Language of document : ECLI:EU:F:2015:167

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(enedommer)

18. december 2015

Sag F-45/11

Carlo De Nicola

mod

Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

»Personalesag – ansatte ved EIB – bedømmelse – bedømmelsesrapport 2009 – klageudvalgets afgørelse ulovlig – afslag på forfremmelse – ufornødent at træffe afgørelse«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorunder Carlo De Nicola i det væsentlige har nedlagt påstand om, for det første, annullation af afgørelsen truffet af klageudvalget (herefter »klageudvalget«) ved Den Europæiske Investeringsbank (EIB eller herefter »banken«) af 22. september 2010 om afslag på hans interne klage vedrørende annullation og ændring af hans bedømmelsesrapport for 2009, for det andet, annullation af nævnte bedømmelsesrapport, for det tredje, annullation af »alle hermed forbundne, efterfølgende og forudgående akter«, bl.a. EIB’s afgørelse af 25. marts 2010 om ikke at forfremme ham, og, for det fjerde, at EIB tilpligtes at betale ham en erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, som han mener at have lidt.

Udfald:      Den Europæiske Investeringsbanks afgørelse af 22. september 2010 annulleres. Det er ufornødent at træffe afgørelse om påstanden om annullation af sagsøgerens bedømmelsesrapport for 2009, af afgørelsen af 25. marts 2010 om afslag på forfremmelse og af »alle forbundne, forudgående og efterfølgende retsakter«. I øvrigt frifindes Den Europæiske Investeringsbank. EIB bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som er afholdt af Carlo De Nicola.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – bedømmelse – bedømmelsesrapport – anfægtelse for EIB’s klageudvalg – kontrollens rækkevidde

(Vedtægten for de ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank, art. 22)

2.      Tjenestemandssager – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at træffe foranstaltninger til opfyldelse heraf – dom, som annullerer en afgørelse fra klageudvalget vedrørende en bedømmelsesrapport – EIB’s pligt til på ny at forelægge indsigelsen fra ophavsmanden til den interne klage for det nævnte klageudvalg

(Art. 266 TEUF)

1.      Den mulighed, som klageudvalget ved Den Europæiske Investeringsbank har på området for bedømmelse af de ansatte, for at annullere enhver oplysning i bedømmelsesrapporten for en ansat i banken indebærer, at det nævnte udvalg kan foretage en fornyet bedømmelse af rigtigheden af hver af disse oplysninger, inden de godkendes. Rækkevidden af denne kompetence går således klart videre end den blotte kompetence til legalitetskontrol og ophævelse af en retsakts dispositive del, for så vidt som den omfatter muligheden for at annullere endog begrundelsen for vedtagelsen af retsaktens dispositive del, uanset dens betydning i forbindelse med opbygningen af begrundelsen for retsakten. Den kompetence, som klageudvalget har til fuld kontrol, bekræftes af den kompetence, som det udtrykkeligt er tillagt til at ændre den endelige bedømmelse af de fortjenester, der er et resultat af den overordnede bedømmelse af ophavsmanden til den interne klage præstationer. En ændring af karakteren for den pågældendes fortjenester indebærer nemlig, at udvalget i detaljer kontrollerer samtlige de bedømmelser af fortjenester, der er indeholdt i den anfægtede rapport for så vidt angår spørgsmålet, om der deri foreligger eventuelle faktiske eller retlige bedømmelsesfejl, og at udvalget i givet fald kan træde i bedømmerens sted for at foretage en ny bedømmelse af disse fortjenester.

Endelig skal klageudvalget udøve en fuldstændig kontrol med den bedømmelsesrapport, som det har fået forelagt, vedrørende rigtigheden af hver af de bedømmelser, der er indeholdt i denne rapport, idet udvalgets kontrol ikke er begrænset til en undersøgelse af, om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn.

(jf. præmis 49-51)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: dom af 27. april 2012, De Nicola mod EIB, T-37/10 P, EU:T:2012:205, præmis 41, og af 16. september 2013, De Nicola mod EIB, T-618/11 P, EU:T:2013:479

2.      Unionens retsinstansers annullation af en afgørelse fra det klageudvalg, der er nedsat af Den Europæiske Investeringsbank på området for bedømmelse af de ansatte, kan på det administrative plan tilføre ophavsmanden til den interne klage for det nævnte udvalg en fordel og kan pålægge banken på ny at forelægge indsigelsen fra ophavsmanden til den interne klage for klageudvalget, med henblik på at klageudvalget kan tage stilling til den omhandlede bedømmelsesrapport på korrekt vis og under anvendelse af sin fulde judicielle kompetence.

(jf. præmis 58)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: kendelse af 21. september 2015, De Nicola mod EIB, T-848/14 P, EU:T:2015:719, præmis 40