PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)

20. januar 2011

Sag F-121/07

Guido Strack

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – Rettens kompetence – formaliteten – bebyrdende retsakt«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Guido Strack har nedlagt påstand om annullation af afgørelser af 12. januar 2007, 26. februar 2007 og 20. juli 2007, for så vidt som han derved meddeles afslag på aktindsigt i visse dokumenter, som Kommissionen råder over, samt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning på mindst 10 000 EUR med tillæg af morarenter for den skade, han har lidt som følge af de ovennævnte afslag.

Udfald: Kommissionen frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – indgivelse af svarskrift – ventetid – forlængelse

(Personalerettens procesreglement, art. 39, stk. 2)

2.      Retspleje – mundtlig forhandling – den refererende dommers retsmøderapport – formål

3.      Den Europæiske Union – institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning nr. 1049/2001 – generel regel – en tjenestemands anmodning om aktindsigt i sin personlige aktmappe og lægejournal – omfattet af tjenestemandsordningen

(Tjenestemandsvedtægten, art. 26, stk. 7 og 8, og art. 26a; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001)

4.      Tjenestemænd – søgsmål – Personalerettens kompetence – søgsmål rettet mod et afslag på en begæring om aktindsigt i dokumenter, der er fremsat af en tjenestemand i henhold til forordning nr. 1049/2001 – omfattet

(Art. 230 EF og 236 EF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 1; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 8, stk. 1; Rådets afgørelse 2004/752, art. 1)

5.      Den Europæiske Union – institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning nr. 1049/2001 – afslag på aktindsigt i dokumenter – begreb

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 6, stk. 2)

6.      Den Europæiske Union – institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning nr. 1049/2001 – pligt til at fremsætte en tilstrækkelig præcis begæring om aktindsigt

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 6, stk. 1 og 2)

1.      Ifølge artikel 39, stk. 2, i Personalerettens procesreglement kan retsformanden forlænge den frist, inden for hvilken sagsøgte skal fremlægge svarskrift. Den omstændighed, at der er meddelt flere forlængelser, uden at en egentlig kontradiktorisk forhandling har fundet sted, indebærer ikke en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til en retfærdig rettergang, såfremt parternes situation ikke derved er blevet væsentligt ændret. Spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en retfærdig rettergang, skal vurderes i lyset af parternes samlede situation.

(jf. præmis 39)

2.      Som det fremgår af titlen, er formålet med den forberedende retsmøderapport, der udfærdiges af den refererende dommer, at forberede retsmødet og at give parterne mulighed for at fremsætte deres eventuelle bemærkninger vedrørende sagens omstændigheder og de spørgsmål, der er rejst i den nævnte rapport, med henblik på udfærdigelsen af afgørelsen. En ændring af dette dokument har derfor ikke som sådan nogen indvirkning på forløbet af retssagen og dommens indhold, idet den kritik, som parterne fremsætter i denne henseende, kun kan tages i betragtning i forbindelse med udfærdigelsen af dommen, for så vidt som kritikken måtte være relevant.

(jf. præmis 42)

3. Tjenestemændenes adgang til deres personlige aktmappe og tjenestemændenes adgang til deres lægejournaler er reguleret i henholdsvis vedtægtens artikel 26, stk. 7 og 8, og artikel 26a, mens tjenestemændenes mulighed for at få kendskab til enhver anden oplysning, der angår den pågældende selv, er reguleret i forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter.

Selv om forordning nr. 1049/2001 udgør en generel regel, der fastsætter de almindelige principper for unionsborgernes udøvelse af retten til aktindsigt i de berørte institutioners dokumenter inden for Unionens aktivitetsområder, herunder den offentlige tjeneste, kan den således foreskrevne ret til aktindsigt som enhver generel regel præciseres, udvides eller omvendt begrænses eller helt udelukkes ifølge princippet om, at en specialregel fraviger den generelle regel (lex specialis derogat legi generali), når der findes specialregler, der regulerer bestemte områder.

Vedtægtens artikel 26, stk. 7 og 8, og artikel 26a udgør netop sådanne specialregler, der fraviger bestemmelserne i forordning nr. 1049/2006, eftersom disse bestemmelser regulerer adgangen til en særlig type dokumenter, der vedrører henholdsvis tjenestemændenes administrative situation, kvalifikationer, indsats og adfærd på den ene side, og lægeoplysninger på den anden side.

(jf. præmis 65-67)

Henvisning til:

Retten: 5. april 2005, sag T-376/03, Hendrickx mod Rådet, præmis 55; 14. juli 2005, sag T-371/03, Le Voci mod Rådet, præmis 122; 17. maj 2006, sag T-93/04, Kallianos mod Kommissionen, præmis 87

Personaleretten: 13. januar 2010, forenede sager F-124/05 og F-96/06, A og G mod Kommissionen, præmis 294

4. Det følger af artikel 1 i statutten for Domstolen, at Personaleretten har beføjelse til at træffe afgørelse om tvister, der opstår i arbejdsforholdet mellem en tjenestemand og dennes institution, uanset hvilke bestemmelser tjenestemanden påberåber sig til støtte for søgsmålet. Denne konstatering bestyrkes af artikel 1 i afgørelse 2004/752 om oprettelse af en ret for EU-personalesager.

Personaleretten har således kompetence til at træffe afgørelse vedrørende et annullationssøgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 236 EF til prøvelse af Kommissionens afslag på en begæring om aktindsigt, der er fremsat af en tjenestemand eller en øvrig ansat i henhold til forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, og som er fremsat på baggrund af det arbejdsforhold, der knytter tjenestemanden eller den ansatte til Kommissionen. Den omstændighed, at forordningens artikel 8, stk. 1, kun nævner annullationssøgsmål, der er anlagt i medfør af artikel 230 EF, ændrer ikke ved denne konstatering. Den omstændighed, at lovgiver med forordningen har ønsket at give retten til aktindsigt i de dokumenter, som institutionerne er i besiddelse af, størst mulig virkning, viser, at lovgiver har ønsket at give adgang til den almindelige domstolsprøvelse, uden at henvisningen til artikel 230 EF skal anses for en begrænsning af den retsundergivnes retsmidler, til kun at angå de annullationssøgsmål, der er omfattet af denne artikel, og således begrænse omfanget af den kompetence, som Personaleretten er tillagt i henhold til artikel 1 i bilag I til statutten for Domstolen.

(jf. præmis 71-74)

Henvisning til:

Retten: 19. januar 2010, forenede sager T-355/04 og T-446/04, Co Frutta mod Kommissionen, præmis 71

5. En anmodning om at præcisere en begæring om aktindsigt på grund af det betydelige antal dokumenter, der ønskes aktindsigt i, som ansættelsesmyndigheden fremsætter på grundlag af artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, lader udtrykkeligt behandlingen af begæringen om aktindsigt stå åben, og et annullationssøgsmål til prøvelse af en sådan anmodning må derfor afvises.

(jf. præmis 84)

Henvisning til:

Retten: 12. oktober 2000, sag T-123/99, JT’s Corporation mod Kommissionen, præmis 25

6. Når det utvetydigt fremgår af klare bestemmelser som artikel 6, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, der omhandler begæringer om aktindsigt i de dokumenter, som institutionerne har i besiddelse, at der skal indgives en tilstrækkelig præcis begæring, således at administrationen får mulighed for at besvare begæringen, kan den manglende overholdelse af denne forpligtelse ikke indebære, at administrationen af egen drift skal foranstalte undersøgelser for at afhjælpe sådanne unøjagtigheder ved i givet fald af iværksætte væsentlige tiltag. I forlængelse af reglen om, at de retsundergivne ikke må misbruge EU-retlige regler, påhviler der tjenestemændene en pligt til at underrette institutionerne og udvise loyalitet over for dem, når tjenestemændene henvender sig til institutionerne.

Selv om den institution, der modtager begæringen, fortsat i denne sammenhæng har mulighed for i de særlige tilfælde, hvor en konkret og individuel undersøgelse af dokumenterne ville påføre institutionen en uforholdsmæssig administrativ byrde, at afveje interessen i at få aktindsigt i dokumenter mod den arbejdsbyrde, der er forbundet med en sådan konkret og individuel undersøgelse med det formål at sikre hensynet til god forvaltningsskik i disse særlige tilfælde, har institutionen så meget desto mere denne mulighed, når begæringen om aktindsigt vedrører et betydeligt antal dokumenter, der ikke er klart identificeret, således at behandlingen af denne begæring gør det nødvendigt at foretage væsentlige indledende undersøgelser.

(jf. præmis 86, 87 og 89)

Henvisning til:

Retten: 23. januar 2002, sag T-386/00, Gonçalves mod Parlamentet, præmis 74; 17. oktober 2002, sag T-180/00, Astipesca mod Kommissionen, præmis 93; 11. marts 2003, sag T-186/00, Conserve Italia mod Kommissionen, præmis 50; 13. april 2005, sag T-2/03, Verein für Konsumenteninformation mod Kommissionen, præmis 102