Forenede sager C-226/13, C-245/13, C-247/13 og C-578/13
Stefan Fahnenbrock m.fl.
mod
Hellenske Republik
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Wiesbaden og Landgericht Kiel)
»Præjudiciel forelæggelse – samarbejde om civilretlige spørgsmål – forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter – forordning (EF) nr. 1393/2007 – artikel 1, stk. 1 – begrebet »civile og kommercielle sager« – statens ansvar for acta jure imperii«
Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 11. juni 2015
1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – den nationale rets kompetence – fastlæggelse og vurdering af tvistens faktiske omstændigheder – spørgsmålet, om en præjudiciel forelæggelse er nødvendig, samt de forelagte spørgsmåls relevans – den nationale rets vurdering
(Art. 267 TEUF)
2. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – nødvendigheden af en præjudiciel afgørelse, for at den nationale ret kan afsige sin dom – begreb – fortolkningen af de EU-retlige processuelle bestemmelser, der finder anvendelse – omfattet
(Art. 267, stk. 2, TEUF)
3. Samarbejde om civilretlige spørgsmål – forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter – forordning nr. 1393/2007 – anvendelsesområde – civile og kommercielle sager – begreb – selvstændig fortolkning
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1393/2007, art. 1, stk. 1)
4. Samarbejde om civilretlige spørgsmål – forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter – forordning nr. 1393/2007 – formål
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1393/2007)
5. Samarbejde om civilretlige spørgsmål – forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter – forordning nr. 1393/2007 – anvendelsesområde – civile og kommercielle sager – begreb – søgsmål om erstatning, der er anlagt af privatpersoner, der er indehavere af statsobligationer, mod den udstedende stat – omfattet
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1393/2007, art. 1, stk. 1)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 25-29)
2. Begrebet »[afsige] sin dom« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 267, stk. 2, TEUF, skal undergives en vid fortolkning for at undgå, at en række processuelle spørgsmål må anses for ikke at kunne antages til realitetsbehandling og ikke kunne fortolkes af Domstolen. Dette begreb skal dermed forstås således, at det omfatter hele den proces, der leder frem til den forelæggende rets dom, for at Domstolen skal kunne tage stilling til fortolkningen af alle de EU-retlige processuelle bestemmelser, som den forelæggende ret har pligt til at anvende med henblik på at afsige sin dom.
(jf. præmis 30)
3. Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager og om ophævelse af forordning nr. 1348/2000 bestemmer, at forordningen finder anvendelse i civile og kommercielle sager. Imidlertid definerer denne forordning hverken indholdet, rækkevidden eller begreberne »civile og kommercielle sager« og »acta jure imperii« som omhandlet i nævnte bestemmelse. Begrebet »civile og kommercielle sager« skal derfor anses for at være et selvstændigt begreb, som bl.a. skal fortolkes under hensyn til forordningens mål og opbygning.
(jf. præmis 37-39)
4. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 40)
5. Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager og om ophævelse af forordning nr. 1348/2000 skal fortolkes således, at søgsmål om erstatning for manglende opfyldelse af rådigheds- og ejendomskrav, opfyldelse af kontraktmæssige forpligtelser og skadeserstatning, der er anlagt af privatpersoner, der er indehavere af statsobligationer, mod den udstedende stat, falder ind under denne forordnings anvendelsesområde, for så vidt som det ikke fremgår, at de klart ikke henhører under civile og kommercielle sager.
For at fastslå, om forordning nr. 1393/2007 finder anvendelse, er det således tilstrækkeligt, at den ret, for hvilken sagen er indbragt, finder, at det ikke er klart, at det for retten anlagte søgsmål ikke henhører under civile og kommercielle sager. Spørgsmålet om, hvorvidt en stævning vedrører civile og kommercielle sager som omhandlet i denne forordning, skal nødvendigvis være afklaret endnu før de andre parter i sagen ud over sagsøgeren har modtaget forkyndelse af det nævnte dokument, eftersom det netop er svaret på det nævnte spørgsmål, som reglerne for forkyndelse af samme dokument afhænger af. Under disse omstændigheder skal den pågældende ret begrænse sig til en indledende undersøgelse af de, nødvendigvis ufuldstændige, oplysninger, som retten råder over med henblik på at fastslå, om dette søgsmål henhører under civile og kommercielle sager eller under et område, der ikke er omfattet af denne forordning, idet resultatet af denne undersøgelse i overensstemmelse med forordningens artikel 1, stk. 1, naturligvis ikke kan foregribe de senere afgørelser, som den ret, for hvilken sagen er indbragt, skal træffe, navnlig med hensyn til sin egen kompetence og den pågældende sags realitet.
Hvad angår søgsmål om erstatning, der er anlagt af privatpersoner, der er indehavere af statsobligationer, mod den udstedende stat, skal det undersøges, om retsforholdet mellem parterne klart bærer præg af at være udtryk for udøvelse af en offentligretlig beføjelse fra debitorstatens side på en sådan måde, at forholdet indebærer, at staten udøver beføjelser, som rækker ud over, hvad der gælder efter de fælles retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne. Udstedelse af obligationer forudsætter dog ikke nødvendigvis udøvelse af beføjelser, som rækker ud over, hvad der gælder efter de retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne. Hvad desuden angår muligheden for en ombytning af statsobligationerne er den omstændighed, at denne mulighed for det første blev indført ved lov, ikke i sig selv afgørende for at kunne konkludere, at staten har udøvet sin statsmagt, og for det andet fremgår det ikke klart, at vedtagelsen af denne lov direkte og umiddelbart medførte ændringer med hensyn til de finansielle vilkår for de omhandlede obligationer og derfor har forårsaget den af den pågældende personer påståede skade.
(jf. præmis 44-46, 49, 51, 53, 55-57 og 59 samt domskonkl.)