Language of document :

Appel iværksat den 18. februar 2019 af Bank Refah Kargaran til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 10. december 2018 i sag T-552/15, Bank Refah Kargaran mod Rådet

(Sag C-134/19 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Bank Refah Kargaran (ved avocat J.-M. Thouvenin)

De andre parter i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Anden Afdeling) den 10. december 2018 i sag T-552/15 ophæves delvist.

Principalt: Sagsøgeren gives medhold i den påstand, som den nedlagde for Den Europæiske Unions Ret, dvs. tilkendelse af erstatning for sagsøgerens økonomiske skade med et beløb på 68 651 319 EUR og af erstatning for sagsøgerens ikke-økonomiske skade med et beløb på 52 547 415 EUR.

Subsidiært: Sagen hjemvises til Retten.

I begge tilfælde tilpligtes Rådet for Den Europæiske Union at betale sagsomkostningerne i begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat syv anbringender:

1.    Første anbringende om en retlig fejl.

Retten begik en retlig fejl, da den hævdede, at den utilstrækkelige begrundelse for den annullerede afgørelse ikke var en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retlig regel.

2.    Andet anbringende om en retlig fejl.

Retten begik en retlig fejl, da den vurderede, at den omstændighed, at en sagsøger, der har været offer for en ulovlig sanktion vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union, har anlagt sag og fået sanktionen annulleret, gør det omsonst at påberåbe sig, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.

3.    Tredje anbringende om en retlig fejl.

Retten begik en retlig fejl ved at tilsidesætte et anbringende, som sagsøgeren havde præciseret i sin replik, uden at kontrollere – således som retspraksis tilsiger – om uddybningen af dette anbringende i replikken kunne anses for at være en del af den normale udvikling i de med stævningen indledte forhandlinger i en retssag.

4.    Fjerde og femte anbringende om retlige fejl.

Retten begik en retlig fejl ved at anlægge en ukorrekt fortolkning af dommen i sag T-24/11 1 og ved at antage, at konstateringen af, at Rådet tilsidesatte sin forpligtelse til at meddele sagsøgeren de forhold, som vedkommende blev lagt til last, i begrundelsen for foranstaltningerne om indefrysning af midler, ikke godtgør, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten, der medfører at Unionen ifalder ansvar.

5.    Sjette anbringende om en urigtig gengivelse af stævningen.

Retten gengav stævningen urigtigt, da den med henblik på at afvise sagsøgerens argument fra realitetsbehandling fandt, at sagsøgeren ikke på tidspunktet for stævningens indgivelse påberåbte sig, at der angiveligt var tale om en ulovlighed, fordi der ikke var overensstemmelse mellem begrundelsen for at opføre dennes navn på listen over personer omfattet af restriktive foranstaltninger og det af Rådet anvendte kriterium.

6.    Syvende anbringende om en urigtig gengivelse af stævningen.

Retten gengav stævningen urigtigt ved at koge de af sagsøgeren fremsatte anbringender til støtte for ulovlighed ned til alene at vedrøre en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

____________

1     Dom af 6.9.2013, Bank Refah Kargaran mod Rådet (T-24/11, EU:T:2013:403).