Language of document :

Appel iværksat den 22. februar 2019 af Ungarn til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Udvidede Afdeling) den 13. december 2018 i forenede sager T-339/16, T-352/16 og T-391/16, Ville de Paris, Ville de Bruxelles og Ayuntamiento de Madrid mod Kommissionen

(Sag C-178/19 P)

Processprog: spansk og fransk

Parter

Appellant: Ungarn (ved M.Z. Fehér, som befuldmægtiget)

De andre parter i appelsagen: Ville de Paris, Ville de Bruxelles, Ayuntamiento de Madrid og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Principalt ophæves Rettens dom af 13. december 2018 i de forenede sager T-339/16, T-352/16 og T-391/16, Ville de Paris, Ville de Bruxelles og Ayuntamiento de Madrid mod Kommissionen, og de søgsmål, som er anlagt af Ville de Paris, Ville de Bruxelles og Ayuntamiento de Madrid, afvises.

Subsidiært ophæves domskonklusionen delvist, for så vidt som der fastsættes en frist på 12 måneder beregnet fra tidspunktet, hvor dommen får retsvirkning, inden for hvilken virkningerne af den ved dommen annullerede bestemmelse opretholdes, og det fastslås samtidig, at virkningerne af den annullerede bestemmelse opretholdes indtil vedtagelsen af den nye forordning, der skal erstatte disse bestemmelser.

Sagsøgerne i sagen for Retten tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsomkostningerne i appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Den ungarske regering har ved sin appel rejst indvendinger dels mod det i den appellerede dom statuerede vedrørende spørgsmålet om antagelse til realitetsbehandling – og følgelig bestridt, at annullationssøgsmålene kunne antages til realitetsbehandling – dels mod bedømmelsen og konklusionen i den appellerede dom vedrørende de tidsmæssige virkninger af de annullerede bestemmelser.

Efter den ungarske regerings opfattelse nåede Retten i den appellerede dom fejlagtigt frem til den konklusion, at forordning 2016/646 1 ikke kræver gennemførelsesforanstaltninger i forhold til sagsøgerne, og at denne forordning berører dem umiddelbart, hvorfor sagsøgerne kan anlægge sag i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF. I virkeligheden kræver forordning 2016/646 gennemførelsesforanstaltninger, også i forhold til sagsøgerne, og desuden berører den dem ikke umiddelbart, eftersom den ikke skaber den begrænsning, som den appellerede dom tillægger den med hensyn til de restriktive foranstaltninger i forhold til bilkørsel, som sagsøgerne har vedtaget eller planlagt.

Efter den ungarske regerings opfattelse har Retten desuden i den appellerede dom tilsidesat retssikkerhedsprincippet ved at fastsætte en maksimal frist på 12 måneder for opretholdelsen af virkningerne af den annullerede bestemmelse, eftersom dette tidsrum ikke kan anses for at være tilstrækkeligt til, at den forordning, som skal erstatte denne bestemmelse, kan vedtages. Den beskedne tid til forberedelse, som virksomhederne indrømmes, er ikke tilstrækkelig til, at de kan indrette sig efter de ændrede bestemmelser, og der er heller ikke hjemlet afbødning af den erhvervsmæssige skade, som endnu ikke er fastsat. I perioden fra sluttidspunktet for de midlertidige virkninger af den annullerede bestemmelse til vedtagelsen af den nye forordning vil der opstå en situation, som er i strid med retssikkerhedsprincippet, og en alvorlig krænkelse af såvel bilfabrikanternes som forbrugernes rettigheder vil finde sted.

____________

1     Kommissionens forordning (EU) 2016/646 af 20.4.2016 om ændring af forordning (EF) nr. 692/2008 med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 6) (EUT 2016, L 109, s. 1).