Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Frankfurt am Main (Tyskland) den 20. september 2018 – Verbraucherzentrale Berlin eV mod DB Vertrieb GmbH

(Sag C-583/18)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht Frankfurt am Main

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Verbraucherzentrale Berlin eV

Sagsøgt: DB Vertrieb GmbH

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 2, nr. 6), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder 1 fortolkes således, at bestemmelsen også omfatter aftaler, i henhold til hvilke en erhvervsdrivende ikke forpligtes direkte til at levere en tjenesteydelse, men forbrugeren erhverver ret til rabat ved bestilling af fremtidige tjenesteydelser?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Skal undtagelsen vedrørende »aftaler om personbefordring« i artikel 3, stk. 3, litra k), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder fortolkes således, at bestemmelsen også finder anvendelse på situationer, hvor forbrugeren ikke modtager en transportydelse som direkte modydelse, men derimod erhverver ret til rabat ved fremtidige transportaftaler?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25.10.2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT L 304, s. 64).