DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
25. juli 2018 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel hasteprocedure – politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager – europæisk arrestordre – rammeafgørelse 2002/584/RIA – artikel 1, stk. 3 – procedurer for overgivelse mellem medlemsstaterne – betingelser for fuldbyrdelse – grunde til at afslå fuldbyrdelse – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 4 – forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling – forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat – omfanget af den prøvelse, som de fuldbyrdende judicielle myndigheder foretager – den omstændighed, at der foreligger retsmidler i den udstedende medlemsstat – garanti givet af denne medlemsstats myndigheder«
I sag C-220/18 PPU,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen (den regionale appeldomstol i Bremen, Tyskland) ved afgørelse af 27. marts 2018, indgået til Domstolen den samme dag, i en sag om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt mod
ML
procesdeltager:
Generalstaatsanwaltschaft Bremen,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, R. Silva de Lapuerta, og dommerne J.-C. Bonichot, A. Arabadjiev, S. Rodin og E. Regan (refererende dommer),
generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,
justitssekretær: fuldmægtig K. Malacek,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. juni 2018,
efter at der er afgivet indlæg af:
– ML ved Rechtsanwalt A. Jung,
– Generalstaatsanwaltschaft Bremen ved Oberstaatsanwalt M. Glasbrenner,
– den tyske regering ved T. Henze og M. Hellmann, som befuldmægtigede,
– den belgiske regering ved C. Van Lul, C. Pochet og A. Honhon, som befuldmægtigede,
– den danske regering ved M. Søndahl Wolff, som befuldmægtiget,
– Irland ved G. Mullan, BL,
– den spanske regering ved M. Sampol Pucurull, som befuldmægtiget,
– den ungarske regering ved M.Z. Fehér, G. Tornyai og M. Tátrai, som befuldmægtigede,
– den nederlandske regering ved J. Langer, som befuldmægtiget,
– den rumænske regering ved E. Gane og C.-M. Florescu, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved R. Troosters og S. Grünheid, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 4. juli 2018,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og af artikel 1, stk. 3, artikel 5 og artikel 6, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelsen«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen i Tyskland af en europæisk arrestordre udstedt den 31. oktober 2017 af Nyíregyházi Járásbíróság (distriktsdomstolen i Nyíregyháza, Ungarn) mod ML med henblik på fuldbyrdelsen af en frihedsstraf i Ungarn.
Retsforskrifter
EU-retten
Chartret
3 Chartrets artikel 4 med overskriften »Forbud mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf« er sålydende:
»Ingen må underkastes tortur, ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.«
4 Det fremgår af forklaringer til chartret om grundlæggende rettigheder (EUT 2007, C 303, s. 17), at »[d]en ret, der fastlægges i [chartrets] artikel 4, svarer til den ret, der er sikret igennem artikel 3 i [den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«)], hvis affattelse er identisk[…]. I henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, har den samme betydning og omfang som denne artikel«.
5 Chartrets artikel 47, der har overskriften »Adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol«, bestemmer:
»Enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel.
[…]«
6 Chartrets artikel 51 med overskriften »Anvendelsesområde« fastsætter følgende i stk. 1:
»Bestemmelserne i dette charter er rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer under iagttagelse af nærhedsprincippet samt til medlemsstaterne, dog kun når de gennemfører EU-retten. […]«
7 Chartrets artikel 52, som har overskriften »Rækkevidde og fortolkning af rettigheder og principper«, bestemmer følgende i stk. 3:
»I det omfang dette charter indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved [EMRK], har de samme betydning og omfang som i konventionen. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse.«
Rammeafgørelsen
8 Femte til syvende betragtning til rammeafgørelsen har følgende ordlyd:
»(5) […] [I]ndførelsen af en ny forenklet ordning for overgivelse af dømte eller mistænkte personer med henblik på straffuldbyrdelse eller retsforfølgning [vil] gøre det muligt at mindske den kompleksitet og den risiko for forsinkelser, der er en følge af de nuværende udleveringsprocedurer. […]
(6) Den europæiske arrestordre, som denne rammeafgørelse omhandler, er den første udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse, som Det Europæiske Råd har udråbt til en »hjørnesten« i det retlige samarbejde.
(7) Da målet at erstatte det multilaterale udleveringssystem, der bygger på den europæiske udleveringskonvention af 13. december 1957, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne, hvis de handler enkeltvis, og derfor bedre kan gennemføres på EU-plan, kan Rådet træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 2 [EU] og artikel 5 [EF]. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. sidstnævnte artikel, er denne rammeafgørelse ikke mere vidtgående end, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.«
9 Rammeafgørelsens artikel 1 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« fastsætter:
»1. Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.
2. Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.
3. Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [EU].«
10 Rammeafgørelsens artikel 3, 4 og 4a opregner de obligatoriske og fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre. Særligt fremgår det af rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, »hvis den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, og den eftersøgte opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen eller den anden frihedsberøvende foranstaltning i henhold til sin nationale lovgivning«.
11 Rammeafgørelsens artikel 5, der har overskriften »Garantier, som den udstedende medlemsstat skal give i særlige tilfælde«, har følgende ordlyd:
»Den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning kan indeholde bestemmelser om, at dens fuldbyrdende judicielle myndighed kun må fuldbyrde en europæisk arrestordre på følgende betingelser:
[…]
2) [H]vis den lovovertrædelse, der ligger til grund for udstedelsen af den europæiske arrestordre, kan straffes med livsvarig fængselsstraf eller med en anden livsvarig frihedsberøvende foranstaltning, kan fuldbyrdelsen af denne arrestordre gøres betinget af, at den udstedende medlemsstat i sin lovgivning har bestemmelser om, at den idømte straf – enten på anmodning eller senest efter 20 år – kan tages op til fornyet prøvelse, eller om anvendelse af lempeligere foranstaltninger, som den pågældende er berettiget til i henhold til den udstedende medlemsstats lovgivning og praksis, med det formål ikke at fuldbyrde en sådan straf eller anden frihedsberøvende foranstaltning.
3) [H]vis en europæisk arrestordre er udstedt med henblik på retsforfølgning, og den person, der er omfattet af arrestordren, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, kan overgivelsen gøres betinget af, at den pågældende, efter at være blevet hørt, overføres til den fuldbyrdende medlemsstat for dér at afsone den straf eller den anden frihedsberøvende foranstaltning, han er blevet idømt i den udstedende medlemsstat.«
12 Rammeafgørelsens artikel 6, som har overskriften »Fastlæggelse af kompetente judicielle myndigheder«, fastsætter følgende i stk. 1:
»Den udstedende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre.«
13 Rammeafgørelsens artikel 7 med overskriften »Anvendelse af den centrale myndighed« bestemmer følgende i stk. 1:
»Hver medlemsstat kan udpege en central myndighed eller, hvis det er foreskrevet i dens retssystem, flere centrale myndigheder til at bistå de kompetente judicielle myndigheder.«
14 Rammeafgørelsens artikel 15, der har overskriften »Afgørelse om overgivelse«, er sålydende:
»1. Den fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om overgivelse af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse.
2. Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, den udstedende medlemsstat har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om overgivelsen, anmoder den om straks at få de nødvendige supplerende oplysninger, navnlig i forbindelse med artikel 3-5 og 8, og kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelsen af disse oplysninger under hensyn til nødvendigheden af at overholde fristerne i artikel 17.
3. Den udstedende judicielle myndighed kan til enhver tid fremsende supplerende nyttige oplysninger til den fuldbyrdende judicielle myndighed.«
15 Rammeafgørelsens artikel 17 med overskriften »Frister og procedurer i forbindelse med afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre« bestemmer:
»1. En europæisk arrestordre behandles og fuldbyrdes som hastesag.
2. I de tilfælde, hvor den eftersøgte giver sit samtykke til overgivelse, bør der træffes endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre senest ti dage efter, at dette samtykke er givet.
3. I andre tilfælde bør der træffes endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre senest 60 dage efter anholdelsen af den eftersøgte.
4. I konkrete tilfælde, hvor den europæiske arrestordre ikke kan fuldbyrdes inden for de i stk. 2 og 3 fastsatte frister, underretter den fuldbyrdende judicielle myndighed straks den udstedende judicielle myndighed herom og om grundene hertil. I så fald kan fristerne forlænges med yderligere 30 dage.
5. Så længe den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke har truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, skal den sikre sig, at de materielle betingelser for overgivelse fortsat er opfyldt.
[…]
7. Hvis en medlemsstat undtagelsesvis ikke kan overholde de frister, der er fastsat i denne artikel, underretter den Eurojust og angiver grundene til forsinkelsen. Desuden underretter en medlemsstat, der har været udsat for en anden medlemsstats gentagne forsinkelser i fuldbyrdelsen af en arrestordre, Rådet herom med henblik på en vurdering af gennemførelsen af denne rammeafgørelse i medlemsstaterne.«
Tysk ret
16 Rammeafgørelsen er blevet gennemført i tysk ret ved §§ 78-83k i Gesetz über die internationale Rechtshilfe in Strafsachen (lov om international retshjælp i straffesager) af 23. december 1982, som ændret ved Europäisches Haftbefehlsgesetz (lov om den europæiske arrestordre) af 20. juli 2006 (BGBl. 2006 I, s. 1721) (herefter »IRG«).
17 I henhold til IRG’s § 29, stk. 1, træffer Oberlandesgericht (regional appeldomstol, Tyskland) på anmodning fra anklagemyndigheden afgørelse om, hvorvidt udleveringen er lovlig, når den tiltalte ikke har givet sit samtykke til udleveringen. Afgørelsen træffes ved kendelse i overensstemmelse med IRG’s § 32.
18 IRG’s § 73 lyder:
»Foreligger der ingen anmodning herom, er gensidig retshjælp og videregivelse af oplysninger ulovlig, såfremt de er i strid med væsentlige principper i den tyske retsorden. Foreligger der en anmodning i medfør af ottende, niende eller tiende del, er gensidig retshjælp ulovlig, såfremt den er i strid med principperne i artikel 6 TEU.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
19 Den 2. august 2017 udstedte Nyíregyházi Járásbíróság (distriktsdomstolen i Nyíregyháza, Ungarn) en europæisk arrestordre mod ML, der er ungarsk statsborger, med henblik på retsforfølgning for vold, hærværk, mindre tilfælde af svig og røveri, som blev begået i Nyíregyháza (Ungarn) i perioden mellem februar 2016 og juli 2016.
20 Den 16. august 2017 fremsendte det ungarske justitsministerium denne europæiske arrestordre til Generalstaatsanwaltschaft Bremen (anklagemyndigheden i Bremen, Tyskland).
21 Ved dom af 14. september 2017 afsagt in absentia af Nyíregyházi Járásbíróság (distriktsdomstolen i Nyíregyháza) blev ML idømt en frihedsstraf på et år og otte måneder.
22 Som svar på en anmodning fra anklagemyndigheden i Bremen meddelte det ungarske justitsministerium ved skrivelse af 20. september 2017 sidstnævnte, at ML, såfremt han bliver overgivet, først vil blive frihedsberøvet i frihedsberøvelsescentret i Budapest (Ungarn) under hele overgivelsesproceduren og dernæst i det regionale frihedsberøvelsescenter i Szombathely (Ungarn). Det nævnte ministerium gav desuden en garanti for, at ML ikke vil blive underkastet nogen umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4 som følge af den påtænkte frihedsberøvelse i Ungarn. Ministeriet tilføjede, at denne garanti også kan gives for det tilfælde, at ML bliver overført til et andet frihedsberøvelsescenter.
23 Den 31. oktober 2017 udstedte Nyíregyházi Járásbíróság (distriktsdomstolen i Nyíregyháza, Ungarn) en ny europæisk arrestordre mod ML med henblik denne gang på fuldbyrdelse af den frihedsstraf, som han var blevet idømt af denne ret den 14. september 2017.
24 Den 23. november 2017 traf Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen (den regionale ret i første instans i Bremen, Tyskland) afgørelse om, at ML skulle frihedsberøves under afventning af udlevering med henblik på fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre, som var blevet udstedt den 2. august 2017. Siden den dag har ML været frihedsberøvet i fængslet i Bremen-Oslebshausen (Tyskland).
25 Den 12. december 2017 traf Amtsgericht Bremen (distriktsdomstolen i Bremen, Tyskland) afgørelse om, at ML skulle frihedsberøves i henhold til den europæiske arrestordre, der var blevet udstedt den 31. oktober 2017, under afventning af en eventuel overgivelse af ham til de ungarske myndigheder. ML gav ikke samtykke til overgivelsen.
26 Ved kendelse af 19. december 2017 opretholdt Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen (nu som den regionale appeldomstol i Bremen) frihedsberøvelsen af ML under afventning af udlevering på grundlag af denne arrestordre. Med henblik på bedømmelsen af, om overgivelsen er lovlig i lyset af forholdene under frihedsberøvelse i de ungarske fængsler, fandt den nævnte ret det imidlertid nødvendigt at indsamle supplerende oplysninger.
27 I sin kendelse af 9. januar 2018 bemærkede den nævnte ret i denne henseende, at fuldbyrdelsen af ML’s straf i frihedsberøvelsescentret i Szombathely ikke kan give anledning til indsigelser ifølge de oplysninger, som retten rådede over. Eftersom det ungarske justitsministerium imidlertid i sin skrivelse af 20. september 2017 havde anført muligheden for en overførsel til andre frihedsberøvelsescentre, fandt den nævnte ret det nødvendigt at tilstille ministeriet en anmodning om oplysninger, der indeholdt 78 spørgsmål om de forhold, under hvilke personer bliver frihedsberøvet i frihedsberøvelsescentret i Budapest og i andre frihedsberøvelsescentre, som ML kan blive overført til.
28 Den 10. januar 2018 fremsendte anklagemyndigheden i Bremen denne anmodning til det ungarske justitsministerium.
29 Som svar på denne anmodning anførte ministeriet den 12. januar 2018, at den nationale lovgiver ved lov nr. CX, der blev vedtaget den 25. oktober 2016, og hvorved bl.a. artikel 144/B, stk. 1, i lov nr. CCXL af 2013 om fuldbyrdelse af straffedomme og ‑foranstaltninger, visse tvangsforanstaltninger og administrativ frihedsberøvelse (herefter »lov af 2016«) blev ændret, har indført dels retsmidler, der gør det muligt for frihedsberøvede personer at anfægte lovligheden af deres forhold under frihedsberøvelse, dels en ny fremgangsmåde i forbindelse med frihedsberøvelse, der benævnes »reintegration«. Inden for rammerne af denne kan de frihedsberøvede personer, der endnu ikke har afsonet hele deres frihedsstraf, få deres frihedsberøvelse konverteret til husarrest. Det ungarske justitsministerium tilføjede ligeledes, at oprettelsen efter 2015 af over 1 000 nye fængselspladser havde bidraget til at nedbringe overbelægningen af fængslerne.
30 Ved e-mail af 1. februar 2018 fremsendt til anklagemyndigheden i Bremen anførte en ansat i det ungarske justitsministerium, at ML, medmindre andet talte herfor, ville blive frihedsberøvet i Budapest i en til tre uger for at blive omfattet af en række uspecificerede foranstaltninger med henblik på gennemførelsen af overgivelsesproceduren.
31 Ved kendelse af 12. februar 2018 anmodede Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen (den regionale appeldomstol i Bremen) de ungarske myndigheder om inden den 28. februar 2018 at give den oplysninger om de forhold, som personer bliver frihedsberøvet under dels i fængslet i Budapest, dels i de øvrige fængsler, hvortil ML kan blive overført. Den ønskede ligeledes at få kendskab til de elementer, på grundlag af hvilke det ville være muligt for den at efterprøve de forhold, som personer bliver frihedsberøvet under dér.
32 Den 15. februar 2018 fremsendte anklagemyndigheden i Bremen denne anmodning til de ungarske myndigheder.
33 Den 27. marts 2018 gav det ungarske justitsministerium i samråd med generaldirektoratet for straffuldbyrdelse på ny en garanti for, at ML under sin frihedsberøvelse i Ungarn ikke vil blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4, uanset hvilket frihedsberøvelsescenter han vil blive indsat i.
34 I sin forelæggelsesafgørelse har Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen (den regionale appeldomstol i Bremen) konstateret, at ML ikke har en beskyttelsesværdig interesse, der begrunder, at hans straf skal fuldbyrdes i Tyskland. Eftersom ML ikke behersker tysk, og hans partner hverken har arbejde eller ret til sociale ydelser i denne medlemsstat, vil han nemlig ikke øge sine chancer for resocialisering ved at afsone sin straf i Tyskland. ML skal derfor principielt overgives til Ungarn.
35 Den nævnte ret er imidlertid af den opfattelse, at den, inden den træffer en endelig afgørelse i denne henseende, er forpligtet til at efterprøve, om de oplysninger, som de ungarske myndigheder har fremsendt som svar på dens anmodninger om oplysninger, er tilstrækkelige til, at det inden for rammerne af anvendelsen af IRG’s § 73 og under hensyntagen til fortolkningen af rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, artikel 5 og artikel 6, stk. 1, samt chartrets artikel 4 kan afvises, at der foreligger en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling.
36 Med henblik herpå ønsker den forelæggende ret for det første oplysninger om omfanget af den prøvelse, som den skal foretage, henset til den omstændighed, at der nu i Ungarn findes retsmidler, der gør det muligt for frihedsberøvede personer at anfægte deres forhold under frihedsberøvelse i lyset af de grundlæggende rettigheder. Særligt ønsker den nævnte ret oplyst, om disse retsmidler gør det muligt at udelukke enhver reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, når der – således som det bl.a. fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 10. marts 2015, Varga m.fl. mod Ungarn (CE:ECHR:2015:0310JUD001409712, §§ 79-92) – er beviser for, at der foreligger systemiske eller generelle mangler for så vidt angår forholdene under frihedsberøvelse i Ungarn. I denne henseende ønsker den nævnte ret oplyst, hvilken indvirkning det har, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for nylig i sin dom af 14. november 2017, Domján mod Ungarn (CE:ECHR:2017:1114DEC000543317, § 22), fastslog, at det ikke var blevet godtgjort, at de nævnte retsmidler ikke ville frembyde realistiske perspektiver for forbedring af de uegnede forhold, under hvilke personer bliver frihedsberøvet, med henblik på at opfylde kravene i EMRK’s artikel 3.
37 For det tilfælde, at disse retsmidler ikke er af en sådan art, at de kan forhindre risikoen for, at en frihedsberøvet person underkastes umenneskelig eller nedværdigende behandling som følge af forholdene under frihedsberøvelsen, ønsker den forelæggende ret i lyset af de oplysninger og garantier, som den har modtaget fra de ungarske myndigheder, for det andet oplysninger om rækkevidden af sin eventuelle forpligtelse til at efterprøve vilkårene og forholdene under frihedsberøvelse i samtlige fængsler, hvor ML kan blive frihedsberøvet.
38 I denne henseende ønsker den forelæggende ret indledningsvis oplyst, om prøvelsen af forholdene under frihedsberøvelse skal vedrøre samtlige fængsler, hvor ML kan blive frihedsberøvet, herunder bl.a. dem, der bliver anvendt i en overgangsperiode eller midlertidigt, eller om denne prøvelse kan indskrænkes til de fængsler, hvor det ifølge oplysningerne fra den udstedende medlemsstats myndigheder er sandsynligt, at ML hovedsageligt vil blive frihedsberøvet. Mens den nævnte ret kan udelukke enhver risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling i frihedsberøvelsescentret i Szombathely, er de oplysninger, som de ungarske myndigheder har fremsendt, således ikke tilstrækkelige til at konstatere det samme for så vidt angår frihedsberøvelsescentret i Budapest og de øvrige frihedsberøvelsescentre, som de nævnte myndigheder har forbeholdt sig muligheden for senere at kunne overføre ML til. Den nævnte ret har desuden rejst spørgsmål om omfanget af og kriterierne for den prøvelse, der skal foretages i denne henseende. Særligt ønsker den oplyst, om den er forpligtet til at tage hensyn til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, således som denne følger af dennes dom af 20. oktober 2016, Muršić mod Kroatien (CE:ECHR:2016:1020JUD000733413).
39 For det tilfælde, at de fuldbyrdende judicielle myndigheder skal undersøge samtlige fængsler, hvor ML kan frihedsberøves, ønsker den forelæggende ret desuden indledningsvis oplyst, om den kan nøjes med generelle erklæringer fra de ungarske myndigheder, hvorefter ML ikke vil løbe en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, eller om den kan undergive overgivelsen af ML den ene betingelse, at han ikke vil blive udsat for en sådan behandling. Hvis dette ikke er tilfældet, ønsker den nævnte ret for det første oplyst, hvilken betydning den skal tillægge den omstændighed, at de ungarske myndigheder har anført, at frihedsberøvelsen af ML i en overgangsperiode ikke vil vare mere end en til tre uger, når dette er blevet angivet under forbehold af, at »andet ikke taler herfor«. For det andet ønsker den oplyst, om den kan tage hensyn til oplysningerne, uden at det er muligt at fastlægge, om de hidrører fra den udstedende judicielle myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, eller fra en central myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 7, stk. 1, der har handlet på anmodning fra den nævnte udstedende judicielle myndighed.
40 På denne baggrund har Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen (den regionale appeldomstol i Bremen) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Hvilken betydning har det ved fortolkningen af [rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, artikel 5, og artikel 6, stk. 1, sammenholdt med det i chartrets artikel 4 fastsatte forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling], når indsatte i den udstedende medlemsstat har mulighed for at anvende retsmidler vedrørende deres forhold under frihedsberøvelsen?
a) Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed har dokumentation for, at forholdene under frihedsberøvelsen i den udstedende medlemsstat udviser reelle mangler, der er systemiske eller generelle, eller som berører visse persongrupper eller visse centre for frihedsberøvede, skal det da under hensyntagen til de ovennævnte bestemmelser udelukkes, at der består en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling i tilfælde af, at den eftersøgte person udleveres, som er til hinder for lovligheden af udleveringen af den pågældende, når der sikres mulighed for anvendelse af sådanne retsmidler, uden at det er nødvendigt at foretage en yderligere prøvelse af de konkrete forhold under frihedsberøvelsen?
b) Er det i denne forbindelse af betydning, når Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med hensyn til denne mulighed for at anvende retsmidler ikke har fundet nogen holdepunkter for, at den ikke giver frihedsberøvede personer realistiske perspektiver med hensyn til forbedring af urimelige forhold under frihedsberøvelsen?
2) Hvis det første spørgsmål besvares med, at eksistensen af frihedsberøvede personers mulighed for at anvende sådanne retsmidler ikke kan udelukke en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling af den eftersøgte person, uden at den fuldbyrdende judicielle myndighed foretager en yderligere prøvelse af de konkrete forhold under frihedsberøvelsen i den udstedende medlemsstat:
a) Skal de ovennævnte bestemmelser da fortolkes således, at den fuldbyrdende judicielle myndigheds prøvelse af forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat skal gælde samtlige fængsler eller øvrige afsoningsinstitutioner, i hvilke den eftersøgte person muligvis kan blive indsat? Gælder dette også for en indsættelse i bestemte fængsler, der kun er midlertidig, eller som kun sker med henblik på overgivelse? Eller kan prøvelsen begrænses til det fængsel, i hvilket den eftersøgte person ifølge oplysningerne fra myndighederne i den udstedende medlemsstat sandsynligvis og for størstedelen af tiden skal indsættes?
b) Kræves der hertil hver gang en omfattende prøvelse af de pågældende forhold under frihedsberøvelsen, der både fastslår arealet af den enkelte indsattes personlige rum og de øvrige forhold under frihedsberøvelsen? Skal Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, som den fremgår af afgørelsen i sagen Muršić mod Kroatien (dom af [2]0.10.2016, nr. 7334/13[, CE:ECHR:2016:1020JUD000733413]), lægges til grund ved vurderingen af de således fastslåede forhold under frihedsberøvelsen?
3) Såfremt det også ifølge besvarelsen af det andet spørgsmål skal bekræftes, at den fuldbyrdende judicielle myndigheds prøvelsesforpligtelse gælder alle de fængsler, [som den pågældende person kan overføres til]:
a) Er den fuldbyrdende judicielle myndigheds prøvelse af forholdene under frihedsberøvelse i hvert enkelt fængsel, der kan komme i betragtning, da ikke nødvendig, hvis der fra den udstedende medlemsstats side gives en generel garanti for, at den eftersøgte person ikke vil blive udsat for nogen risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling?
b) Eller kan den fuldbyrdende judicielle myndighed i stedet for en prøvelse af forholdene under frihedsberøvelse i hvert enkelt fængsel, der kan komme i betragtning, træffe afgørelse om at tillade udleveringen på den betingelse, at den eftersøgte person ikke udsættes for en sådan behandling?
4) Såfremt det også ifølge besvarelsen af det tredje spørgsmål fremgår, at det ikke er tilstrækkeligt at give garantier og stille betingelser, for at den fuldbyrdende judicielle myndigheds prøvelse af forholdene under frihedsberøvelse i hvert enkelt fængsel, [som den pågældende person kan overføres til], ikke er nødvendig:
a) Gælder den fuldbyrdende judicielle myndigheds forpligtelse til at prøve forholdene under frihedsberøvelsen i alle de fængsler, der kan komme i betragtning, da også i tilfælde af, at det fra den udstedende medlemsstats judicielle myndigheds side meddeles, at frihedsberøvelsen af den eftersøgte person ikke vil vare længere end højst tre uger, dette dog med forbehold af omstændigheder, der er til hinder herfor?
b) Gælder forpligtelsen også, hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke kan se, om disse oplysninger er fremsat af den udstedende judicielle myndighed, eller om de stammer fra en af de centrale myndigheder i den udstedende medlemsstat, som har handlet efter en anmodning om bistand fra den udstedende judicielle myndighed?«
Om den præjudicielle hasteprocedure
41 Den forelæggende ret har anmodet om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure, der er fastsat i artikel 107, stk. 1, i Domstolens procesreglement.
42 Til støtte for sin anmodning har den nævnte ret anført, at den berørte person har været frihedsberøvet siden den 23. november 2017 med henblik på fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, der er blevet udstedt af de judicielle myndigheder i Ungarn. Den nævnte ret er desuden af den opfattelse, at såfremt den er forpligtet til at efterprøve forholdene under frihedsberøvelse i de transitfængsler eller øvrige anstalter, som denne person kan overføres til senere, vil den heraf skulle udlede, at den anmodede overgivelse er ulovlig, medmindre den er i stand til at udelukke enhver risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling. Den vil følgelig også være forpligtet til at ophæve afgørelsen om frihedsberøvelse under afventning af udlevering.
43 I denne henseende skal det for det første bemærkes, at nærværende præjudicielle forelæggelse vedrører en fortolkning af rammeafgørelsen, der henhører under de områder, som er omhandlet i afsnit V i EUF-traktatens tredje del vedrørende et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Denne forelæggelse kan følgelig undergives den præjudicielle hasteprocedure.
44 Hvad for det andet angår kriteriet om den hastende karakter skal der i overensstemmelse med Domstolens faste praksis tages hensyn til den omstændighed, at den berørte person på nuværende tidspunkt er frihedsberøvet, og at dennes fortsatte frihedsberøvelse afhænger af løsningen af tvisten i hovedsagen. Situationen for den omhandlede person skal i øvrigt bedømmes ud fra den situation, der forelå på tidspunktet for behandlingen af anmodningen om, at den præjudicielle forelæggelse undergives hasteproceduren (dom af 22.12.2017, Ardic, C-571/17 PPU, EU:C:2017:1026, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).
45 I det foreliggende tilfælde er det for det første ubestridt, at den berørte person var frihedsberøvet på dette tidspunkt, idet den pågældende var tilbageholdt. For det andet fremgår det af den forelæggende rets forklaringer, at den fortsatte frihedsberøvelse af sidstnævnte afhænger af afgørelsen af hovedsagen. Den frihedsberøvelsesforanstaltning, som den pågældende er genstand for, er nemlig blevet anordnet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre udstedt over for ham. Følgelig afhænger den nævnte rets afgørelse vedrørende en eventuel overgivelse af ham til de ungarske myndigheder af Domstolens besvarelse af nærværende præjudicielle spørgsmål.
46 Under disse omstændigheder har Domstolens Første Afdeling den 17. april 2018 efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at efterkomme den forelæggende rets anmodning om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure.
Om de præjudicielle spørgsmål
47 Med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, artikel 5 og artikel 6, stk. 1, skal fortolkes således, at når den fuldbyrdende judicielle myndighed råder over oplysninger, som godtgør, at der foreligger generelle eller systemiske mangler ved forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstats fængsler, kan denne myndighed fastslå, at der ikke foreligger en reel risiko for, at den person, som er omfattet af en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, underkastes umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4, alene med den begrundelse, at denne person i den udstedende medlemsstat har adgang til retsmidler, der gør det muligt for den pågældende at anfægte forholdene under frihedsberøvelsen, og om den nævnte myndighed i benægtende fald da er forpligtet til at efterprøve forholdene under frihedsberøvelse i samtlige fængsler, hvor den nævnte person eventuelt vil blive frihedsberøvet, herunder når frihedsberøvelsen er midlertidig eller foretages i en overgangsperiode, eller kun forholdene under frihedsberøvelse i den af disse anstalter, hvor det ifølge de oplysninger, som den råder over, er sandsynligt, at den pågældende person hovedsageligt vil blive frihedsberøvet. Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om de samme bestemmelser skal fortolkes således, at den fuldbyrdende judicielle myndighed skal efterprøve samtlige forhold under frihedsberøvelse, og om den inden for rammerne af denne prøvelse kan tage hensyn til oplysninger, der er blevet fremlagt af andre myndigheder i den udstedende medlemsstat end den udstedende judicielle myndighed, såsom særligt garantien for, at den pågældende person ikke vil blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4.
Indledende bemærkninger
48 Med henblik på at besvare de forelagte spørgsmål skal det bemærkes, at EU-retten er baseret på den grundlæggende præmis, hvorefter hver medlemsstat som anført i artikel 2 TEU deler en række fælles værdier, som Unionen er bygget på, med samtlige andre medlemsstater og anerkender, at disse deler dem med den. Denne præmis forudsætter og begrunder, at der foreligger en gensidig tillid mellem medlemsstaterne med hensyn til anerkendelsen af disse værdier og dermed under iagttagelse af EU-retten, der gennemfører disse (dom af dags dato, Minister for Justice and Equality (mangler i retssystemet), C-216/18 PPU, ECLI:EU:C:2018:586 præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
49 Både princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne og princippet om gensidig anerkendelse, der selv hviler på den gensidige tillid mellem medlemsstaterne, er af grundlæggende betydning i EU-retten, idet de muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser. Mere specifikt pålægger princippet om gensidig tillid, bl.a. for så vidt angår et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i EU-retten anerkendte grundlæggende rettigheder (dom af dags dato, Minister for Justice and Equality (mangler i retssystemet), C-216/18 PPU, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
50 Når medlemsstaterne gennemfører EU-retten, kan de således i medfør heraf være forpligtet til at lægge til grund, at de øvrige medlemsstater overholder de grundlæggende rettigheder, således at det hverken er muligt for dem at kræve et nationalt beskyttelsesniveau af en anden medlemsstat, der er højere end det ved EU-retten sikrede, eller, undtagen i særlige tilfælde, at kontrollere, om denne anden medlemsstat i et konkret tilfælde rent faktisk har overholdt de i Unionen sikrede grundlæggende rettigheder (dom af dags dato, Minister for Justice and Equality (mangler i retssystemet), C-216/18 PPU, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
51 Det fremgår af sjette betragtning til rammeafgørelsen, at den europæiske arrestordre, som er indført ved denne rammeafgørelse, er den første udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse (dom af dags dato, Minister for Justice and Equality (mangler i retssystemet), C-216/18 PPU, præmis 38).
52 Rammeafgørelsen har, således som det navnlig fremgår af dens artikel 1, stk. 1 og 2, sammenholdt med femte og syvende betragtning hertil, til formål at erstatte det multilaterale udleveringssystem, baseret på den europæiske udleveringskonvention af 13. december 1957, med en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder af dømte eller mistænkte personer med henblik på straffuldbyrdelse eller retsforfølgning, og denne ordning bygger på princippet om gensidig anerkendelse (dom af dags dato, Minister for Justice and Equality (mangler i retssystemet), C-216/18 PPU, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
53 Rammeafgørelsen tilsigter således med indførelsen af en ny forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for overtrædelse af straffeloven, at fremme og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne (dom af dags dato, Minister for Justice and Equality (mangler i retssystemet), C-216/18 PPU, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
54 På det af rammeafgørelsen regulerede område er princippet om gensidig anerkendelse, som udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde i straffesager, således som det bl.a. fremgår af sjette betragtning til rammeafgørelsen, udmøntet i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, der fastsætter reglen om, at medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse. De fuldbyrdende judicielle myndigheder kan derfor principielt kun afslå at fuldbyrde en sådan arrestordre med henvisning til de udtømmende opregnede afslagsgrunde, der er fastsat i rammeafgørelsen, og fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre kan kun underlægges en af de betingelser, der er udtømmende fastsat i rammeafgørelsens artikel 5. Mens fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, er afslaget på fuldbyrdelse følgelig udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning (dom af dags dato, Minister for Justice and Equality (mangler i retssystemet), C-216/18 PPU, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
55 Således fastsætter rammeafgørelsen udtrykkeligt de obligatoriske (artikel 3) og fakultative (artikel 4 og 4a) grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre samt de garantier, som den udstedende medlemsstat skal give i særlige tilfælde (artikel 5) (dom af dags dato, Minister for Justice and Equality (mangler i retssystemet), C-216/18 PPU, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
56 Ikke desto mindre har Domstolen anerkendt, at der kan gøres indskrænkninger i princippet om gensidig anerkendelse og princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne »under helt særlige omstændigheder« (dom af dags dato, Minister for Justice and Equality (mangler i retssystemet), C-216/18 PPU, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
57 I denne sammenhæng har Domstolen på visse betingelser anerkendt, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan bringe den ved rammeafgørelsen indførte overgivelsesprocedure til ophør, når en overgivelse risikerer at føre til en umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. chartrets artikel 4, af den eftersøgte (dom af dags dato, Minister for Justice and Equality (mangler i retssystemet), C-216/18 PPU, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
58 Herved har Domstolen støttet sig dels på rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, som fastsætter, at denne ikke indebærer nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er fastlagt i artikel 2 TEU og 6 TEU, dels på det forhold, at den i chartrets artikel 4 sikrede rettighed er af absolut karakter (dom af dags dato, Minister for Justice and Equality (mangler i retssystemet), C-216/18 PPU, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).
59 Når den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat råder over oplysninger, der dokumenterer en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling af frihedsberøvede personer i den udstedende medlemsstat målt efter normen for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved EU-retten og navnlig ved chartrets artikel 4, skal myndigheden således vurdere, om denne risiko foreligger, når den træffer afgørelse om overgivelse af en person omfattet af en europæisk arrestordre til myndighederne i den udstedende medlemsstat. Fuldbyrdelsen af en sådan arrestordre må således ikke føre til en umenneskelig eller nedværdigende behandling af den pågældende (dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 88).
60 Ved denne vurdering skal den fuldbyrdende judicielle myndighed først og fremmest basere sig på objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger om de forhold under frihedsberøvede, der hersker i den udstedende medlemsstats fængsler, og som påviser reelle mangler, der er systemiske eller generelle, eller som berører visse persongrupper eller visse frihedsberøvelsescentre. Disse oplysninger kan bl.a. fremgå af internationale retsafgørelser, såsom Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme, den udstedende medlemsstats retsafgørelser samt afgørelser, rapporter og andre dokumenter, der udarbejdes af organerne i Europarådet eller af FN-organer (dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 89).
61 Imidlertid kan en konstatering af, at der foreligger en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling på grund af de generelle forhold under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat, ikke som sådan føre til et afslag på at fuldbyrde en europæisk arrestordre. Den omstændighed, at der foreligger oplysninger, som vidner om mangler, der er systemiske eller generelle, eller som berører visse persongrupper eller visse frihedsberøvelsescentre, ved forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat, indebærer således ikke nødvendigvis i sig selv, at den berørte person i en konkret sag vil blive udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling, såfremt vedkommende overgives til denne medlemsstats myndigheder (dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 91 og 93).
62 Desuden forholder det sig således, at med henblik på at sikre overholdelsen af chartrets artikel 4 i en konkret sag, hvor en person er omfattet af en europæisk arrestordre, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed, som stilles over for objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger, som vidner om, at der foreligger sådanne mangler, dernæst foretage en konkret og præcis vurdering af, om der efter omstændighederne i den foreliggende sag er vægtige grunde til at antage, at den pågældende person efter sin overgivelse til den nævnte medlemsstat løber en reel risiko for i denne medlemsstat at blive udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling i denne artikels forstand på grund af de forhold, hvorunder vedkommende vil blive frihedsberøvet i den udstedende medlemsstat (dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 92 og 94).
63 Med henblik herpå skal nævnte myndighed i medfør af rammeafgørelsens artikel 15, stk. 2, anmode den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat om straks at få de nødvendige supplerende oplysninger vedrørende de forhold, hvorunder det påregnes at frihedsberøve den berørte person i denne medlemsstat. Denne anmodning kan tillige angå spørgsmålet om, hvorvidt der i den udstedende medlemsstat er nationale eller internationale procedurer eller mekanismer til kontrol af forholdene under frihedsberøvelse, hvortil der f.eks. er knyttet besøg i fængslerne, som gør det muligt at vurdere de aktuelle forhold under frihedsberøvelse i disse fængsler (dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 95 og 96).
64 Den udstedende judicielle myndighed har pligt til at fremsende disse oplysninger til den fuldbyrdende judicielle myndighed (dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 97).
65 Kan den fuldbyrdende judicielle myndighed, henset til de oplysninger, der er fremsendt i medfør af rammeafgørelsens artikel 15, stk. 2, samt alle øvrige oplysninger, som denne myndighed har til rådighed, konstatere, at der foreligger en reel risiko for, at den person, som er omfattet af den europæiske arrestordre, bliver udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4, skal fuldbyrdelsen af denne arrestordre udsættes, men kan ikke opgives (dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 98).
66 Såfremt det på baggrund af de oplysninger, som den fuldbyrdende judicielle myndighed har modtaget fra den udstedende judicielle myndighed, kan afvises, at der foreligger en reel risiko for, at den berørte person underkastes umenneskelig eller nedværdigende behandling i den udstedende medlemsstat, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed derimod inden for de i rammeafgørelsen fastsatte frister træffe sin afgørelse vedrørende den europæiske arrestordres fuldbyrdelse, uden at dette berører den pågældende persons mulighed for, når vedkommende er blevet overgivet, at udnytte de retsmidler i den udstedende medlemsstats retsorden, som giver denne mulighed for i givet fald at anfægte lovligheden af forholdene under sin frihedsberøvelse i et fængsel i denne medlemsstat (dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 103).
67 I det foreliggende tilfælde er den forelæggende ret af den opfattelse, at den råder over oplysninger, der godtgør, at forholdene under frihedsberøvelse i Ungarn frembyder systemiske eller generelle mangler. Ifølge den nævnte ret fremgår det således af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 10. marts 2015, Varga m.fl. mod Ungarn (CE:ECHR:2015:0310JUD001409712, §§ 79-92), at der, eftersom fængslerne i denne medlemsstat er overbelagte, findes en reel risiko for, at de personer, der frihedsberøves dér, underkastes en umenneskelig eller nedværdigende behandling. Den nævnte ret er af den opfattelse, at denne situation fortsat bestod på tidspunktet for afsigelsen af forelæggelsesafgørelsen, idet der ifølge de ungarske myndigheder var blevet oprettet 1 000 fængselspladser, mens antallet af manglende pladser var 5 500. Ifølge den forelæggende ret er det desuden svært at vurdere, hvilken indvirkning den ved lov af 2016 indførte mulighed for at konvertere frihedsberøvelsen til husarrest faktisk har haft på nedbringelsen af overbelægningen i fængslerne i Ungarn.
68 Ungarn har i sit skriftlige indlæg og i retsmødet bestridt, at der foreligger sådanne mangler, som berører forholdene under frihedsberøvelse på medlemsstatens område. Den nævnte medlemsstat er af den opfattelse, at den forelæggende ret med urette har lagt uforholdsmæssigt stor vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 10. marts 2015, Varga m.fl. mod Ungarn (CE:ECHR:2015:0310JUD001409712), uden at tage hensyn til faktiske omstændigheder indtrådt efter afsigelsen af den nævnte dom. Særlig har den nævnte ret hverken taget hensyn til de indførte forbedringer af fængselslivet eller til de lovgivningsmæssige ændringer, der blev foretaget med henblik på gennemførelsen af den nævnte dom eller nyere afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
69 I denne henseende skal det imidlertid bemærkes, at Domstolen inden for rammerne af nærværende præjudicielle forelæggelse ikke er blevet anmodet om at tage stilling til, om forholdene under frihedsberøvelse i Ungarn frembyder systemiske eller generelle mangler.
70 Med udgangspunkt i præmissen om, at sådanne mangler foreligger, ønsker den forelæggende ret nemlig med sine spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om det i lyset af den retspraksis, hvortil der henvises i nærværende doms præmis 61-66, forholder sig således, at de forskellige oplysninger, som den har fået fremsendt af den udstedende medlemsstats myndigheder, er af en sådan art, at de kan gøre det muligt for den at fastslå, at der ikke foreligger en reel risiko for, at den berørte person i den nævnte medlemsstat underkastes umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4.
71 Disse spørgsmål skal derfor besvares med udgangspunkt i den præmis, som den forelæggende ret har anført under eget ansvar, og hvis rigtighed det påhviler den at efterprøve under hensyntagen til behørigt ajourførte oplysninger, således som det er blevet anført i nærværende doms præmis 60, henset navnlig til den omstændighed, at bestemmelserne i lov af 2016 blev gennemført den 1. januar 2017, idet disse i givet fald kan drage tvivl om denne præmis.
Om spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger retsmidler i den udstedende medlemsstat vedrørende lovligheden af forholdene under frihedsberøvelse i lyset af de grundlæggende rettigheder
72 Det er ubestridt, at Ungarn ved lov af 2016 fra og med den 1. januar 2017 har indført retsmidler, der gør det muligt for frihedsberøvede personer at anfægte inden for rammerne af et søgsmål, om deres forhold under frihedsberøvelse er lovlige i lyset af de grundlæggende rettigheder.
73 Således som samtlige berørte i nærværende sag har gjort gældende, er sådanne retsmidler, selv om de kan udgøre effektive retsmidler som omhandlet i chartrets artikel 47, ikke i sig selv tilstrækkelige til, at det kan udelukkes, at der foreligger en reel risiko for, at den pågældende person i den udstedende medlemsstat underkastes umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4.
74 Selv om en sådan efterfølgende domstolsprøvelse af forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat er en vigtig udvikling, der kan bidrage til at motivere sidstnævntes myndigheder til at forbedre disse forhold, og som de fuldbyrdende judicielle myndigheder derfor kan tage hensyn til i forbindelse med den samlede vurdering af de forhold, hvorunder det påtænkes at frihedsberøve en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, med henblik på afgørelsen om overgivelse af sidstnævnte, er den nemlig som sådan ikke af en sådan art, at det herved kan fastslås, at der ikke er en risiko for, at personen efter overgivelsen underkastes en behandling, der er uforenelig med chartrets artikel 4 som følge af forholdene under frihedsberøvelsen.
75 Selv om den udstedende medlemsstat har indført retsmidler, der gør det muligt at efterprøve lovligheden af forholdene under frihedsberøvelse i lyset af de grundlæggende rettigheder, er de fuldbyrdende judicielle myndigheder derfor fortsat forpligtet til at foretage en individuel prøvelse af den enkelte berørte persons situation med henblik på at sikre sig, at deres afgørelse om overgivelse af denne person ikke indebærer, at denne som følge af de nævnte forhold løber en reel risiko for at underkastes umenneskelig eller nedværdigende behandling i den nævnte bestemmelses forstand.
76 Denne fortolkning er på ingen måde i strid med det, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog i sin dom af 14. november 2017, Domján mod Ungarn (CE:ECHR:2017:1114DEC000543317). I den nævnte dom nøjedes Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol nemlig med for det første at fastslå, at eftersom de ved lov af 2016 indførte søgsmål principielt sikrede en effektiv afhjælpning af de tilsidesættelser af EMRK, der fulgte af overbelægningen af fængslerne og af andre uegnede forhold under frihedsberøvelse i Ungarn, skulle den stævning, som var blevet indgivet for den pågældende domstol i den nævnte sag, afvises, idet disse retsmidler i national ret ikke var blevet udtømt. For det andet præciserede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at den forbeholdt sig retten til at efterprøve, hvorvidt disse søgsmål er effektive i lyset af deres praktiske anvendelse.
Om omfanget af prøvelsen af forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat
Om de fængsler, der skal undersøges
77 I overensstemmelse med den retspraksis, hvortil der henvises i nærværende doms præmis 61-66, skal de fuldbyrdende judicielle myndigheder, der skal træffe afgørelse om overgivelsen af en person omfattet af en europæisk arrestordre, foretage en konkret og præcis vurdering af, om der i det konkrete tilfælde foreligger en reel risiko for, at denne person underkastes umenneskelig eller nedværdigende behandling i den udstedende medlemsstat.
78 Det følger heraf, at den prøvelse, som disse myndigheder har pligt til at foretage, henset til sin konkrete og præcise karakter, ikke kan vedrøre de generelle forhold under frihedsberøvelse, der foreligger i samtlige de fængsler i sidstnævnte medlemsstat, hvor den pågældende person kan blive frihedsberøvet.
79 I denne henseende skal det bemærkes, at den mulighed, som de fuldbyrdende judicielle myndigheder i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 15, stk. 2, har til at anmode om straks at få de nødvendige supplerende oplysninger fremsendt, når de finder, at de af den udstedende medlemsstat fremsendte oplysninger ikke er tilstrækkelige til, at de kan træffe afgørelse om overgivelsen, er en sidste udvej, der alene skal gælde for de særlige tilfælde, hvor den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at den ikke råder over samtlige formelle oplysninger, der er nødvendige for straks at træffe afgørelse om overgivelse (jf. i denne retning dom af 23.1.2018, Piotrowski, C-367/16, EU:C:2018:27, præmis 60 og 61).
80 De fuldbyrdende judicielle myndigheder kan derfor ikke anvende denne bestemmelse til systematisk at anmode den udstedende medlemsstats myndigheder om generelle oplysninger vedrørende forholdene under frihedsberøvelse i de fængsler, hvor en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, kan blive frihedsberøvet.
81 Desuden bemærkes, at en sådan anmodning i de fleste tilfælde vil være en anmodning om oplysninger om samtlige fængsler på den udstedende medlemsstats område, idet en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, som hovedregel vil kunne blive indsat i ethvert fængsel på dennes område. Generelt er det på trinet for fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre imidlertid ikke muligt at identificere samtlige fængsler, hvor en sådan person faktisk vil blive indsat, da overførslen fra én anstalt til en anden kan begrundes i omstændigheder, der ikke kan forudses, eller som ikke skyldes den pågældende person.
82 Disse betragtninger bekræftes af det med rammeafgørelsen forfulgte mål, der – således som det allerede fremgår af nærværende doms præmis 53 – består i at fremskynde og fremme overgivelse gennem indførelsen af en forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder af personer, der er dømt eller mistænkt for overtrædelse af straffeloven.
83 Dette formål ligger nemlig bl.a. til grund for den håndtering af fristerne for vedtagelse af afgørelser om den europæiske arrestordre, som medlemsstaterne er forpligtet til at overholde, og hvis betydning fremgår af flere bestemmelser i rammeafgørelsen, herunder bl.a. rammeafgørelsens artikel 17 (jf. i denne retning dom af 23.1.2018, Piotrowski, C-367/16, EU:C:2018:27, præmis 55 og 56).
84 De fuldbyrdende judicielle myndigheders forpligtelse til at efterprøve de forhold under frihedsberøvelse, der hersker i samtlige fængsler, hvor den berørte person kan blive indsat i den udstedende medlemsstat, er åbenbart overdreven. Den er desuden umulig at opfylde inden for de frister, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 17. En sådan prøvelse er nemlig af en sådan art, at den kan forsinke overgivelsen af denne person betragteligt og dermed fratage ordningen med den europæiske arrestordre enhver effektiv virkning.
85 Heraf ville følge en risiko for, at den eftersøgte person ikke straffes, hvilket gælder så meget desto mere, når den fuldbyrdende judicielle myndighed – ligesom det er tilfældet i hovedsagen, der vedrører fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf – har konstateret, at de betingelser for at anvende den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), og som gør det muligt for den fuldbyrdende medlemsstat at forpligte sig til selv at fuldbyrde straffen i henhold til sin nationale lovgivning med henblik på bl.a. at forbedre den pågældende persons udsigter til at blive resocialiseret (jf. bl.a. dom af 5.9.2012, Lopes Da Silva Jorge, C-42/11, EU:C:2012:517, præmis 32), ikke er opfyldt.
86 En sådan straffrihed er imidlertid uforenelig med det mål, der forfølges såvel med rammeafgørelsen (jf. i denne retning dom af 29.6.2017, Popławski, C-579/15, EU:C:2017:503, præmis 23) som med artikel 3, stk. 2, TEU, inden for rammerne af hvilken denne rammeafgørelse indgår, og hvorefter Unionen giver borgerne et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser, hvor der er fri bevægelighed for personer, kombineret med passende foranstaltninger vedrørende kontrol ved de ydre grænser samt forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet (dom af 6.9.2016, Petruhhin, C-182/15, EU:C:2016:630, præmis 36 og 37).
87 Henset til den gensidige tillid, der skal være mellem medlemsstaterne, og som ordningen med den europæiske arrestordre hviler på, og henset særligt til de i rammeafgørelsens artikel 17 fastsatte frister for de fuldbyrdende judicielle myndigheder til at træffe en endelig afgørelse om fuldbyrdelse af en sådan arrestordre, er disse myndigheder følgelig kun forpligtet til at efterprøve forholdene under frihedsberøvelse i de fængsler, hvor det ifølge de oplysninger, som de råder over, konkret påtænkes at frihedsberøve denne person, herunder når frihedsberøvelsen er midlertidig eller foretages i en overgangsperiode. Spørgsmålet om, hvorvidt de forhold under frihedsberøvelse, der hersker i de øvrige fængsler, hvor den nævnte person i givet fald senere kan blive indsat, er forenelig med de grundlæggende rettigheder, henhører i overensstemmelse med den retspraksis, hvortil der henvises i nærværende doms præmis 66, alene under den udstedende medlemsstats retters kompetence.
88 Selv om den udstedende judicielle myndighed ikke har fremsendt disse oplysninger, er det i det foreliggende tilfælde mellem samtlige berørte i nærværende sag ubestridt, at den pågældende person i tilfælde af overgivelse til de ungarske myndigheder først vil blive frihedsberøvet i frihedsberøvelsescentret i Budapest i én til tre uger, inden han vil blive overført til frihedsberøvelsescentret i Szombathely, men det var ikke udelukket, at han senere ville kunne blive overflyttet til et andet frihedsberøvelsescenter.
89 På denne baggrund påhviler det den fuldbyrdende judicielle myndighed at efterprøve forholdene under frihedsberøvelse for den pågældende person i disse to anstalter alene.
Om prøvelsen af forholdene under frihedsberøvelse
90 For så vidt som der i EU-retten ikke er fastsat minimumsregler vedrørende forholdene under frihedsberøvelse, skal det bemærkes, således som det allerede er blevet fastslået i dom af 5. april 2016, Aranyosi og Căldăraru (C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 90), at EMRK’s artikel 3 pålægger myndighederne i den stat, på hvis område en frihedsberøvelse finder sted, en positiv forpligtelse til at sikre sig, at enhver fange frihedsberøves under forhold, der garanterer respekten for den menneskelige værdighed, at den måde, hvorpå foranstaltningen fuldbyrdes, ikke påfører den berørte person så stor nød eller så store prøvelser, at den grad af lidelse, som uundgåeligt er forbundet med enhver frihedsberøvelse, overskrides, og at fangens helbred og velfærd sikres på en passende måde under hensyn til praktiske fængselsmæssige krav (Menneskerettighedsdomstolen, 25.4.2017, Rezmiveș m.fl. mod Rumænien, CE:ECHR:2017:0425JUD006146712, § 72).
91 I denne henseende skal det bemærkes, at mishandling, for at være omfattet af EMRK’s artikel 3, skal have et minimum af tyngde, der afhænger af samtlige omstændigheder i sagen, herunder bl.a. varigheden af behandlingen, de fysiske eller psykiske virkninger heraf samt i visse tilfælde af offerets køn, alder og helbredstilstand (Menneskerettighedsdomstolen, 20.10.2016, Muršić mod Kroatien, CE:ECHR:2016:1020JUD000733413, §§ 97 og 122).
92 Henset til den betydning, som den rumlige faktor tillægges ved den samlede vurdering af forholdene under frihedsberøvelse, giver den omstændighed, at det personlige rum, som en frihedsberøvet person råder over, er mindre end 3 m² i en fælles celle, anledning til en stærk formodning om en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 3 (Menneskerettighedsdomstolen, 20.10.2016, Muršić mod Kroatien, CE:ECHR:2016:1020JUD000733413, § 124).
93 Denne stærke formodning om en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 3 kan under normale omstændigheder kun afvises, hvis indskrænkningerne af det personlige rum i forhold til minimumskravet på 3 m2 for det første er korte, lejlighedsvise og små, hvis de for det andet ledsages af en tilstrækkelig bevægelsesfrihed uden for cellen og af passende aktiviteter uden for cellen, og hvis anstalten for det tredje samlet set tilbyder anstændige forhold under frihedsberøvelsen, og den pågældende person ikke underkastes andre forhold, der anses for at forringe dårlige frihedsberøvelsesforhold (Menneskerettighedsdomstolen, 20.10.2016, Muršić mod Kroatien, CE:ECHR:2016:1020JUD000733413, § 138).
94 I det foreliggende tilfælde er den forelæggende ret selv af den opfattelse, at de oplysninger, som den råder over med hensyn til fængselsforholdene i frihedsberøvelsescentret i Szombathely – hvor det er ubestridt, at den pågældende person vil afsone størstedelen af den frihedsstraf, som han er blevet idømt i Ungarn – fører til, at det kan afvises, at der foreligger en reel risiko for, at denne person vil blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4, hvilket ingen af de berørte i nærværende sag i øvrigt har bestridt.
95 På denne baggrund påhviler det den fuldbyrdende judicielle myndighed at efterprøve, om den pågældende person derimod vil blive udsat for en sådan risiko i frihedsberøvelsescentret i Budapest.
96 Den omstændighed, at frihedsberøvelsen i denne anstalt kun er planlagt under overgivelsesproceduren og derfor ifølge de oplysninger, som myndighederne i den udstedende medlemsstat har fremsendt, principielt ikke vil overskride tre uger, er ikke afgørende i denne henseende.
97 Det fremgår ganske vist af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at varigheden af en frihedsberøvelse, således som det allerede fremgår af nærværende doms præmis 91 og 93, kan være en relevant faktor ved vurderingen af grovheden af den lidelse eller den ydmygelse, som en frihedsberøvet person er blevet udsat for som følge af dårlige forhold under frihedsberøvelsen (Menneskerettighedsdomstolen, 20.10.2016, Muršić mod Kroatien, CE:ECHR:2016:1020JUD000733413, § 131).
98 Den omstændighed, at en frihedsberøvelse er relativt kort, indebærer imidlertid ikke automatisk i sig selv, at den omtvistede behandling ikke er omfattet af anvendelsesområdet for EMRK’s artikel 3, når andre forhold er tilstrækkelige til at henføre behandlingen under den nævnte bestemmelse.
99 Selv om Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at når en frihedsberøvet person råder over et rum på under 3 m², kan en frihedsberøvelse på få dage sidestilles med en kort periode, skal det endvidere bemærkes, at en periode på omkring 20 dage – såsom den, som myndighederne i den udstedende medlemsstat påtænker i hovedsagen, og om hvilken det desuden på ingen måde kan udelukkes, at den kan forlænges i tilfælde af, at »andet […] taler herfor«, uden at dette er blevet specificeret på anden vis – ikke kan anses for en kort periode (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolen, 20.10.2016, Muršić mod Kroatien, CE:ECHR:2016:1020JUD000733413, §§ 146, 152 og 154).
100 Det følger heraf, at den omstændighed, at en frihedsberøvelse er midlertidig eller kun foretages i en overgangsperiode, under sådanne omstændigheder ikke i sig selv kan føre til, at det kan udelukkes, at der foreligger nogen reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4.
101 Såfremt den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, som den råder, ikke er tilstrækkelige til at gøre det muligt for den at træffe en afgørelse om overgivelsen, kan den på denne baggrund, og således som det allerede er blevet fastslået i nærværende doms præmis 63, i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 15, stk. 2, anmode den udstedende judicielle myndighed om straks at få de supplerende oplysninger, som den skønner nødvendige, med henblik på en afklaring af de konkrete og præcise forhold, som den pågældende person vil blive frihedsberøvet under i det pågældende fængsel.
102 I det foreliggende tilfælde fremgår det af de for Domstolen fremlagte oplysninger, at de ungarske myndigheder ikke har besvaret de 78 spørgsmål, som anklagemyndigheden i Bremen tilstillede dem den 10. januar 2018 i overensstemmelse med den forelæggende rets kendelse af 9. januar 2018, og som vedrører de eksisterende forhold under frihedsberøvelse i frihedsberøvelsescentret i Budapest og i enhver anden anstalt, hvor den pågældende person i givet fald vil kunne blive frihedsberøvet.
103 Selv om flere af disse spørgsmål, betragtet enkeltvis, er relevante med henblik på at foretage en prøvelse af de konkrete og præcise forhold under frihedsberøvelsen af den pågældende person i lyset af de forhold, der er omhandlet i nærværende doms præmis 93, fremgår det imidlertid, således som generaladvokaten ligeledes i det væsentlige har anført i punkt 76 i forslaget til afgørelse, at de nævnte spørgsmål på grund af deres antal, deres rækkevidde – idet de vedrører samtlige fængsler, hvor den pågældende person kan blive frihedsberøvet – og deres indhold – idet de vedrører aspekter af frihedsberøvelsen, der ikke er åbenlyst relevante for den nævnte prøvelse, såsom bl.a. religionsudøvelse, mulighed for at ryge, fremgangsmåden ved tøjvask og spørgsmålet om, hvorvidt der er tremmer eller gitre for vinduerne i cellerne – i praksis gjorde det umuligt for den udstedende medlemsstats myndigheder at give noget hensigtsmæssigt svar, navnlig når der henses til de korte frister for fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, som er fastsat i rammeafgørelsens artikel 17.
104 En anmodning af denne art, der fører til en lammelse af den europæiske arrestordres funktion, er ikke forenelig med den i artikel 4, stk. 3, første afsnit, TEU fastsatte pligt til loyalt samarbejde, som skal herske ved dialogen mellem de fuldbyrdende judicielle myndigheder og de udstedende judicielle myndigheder inden for rammerne af bl.a. fremsendelsen af oplysninger i henhold til rammeafgørelsens artikel 15, stk. 2 og 3.
105 I retsmødet har anklagemyndigheden i Bremen således anført, at den aldrig har modtaget noget svar på denne type af anmodninger om oplysninger, som den forelæggende ret systematisk har fremsendt til myndighederne i tre udstedende medlemsstater, herunder Ungarn. Den nævnte anklagemyndighed har præciseret, at følgen af denne praksis er, at den fremover ikke længere vil fuldbyrde nogen europæisk arrestordre, der er udstedt af en ret i en af disse tre medlemsstater, uden nogen afgørelse fra den forelæggende ret om godkendelse af overgivelse.
106 Når dette er sagt, er det ubestridt, at de ungarske myndigheder som svar på anmodningen af 10. januar 2018 i deres skrivelse af 20. september 2017 og af 27. marts 2018 gav anklagemyndigheden i Bremen en garanti for, at den pågældende person ikke vil blive underkastet nogen umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4 som følge af frihedsberøvelsen af ham i Ungarn, og dette uanset hvilken anstalt han vil blive indsat i.
107 Det skal derfor undersøges, om og i hvilket omfang den fuldbyrdende judicielle myndighed kan tage hensyn til en sådan garanti med henblik på at træffe sin afgørelse om overgivelse af den pågældende person.
Om hensyntagen til de garantier, der gives af myndighederne i den udstedende medlemsstat
108 Det bemærkes, at rammeafgørelsens artikel 15, stk. 2, udtrykkeligt giver den fuldbyrdende judicielle myndighed tilladelse til at anmode om straks at få de nødvendige supplerende oplysninger, når den finder, at de oplysninger, den udstedende medlemsstat har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om overgivelsen. Desuden fremgår det af rammeafgørelsens artikel 15, stk. 3, at den udstedende judicielle myndighed til enhver tid kan fremsende supplerende nyttige oplysninger til den fuldbyrdende judicielle myndighed.
109 I medfør af det i artikel 4, stk. 3, første afsnit, TEU fastsatte princip om loyalt samarbejde respekterer Unionen og medlemsstaterne endvidere hinanden og bistår hinanden ved gennemførelsen af de opgaver, der følger af traktaterne (dom af 6.9.2016, Petruhhin, C-182/15, EU:C:2016:630, præmis 42).
110 I overensstemmelse med disse bestemmelser kan den fuldbyrdende judicielle myndighed og den udstedende judicielle myndighed henholdsvis anmode om oplysninger eller give garantier vedrørende de konkrete og præcise forhold, som den pågældende person vil blive frihedsberøvet under i den udstedende medlemsstat.
111 Garantien fra de kompetente myndigheder i den udstedende medlemsstat for, at den pågældende person ikke vil blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling som følge af de konkrete og præcise forhold under frihedsberøvelsen, uanset hvilket fængsel i den udstedende medlemsstat vedkommende vil blive indsat i, er et forhold, som den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke kan se bort fra. Som anført af generaladvokaten i punkt 64 i forslaget til afgørelse, kan en tilsidesættelse af denne garanti, eftersom den er bindende for giveren, nemlig påberåbes over for sidstnævnte ved retterne i den udstedende medlemsstat.
112 Når denne garanti er blevet givet eller i det mindste godkendt af den udstedende judicielle myndighed, eventuelt efter at have anmodet om bistand fra den centrale myndighed eller fra en af de centrale myndigheder i den udstedende medlemsstat som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 7, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed, henset til den gensidige tillid, der skal herske mellem medlemsstaternes judicielle myndigheder, og hvorpå ordningen med den europæiske arrestordre hviler, stole på denne, i hvert fald så længe der ikke foreligger noget præcist forhold, som gør det muligt at antage, at de forhold under frihedsberøvelse, der hersker i et bestemt frihedsberøvelsescenter, er i strid med chartrets artikel 4.
113 I det foreliggende tilfælde er den garanti for, at den pågældende person ikke vil blive underkastet nogen umenneskelig eller nedværdigende behandling som følge af forholdene under frihedsberøvelsen af ham i Ungarn, der blev givet af det ungarske justitsministerium den 20. september 2017, og som blev givet igen den 27. marts 2018, imidlertid hverken blevet givet eller godkendt af den udstedende judicielle myndighed, hvilket den ungarske regering udtrykkeligt har bekræftet i retsmødet.
114 For så vidt som den ikke hidrører fra en judiciel myndighed, skal vægten af en sådan garanti fastlægges ved hjælp af en samlet vurdering af samtlige de oplysninger, som den fuldbyrdende judicielle myndighed råder over.
115 I denne henseende skal det bemærkes, at den garanti, som det ungarske justitsministerium har givet, synes at være bekræftet af de oplysninger, som anklagemyndigheden i Bremen råder over. Som svar på Domstolens spørgsmål anførte sidstnævnte nemlig i retsmødet, at disse oplysninger, der navnlig hidrører fra erfaringerne fra de overgivelsesprocedurer, som blev gennemført inden afsigelsen af dom af 5. april 2016, Aranyosi og Căldăraru (C-404/15 et C-659/15 PPU, EU:C:2016:198), gør det muligt for den nævnte anklagemyndighed at lægge til grund, at forholdene under frihedsberøvelse i fængslet i Budapest, hvor enhver person, der er omfattet af en europæisk arrestordre udstedt af de ungarske myndigheder, indsættes i en overgangsperiode, ikke er i strid med chartrets artikel 4.
116 Under disse omstændigheder synes overgivelsen af den pågældende person til de ungarske myndigheder at kunne tillades under iagttagelse af chartrets artikel 4, hvilket det imidlertid påhviler den forelæggende ret at efterprøve.
117 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, artikel 5 og artikel 6, stk. 1, skal fortolkes således, at når den fuldbyrdende judicielle myndighed råder over oplysninger, som godtgør, at der foreligger systemiske eller generelle mangler ved forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstats fængsler, hvilke manglers rigtighed det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve under hensyntagen til samtlige tilgængelige ajourførte oplysninger:
– kan den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke fastslå, at der ikke foreligger en reel risiko for, at den person, som er omfattet af en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, underkastes umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4, alene med den begrundelse, at denne person i den udstedende medlemsstat har adgang til retsmidler, der gør det muligt for den pågældende at anfægte forholdene under frihedsberøvelsen, idet den nævnte myndighed dog med henblik på at træffe afgørelse om overgivelse af den pågældende person kan tage hensyn til, at en sådan adgang til retsmidler foreligger
– er den fuldbyrdende judicielle myndighed kun forpligtet til at efterprøve forholdene under frihedsberøvelse i de fængsler, hvor det i henhold til de oplysninger, som myndigheden råder over, er sandsynligt, at den nævnte person vil blive frihedsberøvet, herunder når frihedsberøvelsen er midlertidig eller foretages i en overgangsperiode
– skal den fuldbyrdende judicielle myndighed med henblik herpå alene efterprøve de konkrete og præcise forhold under den pågældende persons frihedsberøvelse, der er relevante for fastlæggelsen af, om vedkommende vil løbe en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4
– kan den fuldbyrdende judicielle myndighed tage hensyn til oplysninger, der er blevet fremlagt af andre myndigheder i den udstedende medlemsstat end den udstedende judicielle myndighed, såsom særligt garantien for, at den pågældende person ikke vil blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4.
Sagsomkostninger
118 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:
Artikel 1, stk. 3, artikel 5 og artikel 6, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at når den fuldbyrdende judicielle myndighed råder over oplysninger, som godtgør, at der foreligger systemiske eller generelle mangler ved forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstats fængsler, hvilke manglers rigtighed det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve under hensyntagen til samtlige tilgængelige ajourførte oplysninger:
– kan den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke fastslå, at der ikke foreligger en reel risiko for, at den person, som er omfattet af en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, underkastes umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, alene med den begrundelse, at denne person i den udstedende medlemsstat har adgang til retsmidler, der gør det muligt for den pågældende at anfægte forholdene under frihedsberøvelsen, idet den nævnte myndighed dog med henblik på at træffe afgørelse om overgivelse af den pågældende person kan tage hensyn til, at en sådan adgang til retsmidler foreligger
– er den fuldbyrdende judicielle myndighed kun forpligtet til at efterprøve forholdene under frihedsberøvelse i de fængsler, hvor det i henhold til de oplysninger, som myndigheden råder over, er sandsynligt, at den nævnte person vil blive frihedsberøvet, herunder når frihedsberøvelsen er midlertidig eller foretages i en overgangsperiode
– skal den fuldbyrdende judicielle myndighed med henblik herpå alene efterprøve de konkrete og præcise forhold under den pågældende persons frihedsberøvelse, der er relevante for fastlæggelsen af, om vedkommende vil løbe en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i chartret om grundlæggende rettigheder
– kan den fuldbyrdende judicielle myndighed tage hensyn til oplysninger, der er blevet fremlagt af andre myndigheder i den udstedende medlemsstat end den udstedende judicielle myndighed, såsom særligt garantien for, at den pågældende person ikke vil blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i chartret om grundlæggende rettigheder.
Underskrifter