RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

10. juli 2014

Sag F-103/11

CG

mod

Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

»Personalesag – ansatte ved EIB – psykisk chikane – undersøgelsesprocedure – formandens afgørelse om ikke at iværksætte foranstaltninger som følge af en klage – undersøgelsesudvalgets udtalelse – urigtig definition af psykisk chikane – adfærdens forsætlige karakter – konstateringen af, at der foreligger adfærd, der udgør psykisk chikane, og symptomer herpå – forsøg på at fastlægge årsagsforbindelse – foreligger ikke – usammenhængende udtalelse fra undersøgelsesudvalget – åbenbart urigtigt skøn – tjenstlige fejl – fortrolighedspligt – beskyttelse af personoplysninger – erstatningssøgsmål«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorunder CG i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 27. juli 2011 truffet af formanden for Den Europæiske Investeringsbank (EIB eller herefter »Banken«) om ikke at iværksætte foranstaltninger som følge af hendes klage over psykisk chikane, og om, at Banken tilpligtes at betale erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som hun hævder at have lidt som følge af, at afgørelsen af 27. juli 2011 var ulovlig, som følge af den psykiske chikane, hun hævder at være blevet udsat for, og som følge af de tjenstlige fejl, der kan tilskrives Banken.

Udfald:      Afgørelsen af 27. juli 2011 truffet af formanden for Den Europæiske Investeringsbank annulleres. Banken betaler CG 35 000 EUR. I øvrigt frifindes Banken. Banken bærer sine egne omkostninger og betaler de af CG afholdte omkostninger. Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, som er interveneret i sagen, bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – intern undersøgelse vedrørende påstået psykisk chikane – udtalelse fra undersøgelsesudvalg behæftet med uregelmæssigheder – manglende overholdelse af den definition af chikane, der er fastsat i Bankens interne retningslinjer – ingen efterprøvelse af forbindelsen mellem den kritiserede adfærd og symptomerne hos det angivelige offer – formandens afgørelse vedtaget, henset til udtalelsen om at henlægge klagen – åbenbart urigtigt skøn

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a; Den Europæiske Investeringsbanks adfærdskodeks, art. 3.6.1; Den Europæiske Investeringsbanks politik for værdighed på arbejdspladsen, art. 2.1)

2.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – psykisk chikane – begreb – angreb på en persons selvværd og selvtillid – intet krav om forsæt hos chikanøren

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a; Den Europæiske Investeringsbanks adfærdskodeks, art. 3.6.1; Den Europæiske Investeringsbanks politik for værdighed på arbejdspladsen, art. 2.1)

3.      Tjenestemandssager – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger – dom, som annullerer en afgørelse om ikke at iværksætte foranstaltninger som følge af en klage over psykisk chikane – sagsøgerens erstatningspåstand for så vidt angår det lidte økonomiske tab – påstanden nedlagt for tidligt

(Art. 266 TEUF)

4.      Tjenestemandssager – erstatningssøgsmål – annullation af den anfægtede retsakt, som ikke sikrer rimelig erstatning for den ikke-økonomiske skade – skade forbundet med sagsøgerens usikkerhed og ængstelse som følge af afgørelsen om at henlægge hans klage over psykisk chikane

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

5.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – begreb – advokatudgifter afholdt under en administrativ undersøgelsesprocedure vedrørende chikane – ikke omfattet

(Personalerettens procesreglement, art. 86 og 91)

6.      Retslig procedure – intervention – anbringende, der ikke er fremført af sagsøgeren – afvisning

(Statutten for Domstolen, art. 40, stk. 4, og bilag I, art. 7, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 110, stk. 3)

7.      Tjenestemænd – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – intern undersøgelse vedrørende påstået psykisk chikane – administrationens fremsendelse af hele klagen til den påståede chikanør i strid med Bankens interne politik – tjenstlig fejl, som kan pådrage Banken ansvar

(Art. 340 TEUF)

1.      En fejl er åbenbar, når den umiddelbart og tydeligt kan konstateres på baggrund af de kriterier, som gælder for udøvelsen af afgørelseskompetence.

Afgørelsen truffet af formanden for Den Europæiske Investeringsbank om at henlægge en klage over psykisk chikane, som er vedtaget under hensyn til en udtalelse fra et undersøgelsesudvalg, er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, dels når det fremgår af nævnte udtalelse, at de påståede chikanørers adfærd ikke blev undersøgt på baggrund af den definition af psykisk chikane, der følger af Den Europæiske Investeringsbanks interne retningslinjer, dels når den nævnte udtalelse er usammenhængende, for så vidt som det derved blev konstateret, at de påståede chikanører udførte visse af de handlinger, som sagsøgeren havde foreholdt dem, og at sagsøgeren udviste symptomer på at have været udsat for psykisk chikane, uden at det samtidig blev undersøgt, om de nævnte handlinger var årsag til symptomerne.

(jf. præmis 66 og 87)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Canga Fano mod Rådet, T-281/11 P, EU:T:2013:252, præmis 127

Personaleretten: dom Canga Fano mod Rådet, F-104/09, EU:F:2011:29, præmis 35

2.      Der foreligger psykisk chikane i henhold til artikel 2.1 i Den Europæiske Investeringsbanks politik for værdighed på arbejdspladsen, sammenholdt med artikel 3.6.1 i Bankens adfærdskodeks, når de ord, den adfærd eller de handlinger, der er kommet til udtryk eller er blevet begået, objektivt set har udgjort et angreb på en persons selvværd og selvtillid.

For det første skal de ord, den adfærd eller de handlinger, der er nævnt i adfærdskodeksens artikel 3.6.1, have den virkning, at offerets selvværd eller selvtillid skades. Da det ikke kræves, at den omhandlede adfærd skal være forsætlig, er det for det andet ikke nødvendigt at godtgøre, at de nævnte ord, adfærd eller handlinger skal være foretaget med den hensigt at udgøre et angreb på en persons værdighed. Der kan med andre ord foreligge psykisk chikane, uden at det er nødvendigt at godtgøre, at chikanøren med sine ord, adfærd eller handlinger ønskede forsætligt at skade offeret.

(jf. præmis 69)

3.      Annullation af en retsakt ved dom indebærer, at denne retsakt fjernes med tilbagevirkende gyldighed fra retsordenen, og at ophævelsen af retsaktens virkninger, når retsakten allerede er gennemført, forudsætter, at den retsstilling, som sagsøgeren befandt sig i inden vedtagelsen af den nævnte retsakt, genoprettes. I overensstemmelse med artikel 266 TEUF påhviler det i øvrigt den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger.

Inden for rammerne af de foranstaltninger, som skal vedtages for at opfylde en dom om annullation af en afgørelse fra en institution om at henlægge en klage over psykisk chikane, kan Unionens retsinstanser ikke på dette stadium tilpligte nævnte institution at betale erstatning til sagsøgeren for den økonomiske skade, som han hævder at have lidt, idet de ikke kan foregribe resultatet af en eventuel ny undersøgelsesprocedure. Det følger heraf, at sagsøgeren ikke kan gives medhold i sin påstand i denne henseende, idet den nævnte påstand er nedlagt for tidligt.

(jf. præmis 97, 98 og 115)

Henvisning til:

Personaleretten: dom Kalmár mod Europol, F-83/09, EU:F:2011:66, præmis 88

4.      Annullation af en ulovlig retsakt kan i sig selv udgøre en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt, medmindre sagsøgeren godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation. Den følelse af uretfærdighed og de besværligheder, der følger af den omstændighed, at en person tvinges til at gennemføre en retslig procedure for at få anerkendt sine rettigheder, udgør en skade, der kan udledes af den blotte omstændighed, at administrationen har begået ulovligheder. Sådanne skader kan erstattes, når annullation af den anfægtede retsakt ikke udgør en tilfredsstillende erstatning.

Hvad angår annullation af en afgørelse om, uden at iværksætte administrative foranstaltninger, at henlægge en klage fra sagsøgeren over psykisk chikane, har nævnte afgørelse bragt sidstnævnte i en tilstand af usikkerhed og ængstelse, der udgør en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for afgørelsens annullation, og som ikke kan erstattes fuldt ud alene ved denne annullation.

(jf. præmis 99 og 100)

Henvisning til:

Personaleretten: domme CC mod Parlamentet, F-9/12, EU:F:2013:116, præmis 128, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnummer T-457/13 P, og CH mod Parlamentet, F-129/12, EU:F:2013:203, præmis 64

5.      De advokatudgifter, der er pådraget i forbindelse med den retslige procedure, udgør omkostninger, der kan kræves erstattet på de betingelser, der er fastsat i artikel 86 ff. i Personalerettens procesreglement, og sådanne udgifter skal behandles i henhold til disse bestemmelser. Hvad angår de advokatudgifter, der er afholdt i forbindelse med undersøgelsesproceduren vedrørende chikane, nævner samme reglements artikel 91 blandt de omkostninger, der kan kræves erstattet, kun de nødvendige udgifter, som er afholdt i forbindelse med sagens behandling for Personaleretten, og ikke de udgifter, der er afholdt i forbindelse med den tidligere fase. En anerkendelse af, at de udgifter, der er afholdt i forbindelse med en undersøgelsesprocedure, som ligger før den retslige procedure, må anses for et tab, der kan kræves erstattet inden for rammerne af en erstatningssag, vil derfor være i strid med princippet om, at udgifter, der afholdes i denne fase, ikke erstattes. Følgelig kan sagsøgeren ikke inden for rammerne af et erstatningssøgsmål opnå godtgørelse af de udgifter og honorarer, som han har afholdt til sin advokat i forbindelse med undersøgelsesproceduren.

(jf. præmis 117)

6.      Artikel 40, stk. 4, i statutten for Domstolen, der i henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til den nævnte statut finder anvendelse på forhandlingerne for Personaleretten, og artikel 110, stk. 3, i Personalerettens procesreglement er ganske vist ikke til hinder for, at en intervenient fremfører nye eller andre anbringender end den part, til støtte for hvem han indtræder i sagen, idet enhver anden fortolkning vil indebære, at interventionen begrænses til en gentagelse af de i stævningen fremførte argumenter. Men det kan ikke antages, at disse bestemmelser giver intervenienten mulighed for at ændre eller fordreje sagens rammer som fastlagt i stævningen ved at fremføre nye anbringender.

Da en intervenient således ikke er berettiget til at fremsætte et anbringende, som ikke finder støtte i stævningen, kan det andet anbringende ikke antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 144 og 145)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: domme BaByliss mod Kommissionen, T-114/02, EU:T:2003:100, præmis 417, og SELEX Sistemi Integrati mod Kommissionen, T-155/04, EU:T:2006:387, præmis 42

7.      I forbindelse med en undersøgelsesprocedure vedrørende chikane, fremgår det af ordlyden af Den Europæiske Investeringsbanks politik for værdighed på arbejdspladsen, at Banken tilsidesætter denne, når den videresender hele klagerens notat til den påståede chikanør. Banken begår således en fejl, hvorved den kan have pådraget sig et ansvar uden for kontrakt.

Undersøgelsesproceduren kan nemlig ikke direkte føre til vedtagelsen af en sanktion mod den påståede chikanør, idet en sådan sanktion kun kan pålægges i forbindelse med en disciplinærsag. Da undersøgelsesproceduren ikke kan føre til vedtagelsen af en retsakt, der er bebyrdende for den påståede chikanør, kan Banken ikke med rette videresende samtlige klagerens personlige oplysninger for at respektere hans ret til forsvar.

I denne henseende gælder, at den omstændighed, at klageren ikke udtrykkeligt anfægter, at hans notat videresendes, ikke indebærer, at Banken kan tilsidesætte sine egne interne regler.

Desuden gælder, at når notatet indeholder en række personoplysninger vedrørende klageren, herunder navnlig oplysninger om hans helbredstilstand, forvolder fremsendelse af disse personoplysninger til den påståede chikanør nævnte klager en ikke-økonomisk skade.

(jf. præmis 146-149 og 151)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom X mod ECB, T-333/99, EU:T:2001:251