PERSONALERETTENS DOM
(plenum)
13. januar 2010
Forenede sager F‑124/05 og F‑96/06
A og G
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag — tjenestemænd — annullationssøgsmål — ufornødent at træffe afgørelse — erstatningssøgsmål — formaliteten — privilegier og immuniteter — ophævelse af retlig immunitet — fortrolighed i forbindelse med OLAF’s undersøgelser — IDOC’s undersøgelser — aktindsigt i dokumenter med lægeligt indhold — aktindsigt i personlige aktmapper — disciplinærsag — rimelig frist«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved sagsøgeren i sag F‑124/05 har nedlagt påstand dels om annullation af bl.a. Kommissionens afgørelse af 28. februar 2005 om afvisning af sagsøgerens ansøgning af 22. oktober 2004 om afslutning af den disciplinærsag, der blev indledt mod ham ved afgørelse af 16. januar 2004, dels om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham erstatning. Samme sagsøger har i sag F‑96/06 nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham erstatning som følge af de forskellige fejl, som Kommissionen angiveligt har begået.
Udfald: Det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende sagsøgerens påstande i den sag, der er registreret som sag F‑124/05, A mod Kommissionen. Kommissionen betaler sagsøgeren 30 000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, han har lidt. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af sagsøgerens omkostninger vedrørende de sager, der er registreret som forenede sager F‑124/05, A mod Kommissionen, og F‑96/06, G mod Kommissionen. Sagsøgeren bærer halvdelen af sine egne omkostninger vedrørende de sager, der registreret som forenede sager F‑124/05, A mod Kommissionen, og F‑96/06, G mod Kommissionen.
Sammendrag
1. Tjenestemænd — erstatningssøgsmål — påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er forvoldt som følge af en urimeligt langvarig disciplinærsag
(Tjenestemandsvedtægten, art. 73)
2. Tjenestemænd — social sikring — forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme — fast godtgørelse i henhold til vedtægten — påstand om supplerende erstatning under henvisning til, at institutionen har begået en erstatningspådragende fejl — betingelser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 73)
3. Tjenestemænd — social sikring — forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme — ugyldighed — invaliditetsgrad — fastsættelse ved lægeudvalget
(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme, art. 19, stk. 3)
4. Tjenestemænd — disciplinærordning — undersøgelse forud for indledningen af en disciplinærsag
(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX)
5. Tjenestemænd — søgsmål — forudgående administrativ klage — klager, der støttes på samme anbringender, men som er forskellige i retlig henseende — lovlighed
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
6. Ansvar uden for kontraktforhold — betingelser — ulovlighed — skade — årsagsforbindelse
(Art. 340, stk. 2, TEUF)
7. Tjenestemænd — søgsmål — akt, der indeholder et klagepunkt — begreb — afgørelse om ophævelse af en tjenestemands eller anden ansats immunitet — omfattet
(Protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter, art. 12; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
8. Tjenestemænd — social sikring — forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme — stillingtagen til, om en sygdom er en erhvervssygdom
(Tjenestemandsvedtægten, art. 73)
9. Tjenestemænd — social sikring — forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme — konstatering af, at der foreligger en erhvervssygdom
(Tjenestemandsvedtægten, art. 26 og 73; ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme, art. 21)
10. De Europæiske Fællesskaber — institutioner — offentlighedens ret til aktindsigt — forordning nr. 1049/2001
(Tjenestemandsvedtægten, art. 26; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 2)
11. Retspleje — stævning — formkrav — kort fremstilling af de påberåbte anbringender — henvisning til sagsøgerens stævning i en anden sag for samme retsinstans — afvisning — undtagelser
(Statutten for Domstolen, art. 21; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1)
12. Tjenestemænd — disciplinærordning — afgørelse om at indlede en disciplinærsag
(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX)
13. Tjenestemænd — disciplinærordning — indledning af en disciplinærsag — ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse
(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX)
14. Tjenestemænd — administrationens omsorgspligt — grænser
15. Tjenestemænd — disciplinærordning — disciplinærsag — frister
(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX)
1. En disciplinærsag stiller tjenestemanden i en usikker situation for så vidt angår dennes fremtidige karriere og skaber nødvendigvis en vis stress og angst hos tjenestemanden. Når denne usikkerhed varer urimeligt længe, øges omfanget af den stress og angst, som tjenestemanden oplever, ud over det acceptable niveau. En urimeligt langvarig disciplinærsag skal således anses for at skabe en formodning for, at den berørte person har lidt en ikke-økonomisk skade. Der skal i denne henseende sondres mellem på den ene side den ikke-økonomiske skade, som en tjenestemand eller ansat lider uafhængigt af en eventuel sygdom, og på den anden side den skade, som forvoldes som følge af en eventuel psykisk sygdom — eller forværring af en sådan sygdom — der skyldes den nævnte procedures urimelige varighed. En påstand om erstatning for den første type skade kan antages til realitetsbehandling, uanset på hvilket trin en eventuel procedure, som i øvrigt er indledt af tjenestemanden i henhold til vedtægtens artikel 73, befinder sig. En tjenestemands påstand om erstatning for den økonomiske eller ikke-økonomiske skade, som tjenestemanden har lidt som følge af en erhvervssygdom, kan generelt ikke antages til realitetsbehandling, så længe den procedure, der er indledt i henhold til vedtægtens artikel 73, ikke er afsluttet.
(jf. præmis 147 og 149‑151)
Henvisning til:
Personaleretten: 2. maj 2007, sag F‑23/05, Giraudy mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑1, s. 121, og II‑A‑1, s. 657, præmis 197‑202
2. Den stævning, hvorved en tjenestemand nedlægger påstand om erstatning for den skade, han hævder at have lidt som følge af sin erhvervssygdom, og som er indgivet inden den procedure, der indledes i henhold til vedtægtens artikel 73, er afsluttet, er som udgangspunkt indleveret for tidligt, eftersom det ikke er muligt på tidspunktet for sagsanlægget at vurdere, om den erstatning, som sagsøgeren har krav på i henhold til vedtægten, er passende. I de fleste tilfælde kræver fastlæggelsen af, om der foreligger årsagsforbindelse mellem arbejdets udførelse og den påståede skade, samt vurderingen af skaden, nemlig at der foretages en lægeundersøgelse, og det vil således være vanskeligt — hvis ikke umuligt — for Unionens retsinstanser at vurdere årsagsforbindelsen og skaden, inden den procedure, der er indledt i henhold til vedtægtens artikel 73, er afsluttet.
Det kan imidlertid ikke automatisk på baggrund af en uafsluttet lægeundersøgelse udledes, at en påstand om erstatning som følge af en tjenstlig fejl, som institutionen angiveligt har begået, er nedlagt for tidligt. Det er i lyset af princippet om procesøkonomi, som kræver en afvejning mellem de forskellige faktorer, der foreligger i hvert enkelt tilfælde, at retsinstansen bl.a. kan tage hensyn til den omstændighed, at det i en konkret sag ikke er nødvendigt at foretage en lægeundersøgelse for at vurdere den lidte ikke-økonomiske skade.
(jf. præmis 153, 154, 156 og 158)
Henvisning til:
Retten: 15. december 1999, sag T‑300/97, Latino mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 259, og II, s. 1263, præmis 94 og 95; 10. december 2008, sag T‑57/99, Nardone mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑2, s. 83, og II‑A‑2, s. 505, præmis 56 og 57
3. Artikel 19, stk. 3, andet led, i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme, der bestemmer, at hvis invaliditetsgraden efter lægebehandlingens ophør endnu ikke kan bestemmes endeligt, skal lægeudvalgets udtalelse angive den dato, hvor den forsikredes sag senest skal behandles på ny, må nødvendigvis fortolkes indskrænkende. Hvis lægeudvalget havde mulighed for at udskyde tidspunktet for, hvornår den forsikredes sag skulle behandles, ville visse forsikrede nemlig ikke få udbetalt det beløb, der er fastsat i vedtægtens artikel 73, i levende live. En udvidende fortolkning af bestemmelsen vil desuden være i strid med begrebet konsolidering i dækningsordningens artikel 19, stk. 3, hvoraf fremgår, at følgerne af ulykken eller erhvervssygdommen er konsolideret, når der er sket en stabilisering af helbredssituationen, eller der kun er tale om meget langsom og meget begrænset bedring. Begrebet konsolidering udelukker således ikke enhver form for bedring af patientens helbredstilstand, men forudsætter en stabilisering eller en meget langsom bedring.
(jf. præmis 161)
4. En institution har en vid skønsmargen i forhold til at indlede og gennemføre administrative undersøgelser under forudsætning af, at der foreligger en rimelig mistanke om, at der er begået en disciplinær forseelse.
(jf. præmis 173 og 188)
5. En tjenestemand har mulighed for at fremsætte det samme anbringende og det samme argument, samt mulighed for at påberåbe sig de samme faktiske omstændigheder til støtte for forskellige klager, der adskiller sig fra hinanden i retlig henseende.
(jf. præmis 205)
Henvisning til:
Retten: 19. september 2008, sag T‑253/06 P, Chassagne mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑B‑1, s. 43, og II‑B‑1, s. 295, præmis 149
6. Inden for rammerne af et erstatningssøgsmål tilkommer det sagsøgeren at godtgøre, at betingelserne for et ansvar for Den Europæiske Union uden for kontraktforhold er opfyldt. Denne regel kan imidlertid modificeres, når skadetilføjelsen har kunnet have flere årsager, og den sagsøgte institution ikke har fremlagt bevis, der kan godtgøre, hvilken af disse årsager der er den relevante, skønt den var den bedst egnede til at fremføre beviser i denne forbindelse, således at den tilbageværende usikkerhed må tillægges denne.
(jf. præmis 213)
Henvisning til:
Retten: 8. juli 2008, sag T‑48/05, Franchet og Byk mod Kommissionen, Sml. II, s. 1585, præmis 182 og 183
7. Den retlige immunitet, der er fastsat i artikel 12 i protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter, beskytter tjenestemænd og ansatte mod retsforfølgning fra de statslige myndigheders side for de i embeds medfør foretagne handlinger. En beslutning om at ophæve en tjenestemands eller en ansats immunitet ændrer vedkommendes retsstilling alene som følge af, at denne beskyttelse ophæves, idet den indebærer, at den pågældende igen får samme retsstilling, som gælder for personer, der er omfattet af medlemsstaternes almindelige retsregler, således at der kan iværksættes de foranstaltninger over for den pågældende, som er fastsat i de almindelige retsregler, navnlig tilbageholdelse og retsforfølgning, uden at det er nødvendigt at anvende nogen mellemkommende regler.
Det skøn, som tilkommer de nationale myndigheder, efter at immuniteten er ophævet, til at genoptage eller frafalde retsforfølgningen af tjenestemanden eller den ansatte, er uden betydning for, om dennes retsstilling er direkte berørt, da de retsvirkninger, som er knyttet til afgørelsen om ophævelse af immuniteten, er begrænset til en ophævelse af den beskyttelse, som den pågældende var berettiget til på grund af sin status som tjenestemand eller ansat, der ikke indebærer iværksættelse af nærmere angivne foranstaltninger.
Det følger heraf, at en institutions beslutning om at ophæve en tjenestemands eller en anden ansats immunitet udgør en akt, der indeholder et klagepunkt mod den pågældende.
(jf. præmis 231-233)
Henvisning til:
Retten: 15. oktober 2008, sag T‑345/05, Mote mod Parlamentet, Sml. II, s. 2849, præmis 34 og 35
8. Formålet med en administrativ undersøgelse i medfør af vedtægtens artikel 73 er på objektiv vis at tilvejebringe alle de oplysninger, der kan gøre det muligt at fastslå den erhvervsmæssige oprindelse af den lidelse, som den berørte tjenestemand er ramt af, samt omstændighederne ved dens opståen. Såfremt den berørte tjenestemands arbejdsbetingelser er genstand for overvejelser om den erhvervsmæssige oprindelse af den sygdom, han lider af, skal undersøgelsen indeholde en objektiv og detaljeret analyse både med hensyn til den pågældendes arbejdsbetingelser og sygdommen som sådan.
(jf. præmis 263)
Henvisning til:
Retten: 3. marts 2004, sag T‑48/01, Vainker mod Parlamentet, Sml. Pers. I‑A, s. 51, og II, s. 197, præmis 129
9. Det fremgår af vedtægtens artikel 26, at der vedrørende hver tjenestemand skal oprettes en personlig aktmappe, der omfatter samtlige dokumenter, der vedrører hans tjenesteforhold, samt enhver bedømmelse af hans kvalifikationer, indsats eller adfærd og endvidere tjenestemandens bemærkninger til disse dokumenter. Institutionen kan ikke mod en tjenestemand påberåbe sig eller gøre sådanne dokumenter gældende, medmindre tjenestemanden er blevet gjort bekendt med dem, før de blev indsat i akterne. Disse bestemmelser har til formål at sikre tjenestemandens ret til forsvar.
For så vidt angår adgangen til dokumenter af lægeligt indhold under en sag om anerkendelse af en erhvervssygdom er der ved ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme fastsat en særlig fremgangsmåde, der dels omfatter oversendelse til den af tjenestemanden valgte læge af hele den lægeerklæring, der ligger til grund for den afgørelse, som ansættelsesmyndigheden forventer at træffe, såfremt tjenestemanden har anmodet herom, efter at han har modtaget underretning om det udkast til beslutning, der er omhandlet i dækningsordningens artikel 21, dels forelæggelse af sagen for et lægeudvalg, som den af tjenestemanden udpegede læge er medlem af.
Det er nemlig til værn for tjenestemandens rettigheder nødvendigt, at der gives ham adgang til dokumenter med lægeligt indhold. Den retstilling, der hermed gives til tjenestemanden, skal imidlertid forenes med iagttagelsen af den lægelige tavshedspligt, som tvinger enhver læge til at vurdere, om det er forsvarligt at meddele de mennesker, som han behandler eller undersøger, arten af deres eventuelle sygdomme. Idet dækningsordningen giver indirekte adgang til dokumenter med lægeligt indhold, nemlig via den læge, som tjenestemanden selv har udpeget, forener den tjenestemandens rettigheder med hensynet til den lægelige tavshedspligt.
Det er nødvendigt til værn for tjenestemandens rettigheder, at der gives ham adgang til ikke blot dokumenter med lægeligt indhold, men også konstateringer vedrørende de faktiske omstændigheder, som den afgørelse, der skal træffes i henhold til vedtægtens artikel 73, bygger på. Dokumenter, der vedrører de faktiske omstændigheder i forbindelse med en arbejdsulykke, og som kan være relevante under en sag om anerkendelse af en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom i dækningsordningens forstand, må ligeledes betragtes som havende lægeligt indhold.
Det er absolut nødvendigt, at hele lægeerklæringen, som tjenestemanden kan anmode om at få oversendt til den af ham valgte læge, og som skal tilstilles medlemmerne af det af dækningsordningen omhandlede lægeudvalg, omfatter den administrative undersøgelsesrapport. Tjenestemanden kan således, dersom han har indgivet anmodning herom, tage stilling til de konstateringer, der findes i undersøgelsesrapporten, via den af ham valgte læge, og vurdere, om det er hensigtsmæssigt at anmode lægeudvalget om at afgive udtalelse.
Den omstændighed, at visse dokumenter må betragtes som havende lægeligt indhold, udelukker ikke, at sådanne dokumenter efter omstændighederne kan vedrøre tjenestemandens tjenesteforhold. I så fald skal disse dokumenter findes i den personlige aktmappe.
Det følger heraf, dels at dokumenterne i den aktmappe, som den af institutionen udpegede læge eller lægeudvalget har anvendt til at bedømme, om en sygdom er af erhvervsmæssig oprindelse, har lægeligt indhold og derfor kun kan konsulteres indirekte via den af tjenestemanden udpegede læge, dels at administrative oplysninger, som fremgår af denne aktmappe, og som kan vedrøre tjenestemandens tjenesteforhold, også skal findes i den personlige aktmappe, tjenestemanden kan gennemse direkte i henhold til vedtægtens artikel 26.
Alle de dokumenter, som den af institutionen udpegede læge eller lægeudvalget er blevet forelagt, er derfor omfattet af dækningsordningen. Det er kun påkrævet, at visse af disse dokumenter indsættes i tjenestemandens personlige aktmappe, samt at han får mulighed for at gøre sig bekendt med dem, såfremt den administration, tjenestemanden er tilknyttet, har anvendt disse dokumenter til at bedømme eller ændre hans tjenesteforhold.
(jf. præmis 275-282)
Henvisning til:
Domstolen: 28. juni 1972, sag 88/71, Brasseur mod Parlamentet, Sml. s. 499, præmis 11; 7. oktober 1987, sag 140/86, Strack mod Kommissionen, Sml. s. 3939, præmis 7 og 9-11 og den deri nævnte retspraksis, således også præmis 12 og 13; 1. oktober 1991, sag C‑283/90 P, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. I, s. 4339, præmis 20‑22, 24 og 25
Retten: 12. juli 1990, sag T‑154/89, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. II, s. 445, præmis 33‑36; Vainker mod Parlamentet, præmis 136 og 137
10. Det følger af selve titlen på forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, hvis artikel 4, stk. 2, tredje led, giver institutionerne mulighed for at nægte aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse vil være til skade for beskyttelsen af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision, at denne bestemmelses anvendelsesområde omhandler aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter. Der er imidlertid forskel på de rettigheder, der tilkommer en tjenestemand eller en anden ansat, som anmoder om at modtage et dokument, der vedrører hans tjenesteforhold, og de rettigheder, der tilfalder medlemmer af offentligheden, som anmoder om aktindsigt i en institutions dokumenter. Tjenestemænds og øvrige ansattes rettigheder følger nemlig af de særlige bestemmelser i vedtægtens artikel 26, der pålægger institutionerne særlige forpligtelser af hensyn til at sikre den pågældendes ret til forsvar. Tjenestemændene har således en ret, som kun tilkommer dem, i henhold til vedtægtens artikel 26. En tjenestemands anmodning kan i givet fald i øvrigt falde ind under anvendelsesområdet for de særlige bestemmelser inden for tjenestemandsretten, der vedrører adgangen til særlige typer af dokumenter, som f.eks. dokumenter med lægeligt indhold. Undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 udelukker derfor ikke anvendelsen af bestemmelserne i vedtægtens artikel 26.
(jf. præmis 289 og 291‑296)
11. Formålet med artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement er at sætte Retten i stand til at træffe afgørelse vedrørende anbringender, der er fremført med tilstrækkelig præcision. Denne bestemmelse skal imidlertid ikke fortolkes således, at parterne pålægges en overdreven formalisme, der blot vil gøre den retslige procedure tungere.
Henset til de særlige omstændigheder i en konkret sag kan et anbringende i en stævning til Personaleretten, hvori der henvises til samtlige de anbringender, der er påberåbt i et andet søgsmål, som er anlagt ved Personaleretten af samme sagsøger, antages til realitetsbehandling, såfremt de to sager er blevet forenet som følge af sammenhængen mellem dem, idet formålet med henvisningen er at undgå, at sagsøgeren skal gentage et omfattende materiale samt på ny fremlægge bilag på flere hundrede sider.
(jf. præmis 314‑318)
Henvisning til:
Retten: 11. juni 2009, sag T‑318/01, Orthman mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 1627, præmis 57
12. Eftersom lovligheden af en retsakt skal bedømmes på grundlag af de faktiske og retlige omstændigheder, der forelå på det tidspunkt, hvor retsakten blev vedtaget, kan de eventuelle oplysninger, som forberedelsen af en disciplinærsag har afsløret efter vedtagelsen af afgørelsen om at indlede proceduren, ikke påvirke den omhandlede afgørelses lovlighed, idet formålet med forberedelsen bl.a. er at fastslå, om den oprindelige mistanke var begrundet. Henset til genstanden for og formålet med en disciplinærsag er det endvidere ikke nødvendigt, at de faktiske omstændigheder, som den pågældende foreholdes, er »fastslået«, for at en disciplinærsag er indledt korrekt. Det er netop formålet med disciplinærsagen at få belyst de faktiske omstændigheder, som den pågældende foreholdes.
(jf. præmis 351 og 360)
Henvisning til:
Domstolen: 7. februar 1979, forenede sager 15/76 og 16/76, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 321, præmis 7
Personaleretten: Giraudy mod Kommissionen, præmis 145
13. Den omstændighed, at en disciplinærsag afsluttes, uden at den pågældende tjenestemand pålægges en sanktion, er ikke til hinder for, at retsinstansen kan foretage legalitetskontrol af afgørelsen om at indlede en disciplinærsag mod den pågældende. Der består nemlig en risiko for vilkårlighed, hvis det anerkendes, at ansættelsesmyndigheden har en absolut og ubegrænset beføjelse til at indlede en disciplinærsag mod en tjenestemand og derefter afslutte den uden at pålægge en sanktion, uden at tjenestemanden gives mulighed for på et passende tidspunkt at anfægte afgørelsen om at indlede proceduren, idet der ikke foreligger en sanktion, som tjenestemanden kan indgive en eventuel klage over. Ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelser må derfor være undergivet en retlig begrænsning, når denne træffer afgørelse om at indlede en disciplinærsag. En sådan begrænsning skal undergives Unionens retsinstansers kontrol.
Der består endvidere en risiko for vilkårlighed, hvis det anerkendes, at en afgørelse om iværksættelse af disciplinær forfølgning mod en tjenestemand kun kan være ulovlig, såfremt der foreligger magtfordrejning. Ansættelsesmyndigheden skal derfor anses for at udøve sine beføjelser på ulovlig vis ikke blot, når der foreligger bevis for magtfordrejning, men også, når der ikke foreligger tilstrækkeligt præcise og relevante oplysninger, der indikerer, at den pågældende har begået en tjenstlig forseelse.
Henset til den vide skønsbeføjelse, som tilkommer ansættelsesmyndigheden, og de begrænsninger, der skal opstilles herfor, skal domstolsprøvelsen derfor begrænses til en undersøgelse af, at de oplysninger, som myndigheden har taget i betragtning i forbindelse med afgørelsen om at indlede disciplinærsagen, er materielt rigtige, at der ikke er anlagt et åbenbart urigtigt skøn vedrørende de faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning.
(jf. præmis 352‑354 og 365‑367)
Henvisning til:
Retten: 15. maj 1997, sag T‑273/94, N mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 97, og II, s. 289, præmis 125; 17. maj 2000, sag T‑203/98, Tzikis mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 91, og II, s. 393, præmis 50; Franchet og Byk mod Kommissionen, præmis 352
14. Omsorgspligten afspejler den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har skabt i forholdet mellem den offentlige myndighed og tjenestemændene. Denne pligt indebærer især, at ansættelsesmyndigheden ved afgørelsen vedrørende en tjenestemands situation tager alle de forhold i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, og hermed tager hensyn ikke blot til tjenestens interesser, men også til vedkommende tjenestemands interesser.
Omsorgspligten kan ikke fortolkes således, at den i sig selv forhindrer ansættelsesmyndigheden i at indlede og forberede en disciplinærsag mod en tjenestemand. En sådan afgørelse træffes nemlig først og fremmest i forhold til den interesse, som institutionen har i at fastslå, om en tjenestemand eventuelt har tilsidesat sine vedtægtsmæssige forpligtelser, og i givet fald at pålægge ham en sanktion. En institution kan derfor på ingen måde bebrejdes at have tilsidesat sin omsorgspligt ved blot at indlede en disciplinærsag mod en tjenestemand.
(jf. præmis 376‑378)
Henvisning til:
Retten: 20. juni 1990, sag T‑133/89, Burban mod Parlamentet, Sml. II, s. 245, præmis 27; 6. juli 1999, forenede sager T‑112/96 og T‑115/96, Séché mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 115, og II, s. 623, præmis 147
15. Det følger af princippet om god forvaltningsskik, at de disciplinære myndigheder har pligt til at gennemføre den disciplinære forfølgning med omhu og følge en sådan handlemåde, at ethvert skridt i forfølgningen sker inden en rimelig frist i forhold til det foregående skridt. Denne pligt til omhyggelighed og overholdelse af en rimelig frist gælder også for indledningen af disciplinærsagen, bl.a. i det tilfælde og fra det tidspunkt, hvor administrationen er blevet bekendt med de forhold og den adfærd, der kan udgøre tilsidesættelse af en tjenestemands vedtægtsmæssige forpligtelser.
En disciplinærsags urimelige varighed kan skyldes både gennemførelsen af forudgående administrative undersøgelser og disciplinærsagen som sådan. Den periode, der skal tages i betragtning med henblik på at vurdere, om varigheden af en disciplinærsag er rimelig, er ikke kun den periode, der begynder på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om iværksættelse af proceduren. Spørgsmålet om, hvorvidt disciplinærsagen, når den først er indledt, er blevet gennemført med den fornødne omhu, vil blive påvirket af den omstændighed, at der er forløbet en kortere eller længere periode mellem det tidspunkt, hvor den påståede overtrædelse er begået, og tidspunktet for iværksættelsen af den disciplinære forfølgning.
Om sagsbehandlingstiden er rimelig, skal vurderes på baggrund af omstændighederne i hver enkelt sag og navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt sagsøgerens og de kompetente myndigheders adfærd. Der er ikke noget særligt forhold, som er afgørende. Alle omstændigheder skal undersøges enkeltvis, og derefter foretages en vurdering af deres kumulative virkning. Visse af de eksempler på forsinkelser, som kan tilskrives ansættelsesmyndigheden, kan fremstå som rimelige, hvis de betragtes isoleret, men ikke hvis de betragtes i sammenhæng. Kravet om, at der udvises omhu i forbindelse med sagsbehandlingen, går imidlertid ikke videre, end hvad der er foreneligt med princippet om god forvaltningsskik.
Når en procedure som følge af ansættelsesmyndighedens afgørelser har overskredet, hvad der under normale omstændigheder anses for en rimelig varighed, påhviler det denne myndighed at godtgøre, at der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde denne overskridelse.
(jf. præmis 390‑395)
Henvisning til:
Domstolen: 17. december 1998, sag C‑185/95 P, Baustahlgewerbe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis; 5. maj 1983, sag 207/81, Ditterich mod Kommissionen, Sml. s. 1359, præmis 26
Retten: 10. juni 2004, sag T‑307/01, François mod Kommissionen, Sml. II, s. 1669, præmis 47
Personaleretten: 8. november 2007, sag F‑40/05, Andreasen mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑1, s. 337, og II‑A‑1, s. 1859, præmis 194 og den deri nævnte retspraksis, som verserer for Den Europæiske Unions Ret, sag T‑17/08 P