Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Symvoulio tis Epikrateias (Grækenland) den 21. oktober 2019 – NAMA SYMVOULOI MICHANIKOI KAI MELETITES A.E. – LDK SYMVOULOI MICHANIKOI A.E., NAMA SYMVOULOI MICHANIKOI KAI MELETITES A.E. og LDK SYMVOULOI MICHANIKOI A.E. mod Archi Eksetasis Prodikastikon Prosfygon (AEPP) og ATTIKO METRO A.E.

(Sag C-771/19)

Processprog: græsk

Den forelæggende ret

Symvoulio tis Epikrateias

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: NAMA SYMVOULOI MICHANIKOI KAI MELETITES A.E. – LDK SYMVOULOI MICHANIKOI A.E., NAMA SYMVOULOI MICHANIKOI KAI MELETITES A.E. og LDK SYMVOULOI MICHANIKOI A.E.

Sagsøgte: Archi Eksetasis Prodikastikon Prosfygon (AEPP) og ATTIKO METRO A.E.

Præjudicielle spørgsmål

a)    Skal artikel 1, stk. 3, artikel 2, stk. 1, litra a) og b), samt artikel 2a, stk. 2, i Rådets direktiv 92/13/EØF 1 af 25. februar 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation (EFT 1992, L 76), læst i lyset af Fastweb-dommen (C-100/12), PFE-dommen (C-689/13), dommen Archus og Gama (C-131/16) samt Lombardi-dommen (C-333/18), fortolkes således, at de er til hinder for en national retspraksis, hvorefter den udelukkede tilbudsgiver – såfremt den ordregivende enhed ikke i den afsluttende fase for tildeling af kontrakten, men i en tidligere fase i udbudsproceduren (eksempelvis fasen for undersøgelse af de tekniske bud) træffer beslutning om at udelukke en tilbudsgiver og derimod give en anden berørt aktør (konkurrent) adgang til deltagelse – for det tilfælde, at den kompetente ret forkaster tilbudsgiverens anmodning om udsættelse [af AEPP’s afgørelse] for så vidt angår den del, hvor han udelukkes fra udbudsproceduren, opretholder en søgsmålsinteresse i, ved samme anmodning om udsættelse, at opnå udelukkelsen af den anden tilbudsgiver ved alene at gøre gældende, at sidstnævnte er blevet givet adgang til deltagelse i strid med princippet om ligebehandling af bud?

b)    Såfremt spørgsmål a) besvares bekræftende, skal ovennævnte bestemmelser da fortolkes således, at den udelukkede tilbudsgiver i lyset af ovenstående, ved anmodningen om udsættelse, kan påberåbe sig enhver form for mangel ved konkurrentens deltagelse i udbudsproceduren, dvs. også fremsætte indsigelse mod andre bestemte uregelmæssigheder i konkurrentens bud end dem, på grund af hvilke tilbudsgiverens bud er blevet udelukket, først og fremmest med henblik på dels at opnå en suspension af udbudsproceduren og af tildelingen af kontrakten til konkurrenten, ved en foranstaltning, der burde træffes i en efterfølgende fase i proceduren, dels – såfremt der på et senere tidspunkt gives medhold i hovedsøgsmålet (anmodning om annullation) – at opnå udelukkelsen af denne konkurrent, undladelse af kontraktens tildeling og eventuelt, af denne grund, iværksættelse af en ny udbudsprocedure, hvori den udelukkede tilbudsgiver kan deltage?

Er det for besvarelsen af det foregående spørgsmål relevant, at adgang til foreløbig (men også endelig) domstolsbeskyttelse er betinget af, at det nationale uafhængige organ med kompetence til at behandle administrative klager først har givet afslag på klagen, herunder i lyset af konklusionerne i dommen Bietergemeinschaft Technische Gebäudebetreuung und Caverion Österreich (C-355/15)?

Er det for besvarelsen af det første spørgsmål relevant, at såfremt den udelukkede tilbudsgiver gives medhold i klagepunkter vedrørende konkurrentens deltagelse i udbudsproceduren, (a) er det ikke muligt at iværksætte en ny udbudsprocedure, eller at (b) klageren som følge af grunden til sin udelukkelse ikke kan deltage i den eventuelle nye udbudsprocedure?

____________

1     Rådets direktiv 92/13/EØF af 25.2.1992 (EFT 1992, L 76, s. 14).