PERSONALERETTENS DOM
(Tredje Afdeling)
14. september 2011
Sag F-12/09
A
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag – tjenestemænd – erhvervssygdom – forhold mellem procedurerne i vedtægtens artikel 73 og 78 – foreløbig erstatning – godtgørelse af udgifter til lægebehandling – adgang til personlig aktmappe«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved A i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 28. april 2008, hvorved ansættelsesmyndigheden afviste at udtale sig om »gennemførelsen« for A’s vedkommende af vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra b), om annullation af afgørelsen af 29. maj 2008, hvorved ansættelsesmyndigheden afslog at fremsende et vist antal dokumenter, der indgår eller er bestemt til at indgå i A’s lægejournal, til A, om annullation af afgørelserne af 29. maj 2009 og af 14. juli 2008 om afslag på at refundere visse rejseomkostninger, og om erstatning for den skade, som A havde lidt som følge af de forskellige fejl, han kritiserede Kommissionen for at have begået i forbindelse med gennemførelsen af proceduren til anerkendelse af hans sygdom som en erhvervssygdom.
Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. A. betaler sagens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – invaliditet – erstatning – ret til udbetaling – betingelser – konsolidering af samtlige læsioner
(Tjenestemandsvedtægten, art. 73, stk. 2; ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber, art. 19, stk. 3 og 4)
2. Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – klager, der støttes på samme anbringender, men som er forskellige i retlig henseende – lovlighed
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
3. Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – uarbejdsdygtig – vedvarende invaliditet på 100% – forskellige begreber
(Tjenestemandsvedtægten, art. 73 og 78)
4. Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – fastsættelse af sygdommens erhvervsmæssige oprindelse – fremgangsmåde – tjenestemandens adgang til dokumenter i sin lægejournal – indirekte adgang
(Tjenestemandsvedtægten, art. 26 og 73; ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme, art. 17)
5. Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – godtgørelse af udgifter
(Tjenestemandsvedtægten, art. 72 og art. 73, stk. 3; ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme, art. 9)
1. I henhold til artikel 19, stk. 3, i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd træffes afgørelsen om fastsættelse af den forsikredes invaliditetsgrad efter læsionernes konsolidering. Der kan således først træffes afgørelse om retten til udbetaling af erstatning for vedvarende, total invaliditet og vedvarende, delvis invaliditet, der er nævnt i henholdsvis vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra b) og c), efter læsionernes konsolidering.
Dækningsordningens artikel 19, stk. 4, fastsætter imidlertid, at ved anerkendelse af en erhvervssygdom tilkender ansættelsesmyndigheden en foreløbig erstatning svarende til den ikke omtvistede del af graden af vedvarende invaliditet, idet nævnte erstatning modregnes i de endelige ydelser. Selv om dækningsordningens artikel 19, stk. 4, ikke udtrykkeligt præciserer det, følger det af en systematisk fortolkning af denne bestemmelse, at den må anses for at finde anvendelse ved anerkendelsen af en erhvervssygdom, men hvor følgesygdommene endnu ikke er konsolideret. Bestemmelsen i dækningsordningens artikel 19, stk. 4, følger således umiddelbart efter bestemmelsen i dækningsordningens artikel 19, stk. 3, hvorefter afgørelsen om fastsættelsen af den forsikredes invaliditetsgrad træffes efter læsionernes konsolidering.
Det følger af disse bestemmelser, at når administrationen har anerkendt den erhvervsmæssige oprindelse af den forsikredes sygdom, varierer forpligtelserne alt efter, om denne sygdom er konsolideret eller ej. I det første tilfælde er myndigheden forpligtet til at fastsætte den forsikredes fysiske eller psykiske skade. Denne forpligtelse berører ikke den afgørelse, som myndigheden skal træffe herom, for så vidt som det er muligt, at en forsikret er ramt af en erhvervssygdom uden at have pådraget sig en sådan skade. I det andet tilfælde er administrationen forpligtet til at undersøge, om den forsikrede har den ikke omtvistede del af vedvarende invaliditet, der giver ham ret til udebetalingen af en foreløbig erstatning. Heller ikke på dette punkt berører den forpligtelse, der påhviler administrationen, den afgørelse, som den skal træffe herom, eftersom det ikke er udelukket, at en sådan undersøgelse fører til, at det kan fastslås, at der ikke foreligger den del af vedvarende invaliditet, der allerede er fastslået.
Når administrationen således har anerkendt den erhvervsmæssige oprindelse af den forsikredes sygdom, er den forpligtet til at tage stilling til de økonomiske rettigheder, der er fastsat i vedtægtens artikel 73, stk. 2, og dækningsordningens artikel 19, stk. 4. Myndigheden udnytter ikke sin kompetence i henhold til vedtægtens artikel 73, stk. 2, og dækningsordningen, såfremt den – ved forelæggelsen af en anmodning fra en forsikret om anerkendelse af dennes sygdoms erhvervsmæssige oprindelse – blot foretager en sådan anerkendelse uden at drage eventuelle økonomiske konsekvenser heraf.
(jf. præmis 99-102)
Henvisning til:
Personaleretten: 17. februar 2011, sag F-119/07, Strack mod Kommissionen, præmis 89
2. En tjenestemand har mulighed for at fremsætte det samme anbringende og det samme argument samt mulighed for at påberåbe sig de samme faktiske omstændigheder til støtte for forskellige klager, der adskiller sig fra hinanden i retlig henseende.
(jf. præmis 136)
Henvisning til:
Personaleretten: 13. januar 2010, forenede sager F-124/05 og F-96/06, A og G mod Kommissionen, præmis 205
3. Der er grundlæggende forskel på den vedvarende invaliditet, der er omhandlet i vedtægtens artikel 78, og som er et begreb, der svarer til uarbejdsdygtighed, der begrunder tildeling af en erstatningsindkomst i form af en invaliditetsydelse, og den vedvarende invaliditet, der er omhandlet i vedtægtens artikel 73, og som svarer til fysisk eller psykisk skade, uden at der nødvendigvis er tale om uarbejdsdygtighed og således udbetaling af en erstatningsindkomst. At være totalt uarbejdsdygtig – som omhandlet i vedtægtens artikel 78 – og at være ramt af en vedvarende invaliditet på 100% i henhold til vedtægtens artikel 73 er følgelig to fuldstændig forskellige ting. Hvis en total invaliditet som omhandlet i den nævnte artikel 73 således generelt medfører en total uarbejdsdygtighed, er det modsatte ikke nødvendigvis tilfældet, da en tjenestemand kan være totalt uarbejdsdygtig som omhandlet i den nævnte artikel 78 og samtidig kun være ramt af vedvarende, delvis invaliditet, der er meget begrænset, som omhandlet i den nævnte artikel 73.
(jf. præmis 149 og 150)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 27. juni 2000, sag T-47/97, Plug mod Kommissionen, præmis 73 og 74
4. Det fremgår af vedtægtens artikel 26, at der vedrørende hver tjenestemand skal oprettes en personlig aktmappe, der omfatter samtlige dokumenter, der vedrører hans tjenesteforhold, samt enhver bedømmelse af hans kvalifikationer, indsats eller adfærd og endvidere tjenestemandens bemærkninger til disse dokumenter. Institutionen kan ikke mod en tjenestemand påberåbe sig eller gøre sådanne dokumenter gældende, medmindre tjenestemanden er blevet gjort bekendt med dem, før de blev indsat i akterne. Disse bestemmelser har til formål at sikre tjenestemandens ret til forsvar.
For så vidt angår adgangen til dokumenter af lægeligt indhold under en sag om anerkendelse af en erhvervssygdom er der ved ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd fastsat en særlig fremgangsmåde, der dels omfatter oversendelse til den af tjenestemanden valgte læge af hele den lægeerklæring, der ligger til grund for den afgørelse, som ansættelsesmyndigheden forventer at træffe, dels forelæggelse af sagen for et lægeudvalg, som den af tjenestemanden udpegede læge er medlem af. Det er nemlig til værn for tjenestemandens rettigheder nødvendigt, at der gives ham adgang til de dokumenter med lægeligt indhold, der vedrører ham. Denne ret til aktindsigt, der hermed gives til tjenestemanden, skal imidlertid forenes med iagttagelsen af den lægelige tavshedspligt, som tvinger enhver læge til at vurdere, om det er forsvarligt at meddele de mennesker, som han behandler eller undersøger, arten af deres eventuelle sygdomme. Idet dækningsordningen giver indirekte adgang til dokumenter med lægeligt indhold, nemlig via den læge, som tjenestemanden selv har udpeget, forener den tjenestemandens rettigheder med hensynet til den lægelige tavshedspligt.
Det er nødvendigt til værn for tjenestemandens rettigheder, at der gives ham adgang til ikke blot dokumenter med lægeligt indhold, men også konstateringer vedrørende de faktiske omstændigheder, som den påtænkte afgørelse, der skal træffes, bygger på. Dokumenter, der vedrører de faktiske omstændigheder i forbindelse med en arbejdsulykke, og som kan være relevante under en sag om anerkendelse af en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom i dækningsordningens forstand, må ligeledes betragtes som havende lægeligt indhold.
Den omstændighed, at visse dokumenter må betragtes som havende lægeligt indhold, udelukker desuden ikke, at sådanne dokumenter efter omstændighederne kan vedrøre tjenestemandens tjenesteforhold. I så fald skal disse dokumenter findes i den personlige aktmappe.
Det følger heraf, dels at dokumenterne i den aktmappe, som den af institutionen udpegede læge eller lægeudvalget har anvendt til at bedømme, om en sygdom er af erhvervsmæssig oprindelse, har lægeligt indhold og derfor kun kan konsulteres indirekte via den af tjenestemanden udpegede læge, dels at administrative oplysninger, som fremgår af denne aktmappe, og som kan vedrøre tjenestemandens tjenesteforhold, også skal findes i den personlige aktmappe, tjenestemanden kan gennemse direkte i henhold til vedtægtens artikel 26. Alle de dokumenter, som den af institutionen udpegede læge eller lægeudvalget er blevet forelagt, er derfor omfattet af dækningsordningen. Det er kun påkrævet, at visse af disse dokumenter indsættes i tjenestemandens personlige aktmappe, samt at han får mulighed for at gøre sig bekendt med dem, såfremt den administration, tjenestemanden er tilknyttet, har anvendt disse dokumenter til at bedømme eller ændre hans tjenesteforhold.
(jf. præmis 189-195)
Henvisning til:
Domstolen: 28. juni 1972, sag 88/71, Brasseur mod Parlamentet, præmis 11; 7. oktober 1987, sag 140/86, Strack mod Kommissionen, præmis 7 og 9-13; 1. oktober 1991, sag C-283/90 P, Vidrányi mod Kommissionen, præmis 20-22, 24 og 25
Retten i Første Instans: 12. juli 1990, sag T-154/89, Vidrányi mod Kommissionen, 33 og 36; 3. marts 2004, sag T-48/01,Vainker mod Parlamentet, præmis 136 og 137
5. Mens det af vedtægtens artikel 73, stk. 3, andet afsnit, fremgår, at udgifter som følge af en erhvervssygdom kun godtgøres i det omfang, de overskrider de ydelser, tjenestemanden modtager i henhold til bestemmelserne i vedtægtens artikel 72, fremgår det af artikel 9, stk. 1, tredje afsnit, i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd, at udgifter, der er afholdt som følge af en ulykke, godtgøres, idet en del heraf dækkes under den sygeforsikringsordning, der er nævnt i vedtægtens artikel 72, på de deri fastsatte betingelser.
Følgelig skal såvel vedtægtens artikel 73, stk. 3, som artikel 9, stk. 1, tredje afsnit, i ordningen vedrørende risikodækning fortolkes således, at disse bestemmelser indebærer, at der kun kan ydes en supplerende godtgørelse for de udgifter, der er afholdt til ydelser, der er omfattet af vedtægtens artikel 72, i det omfang de overskrider de ydelser, der dækkes af sygeforsikringsordningen. Ulykkesforsikringsordningen udgør et supplement og foreskriver således ikke, at der skal ydes godtgørelse for udgifter, der er afholdt til ydelser, som ikke er dækket af sygeforsikringen, og som derfor ikke er blevet godtgjort gennem sygeforsikringsordningen.
(jf. præmis 206 og 207)
Henvisning til:
Personaleretten: 1. december 2010, sag F-89/09, Gagalis mod Rådet, præmis 42