Domstolens dom (Første Afdeling) af 12. februar 2019 – fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt mod TC (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rechtbank Amsterdam – Nederlandene)

(Sag C-492/18 PPU) ¹

(Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – europæisk arrestordre – artikel 12 – varetægtsfængsling af en person – artikel 17 – frister for vedtagelse af afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre – national lovgivning, hvorefter varetægtsforanstaltningen suspenderes ex officio 90 dage efter anholdelsen – overensstemmende fortolkning – udsættelse af fristen – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 6 – ret til frihed og sikkerhed – forskellige fortolkninger af national lovgivning – klarhed og forudsigelighed)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Amsterdam

Part i hovedsagen

TC

Konklusion

Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, som fastsætter en generel og ubetinget forpligtelse til at løslade en eftersøgt person, som er blevet anholdt på grundlag af en europæisk arrestordre, så snart der er forløbet 90 dage siden anholdelsen af den pågældende, når der med hensyn til den pågældende består en meget alvorlig flugtrisiko, som ikke kan nedbringes til et acceptabelt niveau ved fastsættelse af passende foranstaltninger.

Artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at den er til hinder for en national retspraksis, som tillader varetægtsfængsling af den eftersøgte person ud over nævnte frist på 90 dage på grundlag af en fortolkning af denne nationale bestemmelse, hvorefter nævnte frist udsættes, såfremt den fuldbyrdende judicielle myndighed enten beslutter at forelægge en anmodning om præjudiciel afgørelse for Den Europæiske Unions Domstol, at afvente besvarelsen af en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af en anden fuldbyrdende judiciel myndighed eller at udsætte afgørelsen om overgivelse med den begrundelse, at der kan foreligge en reel risiko for umenneskelige eller nedværdigende forhold under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat, for så vidt som denne retspraksis ikke sikrer, at nævnte nationale bestemmelse er i overensstemmelse med rammeafgørelse 2002/584, og frembyder forskelle, der kan medføre forskellig længde af varetægtsfængslingen.

____________

¹ EUT C 381 af 22.10.2018.