Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Stuttgart (Tyskland) den 19. juli 2019 – Fussl Modestraße Mayr GmbH mod SevenOne Media GmbH

(Sag C-555/19)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Stuttgart

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Fussl Modestraße Mayr GmbH

Sagsøgt: SevenOne Media GmbH

Præjudicielle spørgsmål

1.    Skal

a)    artikel 4, stk. 1, i direktiv 2010/13/EU 1 ,

b)    det EU-retlige lighedsprincip og

c)    bestemmelserne i artikel 56 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser

fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, som forbyder regional udsendelse af reklame i tv-udsendelser, som er tilladte i hele medlemsstaten?

2.    Skal det første spørgsmål vurderes anderledes, såfremt den nationale lovgivning tillader bestemmelser, hvorefter regional udsendelse af reklame kan tillades og i så fald er tilladt med en – yderligere påkrævet – tilladelse fra myndighederne?

3.    Skal det første spørgsmål vurderes anderledes, såfremt der faktisk ikke gøres brug af muligheden for at tillade regional reklame som beskrevet i det andet spørgsmål og regional reklame dermed er generelt forbudt?

4.    Skal artikel 11 Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder under hensyntagen til artikel 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, navnlig princippet om informationspluralisme, fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som beskrevet i det første, det andet og det tredje spørgsmål?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10.3.2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT 2010, L 95, s. 1).