Language of document :

Appel iværksat den 18. februar 2019 af Vans, Inc. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 6. december 2018 i sag T-817/16, Vans, Inc. mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

(Sag C-123/19 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Vans, Inc. (ved Rechtsanwälte M. Hirsch og M. Metzner)

De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og Deichmann SE

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Niende Afdeling) den 6. december 2018 i sag T-817/16 og afgørelse truffet af Fjerde Appelkammer den 21. september 2016 i sag R 2030/2015-4 ophæves, og indsigelsen forkastes i sin helhed

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Retten har med urette lagt til grund, at intervenienten havde underbygget det ældre varemærke på tilstrækkelig måde; Retten har navnlig fortolket begrebet »tilsvarende dokument« som omhandlet i regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning (EF) nr. 2868/95 1 (nu artikel 7, stk. 2, litra a), nr. ii), i den delegerede forordning (EU) 2018/623 2 for bredt.

I modsætning til Rettens opfattelse er et uddrag fra databasen TMView ikke et »tilsvarende dokument« som omhandlet i regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 2868/95; dette fremgår for det første af bestemmelsens klare ordlyd, som med hensyn til tilladte tilsvarende dokumenter henviser til dokumentets art og ikke dets oprindelse, og for det andet af hensigten med bestemmelsen.

På grund af databasens kendetegn kan et uddrag fra databasen TMView ikke udgøre et bevis, der underbygger [indsigelsen]

Indsigelsen burde derfor være blevet forkastet, allerede fordi det ikke var blevet godtgjort, at den ældre ret var underbygget.

Retten lagde derudover fejlagtigt til grund, at der var en risiko for forveksling mellem de omtvistede tegn; navnlig havde Retten ganske vist fastslået bestående forskelle mellem tegnene, men ved undersøgelsen ikke længere taget hensyn til den visuelle lighed mellem tegnene, men derimod alene overordnet og uden yderligere begrundelse fastslået, at der forelå en gennemsnitlig visuel lighed mellem tegnene.

____________

1     Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13.12.1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (EFT 1995, L 303, s. 1).

2     Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5.3.2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430 (EUT 2018, L 104, s. 1).