Appel iværksat den 24. september 2018 af Prysmian SpA og Prysmian Cavi e Sistemi Srl til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 12. juli 2018 i sag T-475/14, Prysmian SpA og Prysmian Cavi e Sistemi Srl mod Kommissionen
(Sag C-601/18 P)
Processprog: engelsk
Parter
Appellanter: Prysmian SpA og Prysmian Cavi e Sistemi Srl (ved avvocati C. Tesauro, F. Russo og L. Armati)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, The Goldman Sachs Group, Inc. og Pirelli & C. SpA
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
Den appellerede dom ophæves.
Appellanterne gives medhold i deres påstande for førsteinstansen.
Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Subsidiært:
Sagen hjemvises til Retten
Afgørelsen om sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen udsættes.
Anbringender og væsentligste argumenter
Retten begik en fejl ved at fastslå, at artikel 20 i forordning nr. 1/2003 1 ikke er til hinder for, at Kommissionen kan tage kriminaltekniske kopier af hele harddiske, der tilhører virksomhedens ansatte, uden at have undersøgt deres indhold, eller for, at den fortsætter undersøgelsen i Kommissionens lokaler i Bruxelles. Den korrekte fortolkning af bestemmelsen er, at kontrolundersøgelser kun kan foretages i virksomhedens lokaler, og Kommissionen kan kun tage kopier af dokumenter, hvis relevans den har undersøgt. Henset til indgrebet i selskabernes og deres ansattes grundlæggende rettigheder skal en praksis vedrørende kriminaltekniske kopier af hele harddiske ikke henvises til en forklarende note, der giver Kommissionen et frit skøn, men skal reguleres ved lov i overensstemmelse med legalitetsprincippet.
Retten tilsidesatte princippet om personligt ansvar, retssikkerhedsprincippet og ligebehandlingsprincippet og tillige sin begrundelsespligt ved ikke at fastslå, at tilregnelsen af Prysmian Cavu e Sistemis ansvar baseret på økonomisk kontinuitet udgør en undtagelse til den regel om, at ansvaret følger den juridiske person, der driver virksomheden på tidspunktet for overtrædelsen. Som det gælder for alle undtagelser, skal denne undtagelse fortolkes snævert og kan kun begrundes, såfremt effektiviteten af konkurrencereglerne bringes i fare. Endvidere begik Retten en fejl ved at fastslå, at der ikke forelå forskelsbehandling i den foreliggende sag med den begrundelse, at retsstridighed ikke kan begrunde et krav på ligebehandling, idet tilregnelsen af ansvar baseret på økonomisk kontinuitet er en mulighed, der er tillagt Kommissionen.
Retten undlod at behandle selskabets principale anbringende vedrørende det første tilfælde om, at en eventuel aftale om ”det nationale område”, såfremt det lægges til grund, at den forelå – hvilket ikke var tilfældet – ikke troværdigt kunne finde anvendelse på alle de vidt forskellige tilfælde, der er henvist til i afgørelsen, og godtgøre i retligt fornødent omfang, at der forelå en samlet og vedvarende overtrædelse.
Retten handlede ultra petita og tilsidesatte selskabets ret til forsvar i henhold til artikel 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og EMRK’s artikel 6 ved sin behandling af appellanternes syvende anbringende i første instans vedrørende kartellets startdato. Retten misforstod tydeligvis de beviser, der blev fremlagt for den, og anvendte en fejlagtig retlig standard ved sin behandling. Denne åbenbart urigtige gengivelse af beviserne førte til, at den drog fejlagtige slutninger og nåede frem til en fejlagtig retlig konklusion om, at Kommissionen den 18. februar 1999 kunne fastslå en startdato for en overtrædelse, der påvirkede handelen mellem medlemsstater i henhold til artikel 101 TEUF.
Retten tilsidesatte ligebehandlingsprincippet, for så vidt som den tiltrådte Kommissionens vurdering af, at fordelingen af projekter blandt europæiske producenter inden for rammerne af »Kun europæere – (R)-konfigurationen« berettigede en 2%-forøgelse af grovhedsfaktoren (og følgelig af »ekstrabeløbet«) for de europæiske fabrikanter, mens der ikke blev anvendt en sådan forøgelse på de asiatiske producenter. Det er ikke muligt på den ene side at godtage, at kommissionsafgørelsen kunne fastslå, at der forelå en samlet og vedvarende overtrædelse baseret på en regel for det nationale område, der bestod i indbyrdes afhængige konfigurationer, og på samme tid godtage, at en aktiv deltagelse i en af dem begrunder en anden grad af grovhed i overtrædelsen for deltagerne. Selv såfremt de asiatiske producenter ikke deltog aktivt i den angivelige europæiske fordeling, bidrog de til fordelingen i en grad, der kan sammenlignes med europæiske producenters bidrag.
____________
1 Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1).