forligsproceduren er afsluttet, imidlertid på betingelse af, at den ansatte har fremsat en anmodning om forligsmægling inden for en rimelig frist efter at have fået meddelelse om den for ham negative akt, og at forligsproceduren selv har været af rimelig varighed.

(jf. præmis 79 og 80)

Henvisning til:

Retten: 6. marts 2001, Dunnett m.fl. mod EIB, T-192/99, præmis 51-54 og 56; 27. april 2012, De Nicola mod EIB, T-37/10 P, præmis 75

2.      Institutionerne har et vidt skøn ved organiseringen af deres tjenestegrene alt efter de opgaver, som er overdraget dem, og – under hensyntagen hertil – ved placeringen af det personale, som de har til rådighed, hvilken placering dog dels skal ske i tjenestens interesse og dels med respekt af overensstemmelsen mellem stillingerne. Denne retspraksis gælder ligeledes for Den Europæiske Investeringsbank.

I det tilfælde, hvor de opgaver, der er tildelt en tjenestemand, ændres, indebærer reglen om overensstemmelse mellem lønklasse og stilling en sammenligning ikke mellem den berørtes nuværende og tidligere opgaver, men mellem hans nuværende opgaver og den lønklasse, han hierarkisk er indplaceret i. Følgelig er der intet til hinder for, at en afgørelse medfører tildeling af nye opgaver, der, selv om de adskiller sig fra de opgaver, der tidligere er udført, og af den berørte opfattes som en begrænsning i hans beføjelser, ikke desto mindre er forenelige med den stilling, som svarer til hans lønklasse. En faktisk formindskelse af tjenestemandens beføjelser udgør således kun en tilsidesættelse af reglen om overensstemmelse mellem lønklasse og stilling, hvis hans opgaver i det hele ligger klart under de opgaver, der svarer til hans lønklasse og stilling, når henses til beskaffenheden, betydningen og omfanget af disse opgaver.

Følgelig gælder, at når det ikke er godtgjort, at en afgørelse om ændring af de opgaver, der er tillagt en tjenestemand, er i strid med stillingernes ækvivalens, kan der ikke være tale om en skjult disciplinær sanktion eller om magtfordrejning.

(jf. præmis 90, 92 og 105)

Henvisning til:

Retten: 16. december 2004, De Nicola mod EIB, T-120/01 og T-300/01, præmis 84; 7. februar 2007, Clotuche mod Kommissionen, T-339/03, præmis 47 og 91

Personaleretten: 8. maj 2008, Kerstens mod Kommissionen, F-119/06, præmis 82 og 103 og den deri nævnte retspraksis

3.      Artikel 42 i vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank indskrænker sig til at fastsætte en formforskrift, dvs. Bankens pligt til at forkynde de individuelle afgørelser til den pågældende ansatte. Dette forudsætter imidlertid, at der foreligger en sådan individuel afgørelse.

I denne forbindelse gælder, at når en ansat forud for vedtagelsen af en afgørelse fra Banken om at ændre karakteren af nævnte ansattes opgaver samt vilkårene for udøvelsen heraf, mundtligt orienteres af sine overordnede om de organisatoriske ændringer, som vil blive vedtaget i hans generaldirektorat, og som ikke indebærer hverken en forflyttelse af den nævnte ansatte eller en ændring af det ledelsesforhold, som består mellem generaldirektøren for det nævnte generaldirektorat og den ansatte, er Banken ikke forpligtet til at vedtage en individuel afgørelse i forhold til den ansatte eller til at forkynde denne afgørelse for ham i henhold til nævnte artikel 42.

(jf. præmis 142 og 145)