PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)
29. april 2015 (*)
[Tekst berigtiget ved kendelse af 13. maj 2015]
»Personalesag – forfremmelse – forfremmelsesåret 2011 – ikke opførelse på listen over forfremmelsesværdige tjenestemænd – vedtægtens artikel 45 – to års anciennitet i lønklassen – ingen hensyntagen til ansættelsesperioden som midlertidigt ansat – forskelsbehandling som følge af den retlige karakter af de pågældende ansattes ansættelsesforhold – direktiv 1999/70/EF – [Som berigtiget ved kendelse af 13. maj 2015] rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – § 4 – påberåbelse udelukket – ikke omfattet«
I sag F-78/12,
angående et søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A,
Viara Todorova Androva, tjenestemand ved Rådet for Den Europæiske Union, Rhode-Saint-Genèse (Belgien), ved advokat M. Velardo,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved J. Herrmann og M. Bauer, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af:
Europa-Kommissionen ved J. Currall og G. Gattinara, som befuldmægtigede,
og
Revisionsretten for Den Europæiske Union først ved T. Kennedy, N. Scafarto og K. Zavřelová, som befuldmægtigede, derefter ved N. Scafarto, som befuldmægtiget,
intervenienter,
har
PERSONALERETTEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, K. Bradley (refererende dommer), og dommerne H. Kreppel og M.I. Rofes i Pujol,
justitssekretær: fuldmægtig P. Cullen,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 15. januar 2015,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 25. juli 2012 har Viara Todorova Androva anlagt sag, hvorunder der i det væsentlige er nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen truffet af Rådet for Den Europæiske Union om ikke at opføre hende på listen over forfremmelsesværdige tjenestemænd i forfremmelsesåret 2011, dels om erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, hun har lidt som følge af denne afgørelses ulovlighed.
Retsforskrifter
2 Artikel 45, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten (herefter »vedtægten«), bestemmer:
»Forfremmelse sker ved afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden under iagttagelse af artikel 6, stk. 2. Den medfører, at tjenestemanden udnævnes til den nærmeste højere lønklasse inden for sin ansættelsesgruppe. Den foretages udelukkende på grundlag af en udvælgelse blandt de tjenestemænd, der har en minimumsanciennitet på to år i deres lønklasse; udvælgelsen sker blandt de tjenestemænd, der kan komme i betragtning ved forfremmelsen, efter sammenligning af deres fortjenester. […]«
3 Den 28. juni 1999 vedtog Rådet direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175, s. 43).
4 I henhold til § 1 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, bilagt direktiv 1999/70 (herefter »rammeaftalen«), har denne til formål:
»[…]
a) at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination
b) at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.«
5 Rammeaftalens § 4 med overskriften »Princippet om ikke-diskrimination« bestemmer:
»1. Ansættelsesvilkårene for personer med tidsbegrænset ansættelse må ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.
[…]
4. Bestemmelser, hvorefter der ved særlige ansættelsesvilkår kræves tilbagelagt en bestemt tjenesteperiode, skal være de samme for personer med tidsbegrænset ansættelse som for fastansatte, medmindre kravet om en forskellig ansættelsesperiode er begrundet i objektive forhold.«
Sagens faktiske omstændigheder
6 Sagsøgeren blev ansat af Rådet den 1. juli 2006 som midlertidigt ansat ifølge definitionen i artikel 2, litra b), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union i den dagældende affattelse (herefter »ansættelsesvilkårene«). Hun blev indplaceret i lønklasse AD 5 og ansat som sprogadministrator i den bulgarske sprogafdeling under direktoratet »Oversættelse og Fremstilling af Dokumenter« i Generaldirektoratet (GD) »Personale og Administration« i Generalsekretariatet. Det var fastsat, at ansættelseskontrakten, som ændret ved på hinanden følgende tillægskontrakter, udløb den 31. december 2010.
7 Sagsøgeren bestod i mellemtiden udvælgelsesprøve EPSO/AD/166/09 og blev ved afgørelse af 23. november 2010 med virkning fra den 1. december 2010 udnævnt til tjenestemand på prøve i lønklasse AD 5. I medfør af vedtægtens artikel 32, stk. 3, bevarede sagsøgeren den anciennitet på løntrinnet, som hun havde opnået som midlertidigt ansat, og hun blev herefter indplaceret på løntrin 4.
8 Det er ubestridt, at sagsøgeren efter sin udnævnelse som tjenestemand på prøve fortsatte med at udøve de samme arbejdsopgaver som dem, hun allerede havde udøvet som midlertidigt ansat.
9 Ved afgørelse af 12. juli 2011 blev sagsøgeren med virkning fra den 1. september 2011 fastansat.
10 Ved personalemeddelelse nr. 87/11 af 12. september 2011 offentliggjorde ansættelsesmyndigheden listen over forfremmelsesværdige tjenestemænd i forfremmelsesåret 2011. Sagsøgerens navn var ikke opført herpå.
11 Den 17. oktober 2011 blev personalemeddelelse nr. 100/11 med listen over de tjenestemænd, der blev forfremmet i forfremmelsesåret 2011, offentliggjort. Sagsøgerens navn var ikke opført herpå.
12 Den 9. december 2011 indgav sagsøgeren en klage over afgørelsen om ikke at opføre hende på listen over forfremmelsesværdige tjenestemænd, således som dette fremgik af personalemeddelelse nr. 87/11.
13 Ved afgørelse af 18.april 2012 afslog Rådets vicegeneralsekretær, i dennes egenskab af ansættelsesmyndighed, klagen, bl.a. med den begrundelse, at sagsøgeren ikke havde to års anciennitet i lønklassen siden hendes udnævnelse som tjenestemand, således som det kræves i vedtægtens artikel 45 for at figurere blandt de forfremmelsesværdige tjenestemænd (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«).
Retsforhandlinger og parternes påstande
14 Henset til, at den refererende dommer, som sagen oprindeligt var blevet henvist til, fratrådte, og til ændringen af afdelingernes sammensætning udpegede Personalerettens præsident den 6. maj 2013 en ny refererende dommer.
15 Ved skrivelse af 24. juni 2013 meddelte Personaleretten parterne, at den havde til hensigt at opfordre Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol og Revisionsretten for Den Europæiske Union til at intervenere i sagen og anmodede dem om at fremkomme med deres bemærkninger i denne henseende.
16 Da parterne ikke havde indvendinger mod den påtænkte opfordring til at intervenere fik Kommissionen og Revisionsretten ved kendelse afsagt af formanden for Personalerettens Anden Afdeling den 4. december 2013 (Todorova Androva mod Rådet, F-78/12, EU:F:2013:206) tilladelse til at intervenere. Parlamentet og Domstolen ønskede ikke at intervenere i den foreliggende sag.
17 Kommissionen og Revisionsretten indleverede deres interventionsindlæg henholdsvis den 14. og den 15. januar 2014.
18 Ved skrivelse af 13. februar 2014 meddelte Rådet Personaleretten, at det ikke havde bemærkninger til Kommissionens og Revisionsrettens interventionsindlæg. Den 10. marts 2014 fremsendte sagsøgeren sine bemærkninger til Kommissionens og Revisionsrettens interventionsindlæg.
19 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Afgørelsen, således som den fremgår af personalemeddelelse nr. 87/11 af 12. september 2011, om ikke at opføre sagsøgeren på listen over forfremmelsesværdige tjenestemænd i forfremmelsesåret 2011 annulleres.
– Afgørelsen om afslag på klagen annulleres.
– Rådet tilpligtes at betale erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, idet dette beløb foreløbigt er opgjort til 40 000 EUR og fastsættes nærmere under sagen, med tillæg af udlignings- og morarenter på 6,75%.
– Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
20 Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
21 Kommissionen og Revisionsretten har nedlagt påstand om, at sagen afvises, og om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
Om påstanden rettet mod afgørelsen om afslag på klagen
22 Ifølge retspraksis har påstande om annullation, der formelt er rettet mod et afslag på en klage, den virkning retligt at få prøvet den akt, der har været genstand for klagen, når de som sådanne er uden selvstændigt indhold (dom Balionyte-Merle mod Kommissionen, F-113/12, EU:F:2013:191, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).
23 I det foreliggende tilfælde konstaterer Personaleretten, at afgørelsen om afslag på klagen bekræfter afgørelsen om ikke at opføre sagsøgerens navn på listen over forfremmelsesværdige tjenestemænd, idet den samtidig indeholder begrundelsen herfor. I et sådant tilfælde er det imidlertid lovligheden af den oprindelige bebyrdende afgørelse, som skal undersøges under hensyn til begrundelsen i afgørelsen om afslag på klagen, idet denne begrundelse skal anses for sammenfaldende med nævnte retsakt (jf. i denne retning dom Kommissionen mod Birkhoff, T-377/08 P, EU:T:2009:485, præmis 58 og 59 og den deri nævnte retspraksis).
24 Følgelig har påstanden om annullation af afslaget på klagen ikke noget selvstændigt indhold, og søgsmålet må anses for at være rettet mod afgørelsen, således som denne fremgår af personalemeddelelse nr. 87/11 af 12. september 2011, om ikke at opføre sagsøgeren på listen over forfremmelsesværdige tjenestemænd i forfremmelsesåret 2011 (herefter »den anfægtede afgørelse«), hvis begrundelse præciseres ved afgørelsen om afslag på klagen (jf. i denne retning domme Eveillard mod Kommissionen, T-258/01, EU:T:2004:177, præmis 31 og 32, og Buxton mod Parlamentet, F-50/11, EU:F:2012:51, præmis 21).
Om påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse
25 Sagsøgeren har til støtte for påstanden formelt fremført tre anbringender om henholdsvis:
– for det første tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45 og anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn
– for det andet tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet
– for det tredje tilsidesættelse af omsorgspligten.
26 Henset til sagsøgerens argumentation til støtte for sin påstand og til de præciseringer, som hun er fremkommet med under retsmødet, skal det første anbringende imidlertid forstås således, at det principalt vedrører en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45 og, subsidiært, en indsigelse om, at vedtægtens artikel 45 er ulovlig, for så vidt som den tilsidesætter princippet om forbud mod forskelsbehandling, således som dette kommer til udtryk i rammeaftalens § 4.
Det første anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45 og om en ulovlighedsindsigelse mod denne bestemmelse
– Parternes argumenter
27 Sagsøgeren har nærmere bestemt gjort gældende, at hun har været udsat for en uretmæssig diskrimination i forhold til de forfremmelsesværdige tjenestemænd som følge af, at hun som midlertidigt ansat har udført arbejdsopgaver, der er identiske med de arbejdsopgaver, som udføres af en tjenestemand, men at der ikke desto mindre ikke er taget hensyn til de tjenesteperioder, som hun har tilbagelagt i denne egenskab, ved beregningen af de to års anciennitet i lønklassen, der i henhold til vedtægtens artikel 45 er nødvendige med henblik på at være forfremmelsesværdig. Sagsøgeren har nemlig siden hendes indtræden i tjenesten som midlertidigt ansat hele tiden udført de samme arbejdsopgaver.
28 Med det første anbringende, som præciseret af sagsøgeren i hendes bemærkninger til interventionsindlæggene og under retsmødet, har sagsøgeren principalt gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er baseret på en fejlfortolkning af vedtægtens artikel 45. Rådet har nemlig fortolket denne bestemmelse således, at der ikke blev taget hensyn til den anciennitet, der eventuelt er optjent af de tjenestemænd, der ligesom sagsøgeren var midlertidigt ansatte inden deres fastansættelse, ved beregningen af de to års anciennitet i lønklassen, som tjenestemænd skal have for at have ret til forfremmelse. Ifølge sagsøgeren tillader ordlyden af vedtægtens artikel 45 en sådan hensyntagen og denne fortolkning er den eneste, der er i overensstemmelse med direktiv 1999/70.
29 Sagsøgeren er af den opfattelse, at artikel 45, såfremt den ikke kan fortolkes således, at den tillader en hensyntagen til den anciennitet, der er optjent som midlertidigt ansat ved beregningen af de to års anciennitet i lønklassen, der er nødvendige for at kunne forfremmes til den nærmeste højere lønklasse, er i strid med direktiv 1999/70 og med ligebehandlingsprincippet, som dette direktiv er udtryk for, og følgelig bør erklæres ulovlig.
30 Ifølge sagsøgeren fastslog Domstolen i dom Rosado Santana (C-177/10, EU:C:2011:557), at rammeaftalen skulle fortolkes således, at den forbød enhver forskellig behandling af »fastansatte tjenestemænd« og »midlertidigt ansatte tjenestemænd«, medmindre denne forskellige behandling var begrundet i objektive forhold, og at det følgelig var i strid med denne rammeaftale ikke ved afgørelsen af, om en person havde ret til forfremmelse, at tage hensyn til en tjenesteperiode, som denne person havde tilbagelagt som »midlertidigt ansat tjenestemand« inden dennes ansættelse som tjenestemand.
31 Sagsøgeren er af den opfattelse, at direktiv 1999/70 er bindende for Unionens institutioner i forholdene til deres ansatte. Rammeaftalens § 4, på baggrund af hvilken Domstolen har fastslået, at der skulle tages hensyn til tjenesteperioder tilbagelagt som midlertidigt ansat på samme måde som til tjenesteperioder tilbagelagt som tjenestemand, er udtryk for det almindelige ligebehandlingsprincip, som er et »grundlæggende princip«.
32 Subsidiært er det sagsøgerens opfattelse, at institutionerne, selv om Personaleretten måtte finde, at sagsøgeren ikke kan påberåbe sig eksistensen af et grundlæggende princip, er forpligtede til at fortolke vedtægtens artikel 45 i lyset af direktiv 1999/70 og dette i henhold til den pligt til loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU.
33 Eftersom vedtægtens artikel 45 kan fortolkes på mange måder, er sagsøgeren af den opfattelse, at Rådet under alle omstændigheder burde have taget hensyn til direktiv 1999/70 og dernæst til bestemmelserne i rammeaftalen med henblik på at afgøre, hvilken fortolkning der skulle anlægges af begrebet »to års anciennitet i lønklassen« som omhandlet i vedtægtens artikel 45.
34 Sagsøgeren er i øvrigt af den opfattelse, at det forhold, at dom Rosado Santana (EU:C:2011:557) vedrørte en intern udvælgelsesprocedure og ikke en forfremmelsesprocedure, ikke udgør en omstændighed, som kan begrunde, at Domstolens løsning ikke finder anvendelse i den foreliggende sag. En forfremmelsesprocedure indgår nemlig, ligesom en intern udvælgelsesprocedure, i de offentligt ansattes karriereavancement og henhører herved under de ansættelsesvilkår, som omhandles i rammeaftalens § 4.
35 Ifølge sagsøgeren er det forhold, at der er kontinuitet mellem den anciennitet, der er optjent som midlertidigt ansat, og den anciennitet, der er optjent som tjenestemand, ikke udelukket i vedtægten, det fremgår endda af visse af vedtægtens bestemmelser. Det fremgår nemlig ikke udtrykkeligt af vedtægtens artikel 45, at den i denne artikel omhandlede anciennitet skal være optjent udelukkende som tjenestemand. I øvrigt udelukker den nævnte artikel ikke, at der kan tages hensyn til andre bedømmelsesrapporter end dem, der er udarbejdet siden den pågældende person blev tjenestemand. Det fremgår tværtimod udtrykkeligt af vedtægtens artikel 32, stk. 3, at midlertidigt ansatte, som er blevet tjenestemænd, kan bevare den tidligere optjente anciennitet, og dette selv om de var ansatte i henhold til en anden retlig ordning.
36 Rådet har gjort gældende, at sagsøgerens påstand strider mod lovgivers intention om ved gennemførelsen af vedtægtens artikel 45 kun at tage hensyn til de tjenesteperioder, der er tilbagelagt som tjenestemand, en intention, som fremgår af ordlyden »anciennitet i lønklassen«, som findes i selve teksten til vedtægtens artikel 45.
37 Ifølge Rådet indebærer sagsøgerens påstand desuden, at der er en retlig kontinuitet mellem en status som midlertidigt ansat og en status som tjenestemand. En gennemgang af vedtægten og retspraksis, navnlig kendelserne Kyriazi mod Kommissionen (F-66/06, EU:F:2006:92) og Pereira Sequeira mod Kommissionen (F-65/06, EU:F:2006:124) og dom Toronjo Benitez mod Kommissionen (F-33/07, EU:F:2008:25), bør imidlertid føre til, at Personaleretten udelukker en sådan retlig kontinuitet.
38 Endelig kan der ifølge Rådet ikke ved påberåbelse af det almindelige ligebehandlingsprincip stilles spørgsmålstegn ved lovgivers valg om i forbindelse med vedtægtens artikel 45 kun at tage hensyn til de tjenesteperioder, der tilbagelægges som tjenestemand. Ifølge retspraksis og navnlig domme Chetcuti mod Kommissionen (C-16/07 P, EU:C:2008:549, præmis 40) og Wasmaier mod Kommissionen (T-381/00, EU:T:2002:190, præmis 122) foreligger der nemlig ikke diskrimination på grund af, at tjenestemænd behandles anderledes end midlertidigt ansatte, idet definitionen af hver af disse kategorier svarer til administrationens legitime behov og til karakteren af de permanente eller midlertidige arbejdsopgaver, som denne har til opgave at udføre.
39 Rådet er i øvrigt af den opfattelse, at den løsning, der blev lagt til grund i dom Rosado Santana (EU:C:2011:557), ikke kan overføres til den foreliggende sag.
40 Rådet har indledningsvis henvist til, at dom Rosado Santana (EU:C:2011:557) vedrører fortolkningen af et direktiv, som skulle anvendes i en medlemsstat, og at et direktiv kun kan påberåbes indirekte over for en institution i de tilfælde, der fremgår af dom Aayhan m.fl. mod Parlamentet (F-65/07, EU:F:2009:43, præmis 113-116). Rammeaftalens § 4 henhører imidlertid ikke under nogen af disse tilfælde. Rammeaftalens § 4, som gennemført ved direktiv 1999/70, er navnlig ikke udtryk for et almindeligt retsprincip, og eftersom ordlyden af vedtægtens artikel 45 er klar, er det unødvendigt at henholde sig til direktivet for at fastsætte denne bestemmelses betydning.
41 Rådet har dernæst understreget, at der er en afgørende forskel på sagsøgerens situation og Francisco Javier Rosado Santanas situation, nemlig at sidstnævnte altid havde henhørt under samme retlige standardordning, eftersom han var »midlertidigt ansat tjenestemand«, inden han blev »fastansat tjenestemand«, mens sagsøgeren henholdsvis var underlagt to særskilte ordninger, nemlig ansættelsesvilkårene for midlertidigt ansatte som midlertidigt ansat og dernæst vedtægten som tjenestemand.
42 Rådet har i sit svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse præciseret sin opfattelse ved at basere sig på kendelse Rivas Montes (C-178/12, EU:C:2013:150). Ifølge Rådet fremgår det af denne kendelse, at rammeaftalens § 4 ikke kan påberåbes som grundlag for en ulovlighedsindsigelse mod vedtægtens artikel 45. Denne bestemmelse vedrører nemlig diskrimination over for arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse udelukkende på grund af dette arbejdsforholds varighed, mens den forskellige behandling af midlertidigt ansatte og tjenestemænd i det foreliggende tilfælde er baseret på den retlige karakter af deres arbejdsforhold med Unionens institutioner.
43 Hvis det antages, at den løsning, der blev udledt i dom Rosado Santana (EU:C:2011:557), kan overføres til Den Europæiske Unions offentlige tjeneste, har Rådet gjort gældende, at administrationens legitime behov og karakteren af de permanente eller midlertidige arbejdsopgaver, som denne skal udføre, er objektive grunde, som berettiger, at der i forbindelse med forfremmelsesåret ikke tages hensyn til tjenesteperioder, som sagsøgeren har tilbagelagt som midlertidigt ansat.
44 Ifølge Kommissionen bør Personaleretten ex officio fastslå, at ulovlighedsindsigelsen ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom denne indsigelse ikke blev rejst i klagen.
45 Hvad angår sagens realitet støtter Kommissionen alle Rådets argumenter, idet den understreger, at en status som midlertidigt ansat er fuldstændig forskellig fra en status som tjenestemand.
46 Kommissionen er navnlig af den opfattelse, at den omstændighed, at sagsøgeren som midlertidigt ansat har udført de samme arbejdsopgaver som dem, hun blev tildelt efter hendes udnævnelse til tjenestemand på prøve, er totalt irrelevant. Sagsøgerens påstand tillægger ifølge Kommissionen rent tilfældige faktuelle forhold for stor betydning og giver ansatte, som altid har udført de samme arbejdsopgaver, først som midlertidigt ansatte og dernæst som tjenestemænd, en ubegrundet fordel i forhold til tværfaglige ansatte.
47 Revisionsretten tilslutter sig i sit interventionsindlæg Rådets argumenter og har nærmere bestemt gjort gældende, at rammeaftalens § 4 ikke kan påberåbes over for Den Europæiske Unions institutioner for så vidt angår en manglende hensyntagen til den anciennitet, som en tjenestemand har optjent, da han var midlertidigt ansat, ved anvendelsen af vedtægtens artikel 45. Revisionsretten er af den opfattelse, at en sådan situation ikke udgør hverken en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling eller et misbrug som følge af anvendelsen af på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold, og at sagsøgeren under alle omstændigheder ikke har påberåbt sig et sådant misbrug.
– Personalerettens bemærkninger
48 Personaleretten vil først undersøge, om Rådet har tilsidesat rækkevidden af vedtægtens artikel 45 ved at fortolke den således, at den ikke tillod Rådet at tage hensyn til den anciennitet, som sagsøgeren havde optjent som midlertidigt ansat, med henblik på beregningen af de to års anciennitet i lønklassen, som hun skulle godtgøre for at kunne forfremmes. Det spørgsmål om lovligheden af vedtægtens artikel 45, som sagsøgeren har rejst subsidiært, er nemlig kun relevant i det foreliggende tilfælde, hvis Rådet ikke har fejlfortolket denne bestemmelse.
49 Ifølge fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom Hoštická m.fl., C-561/13, EU:C:2014:2287, præmis 29).
50 I det foreliggende tilfælde bestemmer vedtægtens artikel 45, at forfremmelse »foretages udelukkende på grundlag af en udvælgelse blandt de tjenestemænd, der har en minimumsanciennitet på to år i deres lønklasse«. Ved anvendelsen af udtrykket »[…]anciennitet […] i deres lønklasse« og det possessive pronomen »deres«, som henviser til »tjenestemænd«, indikerer denne bestemmelses ordlyd, at ansættelsesmyndigheden udelukkende skal tage hensyn til den anciennitet, der er optjent i lønklassen som tjenestemand.
51 Denne ordlydsfortolkning af vedtægtens artikel 45 understøttes af en gennemgang af vedtægten i sin helhed. Det fremgår nemlig, at der ifølge lovgiver ikke er nogen retlig kontinuitet i karrieren for en midlertidigt ansat, som er blevet tjenestemand (jf. i denne retning domme Bellantone mod Revisionsretten, F-85/06, EU:F:2007:171, præmis 51, og Toronjo Benitez mod Kommisssionen, EU:F:2008:25, præmis 87, samt kendelse Prieto mod Parlamentet, F-42/07, EU:F:2011:159, præmis 61).
52 Personaleretten har i denne forbindelse konstateret, at ifølge vedtægtens artikel 34 har »[a]lle tjenestemænd […] en prøvetid på ni måneder, inden de kan fastansættes«. Denne bestemmelse sondrer ikke mellem ansatte, som er blevet udnævnt til prøveansatte tjenestemænd efter at have arbejdet som midlertidigt ansatte, og de øvrige ansatte, selv om de har udført de samme arbejdsopgaver under den ene og den anden ordning. Hvis den af sagsøgeren foreslåede påstand om retlig kontinuitet var begrundet, ville en sådan bestemmelse være uden enhver betydning for de udnævnte tjenestemænd, som allerede har arbejdet som midlertidigt ansatte.
53 Når lovgiver har villet tage hensyn til arbejdsperioder, som en ansat har tilbagelagt som midlertidigt ansat, med henblik på at drage konsekvenser heraf i forhold til den ansattes karriere som tjenestemand, har lovgiver desuden gjort dette udtrykkeligt. Dette er tilfældet med vedtægtens artikel 32, stk. 3, hvorefter »[e]n midlertidigt ansat, hvis indplacering er fastsat i overensstemmelse med de indplaceringskriterier, som institutionen har fastsat, bevarer den anciennitet på løntrinnet, som han har opnået som midlertidigt ansat, hvis han udnævnes til tjenestemand i samme lønklasse umiddelbart efter denne periode«, og dette ved fravigelse af artikel 32, stk. 1, hvorefter den ansatte tjenestemand indplaceres på første løntrin i sin lønklasse. I samme retning bestemmer ansættelsesvilkårenes artikel 40, stk. 2, at »[d]en periode, den midlertidigt ansatte har tilbagelagt ved Unionen, tages i betragtning ved beregningen af pensionsgivende tjenesteår i henhold til bilag VIII til vedtægten«.
54 Det følger heraf, at Rådet ikke har begået nogen fejl ved at fortolke vedtægtens artikel 45 således, at det alene er den anciennitet i lønklassen, der er optjent som tjenestemand, der kan tages i betragtning i forbindelse med forfremmelsesproceduren, dette så meget desto mere som det ikke i ansættelsesvilkårene fastsættes, at denne artikel under alle omstændigheder på den ene eller den anden måde finder anvendelse på midlertidigt ansattes situation.
55 Klagepunktet om fejlfortolkning af vedtægtens artikel 45 må derfor forkastes, og der må foretages en undersøgelse af det klagepunkt, som sagsøgeren har rejst subsidiært, hvorefter vedtægtens artikel 45 ved at forhindre en hensyntagen til de ansættelsesperioder, som en tjenestemand har tilbagelagt som midlertidigt ansat, tilsidesætter rammeaftalens § 4.
56 Under de i sagen foreliggende omstændigheder og af procesøkonomiske hensyn må der foretages en realitetsundersøgelse af den nævnte ulovlighedsindsigelse, uden at der forinden træffes afgørelse om formaliteten, idet den nævnte indsigelse under alle omstændigheder og af de nedenfor anførte grunde er åbenbart ugrundet (dom AT mod EACEA, F-113/10, EU:F:2012:20, præmis 49).
57 Indledningsvis må det afgøres, om rammeaftalens § 4 finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, og således om en ulovlighedsindsigelse mod vedtægtens artikel 45 kan støttes på en tilsidesættelse af den nævnte bestemmelse.
58 Personaleretten bemærker, at bestemmelserne i direktiv 1999/70 og i rammeaftalen, der udgør et bilag til direktivet, ifølge retspraksis ikke kan udlægges således, at de i sig selv pålægger institutionerne forpligtelser i forhold til deres ansatte (dom Aayhan m.fl. mod Parlamentet, EU:F:2009:43, præmis 111).
59 Imidlertid kan de bl.a. indirekte være bindende for en institution, hvis de udtrykker en almindelig EU-retlig grundsætning, som institutionen er forpligtet til at efterleve (domme Adjemian m.fl. mod Kommissionen, T-325/09 P, EU:T:2011:506, præmis 56, Aayhan m.fl. mod Parlamentet, EU:F:2009:43, præmis 113, og AI mod Domstolen, F-85/10, EU:F:2012:97, præmis 134).
60 Rammeaftalens § 4, stk. 1, indeholder et forbud mod at behandle arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse mindre gunstigt end arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse for så vidt angår ansættelsesvilkår alene med den begrundelse, at de har indgået en kontrakt af tidsbegrænset varighed, medmindre en forskellig behandling er begrundet i objektive forhold. Rammeaftalens § 4, stk. 4, indeholder samme forbud for så vidt angår bestemmelser, hvorefter der ved særlige ansættelsesvilkår kræves tilbagelagt en bestemt tjenesteperiode (domme Rosado Santana, EU:C:2011:557, præmis 64, og Valenza m.fl., C-302/11 – C-305/11, EU:C:2012:646, præmis 39).
61 Princippet om forbud mod forskelsbehandling og ligebehandlingsprincippet, som rammeaftalens § 4 er udtryk for, er grundlæggende principper i Unionens retsorden (dom Aayhan m.fl. mod Parlamentet, EU:F:2009:43, præmis 101), i forhold til hvilke lovligheden af vedtægtens artikel 45 skal bedømmes.
62 Det må imidlertid præciseres, at Domstolen i forbindelse med dens stillingtagen til anvendelsen af rammeaftalen i tvister mellem tjenestemænd og medlemsstaternes administrationer har fastslået, at en eventuel forskelsbehandling af fastansatte og kontraktansatte ikke henhører under det i rammeaftalen knæsatte princip om forbud mod forskelsbehandling, eftersom en sådan forskelsbehandling ikke er baseret på arbejdsforholdets tidsbegrænsede eller tidsubegrænsede karakter, men på dettes vedtægtsmæssige eller kontraktmæssige karakter (kendelse Rivas Montes, EU:C:2013:150, præmis 44 og 45).
63 I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at vedtægtens artikel 45 ikke indeholder nogen forskelsbehandling mellem tidsbegrænsede ansatte og tidsubegrænsede ansatte. Det eneste forhold, der tages hensyn til i vedtægtens artikel 45, er nemlig den retlige karakter af de pågældende ansattes ansættelsesforhold, idet der i bestemmelsen i praksis fastsættes en forskellig behandling af den anciennitet, der er optjent af tjenestemænd, og den anciennitet, der er optjent af de øvrige ansatte. Ifølge retspraksis henhører en sådan forskellig behandling imidlertid ikke under det i rammeaftalen knæsatte princip om forbud mod forskelsbehandling (jf. kendelse Rivas Montes, EU:C:2013:150, præmis 44 og 47).
64 Det følger heraf, at sagsøgeren ikke kan basere en ulovlighedsindsigelse mod vedtægtens artikel 45 på en tilsidesættelse af rammeaftalens § 4, stk. 1, eller af ligebehandlingsprincippet, som denne bestemmelse er et udtryk for.
65 Under alle omstændigheder kan sagsøgeren ikke påberåbe sig de principper, som Domstolen udledte i dom Rosado Santana (EU:C:2011:557). Sagsøgeren i hovedsagen tilsigtede nemlig i det væsentlige at stille spørgsmålstegn ved en forskelsbehandling, som bestod i med henblik på en intern udvælgelsesprocedure at tage hensyn til tjenesteperioder tilbagelagt som fastansat tjenestemand og ikke til tjenesteperioder tilbagelagt som midlertidigt ansat tjenestemand (dom Rosado Santana, EU:C:2011:557, præmis 42). I denne sag anfægter sagsøgeren lovligheden af en forskellig behandling af tjenestemænd, hvis anciennitet tages i betragtning med henblik på anvendelsen af vedtægtens artikel 45, og midlertidigt ansatte, hvad enten de er ansat i henhold til en tidsubegrænset eller en tidsbegrænset kontrakt.
66 Det første anbringende skal derfor i sin helhed forkastes som ugrundet.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet
67 Sagsøgeren har bemærket, at der på listen over forfremmede tjenestemænd er opført navne på »flere tjenestemænd«, der ligesom hende har været midlertigt ansatte oversættere, og som har samme anciennitet »i stillingerne«, men som er blevet fastansat før hende. Ved udfærdigelsen af listen over forfremmede tjenestemænd har ansættelsesmyndigheden derfor under disse omstændigheder ikke foretaget en sammenligning, som, ifølge retspraksis, skal foretages omhyggeligt og upartisk i tjenestens interesse og i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet, og den har navnlig handlet i strid med ligebehandlingsprincippet.
68 Det må imidlertid konstateres, at sagsøgeren ikke i sin stævning har oplyst, hvilke tjenestemænd, der er blevet forfremmet som følge af en sammenligning, der har tilsidesat ligebehandlingsprincippet, og ikke har givet Personaleretten nogen oplysninger, der kan gøre det muligt for den at efterprøve rigtigheden af hendes argumenter. Sagsøgeren har ganske vist tilbudt at »afsløre« navnene på disse tjenestemænd på Personalerettens opfordring. Et sådant tilbud er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at afhjælpe den manglende præcisering i stævningen.
69 Det følger heraf, at det andet anbringende må afvises.
Om det tredje anbringende om tilsidesættelse af omsorgspligten
70 Sagsøgeren er af den opfattelse, at ansættelsesmyndigheden med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ikke har taget hensyn til hendes interesser og således har tilsidesat sin omsorgspligt.
71 Personaleretten bemærker, at det tredje anbringende ikke er anført i klagen og ikke har sammenhæng med nogen af de anbringender eller argumenter, der er anført heri, idet klagen indskrænker sig til at henvise til anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling af tidsbegrænsede ansatte og tidsubegrænsede ansatte.
72 Det tredje anbringende må derfor afvises, eftersom det er blevet fremsat for første gang i stævningen og dette i strid med reglen om overensstemmelse mellem klagen som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 2, og den efterfølgende stævning, som kræver – idet søgsmålet ellers kan afvises – at anbringender, der rettes direkte mod den akt, der indeholder et klagepunkt, og som fremsættes for Unionens retsinstanser, allerede er blevet fremført under den administrative procedure, således at ansættelsesmyndigheden har været i stand til at gøre sig bekendt med de klagepunkter, som den pågældende fremfører mod den anfægtede afgørelse (dom Kommissionen mod Moschonaki, T-476/11 P, EU:T:2013:557, præmis 71).
73 Påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse må derfor forkastes i sin helhed.
Om erstatningspåstanden
74 Sagsøgeren har dels gjort gældende, at hun har lidt et økonomisk tab derved, at hun, hvis Rådet havde opført hende på listen over forfremmelsesværdige, henset til den gennemsnitstid i lønklassen, der er nævnt i vedtægten, til ancienniteten i stillingen som oversætter i Rådet, til den rosende karakter af hendes bedømmelsesrapporter samt til den omstændighed, at visse af de tjenestemænd, der udfører de samme arbejdsopgaver som sagsøgeren, var blevet forfremmet, ville have haft 90%’s chance for at blive forfremmet. Sagsøgeren har dernæst opgjort sit tab til 30 000 EUR, henset til den karriereforsinkelse, som hun har lidt, og til den nævnte forsinkelses indvirkning på hendes løn og pensionsrettigheder.
75 Sagsøgeren har dels gjort gældende, at hun har lidt et ikke-økonomisk tab, som ikke vil kunne erstattes blot ved en annullation af den anfægtede afgørelse, eftersom det, selv om det er muligt at vedtage alle de foranstaltninger, der gør det muligt at korrigere den begåede ulovlighed, ikke kan udelukkes, at Rådet indskrænker sig til at opføre sagsøgerens navn på listen over forfremmelsesværdige tjenestemænd uden i øvrigt at foretage sig noget i anledning af annullationsdommen. Sagsøgeren har opgjort dette ikke-økonomiske tab til 10 000 EUR.
76 Personaleretten bemærker, at det følger af fast retspraksis, at når den skade, som en sagsøger har påberåbt sig, hidrører fra vedtagelsen af en afgørelse, der er genstand for en annullationspåstand, indebærer forkastelsen af annullationspåstanden i princippet også, at erstatningspåstanden må forkastes, da påstandene er nært knyttet til hinanden (dom Arguelles Arias mod Rådet, F-122/12, EU:F:2013:185, præmis 127 og den deri nævnte retspraksis).
77 I det foreliggende tilfælde bemærkes, at det økonomiske og ikke-økonomiske tab, som sagsøgeren har påberåbt sig, hidrører fra Rådets afgørelse om ikke at opføre hende på listen over forfremmelsesværdige tjenestemænd. Da Personaleretten har forkastet påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse uden at fastslå, at den adfærd, som Rådet udviste i forbindelse med afgørelsen, var behæftet med fejl, må sagsøgerens erstatningspåstand forkastes.
78 Det følger af det ovenstående, at søgsmålet bør forkastes i sin helhed.
Sagens omkostninger
79 I henhold til procesreglementets artikel 101 bærer den tabende part sine egne omkostninger og pålægges at betale modpartens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom, medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, ottende kapitel. I henhold til det nævnte reglements artikel 102, stk. 1, kan Personaleretten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part bærer sine egne omkostninger, men kun pålægges at betale en del af modpartens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale omkostninger afholdt af modparten. I henhold til procesreglementets artikel 103, stk. 4, bærer de institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger.
80 Det følger af denne doms præmisser, at sagsøgeren er den tabende part. Hertil kommer, at Rådet specifikt har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger. De foreliggende omstændigheder kan ikke begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 102, stk. 1, hvorfor sagsøgeren pålægges at bære sine egne omkostninger og betale de af Rådet afholdte omkostninger.
81 I henhold til procesreglementets artikel 103, stk. 4, første punktum, bærer Kommissionen og Revisionsretten deres egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
PERSONALERETTEN (Anden Afdeling):
1) Rådet for Den Europæiske Union frifindes.
2) Viara Todorova Androva bærer sine egne omkostninger og betaler Rådets omkostninger.
3) Europa-Kommissionen og Revisionsretten for Den Europæiske Union bærer deres egne omkostninger.
Bradley | Kreppel | Rofes i Pujol |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 29. april 2015.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |