RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

17. juli 2012

Sag F-54/11

BG

mod

Den Europæiske Ombudsmand

»Personalesag – disciplinærsag – disciplinærsanktion – fjernelse fra tjenesten – igangværende indledende undersøgelse ved de nationale kriminalretter på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om fjernelse fra tjenesten – ligebehandling af mænd og kvinder – forbud mod afskedigelse af en gravid arbejdstager i perioden fra graviditetens indtræden til udløbet af barselsorloven«

Angående:      Søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af dennes artikel 106a, hvorunder BG dels har nedlagt påstand om annullation af Den Europæiske Ombudsmands afgørelse om at anvende sanktionen fjernelse fra tjenesten uden tab af pensionsrettigheder over for sagsøgeren, dels om erstatning af det tab, hun angiveligt har lidt som følge af denne afgørelse.

Udfald: Den Europæiske Ombudsmand frifindes. BG bærer sine egne omkostninger og betaler Ombudsmandens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet – Unionens retsinstansers efterprøvelse af egen drift – retsreglens rækkevide

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – disciplinærforfølgning og strafforfølgning iværksat samtidig vedrørende de samme forhold – formålet med at suspendere den disciplinære forfølgning – forpligtelse til at tage hensyn til de faktiske konstateringer, der er foretaget af kriminalretten – Indførelse af en disciplinær sanktion, inden den strafferetlige proces er afsluttet, baseret på de af tjenestemanden indrømmede forhold – lovlighed

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art.  25)

3.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – afgørelse om suspension af en tjenestemand – ulovlighed – konsekvenser for den disciplinære sanktion – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

4.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – disciplinærrådet – sammensætning

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX , art.  5, stk. 1)

5.      Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – disciplinærsanktion – begrundelsespligt – rækkevide

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 25)

6.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsanktion – ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 10)

7.      EU-ret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – fuld prøvelsesret af en disciplinærsanktion

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)

8.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsanktion – formildende omstændigheder – ingen gentagelse af den pågældende handling eller adfærd – udelukkelse

[Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 10, litra h)]

9.      Tjenestemænd – beskyttelse af sikkerheden og sundheden – tjenestemænd, der er gravide, som lige har født, eller som ammer – forbud mod afskedigelse – undtagelse – fjernelse fra tjenesten som følge af en disciplinærsag (Tjenestemandsvedtægten, art. 47; Rådets direktiv 92/85, art. 10)

1.      Overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet er en ufravigelig procesforudsætning, som Unionens retsinstanser skal efterprøve af egen drift. Denne regel kan kun finde anvendelse i tilfælde, hvor søgsmålet ændrer genstanden for og årsagen til klagen, idet begrebet »årsagen« skal fortolkes vidt. Hvad bl.a. angår en påstand om annullation på grund af »tvistens årsag« forstås sagsøgerens anfægtelse af den anfægtede retsakts materielle lovlighed eller, alternativt, anfægtelse af dens formelle lovlighed; denne sondring er anerkendt i retspraksis.

(jf. præmis 57 og 58)

Henvisning til:

Personaleretten: 11. juli 2007, sag F-7/06, B mod Kommissionen, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis; 1. juli 2010, sag F-40/09, Casta mod Kommissionen, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis

2.      Udsættelsen af den disciplinære forfølgning indtil afslutningen af straffesagen følger af artikel 25 i bilag IX til vedtægten og har to formål.

Dels tilgodeser bestemmelsen hensynet til ikke at påvirke retsstillingen for den pågældende tjenestemand i forbindelse med en strafferetlig forfølgning, der er indledt mod den pågældende som følge af forhold, som i øvrigt er genstand for en disciplinær forfølgning i institutionen.

Dels gør en sådan udsættelse det muligt i forbindelse med den disciplinære forfølgning at tage hensyn til de faktiske konstateringer, der er foretaget af strafferetten i dens endelige afgørelse. Følgelig er administrationen i de tilfælde, hvor de samme forhold kan udgøre en strafferetlig overtrædelse og en tilsidesættelse af tjenestemandens vedtægtsmæssige forpligtelser, bundet af de faktiske konstateringer, som strafferetten har foretaget i forbindelse med straffesagen. Følgelig er administrationen i de tilfælde, hvor de samme forhold kan udgøre en strafferetlig overtrædelse og en tilsidesættelse af tjenestemandens vedtægtsmæssige forpligtelser, bundet af de faktiske konstateringer, som strafferetten har foretaget i forbindelse med straffesagen. Når strafferetten har fastslået eksistensen af disse faktiske omstændigheder, kan administrationen dernæst foretage en retlig bedømmelse af disse forhold under hensyn til begrebet tjenstlig forseelse, idet den bl.a. skal undersøge, om forholdene udgør tilsidesættelser af de vedtægtsmæssige forpligtelser.

Desuden tilkommer det den pågældende tjenestemand at tilsende ansættelsesmyndigheden de oplysninger, som gør det muligt at vurdere, om de faktiske omstændigheder, som foreholdes ham i forbindelse med den disciplinære forfølgning, parallelt er genstand for en straffesag mod ham. Med henblik på at opfylde denne forpligtelse skal den pågældende tjenestemand principielt godtgøre, at straffesagen er blevet indledt mod ham, mens han var genstand for en disciplinær forfølgning.

For så vidt angår det princip, der fastholdes i artikel 25 i bilag IX til vedtægten, ifølge hvilken »straffedommen er afgørende for den pågældendes retsstilling under disciplinærsagen«, skal dette princip, når det anvendes i forbindelse med blotte undersøgelser, endog før der er blevet indledt en straffesag, fortolkes indskrænkende, idet de disciplinære forfølgninger ellers ville miste deres effektive virkning. Et sådant princip kan i særdeleshed ikke forhindre administrationen i at vedtage en disciplinær sanktion, når den baserer sig på faktiske omstændigheder, som på tidspunktet for vedtagelsen af dens afgørelse ikke er bestridt af den pågældende tjenestemand.

(jf. præmis 60-63, 71 og 74)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 19. marts 1998, sag T-74/96, Tzoanos mod Kommissionen, præmis 34 og 38; 30. maj 2002, sag T-197/00, Onidi mod Kommissionen, præmis 81; 10. juni 2004, sag T-307/01, François mod Kommissionen, præmis 75

Personaleretten: 13. januar 2010, forenede sager F-124/05 og F-96/06, A og G mod Kommissionen, præmis 323

3.      En afgørelse om suspension af en tjenestemand er en bebyrdende retsakt, der kan være genstand for et annullationssøgsmål på de betingelser, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91.

En sådan afgørelse udgør ikke et uundværligt led i sagsbehandlingen, som forbereder den endelige afgørelse om fastsættelse af den sanktion, der skal pålægges, men en selvstændig afgørelse, som ansættelsesmyndigheden kan vedtage, og hvis anvendelse er betinget af en påstand om, at der foreligger en alvorlig fejl. Det følger heraf, at det forhold, at afgørelsen om suspension eventuelt er ulovlig, ikke vil have nogen indvirkning på gyldigheden af afgørelsen om suspension.

(jf. præmis 82 og 83)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 19. maj 1999, sag T-203/95, Connolly mod Kommissionen, præmis 33 og 36; 16. december 2004, forenede sager T-120/01 og T-300/01, De Nicola mod EIB, præmis 113

4.      Artikel 5, stk. 1, i bilag IX til vedtægten, der indskrænker sig til at fastslå, at mindst ét medlem af rådet skal vælges uden for den pågældende institution, forbyder på ingen måde, at hovedparten, eller endog alle disciplinærrådets medlemmer, kan vælges uden for institutionen.

(jf. præmis 87)

5.      Begrundelsen for en afgørelse, der indeholder et klagepunkt, skal gøre det muligt for Domstolen at udøve sin kontrol med hensyn til afgørelsens lovlighed og at give afgørelsens adressat de oplysninger, der er nødvendige for at kunne forstå, hvorvidt afgørelsen er korrekt.

Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en ansættelsesmyndigheds afgørelse om at pålægge en tjenestemand en sanktion opfylder disse krav, skal ikke blot vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. I denne forbindelse gælder, at skønt disciplinærrådet og ansættelsesmyndigheden i denne forbindelse er forpligtet til at nævne de faktiske og retlige omstændigheder, som er afgørende for, om deres afgørelser er lovligt begrundet, og de betragtninger, som har ført dem til at træffe dem, skal det understreges, at det ikke kræves, at de drøfter alle de faktiske og retlige punkter, som den pågældende har fremført under sagens behandling.

Såfremt den af ansættelsesmyndigheden valgte sanktion er strengere end den, Disciplinærrådet har anbefalet, skal det af afgørelsen endvidere klart fremgå, hvorfor ansættelsesmyndigheden har fraveget disciplinærrådets udtalelse.

(jf. præmis 96-98)

Henvisning til:

Domstolen: 29. januar 1985, sag 228/83, F. mod Kommissionen, præmis 35

Retten i Første Instans: 19. maj 1999, forenede sager T-34/96 og T-163/96, Connolly mod Kommissionen, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis; 5. december 2002, sag T-277/01, Stevens mod Kommissionen, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis

6.      Fastsættelsen af den disciplinære sanktion er baseret på ansættelsesmyndighedens samlede vurdering af alle de konkrete forhold og omstændighederne i hvert enkelt tilfælde, idet vedtægten ikke fastsætter en fast sammenhæng mellem de deri indeholdte sanktioner og de forskellige slags fejl begået af tjenestemændene og ikke præciserer, i hvilket omfang eksistensen af skærpende eller formildende omstændigheder skal indvirke på valget af sanktion.

(jf. præmis 116)

7.      Overholdelsen af princippet om effektiv retsbeskyttelse, der er udtrykt i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, udelukker ikke, at der i en administrativ procedure først pålægges en sanktion af en administrativ myndighed. Det forudsætter imidlertid, at afgørelsen fra en administrativ myndighed, eftersom denne ikke selv opfylder betingelserne i denne artikel, efterfølgende prøves af »et retligt organ, der har fuld prøvelsesret«.

I den forbindelse skal et retligt organ for at kunne kvalificeres som et retligt organ, der har fuld prøvelsesret, bl.a. have kompetence til at undersøge alle faktiske og retlige spørgsmål, der er relevante for at afgøre den tvist, som er indbragt for den, hvilket i tilfælde med en disciplinær sanktion indebærer, at den bl.a. har beføjelse til at vurdere, om sanktionen står i rimeligt forhold til fejlen, uden at indskrænke sig til at undersøge, om der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn, eller om der foreligger magtfordrejning.

(jf. præmis 117)

Henvisning til:

Retten: 15. maj 2012, sag T-184/11 P, Nijs mod Revisionsretten, præmis 85 og 86

8.      I Artikel 10, litra h), i bilag IX til vedtægten anføres, at ansættelsesmyndigheden med henblik på at afgøre alvorligheden af fejlen tager hensyn til gentagelsestilfælde af handlingen eller den culpøse adfærd, således at en eventuel gentagelse vil kunne begrunde en skærpelse af sanktionen. Til gengæld kan den omstændighed, at der ikke foreligger gentagelser, ikke udgøre en formildende omstændighed, eftersom en tjenestemand principielt skal afholde sig fra enhver handling og enhver adfærd, der kan skade den anseelse, der er forbundet med den pågældendes funktion.

(jf. præmis 127)

Henvisning til:

Retten: 30. november 2011, sag T-208/06, Quinn Barlo m.fl. mod Kommissionen, præmis 255 og 264

9.      Artikel 10 i direktiv 92/85 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, kan imidlertid ikke fortolkes således, at den forbyder enhver afskedigelse af en gravid arbejdstager. En afgørelse om afskedigelse, der er truffet i perioden fra graviditetens indtræden til udløbet af barselsorloven som følge af grunde, der ikke har forbindelse med graviditeten, er nemlig ikke uforenelig med nævnte artikel 10, dog på den betingelse, at arbejdsgiveren skriftligt har givet en berettiget begrundelse for afskedigelsen, og at afskedigelsen af den pågældende var tilladt efter lovgivningen og/eller praksis i henhold til bestemmelserne i direktivets artikel 10, nr. 1) og 2).

Selv om vedtægten i denne forbindelse ikke indeholder en specifik bestemmelse, som udtrykkeligt fastsætter en undtagelse til forbuddet i direktivets artikel 10, skal den fortolkes således, at den tillader en sådan undtagelse i vedtægtens artikel 47, litra e), som fastsætter, at en tjenestemand i ekstraordinære tilfælde udtræder af tjenesten i tilfælde af en afgørelse om fjernelse fra tjenesten vedtaget efter en disciplinær forfølgning.

(jf. præmis 139 og 142)

Henvisning til:

Domstolen: 11. november 2010, sag C-232/09, Danosa, præmis 63