Language of document :

Appel iværksat den 13. september 2018 af Den Tjekkiske Republik til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 28. juni 2018 i sag T-147/15, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen

(Sag C-575/18 P)

Processprog: tjekkisk

Parter

Appellant: Den Tjekkiske Republik (ved M. Smolek, J. Vláčil og O. Serdula, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede kendelse ophæves.

Europa-Kommissionens formalitetsindsigelse forkastes.

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse vedrørende den påstand, Den Tjekkiske Republik nedlagde i stævningen.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for appellen fremsat et enkelt anbringende om en tilsidesættelse af artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

Retten konkluderede i den appellerede kendelse med urette, at den anfægtede retsakt, henset til navnlig Kommissionens manglende bemyndigelse til at træffe en afgørelse på området for traditionelle egne indtægter, ikke var en retsakt, der kunne anfægtes ved et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, hvilket ifølge Retten ikke stred mod Den Tjekkiske Republiks ret til effektive retsmidler som omhandlet i chartrets artikel 47, for så vidt som det var muligt for Den Tjekkiske Republik at betale det omtvistede beløb under forbehold, fremsætte indvendinger mod Kommissionens retlige stillingtagen og afvente, at Kommissionen anlagde søgsmål i henhold til artikel 258 TEUF.

Rettens konklusioner strider mod artikel 263 TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 47, idet betaling under forbehold ikke sikrer, at tvistens substans i fremtiden vil blive bedømt af Domstolen. Dette følger af Domstolens faste praksis vedrørende Kommissionens skønsbeføjelser i forbindelse med traktatbrudsprocedurer, af fraværet af bestemmelser vedrørende begrebet betaling under forbehold, og navnlig af Kommissionens tidligere praksis inden for dette område.

____________