Language of document : ECLI:EU:F:2010:130

PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

27. oktober 2010

Sag F­60/09

Gerhard Birkhoff

mod

Europa-Kommissionen

»Tjenestemænd — løn — familietillæg — børnetilskud — barn, der lider af en alvorlig sygdom eller af en vedvarende svagelighed, som gør det ude af stand til at sørge for sit eget underhold — anmodning om forlængelse af udbetalingen af tilskuddet — artikel 2, stk. 5, i bilag VII til vedtægten — øvre grænse for barnets indkomst fastsat som betingelse for forlængelse af udbetalingen — omkostninger, der kan fratrækkes i denne indkomst«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Gerhard Birkhoff i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 14. november 2008 om ikke at forlænge udbetalingen af det børnetilskud, som han har modtaget siden 1978 i henhold til artikel 2, stk. 5, i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union for sin datter, der lider af en vedvarende svagelighed, ud over den 31. december 2008.

Udfald: Kommissionen frifindes. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd — løn — familietillæg — tilskud for børn, over for hvem der består forsørgerpligt — ret til forlængelse uden aldersbegrænsning, når barnet er ude af stand til at sørge for sit eget underhold

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VIII, art. 2, stk. 5)

2.      Tjenestemænd — løn — familietillæg — tilskud for børn, over for hvem der består forsørgerpligt — institutionens afslag på at forlænge udbetalingen af det nævnte tilskud — lægeerklæring

3.      Tjenestemænd — løn — familietillæg — tilskud for børn, over for hvem der består forsørgerpligt — forlængelse uden aldersbegrænsning, når barnet er ude af stand til at sørge for sit eget underhold

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VIII, art. 2, stk. 5)

1.      Børnetilskud for børn, over for hvem der består forsørgerpligt, har et socialt sigte og er begrundet i de udgifter, der er en følge af det aktuelle og utvivlsomme behov, som er knyttet til barnet og den omstændighed, at det rent faktisk forsørges af den pågældende. Det skal i hvert enkelt tilfælde og under hensyntagen til den situation, som de berørte personer befinder sig i, undersøges, om det sociale mål, der forfølges med udbetalingen af det pågældende tilskud, som kan forlænges i henhold til artikel 2, stk. 5, i bilag VII til vedtægten, er nået. Det følger heraf, at administrationen ved anvendelsen af denne bestemmelse i hvert enkelt tilfælde og under hensyntagen til samtlige omstændigheder i den konkrete sag skal afgøre, om den alvorlige sygdom eller vedvarende svagelighed, som det berørte barn lider af, hindrer barnet i selv at sørge for sit underhold.

Unionens institutioner kan i denne henseende anlægge en fælles fortolkning af vage vedtægtsmæssige begreber som f.eks. begrebet »der hindrer det i selv at sørge for sit underhold« i artikel 2, stk. 5, i bilag VII til vedtægten. I denne henseende kan en konklusion, der er godkendt af Kommissionens administrationschefer, kun med henblik på anvendelsen af artikel 2, stk. 5, i bilag VII til vedtægten tjene som »udgangspunkt« for vurderingen af hvert enkelt tilfælde, og den omstændighed, at Kommissionen har opstillet et objektivt kriterium på 40% af en tjenestemands grundløn i lønklasse 1, løntrin 1, fritager den ikke fra pligten til at undersøge de særlige omstændigheder i det konkrete tilfælde.

De udgifter, der er direkte forbundet med den vedvarende svagelighed, skal som »særlige omstændigheder« fratrækkes fuldt ud i det forsørgelsespligtige barns skattepligtige bruttoindkomst, hvilket kan medføre, at kun en del af denne indkomst tages i betragtning ved vurderingen af barnets evne til selv at sørge for sit underhold. Det følger heraf, at administrationen skal foretage en nøje kontrol af alle de udgifter, der afholdes af en person, som lider af en vedvarende svagelighed, for at afgøre, om disse udgifter er direkte forbundet med den vedvarende svagelighed, og såfremt dette er tilfældet fratrække denne udgift og i givet fald tildele det pågældende tilskud.

(jf. præmis 29-31, 36, 40, 42 og 43)

Henvisning til:

Domstolen: 7. maj 1992, sag C­70/91 P, Rådet mod Brems, Sml. I, s. 2973, præmis 9

Retten: 30. november 1994, sag T­498/93, Dornonville de la Cour mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 257, og II, s. 813, præmis 38; 21. oktober 2003, sag T­302/01, Birkhoff mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 245, og II, s. 1185, præmis 40, 41, 43, 44, 47 og 48

2.      Selv om Unionens retsinstanser kun vanskeligt kan kontrollere berettigelsen af de lægefaglige vurderinger, der foretages af afregningskontorernes rådgivende læger, anser Unionens retsinstanser imidlertid ikke disse vurderinger, selv om de har fundet sted under forskriftsmæssige forhold, for definitive eller unddraget deres kontrol, i lighed med de lægefaglige vurderinger, der hidrører fra læge- og invaliditetsudvalgene, eller fra den uafhængige læge, der i henhold til vedtægtens artikel 59, stk. 1, femte afsnit, skal høres, såfremt der anmodes om en uafhængig undersøgelse. Baggrunden for dette er, at de lægefaglige vurderinger, der ensidigt fremsættes af en læge, der henhører under institutionen, såsom afregningskontorernes rådgivende læger, ikke udviser samme ligebyrdighed mellem parterne og samme grad af objektivitet som de vurderinger, der fremsættes af læge- og invaliditetsudvalgene, henset til disse udvalgs sammensætning.

Dette er årsagen til, at Personaleretten udøver kontrol med en institutions afslag på at forlænge udbetalingen af børnetilskud for et barn, over for hvem der består forsørgerpligt, samt med den udtalelse fra den rådgivende læge ved afregningskontoret, som kontoret i givet fald støtter sig på. Denne kontrol er ganske vist begrænset, men omfatter faktiske fejl, retlige fejl og åbenbart urigtige skøn.

(jf. præmis 48 og 49)

Henvisning til:

Domstolen: 21. maj 1981, sag 156/80, Morbelli mod Kommissionen, Sml. s. 1357, præmis 15-20

Retten: 11. maj 2000, sag T­34/99, Pipeaux mod Parlamentet, Sml. Pers. I­A, s. 79, og II, s. 337, præmis 29 og 30; 12. maj 2004 sag T­191/01, Hecq mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 147, og II, s. 659, præmis 64-78; 23. november 2004, sag T­376/02, O mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 349, og II. s. 1595, præmis 29

Personaleretten: 22. maj 2007, sag F­99/06, López Teruel mod KHIM, Sml. Pers. I­A­1, s. 147, og II­A­1, s. 797, præmis 74-76; 18. september 2007, sag F­10/07, Botos mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­1, s. 243, og II­A­1, s. 1345, præmis 40-50

3.      Bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af handicap har til formål at gennemføre princippet om ligebehandling af handicappede personer og fuldt rørige personer, der befinder sig i samme situation, for at give den handicappede person mulighed for at få et socialt liv og/eller arbejdsliv. Det følger heraf, at en foranstaltning, der træffes til fordel for en handicappet person, ikke er et mål i sig selv, men en foranstaltning, der skal sikre ligebehandling. En foranstaltning, der træffes til fordel for en handicappet person, er således kun tilladt, hvis den har til formål at sikre ligebehandling med en fuldt rørig person, der befinder sig i samme situation. Uanset hvor beundringsværdig en handicappet persons indsats for at gennemføre en atypisk og dynamisk karriere end måtte være, giver den retlige ramme for sociale ydelser ifølge den gældende udformning af vedtægten kun mulighed for at yde en sådan person midler til at dække de økonomiske ulemper, der er en direkte følge af den pågældende svagelighed. At anerkende, at formålet med artikel 2, stk. 5, i bilag VII til vedtægten kan udvides til også at omfatte foranstaltninger, der skal bidrage til udviklingen af den handicappede persons sociale liv og arbejdsliv, vil gå ud over det mål, der forfølges med denne artikel. Sådanne foranstaltninger ville gå ud over den definition af børnestilskud, der følger af afdeling 1 med overskriften »Familietillæg« i bilag VII til vedtægten.

(jf. præmis 51)

Henvisning til:

Domstolen: 17. juli 2008, sag C­303/06, Coleman, Sml. I, s. 5603, præmis 47

Retten: Birkhoff mod Kommissionen, præmis 48