PERSONALERETTENS DOM (Tredje Afdeling)

13. april 2011

Sag F-30/09

Dhikra Chaouch

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – vederlag – bosættelsespenge – fastsættelse af rettigheder – indtræden i tjenesten som tjenestemand på prøve – hensyntagen til bopælsskift efter fastansættelsen – tjenestemandens bopælspligt i henhold til vedtægtens artikel 20«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Dhikra Chaouch i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse om ikke at yde hende bosættelsespenge.

Udfald: Kommissionen frifindes. Dhikra Chaouch betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – godtgørelse af udgifter – bosættelsespenge – betingelser for ydelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 20; bilag VII, art. 5)

2.      Tjenestemænd – godtgørelse af udgifter – bosættelsespenge – betingelser for ydelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 20; bilag VII, art. 5)

1.      Tre kumulative betingelser skal være opfyldt, for at en tjenestemand kan få bosættelsespenge. Han skal for det første være fastansat tjenestemand. Han skal ligeledes godtgøre, at han har været nødt til at skifte bopæl for at opfylde forpligtelsen i vedtægtens artikel 20. Sidstnævnte betingelse kan i sig selv opdeles i to betingelser, dels, at han har været nødt til at skifte bopæl som følge af, at afstanden mellem hjem og tjenestested var til hinder for udførelsen af arbejdet, dels at han beviser, at han rent faktisk har skiftet bopæl.

(jf. præmis 55)

2.      Med hensyn til den i artikel 5 i bilag VII til vedtægten indeholdte henvisning til vedtægtens artikel 20 er det klart, at der skal anvendes de samme skønsmæssige kriterier dels med henblik på at afgøre, om en tjenestemand er »nødt til at skifte bopæl« eller ej for at kunne få bosættelsespenge, dels med henblik på at afgøre, om en tjenestemand overholder de bopælsforpligtelser, som påhviler ham i henhold til vedtægtens artikel 20, navnlig at tage bopæl »i en sådan afstand fra [tjenestestedet], at han ikke hindres i udførelsen af sit arbejde«.

Anvendelsen af de samme skønsmæssige kriterier med henblik på anvendelsen dels af artikel 5 i bilag VII til vedtægten, dels af vedtægtens artikel 20, indebærer derfor en risiko for, at indtagelsen af en favorabel holdning til rettighederne for visse tjenestemænd, som ønsker at få bosættelsespenge, automatisk indebærer at pålægge andre tjenestemænd i en sammenlignelig situation, men som derimod foretrækker at bo i en vis afstand fra deres tjenestested, at skifte bopæl.

Endvidere fastsætter såvel bestemmelserne i vedtægtens artikel 20 som bestemmelserne i artikel 5 i bilag VII til vedtægten, at tjenestemanden er »nødt« til at skifte bopæl, hvilket indebærer en nødvendighed og indskrænker administrationens skønsbeføjelse. Denne kan således kun udbetale bosættelsespenge, når det er åbenbart, at udførelsen af arbejdet forstyrres som følge af afstanden mellem tjenestemandens bopæl og hans tjenestested.

Endelig har lovgiver ikke haft til hensigt at fastsætte en afstandsmæssig grænse, fastsat i antal kilometer, således som det f.eks. er tilfældet med hensyn til bosættelsespenge efter fratræden. Selv om det derfor påhviler administrationen, og efterfølgende EU’s retsinstanser i tilfælde af indsigelser, i forbindelse med dens bedømmelse i det væsentlige at basere sig på kilometerafstanden mellem tjenestemandens bopæl og tjenestestedet, er det imidlertid ikke udelukket, at der ligeledes tages hensyn til faktuelle omstændigheder i den enkelte sag, f.eks. konkrete vanskeligheder i forbindelse med dagligt at foretage rejsen mellem bopælen og tjenestestedet, med henblik på at afgøre, om den pågældende afstand er en sådan, at den pågældende »ikke hindres i udførelsen af sit arbejde«.

(jf. præmis 60-63)