Language of document : ECLI:EU:F:2009:70

PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

18. juni 2009

Sag F-43/08

David Spee

mod

Den Europæiske Politienhed (Europol)

»Personalesag – Europols personale – stillingsopslag – udvælgelsesprocedure«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 40, stk. 3, i konventionen udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om oprettelse af en europæisk politienhed (Europolkonventionen) og artikel 93, stk. 1, i vedtægten for Europols personale, hvorunder David Spee har nedlagt påstand om annullation af den af Europols direktør trufne afgørelse af 7. januar 2008 om afslag på hans klage samt af de underliggende afgørelser af 20. juni 2007 og af 6. juli 2007 vedrørende genåbning af en udvælgelsesprocedure til en stilling som First Officer (ekspeditionssekretær), som blev erklæret ledig den 25. juli 2006.

Udfald: Den Europæiske Politienhed (Europol) frifindes. David Spee betaler alle sagens omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – Europols personale – ansættelse – ansøger udvalgt af udvælgelseskomitéen, som ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i stillingsopslaget

Selv om direktøren for Den Europæiske Politienhed (Europol) ikke i henhold til princippet om udvælgelseskomitéernes uafhængighed er bemyndiget til at annullere eller ændre en udvælgelseskomités afgørelse, er han ikke desto mindre forpligtet til at bortse fra enhver ansøger, der ikke opfylder betingelserne i stillingsopslaget, eftersom administrationen er bundet af alle de betingelser, som den har fastsat i nævnte opslag. Direktøren kan derfor ikke være bundet af nævnte udvælgelseskomités afgørelser, hvis ulovlighed som konsekvens vil kunne rejse tvivl om hans egne afgørelser. Følgelig kan direktøren efter at have fået kendskab til, at en udvalgt ansøger ikke opfylder kravene i et stillingsopslag, beslutte at iværksætte en ny udvælgelsesprocedure.

(jf. præmis 45, 46 og 48)

Henvisning til:

Domstolen: 23. oktober 1986, sag 142/85, Schwiering mod Revisionsretten, Sml. s. 3177, præmis 19-21; 23. oktober 1986, forenede sager 322/85 og 323/85, Hoyer og Neumann mod Revisionsretten, Sml. s. 3215, præmis 12-14; 18. marts 1993, sag C-35/92 P, Parlamentet mod Frederiksen, Sml. I, s. 991, præmis 15 og 16.

Retten: 21. maj 1996, sag T-153/95, Kaps mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 233, og II, 663, præmis 78; 16. december 1999, sag T-143/98, Cendrowicz mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 273, og II, s. 1341, præmis 39; 4. juli 2006, sag T-45/04, Tzirani mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 145, og II-A-2, s. 681, præmis 46.