PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)
4. juni 2009
Sagerne F-134/07 og F-8/08
Vahan Adjemian m.fl.
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Personalesag – kontraktansatte – kontraktens varighed – artikel 88 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – Kommissionens beslutning af 28. april 2004 vedrørende den maksimale varighed for benyttelse af ikke-permanent personale i Kommissionens tjenestegrene – direktiv 1999/70 – anvendelighed på institutionerne«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder, i sag F-134/07, Vahan Adjemian og 180 andre kontraktansatte i Kommissionen har nedlagt følgende påstande: Det fastslås, at Kommissionens afgørelser, herunder beslutningen af 28. april 2004 vedrørende den maksimale varighed for benyttelse af ikke-permanent personale i Kommissionens tjenestegrene, er ulovlige, og, om fornødent, det fastslås ligeledes, at artikel 88 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne er ulovlig, idet den begrænser varigheden af de kontraktansattes kontrakter; annullation af Kommissionens afgørelser af 22. august, 5. september, 30. oktober og 28. november 2007, hvori det i det væsentlige afslås at indgå en kontrakt eller at forlænge sagsøgernes ansættelse for en tidsubestemt periode; om fornødent annullation af Kommissionens afgørelser om fastsættelse af sagsøgernes respektive ansættelsesvilkår, for så vidt som ansættelsen af sagsøgerne eller forlængelsen heraf er begrænset til en bestemt varighed; i sag F-8/08 har Colette Renier nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 11. april 2007 om en begrænsning af varigheden af hendes kontraktansættelse til perioden mellem den 16. april 2007 og den 15. december 2008.
Udfald: Sag F-134/07, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, og sag F-8/08, Renier mod Kommissionen, forenes med henblik på dommen. Kommissionen frifindes. Vahan Adjemian, Erika Adorno og Angela Baranzini og de 178 øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilag I, II og III til denne dom, betaler alle omkostninger i sag F-134/07, dvs. at de bærer deres egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger i denne sag. Colette Renier betaler alle omkostninger i sag F-8/08, dvs. at hun bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger i denne sag. Rådet for Den Europæiske Union, som er indtrådt i sagen til fordel for Kommissionens påstande i de to sager, bærer sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Retspleje – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene
[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 3; Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1, litra e)]
2. Institutionernes retsakter – direktiver – direkte pålæggelse af forpligtelser for Fællesskabets institutioner i deres forhold til de ansatte – foreligger ikke – mulighed for påberåbelse
(Art. 10 EF og 249 EF)
3. Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – sikkerhed i ansættelsen
(Chartret om grundlæggende rettigheder, art. 30; Rådets direktiv 1999/70)
4. Tjenestemænd – ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner
(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 88)
5. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – oprettelse af ny kategori af kontraktansatte
(Art. 253 EF; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 3a og 3b; Rådets forordning nr. 723/2004)
1. I henhold til artikel 35, stk. 1, litra e), i procesreglementet for Personaleretten skal stævningen indeholde søgsmålsgrundene og de faktiske og retlige anbringender, der gøres gældende. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Retten i givet fald på det således foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsætning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, fremgår af selve stævningen på en sammenhængende og forståelig måde. Dette gælder så meget desto mere, som skriftudvekslingen for Personaleretten ifølge artikel 7, stk. 3, i bilag I til statutten for Domstolen principielt kun omfatter en enkelt skriftudveksling, medmindre Personaleretten bestemmer andet. Denne sidstnævnte særegenhed ved proceduren for Personaleretten forklarer, at fremstillingen af søgsmålsgrundene og argumenterne i stævningen ikke kan være kort i modsætning til det, der er fastsat for Retten i Første Instans eller for Domstolen; jf. artikel 21, første afsnit, i statutten for Domstolen.
(jf. præmis 76)
Henvisning til:
Retten: 28. april 1993, sag T-85/92, De Hoe mod Kommissionen, Sml. II, s. 523, præmis 20.
Personaleretten: 26. juni 2008, sag F-1/08, Nijs mod Revisionsretten, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 24 og 25, som i øjeblikket verserer for Retten, sag T-376/08 P.
2. Direktiver, som er rettet til medlemsstaterne og ikke til Fællesskabets institutioner, kan ikke anses for i sig selv at pålægge nævnte institutioner forpligtelser i forhold til deres ansatte. Denne betragtning indebærer imidlertid ikke, at påberåbelsen af et direktiv i forholdet mellem institutionerne og deres tjenestemænd og ansatte i alle tilfælde er udelukket. For det første kan bestemmelserne i et direktiv indirekte være bindende for en institution, hvis de udtrykker en almindelig fællesskabsretlig grundsætning, som institutionen er forpligtet til at efterleve. For det andet kan et direktiv binde en institution, når denne, inden for rammerne af sin organisatoriske autonomi og inden for vedtægtens grænser, har til hensigt at gennemføre en særlig forpligtelse, ifølge et direktiv, eller, som i det foreliggende tilfælde, hvor en intern akt med generel rækkevidde selv udtrykkeligt henviser til foranstaltninger, der er vedtaget af fællesskabslovgiver i henhold til traktaterne. For det tredje skal institutionerne i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde, som påhviler dem i henhold til artikel 10, andet afsnit, EF, i forbindelse med deres adfærd som arbejdsgivere tage hensyn til lovbestemmelser vedtaget på fællesskabsniveau.
(jf. præmis 86 og 90-93)
Henvisning til:
Domstolen: 9. september 2003, sag C-25/02, Rinke, Sml. I, s. 8349, præmis 24 og 25-28.
Retten: 21. maj 2008, sag T-495/04, Belfass mod Rådet, Sml. II, s. 781, præmis 43.
Personaleretten: 30. april 2009, sag F-65/07, Aayhan m.fl. mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 116 og 118.
3. Selv om sikkerhed i ansættelsen anses for et hovedelement i beskyttelsen af arbejdstagere, er der ikke tale om et almindeligt retsprincip, i henhold til hvilket lovligheden af en institutions retsakt kan bedømmes. Det fremgår navnlig ikke af direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP og af nævnte rammeaftale, at sikkerhed i ansættelsen er blevet ophævet til en bindende retsforskrift. I øvrigt fremhæver sjette og syvende betragtning til direktivet ligesom det første afsnit i indledningen og punkt 5 i de generelle betragtninger til rammeaftalen behovet for at opnå en bedre balance mellem fleksibilitet og sikkerhed. Endvidere opstiller rammeaftalen ikke en almindelig forpligtelse til efter et vist antal fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter eller udløb af en vis arbejdsperiode at omdanne nævnte ansættelseskontrakter til tidsubegrænsede ansættelseskontrakter.
Sikkerhed i ansættelsen udgør derimod et formål, som parterne forfulgte med rammeaftalen, hvis § 1, litra b), bestemmer, at den har til formål »at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold«.
Selv om artikel 30 i chartret om grundlæggende rettigheder bestemmer, at »enhver arbejdstager har ret til beskyttelse mod ubegrundet opsigelse«, forbyder denne artikel i øvrigt ikke på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter. Endvidere er en tidsbegrænset ansættelseskontrakts ophør ved dennes udløb ikke en egentlig opsigelse, som kræver en særlig begrundelse med hensyn til den ansattes evner eller opførsel, eller at afskedigelsen skyldes institutionens behov.
(jf. præmis 99, 100 og 104)
Henvisning til:
Domstolen: 22. november 2005, sag C-144/04, Mangold, Sml. I, s. 9981, præmis 64; 4. juli 2006, sag C-212/04, Adeneler m.fl, Sml. I, s. 6057, præmis 91; 7. september 2006, sag C-53/04, Marrosu og Sardino, Sml. I, s. 7213, præmis 47; 15. april 2008, sag C-268/06, Impact, Sml. I, s. 2483, præmis 87.
Personaleretten: Aayhan m.fl. mod Parlamentet, præmis 115.
4. Hver stilling som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner skal opfylde forbigående eller periodiske behov. I en administration med et betydeligt antal ansatte er det uundgåeligt, at sådanne behov gentager sig, især på grund af, at tjenestemænd ikke står til rådighed, at der er for meget arbejde på grund af omstændighederne, eller at der i hvert generaldirektorat er behov for lejlighedsvis at benytte personer, som har specifikke kvalifikationer eller kompetencer. Disse omstændigheder udgør objektive omstændigheder, der kan begrunde både hjælpeansattes tidsbegrænsede kontrakter og fornyelsen heraf, efterhånden som de pågældende behov opstår.
(jf. præmis 132)
Henvisning til:
Domstolen: 23. september 2004, sag C-150/03 P, Hectors mod Parlamentet, Sml. I, s. 8691, generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomers forslag til afgørelse, Sml. I, s. 8694, præmis 25.
5. Eftersom begrundelsen for en almengyldig retsakt kun behøver at angive de samlede omstændigheder, som har ført til, at retsakten er blevet udstedt, og de generelle formål, som den skal opfylde, og eftersom det, hvis det mål, der forfølges af institutionen, i det væsentlige fremgår af den anfægtede retsakt, vil være urimeligt at kræve en særlig begrundelse for de enkelte valg af teknisk art, er begrundelsen for forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, selv om denne er kortfattet, tilstrækkelig for så vidt angår det formål, der forfølges med oprettelsen af den nye kategori af kontraktansatte som omhandlet i artikel 3a og 3b i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.
(jf. præmis 139 og 141)
Henvisning til:
Personaleretten: 23. januar 2007 sag F-43/05, Chassagne mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 105 og 106 og den deri nævnte retspraksis.