PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)
25. januar 2007
Sag F-55/06
Augusto de Albuquerque
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Tjenestemænd – omplacering – vedtægtens artikel 7, stk. 1 – åbenbart urigtigt skøn – princippet om ligebehandling – magtfordrejning – tjenestens interesse«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Augusto de Albuquerque har nedlagt påstand om annullation af generaldirektøren for GD INFSO’s afgørelse af 23. september 2005 om i tjenestens interesse at forflytte sagsøgeren til stillingen som chef for enheden INFSO.G.2 »Mikro og Nanosystemer«, og af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 2. februar 2006 om afslag på den af sagsøgeren indgivne klage over den anfægtede afgørelse.
Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering
(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)
2. Retspleje – bevis – klage over en afgørelse om omplacering af en tjenestemand
3. Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering
(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)
4. Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering
(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)
1. Når en afgørelse ikke er blevet fundet i strid med tjenestens interesse, kan der ikke foreligge magtfordrejning. Dette er tilfældet ved en afgørelse om omplacering, der træffes med henblik på at bringe en administrativ situation til ophør, som er blevet utålelig, såfremt interne modsætningsforhold mellem de ansatte er skadelige for tjenestens gnidningsløse funktion. Det er herved uden betydning at fastlægge, hvem der er ansvarlig for de pågældende ubehageligheder, eller om den fremførte kritik i det hele taget er begrundet.
(jf. præmis 60, 61 og 89)
Henvisning til:
Domstolen, 12. juli 1979, sag 124/78, List mod Kommissionen, Sml. s. 2499, præmis 13; 14. juli 1983, sag 176/82, Nebe mod Kommissionen, Sml. s. 2475, præmis 25; 7. marts 1990, forenede sager C-116/88 og C-149/88, Hecq mod Kommissionen, Sml. I, s. 599, præmis 22; 12. november 1996, sag C-294/95 P, Ojha mod Kommissionen, Sml. I, s. 5863, præmis 41.
Retten, 10. juni 1992, forenede sager T-59/91 og T-79/91, Eppe mod Kommissionen, Sml. II, s. 2061, præmis 57; 22. januar 1998, sag T-98/96, Costacurta mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 21, og II, s. 49, præmis 39; 28. maj 1998, forenede sager T-78/96 og T-170/96, W mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 239, og II, s. 745, præmis 88; 17. november 1998, sag T-131/97, Gómez de Enterría y Sanchez mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 613, og II, s. 1855, præmis 62; 6. marts 2001, sag T-100/00, Campoli mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 71, og II, s. 347, præmis 45 og 63; 28. oktober 2004, sag T-76/03, Meister mod KHIM, Sml. Pers. I-A, s. 325, og II, s. 1477, præmis 79 og 80; 24. november 2005, sag T-236/02, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 365, og II, s. 1621, præmis 182.
2. Med henblik på at varetage sine interesser – herunder især at bevise rigtigheden af den påberåbte begrundelse, som er fremført til støtte for en anfægtet afgørelse om omplacering, der indbringes for Fællesskabets retsinstanser – er administrationen berettiget til at henvise til et notat fra sagsøgeren, som viser, at der består en administrativ situation, som er blevet utålelig for tjenestens gnidningsløse funktion, selv om dette notat, der har overskriften »Privat, fortrolig«, ikke officielt er blevet fremsendt til adressaten, sagsøgerens overordnede, men fremsendt af denne til andre chefer i tjenestegrenen, idet disse omstændigheder ikke kan ophæve notatets bevisværdi.
(jf. præmis 64)
Henvisning til:
Retten, 18. september 1996, sag T-353/94, Postbank mod Kommissionen, Sml. II, s. 921, præmis 67 og 68.
3. Den omstændighed, at en afgørelse om omplacering af en tjenestemand i tjenestens interesse, som en konsekvens af et modsætningsforhold med de overordnede, har været kombineret med omplaceringen af andre tjenestemænd på grund af en handling, der er omfattet af den obligatoriske mobilitet, som er fastsat i et internt direktiv fra administrationen, kan ikke rejse tvivl om dens lovformelighed.
(jf. præmis 70)
4. Ved en omplacering, der omfatter flere tjenestemænd, hvorved den ene af disse omplaceres i tjenestens interesse, som en konsekvens af et modsætningsforhold med sin overordnede, og de andre på grund af den obligatoriske mobilitet, som er fastsat i et internt direktiv fra administrationen, kan der ikke foretages nogen sammenligning mellem de førstnævnte og de sidstnævnte, der – idet de ikke er involveret i en personkonflikt – befinder sig i en anden situation end førstnævnte. Den omstændighed, at administrationen har taget hensyn til afslaget fra en tjenestemand, der omplaceres som en konsekvens af obligatorisk mobilitet, på at blive omplaceret til en bestemt stilling, men ikke til det samme afslag fra en tjenestemand, der omplaceres i tjenestens interesse, udgør derfor ikke forskelsbehandling.
(jf. præmis 92 og 94)