Language of document :

Sag anlagt den 29. april 2014 – Portnov mod Rådet

(Sag T-290/14)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Andriy Portnov (Kiev, Ukraine) (ved advokat M. Cessieux)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Det af Andriy Portnov anlagte søgsmål antages til realitetsbehandling.

Annullation af Rådets forordning (EU) nr. 208/2014 af 5. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Annullation af Rådets afgørelse 2014/119/FUSP af 5. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger i henhold til artikel 87 og 91 i Rettens procesreglement.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.

Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til adgang til effektive retsmidler, der er sikret af de grundlæggende principper i europæisk ret, som er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

Det andet anbringende vedrører utilstrækkelig begrundelse af de anfægtede retsakter.

Det tredje anbringende vedrører manglende overholdelse af kriteriet om sanktioner, som er defineret i artikel 1, i afgørelse nr. 2014/119/FUSP og i fjerde betragtning til forordning (EU) nr. 208/2014.

Det fjerde anbringende vedrører det forhold, at der foreligger en faktuel fejl, da Andriy Portnov, på tidspunktet for de anfægtede retsakters vedtagelse, ikke var under strafferetlig efterforskning i Ukraine med hensyn til de handlinger, som Rådet lægger ham til last.

Det femte anbringende vedrører tilsidesættelse af den grundlæggende ret til respekt for ejendomsretten, et grundlæggende princip i fællesskabsretten, der er beskyttet i medfør af artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i artikel 1 i tillægsprotokol nr. 1 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.