Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte suprema di cassazione (Italien) den 19. februar 2019 – Presidenza del Consiglio dei Ministri mod BV

(Sag C-129/19)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte suprema di cassazione

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Presidenza del Consiglio dei Ministri

Sagsøgt: BV

Præjudicielle spørgsmål

Henset til omstændighederne i hovedsagen, dvs. et erstatningssøgsmål anlagt af en italiensk statsborger, der permanent er bosat i Italien, mod staten/lovgiveren som følge af manglende og/eller ukorrekt og/eller ufuldstændig opfyldelse af forpligtelserne i henhold til Rådets direktiv 2004/80/EF 1 af 29.4.2004 »om erstatning til ofre for forbrydelser«, især medlemsstaternes pligt i henhold til artikel 12, stk. 2, til senest den 1.7.2005 (som fastsat i artikel 18, stk. 1) at indføre en generel ordning, som garanterer en passende og rimelig erstatning til ofre for alle forsætlige voldsforbrydelser (herunder seksuelle overgreb såsom i sagsøgerens tilfælde), såfremt ofrene ikke kan opnå fuld erstatning for lidt skade fra gerningsmændene anmodes Domstolen om at besvare følgende spørgsmål:

Pålægger [EU]-retten – i relation til forsinket (og/eller ufuldstændig) gennemførelse af Rådets direktiv 2004/80/EF af 29. april 2004 »om erstatning til ofre for forbrydelser«, der ikke er self-executing, i den nationale retsorden, og navnlig hvad angår pligten i medfør af direktivet til at indføre en ordning for erstatning til ofre for voldsforbrydelser, hvorefter medlemsstaten i kraft af principperne i Domstolens praksis (bl.a. [dom af 9.11.1995, C-479/93,] Francovich, og [af 5.3.1996, C-49/93,] Brasserie du Pecheur og Factortame III) kan ifalde erstatningsansvar over for personer i grænseoverskridende situationer, der udgør direktivets personelle anvendelsesområde – at fastsætte et lignende ansvar hos medlemsstaten over for personer i rent interne situationer (der således er bosat i den pågældende medlemsstat), der ikke ville være blevet direkte modtagere af fordelene ved direktivets gennemførelse, men som – med henblik på at undgå en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet/princippet om forbud mod forskelsbehandling i [EU]-retten – burde og kunne have draget fordel af en udvidelse af direktivets effektive virkning (dvs. den nævnte erstatningsordning), såfremt direktivet var blevet rettidigt og fuldstændigt gennemført?

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende:

Kan erstatningen til ofre for forsætlige voldsforbrydelser (og navnlig seksuelle overgreb som omhandlet i artikel 609a i codice penale (den italienske straffelov)) i henhold til indenrigsministerens dekret af 31. august 2017 (vedtaget i medfør af artikel 11, stk. 3, i legge 7 luglio 2016, n. 122, Disposizioni per l’adempimento degli obblighi derivanti dall’appartenenza dell’Italia all’Unione europea – Legge europea 2015-2016 (lov nr. 122 af 7.7.2016, bestemmelser truffet til gennemførelse af forpligtelser som følge af Italiens medlemskab af Den Europæiske Union – lov om gennemførelse af EU-retlige bestemmelser 2015-2016)), som ændret (ved artikel 6 i lov nr. 167 af 20.11.2017 og artikel 1, stk. 593-596, i lov nr. 145 af 30.12.2018), med et fast beløb på 4 800 EUR anses for at være »en rimelig og passende erstatning til ofre« til gennemførelse af artikel 12, stk. 2, i direktiv 2004/80?

____________

1     Rådets direktiv 2004/80/EF af 29.4.2004 om erstatning til ofre for forbrydelser (EUT 2004, L 261, s. 15).