RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

30. januar 2013

Sag F-87/11

Kari Wahlström

mod

Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex)

»Personalesag – midlertidig ansat – ingen forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – ansættelsesvilkårenes artikel 8 – procedure – tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter – kompetence«

Angående: Søgsmål indledt i henholdt til artikel 270 TEUF, som i medfør af artikel 106a Euratom finder anvendelse på Euratomtraktaten, hvorunder Kari Wahlström har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen truffet af den administrerende direktør for Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) den 10. december 2010, meddelt den 16. december 2010, om ikke at forlænge hendes kontrakt som midlertidigt ansat.

Udfald: Afgørelsen annulleres. Frontex bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kari Wahlström afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – frister – begyndelsestidspunkt – underretning – begreb – afgørelse fremsendt ved rekommanderet brev med modtagelsesbevis – formodningen for underretning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – internt direktiv herom fra Frontex – retsvirkninger

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 8)

3.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – procedure – overtrædelse af væsentlige formforskrifter – ulovlighed, der kan medføre annullation – betingelser

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 8)

1.      Når en afgørelse meddeles ved rekommanderet brev med modtagelsesbevis, skal adressaten anses for at have fået kendskab til afgørelsen, når han skriver under på modtagelsesbeviset. Imidlertid kan det forekomme, at et rekommanderet brevs modtagelsesbevis ikke kan underskrives af adressaten, når denne, som ikke er hjemme på det tidspunkt, hvor postbuddet kommer forbi, afholder sig fra enhver handling og navnlig ikke afhenter brevet inden for førnævnte opbevaringsfrist.

I et sådant tilfælde må det antages, at adressaten har fået behørig underretning om afgørelsen på datoen for udløbet af fristen for postmyndighedernes opbevaring af brevet. Hvis det var tilladt, at en adressat ved at afholde sig fra enhver handling og navnlig ved ikke at afhente det rekommanderede brev inden for nævnte frist kunne hindre, at der skete forskriftmæssig underretning af en afgørelse ved rekommanderet brev, ville garantierne ved denne underretningsform nemlig dels blive betydeligt svækkede, til trods for at denne udgør en særdeles sikker og objektiv underretningsform for så vidt angår administrative retsakter. Administrationen ville være tvunget til at anvende andre underretningsformer, enten mindre sikre, såsom underretning ved almindeligt brev, eller dyre, endog uforholdsmæssige, såsom underretning ved stævningsmand. Dels ville adressaten have et vist spillerum ved fastsættelsen af søgsmålsfristens starttidspunkt, selv om en sådan frist ikke kan være op til parterne og skal svare til kravene om retssikkerhed og god retspleje.

Formodningen om, at adressaten har modtaget underretning om afgørelsen ved udløbet af den periode, som et rekommanderet brev normalt opbevares af postmyndighederne, er imidlertid ikke absolut. For at denne formodning kan finde anvendelse, skal administrationen nemlig kunne godtgøre, at meddelelsen ved rekommanderet brev er sket på sædvanlig vis, dvs. at der på den seneste af adressaten oplyste adresse skal være afleveret en meddelelse om, at der ligger et rekommanderet brev til afhentning. Denne formodning er desuden ikke uigendrivelig, idet adressaten navnlig kan søge at godtgøre, at han har været forhindret i, bl.a. på grund af sygdom eller force majeure, som han ikke har indflydelse på, på behørig vis at få kendskab til meddelelsen om, at der ligger et rekommanderet brev til afhentning.

(jf. præmis 38-40)

Henvisning til:

Personaleretten: 16. december 2010, AG mod Parlamentet, sag F-25/10, præmis 41, 43 og 44

2.      En afgørelse fra en EU-institution eller et EU-organ, som fremsendes til hele personalet, og som har til formål at sikre de pågældende tjenestemænd og andre ansatte en identisk behandling på et område, hvor nævnte institution eller nævnte organ råder over et vidt skøn i henhold til vedtægten, udgør et internt direktiv og skal som sådan anses for at være en vejledende adfærdsnorm, som institutionen har pålagt sig selv, og som den ikke kan fravige uden at angive grundene hertil, idet grundsætningen om ligebehandling ellers ville blive krænket.

Retningslinjer, som opstiller et vist antal regler på området for forlængelse af kontrakter som midlertidigt ansatte i Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser udgør et sådant internt direktiv.

(jf. præmis 56 og 57)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 9. juli 1997, sag T-92/96, Monaco mod Parlamentet, præmis 46

Personaleretten: 7. juli 2009, forenede sager F-99/07 og F-45/08, Bernard mod Europol, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis

3.      Når den konstaterede kompetencemangel i forbindelse med et søgsmål til prøvelse af en afgørelse truffet af den administrerende direktør for Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser om ikke at forlænge en kontrakt som midlertidigt ansat ikke vedrører selve ophavsmanden til den anfægtede afgørelse, dvs. den administrerende direktør, men de personer, som skulle høres, dvs. bedømmeren og medbedømmeren, i forbindelse med proceduren om forlængelse af kontrakten som midlertidigt ansat i overensstemmelse med agenturets retningslinjer, kan en sådan procedurefejl kun sanktioneres ved en annullation af den anfægtede afgørelse, hvis det godtgøres, at denne procedurefejl kan have haft indvirkning på afgørelsens indhold.

Dette er imidlertid tilfældet, når det ikke kan udelukkes, at bedømmeren og medbedømmeren, som er lovligt udpegede og skal udtale sig om den pågældende midlertidigt ansattes faglige indsats, har kunnet fremsætte forskelligt begrundede forslag hvad angår forlængelsen af den pågældendes kontrakt.

(jf. præmis 58 og 59)

Henvisning til:

Domstolen: 29. oktober 1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, præmis 47

Retten i Første Instans: sag T-212/97, Hubert mod Kommissionen, præmis 53