Language of document :

Sag anlagt den 19. januar 2007 - Skoulidi mod Kommissionen

(Sag F-4/07)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Eleni-Eleftheria Skoulidi (Bruxelles, Belgien) (ved avocat G. Vandersanden)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren tilkendes erstatning for det ikke-økonomiske tab, hun har lidt som følge af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 28. marts 2006 om ikke at tillade hende at blive omfattet af den udvekslingsaftale, som var blevet indgået mellem Kommissionen og den græske regering.

Dette tab opgøres efter billighed til 200 000 EUR.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren var i otte måneder stillet til rådighed for det græske undervisnings- og kirkeministerium, hvorefter hun ansøgte om at blive omfattet af udvekslingsordningen for tjenestemænd mellem Kommissionen og medlemsstaterne med henblik på at fuldføre de opgaver, hun havde udført i den periode, hun havde været stillet til rådighed. Efter at flere af Kommissionens tjenestegrene samt den græske regering havde indvilliget heri modtog sagsøgeren en negativ afgørelse fra sin institution med den begrundelse, at udvekslingen var i strid med de bestemmelser, der fandt anvendelse vedrørende rådighedsstillelse.

Sagsøgeren har i stævningen anført, at Kommissionen har begået flere fejl, dvs. at den:

har tilsidesat den forpligtelse til at udvise behørig påpasselighed, som påhviler enhver administration.

ikke har overholdt de forpligtelser, der følger af den udvekslingsaftale, den selv har indgået med den græske regering; Kommissionen har herved tilsidesat sagsøgerens berettigede forventning samt Fællesskabets almindelige interesse.

har gjort sig skyldig i malplacerede udtalelser vedrørende sagsøgeren.

har diskrimineret sagsøgeren i forhold til andre tjenestemænd, som blev stillet til rådighed for en række nationale administrationer i en længere periode.

____________