RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM
(Anden Afdeling)
30. september 2013
Sag F-124/11
Daniele Possanzini
mod
Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-Medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex)
»Personalesag – ansatte i Frontex – midlertidigt ansat – karriereudviklingsrapport, der indeholder medbedømmerens negative bedømmelse, som ikke er blevet meddelt den berørte – tidsbegrænset kontrakt ikke forlænget – afgørelse støttet på medbedømmerens udtalelse – ret til forsvar – tilsidesættelse – tvist, der angår pengebeløb – fuld prøvelsesret«
Angående: Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorved Daniele Possanzini har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 28. marts 2011 truffet af den administrerende direktør for Det Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved EU-Medlemsstaternes Ydre Grænser om ikke at forlænge hans kontrakt som midlertidigt ansat.
Udfald: Afgørelsen af 28. marts 2011 om ikke at forlænge Daniele Possanzinis kontrakt som midlertidigt ansat, der blev vedtaget af den administrerende direktør for Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-Medlemsstaternes Ydre Grænser, annulleres. Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-Medlemsstaternes Ydre Grænser betaler Daniele Possanzini et beløb på 5 000 EUR i erstatning. Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU- Medlemsstaternes Ydre Grænser bærer sine egne omkostninger og betaler Daniele Possanzinis omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – internt direktiv i et af Unionens agenturer angående forlængelsen af en tidsbegrænset kontrakt – retsvirkninger – krænkelse heraf – tjenstlig fejl
(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 8)
2. Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – afgørelse, der har indflydelse på en midlertidigt ansats stilling – hensyntagen til elementer, der ikke forekommer i den personlige aktmappe, men som den berørte part forinden er blevet gjort bekendt med – lovligt – betingelser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 26)
3. Tjenestemandssager – fuld prøvelsesret – tvister, der angår pengebeløb som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 1 – begreb – søgsmål, der anfægter retmæssigheden af en afgørelse om ikke at forlænge en kontrakt – omfattet
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)
4. Tjenestemænd – løn – justeringskoefficienter – formål – lighed for så vidt angår købekraft – hensyntagen med det formål at sammenligne størrelsen af den løn, som de kontraktansatte og tjenestemændene på de forskellige tjenestesteder modtager – udelukket
(Tjenestemandsvedtægten, art. 64; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 20)
1. En afgørelse fra en institution eller et af Unionens organer, som er meddelt hele institutionens personale, og som har til formål at sikre de berørte tjenestemænd og kontraktansatte en identisk behandling på et område, hvor den nævnte institution eller det nævnte organ i medfør af vedtægten råder over et vidt skøn, udgør en intern instruks og bør som sådan anses for at være en vejledende regel, som administrationen pålægger sig selv, og som den ikke kan fravige uden at præcisere grundene hertil, idet ligebehandlingsprincippet i modsat fald ville blive tilsidesat.
Når der er tale om et internt direktiv om forlængelse af kontrakter som midlertidigt ansatte, der er vedtaget af et af Unionens agenturer, bør en tilsidesættelse af pligten til at meddele en afgørelse om ikke at forlænge en kontrakt som midlertidigt ansat inden for den frist, der er fastsat i direktivet, derfor udgøre en tjenstlig fejl, der kan begrunde en erstatning. En sådan procedurefejl kan dog kun sanktioneres med annullation af den pågældende afgørelse, hvis det er godtgjort, at denne fejl har kunnet påvirke afgørelsens indhold.
(jf. præmis 43, 44, 46, 47 og 78)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 9. juli 1997, sag T-92/96, Monaco mod Parlamentet, præmis 46
Personaleretten: 30. januar 2013, sag F-87/11, Wahlström mod Frontex, præmis 56-58
2. En institution tilsidesætter vedtægtens artikel 26 og en midlertidigt ansats ret til forsvar, når den vedtager en afgørelse om ikke at forlænge hans kontrakt, uden forinden at have gjort ham bekendt med de bedømmelser af hans færdigheder, som begrunder vedtagelsen af denne afgørelse. I denne forbindelse kan den berørte parts blotte kendskab til disse elementer, selv om dette er godtgjort, ikke anses for et tilstrækkeligt bevis for, at den pågældende ansatte har haft mulighed for at forsvare sine interesser forud for vedtagelsen af den afgørelse, der indeholder et klagepunkt imod ham. For at overholdelsen af den ansattes ret til forsvar er sikret, må det yderligere kræves, at institutionen på alle måder godtgør, at den forinden havde sat den pågældende i stand til at forstå, at de pågældende bedømmelser, som ikke var blevet meddelt ham, inden de blev vedlagt hans personlige aktmappe, kunne begrunde den afgørelse, der indeholder et klagepunkt imod ham. Hvis dette ikke er muligt, kan den meddelelse, der kræves i henhold til vedtægtens artikel 26, ikke anses for at have fundet sted.
(jf. præmis 60)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 5. oktober 2009, forenede sager T-40/07 P og T-62/07 P, de Brito Sequeira Carvalho mod Kommissionen og Kommissionen mod de Brito Sequeira Carvalho, præmis 94
3. Personaleretten råder i henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 1, andet punktum, over fuld prøvelsesret i tvister, der angår pengebeløb, inden for rammerne af hvilken den har beføjelse til i givet fald ex officio at dømme sagsøgte til betaling af en erstatning for det tab, der er forvoldt ved dennes fejl, og i påkommende tilfælde at ansætte tabet efter ret og billighed på baggrund af samtlige foreliggende omstændigheder.
Et søgsmål, hvorved en tjenestemand søger at opnå annullation af en afgørelse, der påvirker hans vedtægtsmæssige stilling, kan give anledning til en tvist, der angår pengebeløb i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 91, stk. 1.
Navnlig når en tidligere midlertidigt ansat anmoder Unionens retsinstanser om at træffe afgørelse om retmæssigheden af afgørelsen om ikke at forlænge hans kontrakt, må det især stå helt klart, at hans søgsmål udløser en tvist, der angår pengebeløb. Afgørelsen om ikke at forlænge kontrakten har direkte indvirkning på kontinuiteten af den berørte parts ansættelse som midlertidigt ansat inden for den pågældende institution og således på hans løn og ret til økonomiske ydelser.
(jf. præmis 70, 71 og 73)
Henvisning til:
Domstolen: 20. maj 2010, sag C-583/08 P, Gogos mod Kommissionen, præmis 44 og 46
4. I overensstemmelse med vedtægtens artikel 64 og artikel 20 i ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte justeres tjenestemændenes og de midlertidigt ansattes vederlag med en koefficient, som fastsættes i overensstemmelse med levevilkårene på deres tjenestested, således at de, uanset deres tjenestested, sikres den samme købekraft. Der kan således ikke tages højde for vedtagelsen af en justeringskoefficient med det formål at sammenligne størrelsen af den løn, som de kontraktansatte og tjenestemændene på de forskellige tjenestesteder modtager.
(jf. præmis 79)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 10. juli 1997, sag T-81/96, Apostolidis m.fl. mod Kommissionen, præmis 3