Language of document : ECLI:EU:F:2011:133

PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

13. september 2011

Sag F-101/09

AA

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – udnævnelse – midlertidigt ansatte udnævnt til tjenestemænd – indplacering i lønklasse – opfyldelse af en retskraftig dom – mistet mulighed«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som i medfør af artikel 106a Euratom finder anvendelse på Euratom-traktaten, hvorved AA har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen om at indplacere ham i lønklasse AD6, løntrin 2, og subsidiært om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for fortabelse af muligheden for at blive ansat i henhold til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union i den affattelse, der var gældende inden den 1. maj 2004, og følgelig af muligheden for at oppebære en højere løn.

Udfald:      Kommissionen betaler for den økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt før afsigelsen af denne dom, et beløb svarende til forskellen mellem på den ene side det nettovederlag efter sociale sikringsbidrag og skat, som han ville have oppebåret, hvis han var blevet ansat som tjenestemand i den mellemliggende lønklasse A*6 den 1. august 2004, og hans karriere efterfølgende havde udviklet sig i overensstemmelse med den ordning med avancement i løntrin, der er fastsat i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, og han havde befundet sig i hver lønklasse i det gennemsnitlige tidsrum, der fremgår af bilag I, litra b), til vedtægten, og på den anden side det nettovederlag efter sociale sikringsbidrag og skat, som sagsøgeren oppebar mellem den 1. august 2004 og datoen for afsigelsen af denne dom, først i sin egenskab af national tjenestemand, og dernæst, med virkning fra den 15. marts 2009, i sin egenskab af tjenestemand i Den Europæiske Union, hvilken forskel skal tillægges en koefficient på 0,8. Kommissionen betaler sagsøgeren et beløb på 120 000 EUR for den skade, som sagsøgeren har lidt efter afsigelsen af denne dom. Kommissionen betaler sagsøgeren de beløb, der allerede er forfaldet til betaling som led i opfyldelsen af denne dom, med tillæg af morarenter, beregnet med virkning fra de datoer, hvor disse beløb forfaldt til betaling, og hvis disse datoer ligger før den 15. marts 2009, med virkning fra denne dato. Denne rente beregnes, indtil betaling sker, på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for primære refinansieringsoperationer, der fandt anvendelse i den pågældende periode, forhøjet med 2 procentpoint. Europa-Kommissionen betaler sagsøgeren en godtgørelse på 2 000 EUR for ikke-økonomisk skade. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af sagsøgerens omkostninger. Sagsøgeren bærer en tredjedel af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – annullation af en afgørelse om afslag på opførelse på en reserveliste

(Art. 233 EF; art. 266 TEUF)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål anlagt, uden at der har været gennemført en administrativ procedure i overensstemmelse med vedtægten – erstatningspåstand tilknyttet en annullationspåstand med påstand om erstatning af det tab, der følger af delvist manglende trufne foranstaltninger til opfyldelse af en dom om annullation – formaliteten

(Art. 233 EF; art. 266 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – søgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger – særlige vanskeligheder– passende kompensation for den ulempe, som den annullerede retsakt har medført for sagsøgeren

(Art. 233 EF; art. 266 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)

4.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – manglende overholdelse af pligten til at opfylde en dom om annullation – tjenstlig fejl, der i sig selv medfører en ikke-økonomisk skade

1.      I henhold til artikel 233 EF (efter ændring nu artikel 266 TEUF) har den institution, fra hvilken en af EU’s retsinstanser annulleret retsakt hidrører, pligt til at gennemføre de til annullationsafgørelsens opfyldelse nødvendige foranstaltninger med henblik på at afhjælpe følgerne af den ulovlighed, som institutionen har begået. Således skal administrationen i princippet stille den berørte tjenestemand præcis i den situation, som i dag ville have været hans uden den fastslåede ulovlighed. Med henblik herpå kan administrationen for tidsmæssigt at korrigere de virkninger, som den pågældende ulovlighed har kunnet have, og betinget af, at de berørtes berettigede forventning er behørigt iagttaget, vedtage en retsakt, der har tilbagevirkende kraft.

Hvad angår opfyldelsen af en dom, der annullerer en nægtelse af optagelse på reservelisten for en udvælgelsesprøve, skaber denne optagelse for den pågældende person i denne forbindelse en mulighed for og ikke en ret til at blive udnævnt til tjenestemand, og dette endnu mindre inden for en bestemt frist, og dette gælder endog såfremt den pågældende persons kvalifikationer opfylder tjenestens krav. Følgelig gælder, at selv om den berørte fra begyndelsen var blevet optaget på reservelisten, ville han ikke nødvendigvis være blevet ansat inden ikrafttrædelsen af forordning nr. 723/2004 om ændring af tjenestemandsvedtægten og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.

(jf. præmis 41 og 44)

Henvisning til:

Domstolen: 22. december 2008, sag C-443/07 P, Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, præmis 112

Retten i Første Instans: 31. marts 2004, sag T-10/02, Girardot mod Kommissionen, præmis 49; 11. juli 2007, sag T-58/05, Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, præmis 52

Personaleretten: 11. september 2008, sag F-135/07, Smadja mod Kommissionen, præmis 48

2.      Hvad angår en erstatningspåstand, der er knyttet til opfyldelsen af en retskraftig dom, som ikke er begrundet i, at de af administrationen vedtagne afgørelser for at efterkomme annullationsdommen er i strid med denne dom, men i, at de vedtagne afgørelser alene gør det muligt delvist at kompensere følgerne af den begåede ulovlighed, hvilket ikke desto mindre udgør en manglende opfyldelse af den retskraftige dom, må denne påstand anses for at foreholde ansættelsesmyndigheden, at denne har undladt i henhold til artikel 233 EF (efter ændring nu artikel 266 TEUF) at træffe en foranstaltning, der svarer til en i vedtægten foreskrevet foranstaltning, som omhandlet i nævnte vedtægts artikel 90, stk. 2. Eftersom en undladelse af at træffe en i vedtægten foreskrevet foranstaltning udgør en bebyrdende retsakt, over hvilken en tjenestemand inden for en frist på tre måneder straks kan iværksætte en klage, uden at antagelsen til realitetsbehandling af denne klage er undergivet et krav om forelæggelse af en ansøgning på grundlag af vedtægtens artikel 90, stk. 1, skal den samme løsning anvendes på erstatningspåstande, idet sagsøgeren har foreholdt administrationen, at den ikke traf alle de foranstaltninger, der kræves i henhold til artikel 23 EF, efter ændring nu artikel 266 TEUF.

Dette gælder så meget desto mere, som den omstændighed at kræve af en tjenestemand, der gør krav på opfyldelse af en annullationsdom, som giver ham medhold, dels at han indgiver en klage over den afgørelse, som er truffet af ansættelsesmyndigheden, og som udgør en fejlagtig opfyldelse af annullationsdommen, dels at han forelægger en særskilt ansøgning om erstatning på grundlag af vedtægtens artikel 90, stk. 1, en ansøgning, der i tilfælde af administrationens afslag efterfølgende ligeledes må give anledning til indgivelse af en klage, under alle omstændigheder er i strid med de procesøkonomiske hensyn, som foreskrives ved princippet om overholdelse af en rimelig frist.

(jf. præmis 75 og 76)

Henvisning til:

Personaleretten: 17. april 2007, forenede sager F-44/06 og F-94/06, C og F mod Kommissionen, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis

3.      Såfremt opfyldelsen af en annullationsdom indebærer særlige vanskeligheder vedrørende eksempelvis manglende mulighed for at afgøre, om sagsøgeren var blevet ansat inden en bestemt dato, kan den berørte institution opfylde sine forpligtelser i henhold til artikel 233 EF (efter ændring nu artikel 266 TEUF) ved at træffe en afgørelse, som på rimelig vis kan kompensere for den ulempe, der for den berørte følger af den annullerede afgørelse. Det følger heraf, at eftersom administrationen har adgang til at betale erstatning til sagsøgeren, skulle den have benyttet sig heraf med henblik på at afhjælpe de økonomiske konsekvenser, som fortabelsen af muligheden for at være blevet ansat tidligere, end det var tilfældet, og, efterfølgende, fortabelsen af muligheden for at oppebære en højere løn, for at befinde sig på et senere karrierestadium, for at have bedre karriereperspektiver og for at oppebære en højere pension, har haft for sagsøgeren. Fortabelsen af en mulighed som den, der navnlig består i at blive ansat og, efterfølgende, forfremmet tidligere, udgør en faktisk og reel og, følgelig, uerstattelig økonomisk skade.

Ved fastlæggelsen af det erstatningsbeløb, der skulle have været betalt til sagsøgeren med den begrundelse, at administrationen ved at begrænse sig til at opføre sagsøgeren på reservelisten kun delvist opfyldte annullationsdommen og således kun delvist afhjalp følgerne af den af udvælgelseskomitéen begåede ulovlighed, skal der foretages en identifikation af karakteren af den mulighed, der er blevet frataget sagsøgeren og af datoen, fra hvilken sagsøgeren kunne have haft denne mulighed, dernæst en kvantifikation af nævnte mulighed og endelig en præcisering af de økonomiske konsekvenser, som fortabelsen af denne mulighed har haft for sagsøgeren.

Den mulighed, som sagsøgeren blev frataget, er muligheden for at være blevet ansat tidligere, end det var tilfældet, og følgelig, henset til de gældende regler for avancement i løntrin og den gennemsnitlige periode i hver lønklasse, for at oppebære en højere løn end den, som han rent faktisk har oppebåret, for at befinde sig på et senere karrierestadium, for at have bedre karriereperspektiver og for at have ret til en højere pension. Det følger heraf, at de økonomiske konsekvenser, som fortabelsen af denne mulighed har haft, skal bedømmes i forhold til forskellen mellem den løn og pension, som sagsøgeren kunne have oppebåret, og den løn og pension, som han har oppebåret og vil oppebære.

Den adgang til at blive ansat, som består for enhver bestået ansøger fra en udvælgelsesprøve, der er opført på en reserveliste, omdannes først til en mulighed for at blive ansat fra det tidspunkt, hvor en stilling, som det er rimeligt at antage, at den pågældende beståede ansøger kan ansættes i, skal besættes. Såfremt sagsøgeren fra begyndelsen var blevet optaget på reservelisten, er det mere sandsynligt, at han ville være blevet ansat i den stilling, han besatte forinden som kontraktansat, eftersom han havde ydet en fuldt ud tilfredsstillende indsats, og eftersom han af denne grund havde opnået erhvervserfaring i denne stilling. Det er nemlig ubestridt, at en besiddelse af vellykket erhvervserfaring udgør et vigtigt element, der skal tages hensyn til ved afgørelsen af, hvilken ansøger der skal ansættes.

Den mulighed, som en person er blevet frataget, skal fastlægges objektivt ved hjælp af en matematisk koefficient. Hvad angår fortabelsen af muligheden for at oppebære en højere løn, som afhænger af den mulighed, som personen havde for at få en stilling, der kan indebærer en højere løn, kan en sådan koefficient beregnes på grundlag af forskellige faktorer, såsom bl.a. ansøgerens tidligere erfaringer i institutionen og graden af overensstemmelse mellem ansøgerens kvalifikationer og den omhandlede stilling. Når den mulighed, som sagsøgeren er blevet frataget, ikke kan kvantificeres ved hjælp af en matematisk koefficient, kan det lidte tab imidlertid opgøres efter ret og billighed. Det skal således udledes deraf, at Personaleretten ved bedømmelsen af sagsøgerens lidte tab ud fra en rimelighedsvurdering kan fastsætte den matematiske koefficient, der skal anvendes, som skal afspejle fortabelsen af muligheden.

Ved vurderingen af de økonomiske konsekvenser af en fortabelse af en mulighed skal der først ved hjælp af projektioner foretages en fastlæggelse af den økonomiske fortjeneste, som kunne påregnes af den person, som har fortabt muligheden, hvis denne mulighed var blevet realiseret, dernæst foretages en sammenligning af scenariet med denne persons aktuelle økonomiske situation og endelig foretages en anvendelse af den matematiske koefficient, der afspejler den mulighed, som den pågældende person har mistet, på forskellen mellem økonomiske fortjenester i de to situationer.

Hvad imidlertid angår bedømmelsen af det økonomiske tab, som en sagsøger lider efter afsigelsen af en dom, hvori det fastslås, at denne sagsøger har fortabt en mulighed for at blive ansat og følgelig for at blive forfremmet tidligere, end det var tilfældet, består den mest relevante metode imidlertid i at foretage en forud fastsat vurdering, efter ret og billighed, af tabet, som tager hensyn ikke blot til sagsøgerens aktuelle lønklasse, til de avancement i løntrin, der er fastsat i vedtægten, til den gennemsnitlige tid, som en tjenestemand tilbringer i hver lønklasse, således som det fremgår af bilag I, litra b), til vedtægten, til levetiden for en statsborger i Den Europæiske Union og til den anvendte matematiske koefficient, men ligeledes til den omstændighed, at sagsøgeren ved opfyldelsen af denne dom vil modtage et beløb, som han straks får rådighed over.

(jf. præmis 81, 83-85, 91, 93, 94, 96 og 105)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: Girardot mod Kommissionen, præmis 53, 58 ff., 96 og 119

Den Europæiske Unions Ret: 10. november 2010, sag T-260/09 P, KHIM mod Simões Dos Santos, præmis 104

Personaleretten: 8. maj 2008, sag F-6/07, Suvikas mod Rådet, præmis 141-144; 24. juni 2008, sag F-15/05, Andres m.fl. mod ECB, præmis 132 og den deri nævnte retspraksis

4.      En fællesskabsinstitutions nægtelse af at opfylde en afgørelse truffet af en retsinstans i Unionen udgør et indgreb i den tillid, som enhver borger må have til Unionens retssystem, som navnlig er baseret på, at afgørelser, som træffes af Unionens retsinstanser, efterleves. På denne baggrund og uanset hvilken økonomisk skade, der eventuelt måtte være lidt som følge af den manglende opfyldelse af dommen, medfører en delvis opfyldelse af dommen i sig selv en ikke-økonomisk skade for sagsøgeren.

(jf. præmis 107)

Henvisning til:

Retten: 12. december 2000, sag T-11/00, Hautem mod EIB, præmis 51