Language of document : ECLI:EU:F:2007:234

PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

14. december 2007

Sag F-131/06

Robert Steinmetz

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – forlig – opfyldelse af en aftale – afslag på godtgørelse af udgifter afholdt i forbindelse med en tjenesterejse – åbenbart, at sagen må afvises – ingen søgsmålsinteresse – fordeling af sagens omkostninger – udgifter, som er påført modparten unødvendigt eller af ond vilje«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA, hvorved Robert Steinmetz har nedlagt påstand om dels annullation af Kommissionens afgørelse af 21. februar 2006, for så vidt som Kommissionen derved afslår fuldt ud at opfylde en aftale, der er indgået ved et mellem parterne indgået forlig for Retten i Første Instans i sag T-155/05, dels om at Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren en symbolsk godtgørelse på 1 EUR for det ikke-økonomiske tab, han hævder at have lidt.

Udfald: Sagen afvises. Robert Steinmetz bærer sine egne omkostninger med undtagelse af 500 EUR. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber bærer sine egne omkostninger og betaler 500 EUR af sagsøgerens udgifter.

Sammendrag

1.      Retspleje – antagelse af processkrifterne til realitetsbehandling – bedømmelse på tidspunktet for indlevering af processkriftet

(Rettens procesreglement, art. 114)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – søgsmål, hvorved der ikke tages hensyn til indholdet af et forlig, der tidligere har ført til, at sagen blev frafaldet – ingen søgsmålsinteresse

1.      På samme måde som spørgsmålet om, hvorvidt et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, afgøres på tidspunktet for søgsmålets indgivelse, afgøres spørgsmålet om antagelse til realitetsbehandling af de øvrige processkrifter, såsom en formalitetsindsigelse, på tidspunktet for deres indgivelse. En sådan fortolkning er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

(jf. præmis 27)

Henvisning til:

Domstolen, 27. november 1984, sag 50/84, Bensider m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3991, præmis 8.

Retten, 8. oktober 2001, sag T-236/00 R II, Stauner m.fl. mod Parlamentet og Kommissionen, Sml. II, s. 2943, præmis 49; 9. juli 2003, sag T-219/01, Commerzbank mod Kommissionen, Sml. II, s. 2843, præmis 61.

2.      Når en sagsøger under en verserende tvist for Retten foreslår den sagsøgte institution, at sagen afgøres ved forlig, når institutionen delvis tilslutter sig dette forslag, og når sagsøgeren på grundlag af dette delvise forlig begærer og opnår, at Retten sletter sagen, skal den pågældende anses for at have indvilget i den aftale, som institutionen sidst fremlagde, og har følgelig ikke interesse i at anfægte indholdet af en sådan aftale under henvisning til, at den ikke svarede til den aftale, han oprindeligt havde foreslået.

Når en institution fuldt ud har opfyldt de forpligtelser, der følger af en aftale, der er indgået med en sagsøger i en tvist, har sagsøgeren ingen interesse i at foreholde den pågældende institution, at den ikke har efterkommet aftalens bestemmelser.

(jf. præmis 44-52)