PERSONALERETTENS DOM (Tredje Afdeling)

15. december 2010

Sag F­14/09

Ana Maria Almeida Campos m.fl.

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Personalesag — tjenestemænd — forfremmelse — forfremmelsesåret 2008 — sammenligning af fortjenester mellem fuldmægtige, der beklæder lingviststillinger, og fuldmægtige, der beklæder generaliststillinger«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Ana Maria Almeida Campos og fire andre tjenestemænd ved Rådet har nedlagt påstand om annullation dels af Rådets afgørelser om ikke at opføre dem på listen over tjenestemænd, der er forfremmet til lønklasse AD 12 i forfremmelsesåret 2008, dels af afgørelserne om at forfremme tjenestemænd i ansættelsesgruppe AD, der beklæder andre stillinger end lingviststillinger, til lønklasse AD 12.

Udfald: De afgørelser, hvorved Rådet for Den Europæiske Union afviste at forfremme sagsøgerne til lønklasse AD 12 i forfremmelsesåret 2008, annulleres. I øvrigt frifindes Rådet. Rådet betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd — søgsmål — forudgående administrativ klage — identitet mellem genstand og årsag

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd — forfremmelse — sammenligning af fortjenester — betingelser — administrationens skønsbeføjelse — grænser — overholdelse af ligebehandlingsprincippet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1; Rådets forordning nr. 723/2004)

1.      Reglen om overensstemmelse mellem klage og søgsmål er kun tilsidesat, såfremt søgsmålet ændrer genstanden for og årsagen til klagen, idet begrebet »årsagen« til klagen skal fortolkes vidt. Efter en sådan fortolkning skal der for så vidt angår påstande om annullation ved »tvistens årsag« forstås sagsøgerens anfægtelse af den pågældende forvaltningsakts indre lovlighed eller, alternativt, anfægtelse af dens ydre lovlighed.

Når sagsøgerne i deres klager har anfægtet den indre lovlighed af de forvaltningsakter, som de har påstået annulleret inden for rammerne af deres søgsmål, kan et anbringende, der er fremsat med henblik på at anfægte disse akters interne lovlighed, ligeledes antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 28)

Henvisning til:

Personaleretten, 1. juli 2010, sag F­45/07, Mandt mod Parlamentet, Sml. Pers. I­A­1, s. 0000, og II­A­1, s. 0000, præmis 119 og 120

2.      Det fremgår udtrykkeligt af vedtægtens artikel 45, stk. 1, at ansættelsesmyndigheden inden for rammerne af en forfremmelsesprocedure skal foretage sit valg på grundlag af en udvælgelse blandt de tjenestemænd, der kan komme i betragtning ved forfremmelsen, efter sammenligning af deres fortjenester.

Selv om ansættelsesmyndigheden råder over de vedtægtsmæssige beføjelser til at foretage en sådan sammenligning efter den procedure eller metode, som den anser for at være bedst egnet, er en sådan beføjelse begrænset af nødvendigheden af i tjenestens interesse og i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet at foretage en grundig og upartisk sammenligning af kandidaterne. I praksis skal denne sammenligning ske på lige vilkår og på grundlag af sammenlignelige informations- og oplysningskilder.

Vedtægtens artikel 45, stk. 1, der pålægger ansættelsesmyndigheden at foretage en sammenligning af fortjenesterne blandt de tjenestemænd, der kan komme i betragtning ved forfremmelsen, forudsætter desuden, at en sådan sammenligning udstrækkes til alle tjenestemænd, der kan forfremmes, uanset hvilke opgaver de udfører. Et sådant krav er på samme tid et udtryk for princippet om ligebehandling af tjenestemændene og princippet om at kunne komme i betragtning med henblik på en karriereudvikling.

Inden for rammerne af en forfremmelsesprocedure, der omfatter to på hinanden følgende etaper, for det første en første etape bestående i en forudgående gennemgang, der foretages af to forskellige forfremmelsesudvalg, af fortjenesterne for de fuldmægtige, der beklæder lingviststillinger, og for dem, der beklæder andre stillinger, og dernæst en anden etape, hvor ansættelsesmyndigheden foretager en sammenligning af fortjenesterne for fuldmægtige, der henholdsvis henhører under den ene og den anden af disse to ansættelsesgrupper, kan den første etape af forfremmelsesproceduren, nemlig den forudgående gennemgang, der foretages af to forskellige forfremmelsesudvalg, af fortjenesterne for de to fuldmægtiggrupper, henset til de særlige opgaver, som er tillagt den første gruppe, sammenlignet med de opgaver, der er tillagt den anden gruppe — hvorved en sådan gennemgang udelukkende har til formål at forsyne ansættelsesmyndigheden med oplysninger om navnene på de tjenestemænd, der kan forfremmes — ikke overflødiggøre en korrekt sammenligning af de pågældende tjenestemænds fortjenester, men hører derimod til princippet om god forvaltning.

Hvad angår den anden etape i forfremmelsesproceduren, nemlig den, hvor ansættelsesmyndigheden foretager en sammenligning af fortjenesterne for de tjenestemænd, der kan forfremmes, forholder det sig derimod således, at forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne afskaffede den sondring, der tidligere gjaldt mellem ikke-lingviststillinger, der blev beklædt af tjenestemænd i ansættelsesgruppe A-D, og lingviststillinger, der blev beklædt af tjenestemænd, der henhørte under LA-gruppen, og indførte en ny karrierestruktur, der omfattede to ansættelsesgrupper, nemlig assistentgruppen (AST), der skulle erstatte de tidligere gældende kategorier C og B, og fuldmægtiggruppen (AD), der skulle erstatte den tidligere gældende kategori A og lingvistgruppen LA. Da lovgiver havde til hensigt at samle alle fuldmægtige i en ansættelsesgruppe — uanset om de beklæder lingviststillinger eller andre stillinger — tilkom det således ansættelsesmyndigheden, der har kompetencen til at træffe afgørelse om forfremmelser, at foretage en enkelt sammenligning af fortjenesterne for alle de fuldmægtige, der kunne forfremmes til lønklasse AD 12.

(jf. præmis 29-31 og 33-35)

Henvisning til:

Domstolen, 1. juli 1976, sag 62/75, De Wind mod Kommissionen, Sml. s. 1167, præmis 17

Retten: 30. november 1993, sag T­76/92, Tsirimokos mod Parlamentet, Sml. II, s. 1281, præmis 21; 9. april 2003, sag T­134/02, Tejada Fernández mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 125, og II, s. 609, præmis 41; 13. juli 1995, sag T­557/93, Rasmussen mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 195, og II, s. 603, præmis 20 og 21; 19. marts 2003, forenede sager T­188/01 — T­190/01, Tsarnavas mod Kommissionen, Sml. Pers., I­A, s. 95, og II, s. 495, præmis 98 og 121