RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

18. april 2012

Sag F-50/11

Dawn Cheryl Buxton

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – tjenestemænd – tildeling af meritpoint – bedømmelsesrapport – deltidsarbejde – ligebehandling«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Dawn Cheryl Buxton i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 11. maj 2010 om at tildele sagsøgeren et enkelt point for fortjeneste i forfremmelsesåret 2009.

Udfald: Europa-Parlamentet frifindes. Dawn Cheryl Buxton bærer sine egne omkostninger og betaler Parlamentets omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenlignende bedømmelse af fortjenester – betingelser – kvantificering af fortjenester ved tildeling af point – administrationens skønsbeføjelse – domstolskontrol – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – ligebehandling – begreb – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 1d, stk. 5)

3.      Tjenestemænd – forfremmelse – afgørelse om tildeling af meritpoint – klage – afgørelse om afslag – begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45 og art. 90, stk. 2)

4.      Tjenestemænd – bedømmelse – meritpoint – løfter – tilsidesættelse af vedtægtens bestemmelser – berettiget forventning – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

1.      Administrationen råder over en vid skønsbeføjelse, når den skal bedømme de fortjenester, der skal tages i betragtning i forbindelse med en afgørelse om forfremmelse i henhold til vedtægtens artikel 45 og derfor også i forbindelse med en afgørelse om tildeling af meritpoint i en forfremmelsesordning, hvor en sådan bedømmelse er kvantificeret. Ligeledes bør den kontrol, som Unionens retsinstanser foretager, begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt administrationen på baggrund af den fulgte fremgangsmåde og de forhold, den kan have lagt til grund for vurderingen, kan antages at have holdt sig inden for de grænser, som ikke kan anfægtes, og ikke har anvendt sine beføjelser åbenbart fejlagtigt.

At fastslå, at administrationen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, der berettiger til at kræve, at den afgørelse, der er truffet på grundlag af denne vurdering, annulleres, indebærer imidlertid, at de beviser, som det påhviler sagsøgeren at fremskaffe, er tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at de vurderinger, administrationen har lagt til grund for afgørelsen, bliver usandsynlige. Med andre ord skal anbringendet om en åbenbar urigtig vurdering forkastes, såfremt den anfægtede vurdering ‒ uanset de beviser, den berørte tjenestemand har fremført ‒ kan anses for at være korrekt eller gyldig.

(jf. præmis 37 og 38)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 12. december 1996, sag T-380/94, AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, præmis 59; 3. maj 2007, sag T-261/04, Crespinet mod Kommissionen, præmis 58; 12. februar 2008, sag T-289/03, BUPA m.fl. mod Kommissionen, præmis 221; 1. april 2009, sag T-385/04, Valero Jordana mod Kommissionen, præmis 131

2.      Når en tjenestemand udøver en ret til ferie/orlov eller til en særlig arbejdsordning, som han er tillagt i henhold til vedtægten, kan administrationen ikke uden at anfægte denne rets effektivitet antage, at tjenestemandens situation er forskellig fra situationen for en tjenestemand, som ikke har udøvet denne ret, og som følge heraf behandle ham forskelligt, medmindre denne forskellige behandling dels er objektivt begrundet, bl.a. derved, at den indskrænker sig til i den pågældende periode at drage konsekvenserne af den pågældende ansattes manglende arbejdsindsats, dels er strengt afpasset til den anførte begrundelse. Den omstændighed, at en tjenestemand har udøvet den ret, som han er tillagt i henhold til vedtægten, til at arbejde på deltid i forbindelse med en forældreorlov, kan udgøre en objektiv omstændighed, der ikke kan tilsidesættes i forbindelse med vurderingen af hans fortjenester, herunder især af hans arbejdspræstation.

En tilsidesættelse af lighedsprincippet kan derfor opstå som følge af en sammenligning af tjenestemænds fortjenester uden at tage hensyn til, at en af disse tjenestemænd har en nedsat arbejdspræstation, der placerer den pågældende i en situation, der er objektivt forskellig fra de andres.

I henhold til vedtægtens artikel 1d, stk. 5, påhviler det administrationen i denne henseende, såfremt en tjenestemand, der hævder at have været udsat for forskelsbehandling, fremlægger oplysninger, der gør det muligt at antage, at der har fundet forskelsbehandling sted, at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat.

(jf. præmis 50, 65 og 66)

Henvisning til:

Personaleretten: 15. februar 2011, sag F-68/09, Barbin mod Parlamentet, præmis 100, der er genstand for en appel, som verserer for Den Europæiske Unions Ret, sag T-228/11 P

3.      I forbindelse med en afgørelse om forfremmelse i henhold til vedtægtens artikel 45 er den kompetente myndighed ikke forpligtet til at begrunde sin afgørelse, hverken over for modtageren eller i forhold til de tjenestemænd, der konkurrerer med denne. Det samme gør sig ligeledes gældende i forbindelse med en afgørelse om tildeling af meritpoint. Til gengæld har ansættelsesmyndigheden en forpligtelse til at begrunde en afgørelse vedrørende afslag på en klage, der i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, er indgivet af en tjenestemand, der finder, at han er blevet forfordelt ved tildelingen af point, idet begrundelsen for dette afslag skal svare til begrundelsen for den afgørelse, som den pågældende havde klaget over.

(jf. præmis 74)

Henvisning til:

Domstolen: 7. februar 1990, sag C-343/87, Culin mod Kommissionen, præmis 13

Retten i Første Instans: 14. juni 2001, sag T-230/99, McAuley mod Rådet, præmis 50; 27. september 2006, sag T-156/05, Lantzoni mod Domstolen, præmis 77

Personaleretten: 11. december 2008, sag F-83/06, Schell mod Kommissionen, præmis 89

4.      Præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der er afgivet af administrationen til en tjenestemand efter en bedømmelsesprocedure angående udstedelsen af et bestemt antal meritpoint, uden at administrationen, henset til, at pointene til fordeling er begrænsede, har foretaget en fuldstændig sammenlignende undersøgelse af fortjenesterne hos tjenestemænd ansat i generaldirektoratet eller i det direktorat eller den tjenestegren, der er omhandlet, er åbenbart i strid med de principper om objektivitet og upartiskhed, der bør ligge til grund for vurderingen af tjenestemændenes kvalifikationer, tjenestelige indsats og adfærd i henhold til vedtægtens artikel 43. Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan imidlertid ikke begrunde en praksis, der er i strid med en vedtægtsbestemmelse.

(jf. præmis 80)

Henvisning til:

Personaleretten: 14. juli 2011, sag F-81/10, Praskevicius mod Parlamentet, præmis 67