Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Općinski sud u Zadru (Kroatien) den 2. april 2019 – R. D. og A. D. mod Raiffeisenbank St. Stefan-Jagerberg-Wolfsberg eGen

(Sag C-277/19)

Processprog: kroatisk

Den forelæggende ret

Općinski sud u Zadru

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: R. D. og A. D.

Sagsøgt: Raiffeisenbank St. Stefan-Jagerberg-Wolfsberg eGen

Præjudicielle spørgsmål

Hvad er omfanget og rækkevidden af den forbrugerbeskyttelse, som følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU 1 af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU 2 af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF 3 og 2013/36/EU 4 og forordning (EU) nr. 1093/2010 5 ?

Er sagsøgerne forbrugere som omhandlet i bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og direktiv 1999/44/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010, henset til den omstændighed, at sagsøgte har afvist, at sagsøgerne har status som forbrugere?

Er de nationale bestemmelser i artikel 3, stk. 1, litra a), i lov om forbrugerkredit [...] i strid med bestemmelserne i artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 og artikel 3 i direktiv 2008/48/EF samt de øvrige mål og formål med hensyn til forbrugerbeskyttelse, som er fastlagt i betragtningerne til direktiv 2014/17/ЕU, for så vidt som førstnævnte bestemmelser fastsætter en øvre grænse for forbrugerbeskyttelsen i form af et specifikt beløb, nemlig 1 000 000,00 kuna?

Skal artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar fortolkes således, at en situation, hvor sagsøgte er et andelskreditinstitut, der er hjemmehørende i Republikken Østrig, og som hverken havde tilladelse fra Kroatiens centralbank til at yde kredit til forbrugere i 2007 og 2008 eller den særlige tilladelse fra finansministeriet i henhold til artikel 22 i love om forbrugerkredit og hverken har en registreret repræsentant eller et datterselskab i Kroatien, udgør en grund til, at kreditaftalen kan erklæres ugyldig, samt en tilsidesættelse af direktivets bestemmelser, fordi dette (eventuelt) bringer rettighederne for forbrugere, der er fysiske personer, på Kroatiens område, direkte i fare, for så vidt som sagsøgte ikke var underlagt de tilsyn, der er fastlagt i loven med henblik på at beskytte forbrugerne og fastlægge fælles regler og kriterier for kreditydelse til forbrugere i forbindelse med lån med pant i fast ejendom som omhandlet i betragtningerne til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014?

Kan det i en situation som den i hovedsagen foreliggende antages, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 18, 19 og 20 i direktiv 2014/17/EU, eftersom, eftersom principperne om god tro og loyalitet udgør en retlig standard, og mere præcist, og at der er sket en tilsidesættelse af det nævnte direktiv ved indgåelsen af en kreditaftale, idet kreditten blev ydet med en effektiv rente på 9,4%, og sagsøgtes rente for hjemmehørende forbrugere med østrigsk statsborgerskab (§ 1000 i ABGB (Allgemeines bürgerliches Gesetzbuch, den østrigske civillovbog)) lyder på 4%, og der desuden er tale om en variabel rente, således at sagsøgte i sin egenskab af kreditinstitut ensidigt kan ændre den, og at sagsøgte udelukkende yder kreditter mod pant,?

Kan det fastslås, at der er sket en tilsidesættelse af bestemmelserne i direktiv 2014/17/EU, sammenholdt med direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010, henset til bestemmelserne i artikel 2 og artikel 5, stk. 1, nr. 2), i lov om kreditinstitutter, hvis sagsøgte i sin egenskab af et selskab, der henhører under østrigsk ret, uden de nationale myndigheders tilladelse eller tilsyn kan yde forbrugerkredit til kroatiske borgere på Kroatiens område, og kan det i denne situation fastslås, at de nævnte nationale bestemmelser ikke yder fysiske personer, som er forbrugere, den fornødne beskyttelse, som er fastlagt i artikel 5 (om kompetente myndigheder) i direktiv 2014/17/EU og at sagsøgte ikke handlede i overensstemmelse med principperne om god tro og loyalitet, som er fastlagt i artikel 4 i lov om retsforhold, hvilket bevirker, at bestemmelserne i kreditaftalen er ugyldige?

Foreligger der en formel mangel i forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen, dvs. er der i hovedsagen sket en tilsidesættelse af artikel 13, 14 og 16 i direktiv 2014/17/EU, eftersom klausul A i kreditaftalen om enkelt tilbagebetaling – på side 2 – bestemmer: »Den årlige effektive rente er 9,4%. Se skiltet ved skranken med hensyn til oplysninger om den anslåede årlige rente i tilfælde af sen tilbagebetaling«?

Kan det fastslås, at der i en situation som den i hovedsagen omhandlede er sket en tilsidesættelse af artikel 13, 14 og 16 i direktiv 2014/17/EU, idet de omtvistede kreditaftaler er standardkontrakter, som sagsøgte på forhånd har affattet på formularer, der er trykt på tysk, og som ikke er blevet oversat i deres helhed til sagsøgernes modersmål, og idet indgåelsen af aftalen finder sted efter en markedsføring gennem sagsøgtes (kooperative) netværk af kreditformidlere i Kroatien, hvilke kreditformidlere ligesom sagsøgte i henhold til kroatisk ret hverken havde tilladelse fra Kroatiens centralbank til at gennemføre kredittransaktioner eller tilladelse fra finansministeriet til at yde kredit til forbrugere på Kroatiens område?

Kan det fastslås, at der i en situation [som] den i hovedsagen omhandlede er sket en tilsidesættelse af bestemmelserne i direktiv 2014/17/EU, sammenholdt med direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010, idet de nationale bestemmelser, dvs. artikel 2, stk. 1, 2 og 3, og artikel 5, stk. 1, nr. 1) og 2), i lov om kreditinstitutter tillader, at sagsøgte i sin egenskab af et kreditinstitut, der henhører under østrigsk ret, uden de nationale myndigheders tilladelse eller tilsyn kan yde forbrugerkredit til kroatiske borgere på Kroatiens område, og kan det i denne situation fastslås, at disse nationale bestemmelser ikke yder fysiske personer, som er forbrugere, den fornødne beskyttelse, som er fastlagt i artikel 5 (om kompetente myndigheder) i direktiv 2014/17/EU, og at sagsøgte ikke handlede i overensstemmelse med principperne om god tro og loyalitet, som er fastlagt i artikel 4 i lov om retsforhold, hvilket bevirker, at bestemmelserne i kreditaftalen er ugyldige?

Har den omstændighed, at der på tidspunktet for indgåelsen af kreditaftalerne i 2007 og 2008 ikke fandtes passende gennemførelsesbestemmelser i kroatisk ret, der indeholdt en detaljeret regulering af muligheden og betingelserne for kroatiske statsborgeres gældstiftelse i udlandet, medført en betydelig skævhed i forholdet mellem låntagerne på den ene side og bankerne på den anden side, og har dette juridiske tomrum efterladt førnævnte låntagere uden beskyttelse, hvilket er i strid med bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014, navnlig direktivets artikel 13?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25.10.2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT 2011, L 304, s. 64).

2     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4.2.2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 60, s. 34).

3     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.4.2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT 2008, L 133, s. 66).

4     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26.6.2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT 2013, L 176, s. 338).

5     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24.11.2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT 2010, L 331, s. 12).