PERSONALERETTENS DOM
(Første Afdeling)
23. april 2008
Sag F-112/05
Neil Bain m.fl.
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Personalesag – tjenestemænd – vederlag – justeringskoefficient – overførsel af en del af vederlaget uden for tjenestelandet – pension – udeblivelsessøgsmål – tidsmæssig anvendelse af Rettens procesreglement – lønseddel – formalitetsindsigelse«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Neil Bain og tre andre tjenestemænd ved Kommissionen har nedlagt påstand om annullation af deres lønsedler for februar, marts og april 2005 og af alle deres efterfølgende lønsedler, idet der heri anvendes ulovlige bestemmelser i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (EUT L 124, s. 1), i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 856/2004 af 29. april 2004 om fastsættelse af de justeringskoefficienter, der fra den 1. maj 2004 finder anvendelse på overførsler og på pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber (EUT L 161, s. 6), og i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 31/2005 af 20. december 2004 om tilpasning med virkning fra den 1. juli 2004 af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte ved De Europæiske Fællesskaber samt af justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner (EUT 2005 L 8, s. 1), for så vidt som disse bestemmelser dels nedsætter såvel den del af vederlaget, der kan overføres til et andet land end det, hvor tjenestemanden gør tjeneste, som den justeringskoefficient, der finder anvendelse på overførslen, dels nedsætter de justeringskoefficienter, der finder anvendelse på pensionsrettigheder, der er optjent før den 1. maj 2004, idet de indfører en ny bopælsbetingelse for anvendelsen af den nedsatte justeringskoefficient og ophæver justeringskoefficienten for pension optjent fra den 1. maj 2004; desuden har sagsøgerne nedlagt påstand om, at ansættelsesmyndighedens afgørelser af 29. juli 2005 om afslag på de klager, de havde indgivet over deres lønsedler, om fornødent annulleres.
Udfald: Søgsmålet afvises. Hver part bærer sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Retspleje – frister – for sen indgivelse af svarskrift – formalitetsindsigelse indgivet forskriftsmæssigt og rettidigt – formaliteten – ikke behandlet som udeblivelsessag – indlæg vedrørende realiteten afgivet under retsmødet – afvisning
(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2, og art. 122)
2. Tjenestemænd – klage – bebyrdende retsakt – begreb – lønseddel
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2, og art. 91, stk. 1)
3. Tjenestemænd – klage – forudgående administrativ klage – frister – begyndelsestidspunkt
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
4. Tjenestemænd – klage – ulovlighedsindsigelse – accessorisk karakter
(Art. 241 EF; Rådets forordning nr. 723/2004, nr. 856/2004 og nr. 31/2005)
5. Tjenestemænd – klage – retlig interesse i søgsmål
1. Når en sagsøgt forskriftsmæssigt og rettidigt indgiver en formalitetsindsigelse, giver den omstændighed, at svarskriftet ikke er blevet indgivet inden for den herfor fastsatte frist, ikke mulighed for at afsige udeblivelsesdom i henhold til artikel 122 i procesreglementet for Retten i Første Instans. Som følge af den omstændighed, at der er indgivet en formalitetsindsigelse, kan den sagsøgte nemlig ikke anses for ikke at have besvaret stævningen i de foreskrevne former og inden for den fastsatte frist.
Anbringender vedrørende sagens realitet, der fremsættes af sagsøgte under retsmødet, kan imidlertid ikke antages til realitetsbehandling. Hvis der ikke er indgivet et svarskrift inden for den fastsatte frist under den skriftlige forhandling, svarer den sagsøgte parts bemærkninger vedrørende realiteten under den mundtlige forhandling til fremsættelse af nye anbringender, hvilket er forbudt i henhold til artikel 48, stk. 2, i procesreglementet for Retten i Første Instans. En modsat fortolkning ville indebære en accept af, at sagsøgte efter ved særskilt dokument at have fremsat en formalitetsindsigelse ikke ville være bundet af den frist, som Retten fastsætter for ham for indgivelse af svarskriftet.
En intervenient er derimod fuldt ud berettiget til at fremsætte anbringender vedrørende realiteten såvel under den skriftlige forhandling som under retsmødet. Da det særligt drejer sig om en stævning, hvorved det påberåbes, at bestemmelser udstedt af intervenienten er ulovlige, ville det være i strid med princippet om retten til forsvar og om god retspleje, hvis intervenienten, hvis påstande netop tilsigter samme resultat som de påstande, sagsøgte har nedlagt i formalitetsindsigelsen, dvs. at sagen afvises, af grunde, der ligger uden for intervenientens kontrol, og som kan tilskrives sagsøgte, ikke tillades at fremsætte sine anbringender vedrørende realiteten, bl.a. bemærkninger, der tilsigter at forsvare lovligheden af de anfægtede bestemmelser.
(jf. præmis 48 og 52-54)
Henvisning til:
Domstolen, 15. februar 2007, sag C-34/04, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 1387, præmis 49.
Retten, 8. juni 1995, sag T-459/93, Siemens mod Kommissionen, Sml. II, s. 1675, præmis 21; 1. december 1999, forenede sager T-125/96 og T-152/96, Boehringer mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 3427, præmis 183.
2. En lønseddel har efter sin art og sit formål ikke karakter af en bebyrdende retsakt som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og artikel 91, stk. 1, da den blot omsætter rækkevidden af tidligere retlige afgørelser vedrørende tjenestemandens økonomiske situation. Selv om lønsedler almindeligvis anses for bebyrdende retsakter, når det heraf fremgår, at en tjenestemands økonomiske rettigheder er blevet negativt berørt, er den virkelige bebyrdende retsakt den afgørelse, der er truffet af ansættelsesmyndigheden om at nedsætte eller ophæve den betaling, som tjenestemanden indtil da havde modtaget, og som var angivet på dennes lønsedler.
Det står ikke desto mindre fast, at lønsedlen fortsat spiller en afgørende rolle ved fastlæggelsen af tjenestemandens processuelle rettigheder, således som disse er fastsat i vedtægten. Særligt opfylder udleveringen til tjenestemanden af dennes lønseddel en dobbelt funktion, en oplysende funktion for så vidt angår den trufne afgørelse og en funktion med hensyn til fristerne, således at meddelelsen af lønsedlen får klagefristen til at løbe, såfremt det af lønsedlen klart fremgår, at der foreligger en afgørelse, og hvilken rækkevidden denne har.
(jf. præmis 73 og 76)
Henvisning til:
Domstolen, 19. januar 1984, sag 262/80, Andersen m.fl. mod Parlamentet, Sml. s. 195, præmis 4.
Retten, 27. oktober 1994, sag T-536/93, Benzler mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 245, og II, s. 777, præmis 15.
Personaleretten, 28. juni 2006, sag F-101/05, Grünheid mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 55, og II-A-1, s. 199, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis, samt præmis 42; 24. maj 2007, forenede sager F-27/06 og F-75/06, Lofaro mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, appelleret til Retten i Første Instans, sag T-293/07 P.
3. Med hensyn til de tilfælde, hvor tabet af de omtvistede økonomiske rettigheder sker i form af et bortfald af en betaling eller en nedsættelse af dennes størrelse, hvilket bortfald eller hvilken nedsættelse finder anvendelse månedligt og afspejles i samtlige lønsedler, der følger efter den første lønseddel, som afspejler bortfaldet eller nedsættelsen, er det den første lønseddel, der afspejler dette bortfald eller denne nedsættelse, der alene får klagefristen til at løbe.
Når flere pensionsopgørelser eller lønsedler, der udstedes for på hinanden følgende perioder, er behæftet med samme ugyldighedsgrund, vil en indledende klage, der indgives over den første anfægtede opgørelse eller lønseddel, og hvorved den pågældende ugyldighedsgrund gøres gældende, almindeligvis være tilstrækkelig til at sikre sagsøgeren økonomisk erstatning også for de perioder, der følger efter den periode, der er dækket af den anfægtede opgørelse eller lønseddel, såfremt han får medhold i den sag, han anlægger, efter at nævnte klage afslås. Dette må endvidere gælde så meget desto mere, hvis sagsøgeren præciserer, at han ikke anfægter pensionsopgørelsen eller lønsedlen som sådan, men den afgørelse vedrørende hans rettigheder, der er afspejlet i den pågældende opgørelse eller lønseddel i form af et bortfald eller en nedsættelse af beløbet heri.
(jf. præmis 77 og 92)
Henvisning til:
Domstolen, 25. maj 2000, sag C-82/98 P, Kögler mod Domstolen, Sml. I, s. 3855, præmis 49.
Retten, 20. januar 1998, sag T-160/96, Kögler mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 15, og II, s. 35, præmis 39.
4. Med hensyn til en part, der ikke har ret til at anlægge et direkte søgsmål til prøvelse af en almengyldig retsakt i medfør af artikel 230 EF, er artikel 241 EF udtryk for et almindeligt princip, hvorefter den pågældende, med henblik på at opnå annullation af en beslutning, som berører ham umiddelbart og individuelt, er berettiget til at anfægte gyldigheden af almengyldige retsakter, hvoraf han har følt konsekvenserne, uden at han har haft mulighed for at nedlægge påstand om annullation heraf. Artikel 241 EF skaber imidlertid ikke en selvstændig søgsmålsret og kan kun påberåbes som et underordnet led i forbindelse med en sag, der kan antages til realitetsbehandling, og kan ikke udgøre genstanden for en sag.
En ulovlighedsindsigelse kan således ikke antages til realitetsbehandling, når den fremsættes under en sag, der ikke kan antages til realitetsbehandling.
(jf. præmis 96 og 99)
Henvisning til:
Domstolen, 6. marts 1979, sag 92/78, Simmenthal mod Kommissionen, Sml. s. 777, præmis 39.
Retten, 29. november 2006, forenede sager T-35/05, T-61/05, T-107/05, T-108/05 og T-139/05, Agne-Dapper m.fl. mod Kommissionen m.fl., Sml. Pers. II-A-2, s. 1497, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis.
5. En tjenestemand, der endnu er i tjenesten, kan ikke bevise en bestående og aktuel interesse i at opnå en afgørelse vedrørende den justeringskoefficient, der skal finde anvendelse på hans fremtidige alderspension, fordi fastsættelsen af justeringskoefficienten, bl.a. på grund af betingelsen knyttet til valg af bopælsland, hvis opfyldelse først kan konstateres, når den pågældende fratræder, ikke kan gøres til genstand for en fremrykket afgørelse, der umiddelbart og direkte vedrører den pågældendes retsstilling. En sådan løsning finder også anvendelse i tilfælde, hvor klagepunktet ikke vedrører fastsættelsen af justeringskoefficienten, men selve ordningen vedrørende disse koefficienter.
(jf. præmis 102)
Henvisning til:
Retten, 12. februar 1992, sag T-6/91, Pfloeschner mod Kommissionen, Sml. II, s. 141, præmis 27.