RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

14. november 2012

Sag F-120/11

Mario Paulo da Silva Tenreiro

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – udnævnelse – stilling som direktør – afslag på sagsøgers ansøgning – meddelelse om ledig stilling – bedømmelsesudvalgets udtalelse – åbenbart urigtigt skøn«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af dennes artikel 106a Euratom, hvorunder Mario Paulo da Silva Tenreiro har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om ikke at imødekomme hans ansøgning om ansættelse som direktør for direktorat A »Civil justice« i Generaldirektoratet for Retlige Anliggender (herefter »GD Just/A«), samt af afgørelsen om at ansætte Y i denne stilling.

Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. Mario Paulo da Silva Tenreiro bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – meddelelse om ledig stilling – fastsættelse af minimumskvalifikationer krævet ved den ledige stilling – administrationens skønsbeføjelse – grænser – åbenbart urigtigt skøn ved udarbejdelse af udtalelsen – bevisbyrde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 29)

2.      Tjenestemænd – ledig stilling – besættelse ved forfremmelse eller forflyttelse – sammenligning af ansøgernes fortjenester – stilling som direktør – evne til lederskab – betingelse, der kan opfyldes ved erfaring opnået uden for direktionens indsatsområde

[Tjenestemandsvedtægten, art. 29, stk. 1, litra a), og art. 45, stk. 1]

3.      Tjenestemænd – meddelelse om ledig stilling – gennemgang af ansøgningerne i forhold til de stillede krav – administrationens skønsbeføjelse – grænser – overholdelse af betingelserne i meddelelsen om ledig stilling – domstolskontrol – grænser

4.      Tjenestemænd – ledig stilling – besættelse ved forfremmelse eller forflyttelse – sammenligning af ansøgernes fortjenester – sondring mellem proceduren for omplacering og for forfremmelse – forpligtelse til kun at tage hensyn bedømmelsesrapporterne – foreligger ikke

[Tjenestemandsvedtægten, art. 29, stk. 1, litra a), og art. 45]

1.      Ansættelsesmyndigheden råder over et vidt skøn ved fastsættelsen af de kvalifikationer, der kræves opfyldt ved besættelsen af ledige stillinger, og kun et åbenbart urigtigt skøn ved angivelsen af de minimumskrav, der skal være opfyldt i relation til besættelsen af den ledige stilling, kan bevirke, at stillingsopslaget er ugyldigt, og at en efterfølgende besættelse af stillingen bliver ulovlig.

Det følger heraf, at de beviser, som det påhviler sagsøgeren at fremlægge, skal være tilstrækkelige til at påvise, at det er usandsynligt, at de betingelser, der kræves opfyldt ved besættelsen af den ledige stilling, som angivet i stillingsopslaget, er egnede med hensyn til tjenestens interesse. Med andre ord skal anbringendet om et åbenbart urigtigt skøn forkastes – uanset de beviser, sagsøgeren har fremført – såfremt det anfægtede valg kan anses for at være gyldigt.

(jf. præmis 26 og 27)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 11. juli 2007, sag T-93/03, Konidaris mod Kommissionen, præmis 72

Personaleretten: 29. september 2011, sag F-72/10, da Silva Tenreiro mod Kommissionen, som er appelleret og i øjeblikket verserer for Retten, sag T-634/11 P, 29. september 2011, sag F-80/10, AJ mod Kommissionen, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis

2.      I forbindelse med sammenligningen af ansøgernes fortjenester ved besættelse af en ledig stilling kan der tages højde for, at en direktør er i besiddelse af en uddannelse eller erfaring, som ikke udelukkende stammer fra indsatsområdet for det direktorat, som den pågældende tilsigter at lede, i det omfang specifikke kundskaber kan findes inden for selve direktoratet eller direktørgruppen og disses medarbejdere, og hvor der lægges større vægt på generelle leder- og analyseringsevner samt evner til beslutningstagning på højt niveau.

(jf. præmis 28)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 3. marts 1993, sag T-58/91, Booss og Ficher mod Kommissionen, præmis 69

Personaleretten: da Silva Tenreiro mod Kommissionen, præmis 62

3.      Det tilkommer ansættelsesmyndigheden at vurdere, om en ansøger opfylder kravene i et stillingsopslag, og denne vurdering kan kun anfægtes, såfremt der foreligger en åbenbar fejl. Retten kan således ikke sætte sig i stedet for ansættelsesmyndigheden og kontrollere dennes vurderinger af ansøgernes faglige kvalifikationer, men kun konstatere, om der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

Hvad angår argumentationen om, at ansættelsesmyndigheden har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved ikke at tage sagsøgerens særlige faglige erfaring i betragtning i forbindelse med besættelse af den ledige stilling, når en sådan særlig erfaring i forhold til stillingsbeskrivelsen ikke indgår som en betingelse i meddelelsen om den ledige stilling, kan dette ikke spille nogen rolle ved vurderingen af, om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn.

(jf. præmis 34 og 35)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 13. december 1990, forenede sager T-160/89 og T-161/89, Kalavros mod Domstolen, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis; 29. maj 1997, sag T-6/96, Contargyris mod Rådet, præmis 124

4.      Der skal herved sondres mellem proceduren vedrørende besættelse af en stilling, der er ledig som følge af en forflyttelse eller en forfremmelse, der forløber i henhold til vedtægtens artikel 29, stk. 1, litra a), og forfremmelsesproceduren i vedtægtens artikel 45. Denne sidstnævnte procedure har til formål at tilpasse karrieren for tjenestemænd som følge af deres faglige indsats og de fortjenester, de har udvist under udførelsen af tjenesten, dvs. at belønne de tjenestemænd, der tidligere har udvist fortjenester, der generelt er højere, mens formålet med proceduren til besættelse af en ledig stilling udelukkende i tjenestens interesse er at finde den tjenestemand, der er mest egnet til at udøve de funktioner, der er forbundet med den stilling, der skal besættes. Ved sammenligningen af deres fortjenester er ansættelsesmyndigheden derfor ikke forpligtet til at støtte sin vurdering på bedømmelsesrapporterne, men kan tage andre forhold i betragtning vedrørende ansøgernes fortjenester, såsom oplysninger, der kan nuancere den bedømmelse, der er foretaget af ansøgernes fortjenester i disse bedømmelsesrapporter.

(jf. præmis 41)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: Konidaris mod Kommissionen, præmis 91 og 92