RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Tredje Afdeling)

24. oktober 2014

Sag F-14/10 DEP

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger – repræsentation af en institution ved en advokat – advokatsalær – udgifter, der kan kræves erstattet – påstand om morarenter«

Angående:      Begæring om fastsættelse af sagsomkostninger indgivet i henhold til artikel 92, stk. 1, i det tidligere procesreglement af Europa-Kommissionen efter kendelse Marcuccio mod Kommissionen (F-14/10, EU:F:2011:99).

Udfald:      Det samlede beløb, som Europa-Kommissionen kan kræve erstattet af Luigi Marcuccio i form af sagsomkostninger, der kan kræves erstattet i sag F-14/10, Marcuccio mod Kommissionen, fastsættes til 5 065 EUR. Det i præmis 1 nævnte beløb tillægges morarenter fra datoen for forkyndelsen af nærværende kendelse til den effektive betalingsdato med en rentesats beregnet på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for primære refinansieringsoperationer, som er gældende den første dag i den måned, hvor beløbet forfalder til betaling, forhøjet med 3½ procentpoint.

Sammendrag

Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – salær, som en institution har betalt til sin advokat – omfattet – forhold, der tages i betragtning med henblik på fastsættelsen

(Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 1)

Som det fremgår af artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, der finder anvendelse på Personaleretten i henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til nævnte statut, kan Unionens institutioner frit vælge at lade sig repræsentere ved en advokat. Sidstnævntes vederlag falder derfor ind under begrebet nødvendige udgifter, som er afholdt med henblik på sagens behandling, uden at institutionen er forpligtet til at godtgøre, at en sådan bistand objektivt set var nødvendig.

For så vidt angår fastsættelsen af den del af advokatsalæret, der vil kunne kræves erstattet, gælder, at Unionens retsinstanser ikke har kompetence til at fastsætte det beløb, som parterne skal betale til deres egne advokater, men til at fastsætte det beløb, der kan kræves erstattet i form af advokathonorarer af den part, der pålægges at betale sagens omkostninger. Unionens retsinstanser skal, når de tager stilling til begæringen om fastsættelse af sagsomkostningerne, ikke tage hensyn til en eventuel aftale herom, indgået mellem den berørte part og dennes repræsentanter eller rådgivere.

På samme måde har vederlagets faste karakter ikke betydning for Personalerettens vurdering af størrelsen af de udgifter, der kan erstattes, idet Personaleretten skal basere sig på veletablerede kriterier og de detaljerede oplysninger, som parterne skal fremlægge for denne. Selv om det ikke er umuligt for nævnte ret i mangel af sådanne oplysninger at fastsætte størrelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet, på grundlag af en billighedsvurdering, må den imidlertid i et sådant tilfælde nødvendigvis anlægge en streng vurdering af den begærende parts krav.

Da der ikke i EU-retten findes bestemmelser om fastsættelse af sådanne honorarer, er Unionens retsinstanser i øvrigt frit stillet ved vurderingen af de foreliggende oplysninger, idet de dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad såvel som til den arbejdsbyrde, som de pågældende befuldmægtigede og rådgivere har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen.

Endelig kan det beløb, der kan kræves erstattet i form af honorarer til den berørte institutions advokat, ikke fastsættes ved, at der ses bort fra det arbejde, som institutionens tjenestegrene har udført, før sagen blev indbragt for Personaleretten. Da realitetsbehandlingen af et søgsmål nemlig er betinget af, at der forinden har været indgivet en klage, og ansættelsesmyndigheden har afslået denne klage, er institutionens tjenestegrene principielt involveret i behandlingen af tvisterne, inden de når frem til Personaleretten.

(jf. præmis 17-21)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: kendelser Marcuccio mod Kommissionen, T-278/07 P-DEP, EU:T:2013:269, præmis 20 og Marcuccio mod Kommissionen, T-366/10 P-DEP, EU:T:2014:63, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis,

Personaleretten: kendelse Chatzidoukakis mod Kommissionen, F-84/10 DEP, EU:F:2014:41, præmis 21-24 og den deri nævnte retspraksis