Language of document :

Sag anlagt den 3. oktober 2018 – Republikken Polen mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-626/18)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Republikken Polen (ved B. Majczyna, som befuldmægtiget)

Sagsøgte: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Artikel 1, nr. 2), litra a), artikel 1, nr. 2), litra b), og artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/957 af 28. juni 2018 om ændring af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser 1 annulleres.

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Subsidiært, såfremt Domstolen er af den opfattelse, at de anfægtede bestemmelser i direktiv 2018/957/EU ikke kan adskilles fra resten af direktivet uden at ændre dets væsentligste indhold, annulleres direktiv (EU) 2018/957 i sin helhed.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Republikken Polen har fremført følgende anbringender mod de anfægtede bestemmelser i direktiv 2018/957:

1) Anbringende om indførelse af begrænsninger, der er forbudte i henhold til artikel 56 TEUF, for den frie bevægelighed for tjenesteydelser inden for Unionen for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i en anden medlemsstat end modtageren af den pågældende tjenesteydelse, ved:

a)    medlemsstaternes forpligtelse til at sikre de udsendte arbejdstagere den aflønning, herunder overtidsbetaling, som er fastlagt i henhold til lovgivningen eller praksis i den udsendende medlemsstat [artikel 1, nr. 2), litra a)]

b)    medlemsstaternes forpligtelse til principielt at sikre de udsendte arbejdstagere samtlige anvendelige arbejds- og ansættelsesvilkår, der er fastlagt i henhold til lovgivningen eller praksis i den udsendende medlemsstat, i de tilfælde, hvor en arbejdstagers udstationerings faktiske varighed eller den samlede varighed af udstationeringen af arbejdstagere, der erstatter hinanden ved udførelsen af det samme arbejde, overstiger 12 måneder, henholdsvis i de tilfælde, hvor tjenesteyderen fremsender en begrundet meddelelse, overstiger 18 måneder [artikel 1, nr. 2), litra b)].

2) Anbringende om tilsidesættelse af artikel 53, stk. 1, TEUF, og artikel 62 TEUF ved vedtagelsen af foranstaltninger, der er støttet på disse bestemmelser, som ikke har til formål at lette udøvelsen af en selvstændig erhvervsvirksomhed (lettelse af leveringen af grænseoverskridende tjenesteydelser), men går imod dette formål.

3) Anbringende om tilsidesættelse af artikel 53, stk. 1, TEUF, og artikel 62 TEUF, sammenholdt med artikel 58, stk. 1, TEUF, ved anvendelse af det anfægtede direktiv på vejtransportsektoren (artikel 3, stk. 3).

Republikken Polen har navnlig anført, at hovedformålet med de anfægtede bestemmelser, der vedrører aflønning af udstationerede arbejdstagere, er en begrænsning af den frie udveksling af tjenesteydelser gennem en stærkere belastning af tjenesteyderne, for at fjerne deres konkurrencefordel, som følger af de lavere lønningssatser, der gælder i hjemstedsstaten. De indførte ændringer fører til en forskelsbehandling af de tjenesteydere, der leverer grænseoverskridende tjenesteydelser. Disse ændringer er ikke begrundet i tvingende almene hensyn, navnlig ikke i hensyn vedrørende social beskyttelse af arbejdstagere og en fair konkurrence. Derudover tilsidesætter de proportionalitetsprincippet.

____________

1     EUT 2018, L 173, s. 16.