Language of document :

Appel iværksat den 16. august 2019 af John Dalli til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 6. juni 2019 i sag T-399/17, Dalli mod Kommissionen

(Sag C-615/19 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: John Dalli (ved avocate L. Levi og avocat S. Rodrigues)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves og det fastslås, at appellantens påstande i sag T-399/17 fremmes til realitetsbehandling at appellanten gives medhold, og følgelig:

tilpligtes appelindstævnte at erstatte tabet, især det ikke-økonomiske tab, som foreløbigt kan opgøres til 1 000 000 EUR.

tilpligtes appelindstævnte at betale sagsomkostningerne.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i appelsagen og i sagen ved første instans.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har med det første anbringende gjort gældende, at der er begået flere retlige fejl, bl.a. tilsidesættelse af begrundelsespligten og fordrejning af sagen ved afvisningen af den første klage vedrørende den omstændighed, at afgørelsen om at indlede undersøgelsen var ulovlig.

Appellanten har for det andet gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at forkaste den anden klage vedrørende fejl ved karakteriseringen af undersøgelsen og den ulovlige udvidelse af undersøgelsen.

Appellanten har for det tredje gjort gældende, at der er sket fordrejning af beviserne og tilsidesættelse af retten til forsvar i Rettens dom, i hvilken den tredje klage vedrørende tilsidesættelse af principperne for indsamling af beviser og fordrejning og forfalskning af beviser blev forkastet.

Appellanten har for det fjerde gjort gældende, at der er sket fordrejning af den klare betydning af de faktiske omstændigheder og af beviserne og at Retten begik retlige fejl i forbindelse med dens forkastelse af den fjerde klage vedrørende tilsidesættelse af retten til forsvar, af artikel 4 i Kommissionens afgørelse 1999/396 1 og af artikel 18 i OLAF’s instrukser.

Appellanten har for det femte gjort gældende, at Retten begik retlige fejl ved at tilsidesætte begrundelsespligten og ved at fordreje beviser ved dens forkastelse af den femte klage vedrørende tilsidesættelse af artikel 11, stk. 7, i forordning (EF) nr. 1073/1999 2 og af artikel 13, stk. 5, i de regler, der gælder for OLAF’s Overvågningsudvalg.

Appellanten har for det sjette gjort gældende, at der er sket flere retlige fejl og fordrejning af beviserne i Rettens dom, i hvilken den sjette klage vedrørende tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning, tilsidesættelse af artikel 8 i forordning nr. 1073/1999 og af artikel 399 TEUF og tilsidesættelse af retten til beskyttelse af personlige data blev forkastet.

Med det syvende og sidste anbringende har appellanten gjort gældende, at der er sket fordrejning af stævningens klare betydning og af beviserne og at Retten begik en retlig fejl i forbindelse med dens konklusion om, at appellanten ikke havde godtgjort, at der foreligger et ikke-økonomisk tab.

____________

1     Kommissionens afgørelse (EF, EKSF, Euratom) af 2.6.1999 om betingelser og regler for interne undersøgelser i forbindelse med bekæmpelse af svig, korruption og alle andre ulovlige aktiviteter til skade for Fællesskabernes interesser (EFT 1999, L 149, s. 57).

2     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (EFT 1999, L 136, s. 1).