DOMSTOLENS DOM
15. februar 2000 (1)
»Social sikring - finansiering - den lovgivning, der skal anvendes«
I sag C-169/98,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent P.
Hillenkamp og H. Michard, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som
befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz,
Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
mod
Den Franske Republik ved kontorchef K. Rispal-Bellanger og ekspeditionssekretær
C. Chavance, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede,
angående en påstand om, at det fastslås, at Den Franske Republik ved at opkræve
et generelt socialsikringsbidrag af erhvervsindtægter og indkomstsurrogater for
arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er bosat i Frankrig, men ikke
er omfattet af den franske socialsikringslovgivning som følge af bestemmelserne i
Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale
sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres
familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved
Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28, s. 1), har
undladt at opfylde de forpligtelser, der påhviler den i henhold til EF-traktatens
artikel 48 og 52 (efter ændring nu artikel 39 EF og 43 EF), samt nævnte
forordnings artikel 13,
har
DOMSTOLEN
sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene J.C.
Moitinho de Almeida (refererende dommer), D.A.O. Edward, L. Sevón og R.
Schintgen samt dommerne C. Gulmann, J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann, H.
Ragnemalm og M. Wathelet,
generaladvokat: A. La Pergola
justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein,
på grundlag af retsmøderapporten,
efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 4. maj 1999,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 7. september
1999,
afsagt følgende
Dom
- 1.
- Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 7. maj 1998 har
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber anlagt sag i medfør af EF-traktatens artikel 169 (nu artikel 226 EF) med påstand om, at det fastslås, at Den
Franske Republik ved at opkræve et generelt socialsikringsbidrag (contribution
sociale généralisée, herefter tillige »CSG«) af erhvervsindtægter og
indkomstsurrogater for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er
bosat i Frankrig, men ikke er omfattet af den franske socialsikringslovgivning som
følge af bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om
anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige
erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet,
som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december
1996 (EFT 1997 L 28, s. 1, herefter »forordning nr. 1408/71«), har undladt at
opfylde de forpligtelser, der påhviler den i henhold til EF-traktatens artikel 48 og
52 (efter ændring nu artikel 39 EF og 43 EF), samt nævnte forordnings artikel 13.
Fællesskabsbestemmelser
- 2.
- Artikel 4, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1408/71 bestemmer:
»1. Denne forordning finder anvendelse på enhver lovgivning om sociale
sikringsgrene, der vedrører:
a) ydelser i anledning af sygdom og moderskab
b) ydelser ved invaliditet, herunder ydelser, der tager sigte på at bevare eller
forbedre erhvervsevnen
c) ydelser ved alderdom
d) ydelser til efterladte
e) ydelser i anledning af arbejdsulykker og erhvervssygdomme
f) ydelser ved dødsfald
g) ydelser ved arbejdsløshed
h) familieydelser.
2. Denne forordning finder anvendelse på alle almindelige og særlige sociale
sikringsordninger med eller uden bidragspligt samt på ordninger, der pålægger
arbejdsgiveren eller rederen forpligtelser med hensyn til de i stk. 1 omhandlede
ydelser.«
- 3.
- I artikel 1, litra j), i forordning nr. 1408/71 er udtrykket »lovgivning« defineret som
»bestående og fremtidige love, administrative forskrifter, vedtægtsmæssige
bestemmelser og alle andre gennemførelsesregler [i ... enhver medlemsstat]
vedrørende de i artikel 4, stk. 1 og 2, nævnte sociale sikringsgrene eller
sikringsordninger, eller de i artikel 4, stk. 2a, omhandlede særlige ikke-bidragspligtige ydelser«.
- 4.
- Samme forordnings artikel 13 bestemmer:
»1. Med forbehold af artikel 14c er de personer, der er omfattet af denne
forordning, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om,
hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit.
2. Med forbehold af artikel 14 til 17:
a) er en person, der har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område,
omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat på en anden
medlemsstats område, eller den virksomhed eller arbejdsgiver, der
beskæftiger ham, har sit hjemsted eller sin bopæl på en anden medlemsstats
område
b) er en person, der har selvstændig beskæftigelse på en medlemsstats område,
omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat på en anden
medlemsstats område.
...«
National lovgivning
- 5.
- Det generelle socialsikringsbidrag (CSG) blev indført ved finanslov nr. 90-1168 af
29. december 1990 (JORF af 30.12.1990, s. 16367). De relevante bestemmelser
vedrørende CSG, som er indeholdt i lovens artikel 127-135, blev indsat i den
franske lov om social sikring (code de la sécurité sociale, artikel L. 136-1 - L. 136-9) ved lov nr. 93-936 af 22. juli 1993 om alderspension og sikring af den sociale
beskyttelse (JORF af 23.7.1993, s. 10374).
- 6.
- CSG påhviler enhver fysisk person, som er skattemæssig hjemmehørende i
Frankrig, og opkræves navnlig af sådanne personers erhvervsindtægter og
indkomstsurrogater.
- 7.
- Som skattemæssig hjemmehørende i Frankrig anses i henhold til artikel 4 B i code
général des impôts personer, der har hjemsted eller deres væsentligste opholdssted
i Frankrig, personer, der udøver erhvervsmæssig beskæftigelse i Frankrig som
arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende - medmindre de godtgør, at der er
tale om en bibeskæftigelse - samt personer, hvis centrum for deres økonomiske
virksomhed befinder sig i Frankrig.
- 8.
- CSG opkræves af indtægter af formue, af afkast af investeringer, af indsatser eller
gevinster i forbindelse med spil samt af erhvervsindtægter og indkomstsurrogater,
herunder sådanne, der hidrører fra udlandet, med forbehold af internationale
dobbeltbeskatningsoverenskomster, som Den Franske Republik har indgået.
- 9.
- Ved lov nr. 96-1160 af 27. december 1996 om finansiering af den sociale sikring for
1997 (JORF af 29.12.1996, s. 19369) blev beregningsgrundlaget for CSG udvidet for
så vidt angår erhvervsindtægter og indkomstsurrogater, således at det i vidt omfang
blev tilpasset beregningsgrundlaget for bidraget til dækning af underskuddet på de
sociale sikringsordninger. Dette bidrag er omhandlet i en anden dom, som afsiges
dags dato i sag C-34/98, Kommissionen mod Frankrig. CSG vedrører således
navnlig lønninger, indtægter af selvstændig erhvervsvirksomhed, alders- og
invalidepensioner samt arbejdsløshedsydelser.
- 10.
- I medfør af artikel L. 136-8 III i code de la sécurité sociale, som affattet ved lov nr.
96-1160, overføres provenuet fra CSG til Caisse nationale des allocations familiales,
Fonds de solidarité vieillesse og til de obligatoriske sygeforsikringsordninger.
- 11.
- I det omfang, der skal betales CSG af erhvervsindtægter og indkomstsurrogater,
opkræves bidraget af de organer, som foretager opkrævningen af bidragene til den
almindelige sociale sikringsordning, i overensstemmelse med de regler og garantier,
der gælder for opkrævning af bidrag til den almindelige ordning for samme gruppe
indtægter. Med henblik på reglernes anvendelse er grænsearbejdere blevet
anmodet om at lade sig registrere hos de institutioner, som er tilknyttet Union de
recouvrement des cotisations de sécurité et d'allocations familiales.
Den forudgående administrative procedure
- 12.
- Ved åbningsskrivelse af 25. november 1994 anmodede Kommissionen den franske
regering om at fremsætte sine bemærkninger om, hvorvidt den fandt det foreneligt
med fællesskabsretten at opkræve det generelle socialsikringsbidrag (CSG) af
erhvervsindtægter og indkomstsurrogater for arbejdstagere og selvstændige
erhvervsdrivende, som er bosat i Frankrig, men som arbejder i en anden
medlemsstat, under hensyn til, at disse personer ikke ifølge forordning nr. 1408/71
er omfattet af den franske socialsikringslovgivning.
- 13.
- Ved skrivelse af 22. marts 1995 meddelte de franske myndigheder, at de ikke delte
Kommissionens opfattelse med hensyn til sammenhængen mellem CSG, der er et
socialt bidrag, og anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, navnlig hvad
angår bestemmelsen i forordningens artikel 13, hvorefter kun én lovgivning finder
anvendelse. Den 28. november 1994 besluttede den franske regering dog med
henblik på en lovgivningsændring at indstille den administrative opkrævning af CSG
for personer, der modtager erhvervsindtægter og indkomstsurrogater fra udlandet.
- 14.
- Kommissionen udsatte som følge heraf sin beslutning om eventuel iværksættelse
af traktatbrudsproceduren i henhold til traktatens artikel 169 og anmodede ved
skrivelse af 21. marts 1996 de franske myndigheder om at oplyse den om den
gældende situation hvad angår dels opkrævningen af CSG for de berørte
arbejdstagere, dels de bebudede ændringer.
- 15.
- Da Kommissionen ikke fandt den franske regerings svar tilfredsstillende, anmodede
den ved skrivelse af 6. oktober 1997 på ny de franske myndigheder om inden en
måned at meddele den, hvorledes det forholdt sig med opkrævningen af CSG for
de berørte arbejdstagere og med de påtænkte ændringer. Denne skrivelse forblev
ubesvaret.
- 16.
- Den 16. december 1997 tilsendte Kommissionen de franske myndigheder en
begrundet udtalelse, hvori den anførte, at Den Franke Republik havde tilsidesat
traktatens artikel 48 og 52 og nævnte forordnings artikel 13 ved at anvende CSG
på erhvervsindtægter og indkomstsurrogater for arbejdstagere, som er bosat i
Frankrig, men som ifølge forordning nr. 1408/71 ikke er omfattet af den franske
lovgivning om social sikring. Kommissionen opfordrede Den Franske Republik til
at efterkomme den begrundede udtalelse inden to måneder efter dens meddelelse.
- 17.
- Da de franske myndigheder ikke efterkom den begrundede udtalelse inden for den
fastsatte frist, har Kommissionen besluttet at anlægge den foreliggende sag.
Søgsmålet
- 18.
- Sagen vedrører kun opkrævningen af det generelle socialsikringsbidrag (CSG) i det
omfang, dette opkræves af erhvervsindtægter og surrogatindtægter, som oppebæres
af arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, der er bosat og skattepligtige
i Frankrig af indtægter fra en erhvervsmæssig beskæftigelse, som de udøver eller
har udøvet i en anden medlemsstat, og der som følge heraf i henhold til forordning
nr. 1408/71 er omfattet af den sociale sikringsordning i beskæftigelsesstaten.
- 19.
- Efter Kommissionens opfattelse udgør denne opkrævning et dobbelt socialt bidrag,
som er i strid såvel med artikel 13 i forordning nr. 1408/71 som med traktatens
artikel 48 og 52.
Klagepunktet om tilsidesættelse af artikel 13 i forordning nr. 1408/71
- 20.
- Kommissionen har gjort gældende, at CSG, som har til formål at bidrage til
finansieringen af flere af de sikringsgrene i den franske socialsikringsordning, der
er opregnet i artikel 4 i forordning nr. 1408/71, udgør et socialt sikringsbidrag, der
er omfattet af forordningens anvendelsesområde. Reglerne for bidragets
opkrævning og for tvister herom - reglerne herfor er de samme som dem, der
gælder for sociale sikringsbidrag - bekræfter, at der er en sammenhæng mellem
bidraget og forordning nr. 1408/71. Den omstændighed, at CSG, der opkræves af
erhvervsindtægter og indkomstsurrogater, i medfør af finanslov nr. 96-1181 af 30.
december 1996 (JORF af 31.12.1996, s. 19490) delvis kan fradrages i
indkomstskatten, bekræfter yderligere den opfattelse, at bidraget er et socialt
sikringsbidrag, der falder ind under forordning nr. 1408/71's anvendelsesområde.
- 21.
- Ved at opkræve CSG af erhvervsindtægter og indkomstsurrogater, som
arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, der er bosat i Frankrig,
oppebærer af en erhvervsmæssig beskæftigelse, de udøver i en anden medlemsstat,handler Den Franske Republik efter Kommissionens opfattelse i strid med reglen
i artikel 13 i forordning nr. 1408/71, hvorefter kun én lovgivning finder anvendelse.
I forvejen opkræver beskæftigelsesmedlemsstaten nemlig alle de sociale bidrag, som
gælder i denne stat, af de samme indtægter, og denne stats lovgivning er den
eneste, som finder anvendelse i medfør af nævnte forordnings artikel 13.
- 22.
- Den franske regering har gjort gældende, at retten til social beskyttelse er en
grundlæggende ret for borgerne. Denne beskyttelse skal ikke blot komme hele
befolkningen til gode, men være på et højt niveau, og omkostningerne i forbindelse
hermed skal fordeles ligeligt mellem borgerne.
- 23.
- Opfyldelsen af dette sidste formål bør efter den franske regerings opfattelse ikke
ske ved anvendelsen af en finansiering, der baseres på sociale bidrag, som
udelukkende opkræves af arbejdsindtægter, men bidragene bør opkræves af
samtlige indtægter. Ligesom det er tilfældet med bidraget til dækning af
underskuddet på de sociale sikringsordninger, der er omhandlet i nævnte dom i
sagen Kommissionen mod Frankrig, udgør det generelle socialsikringsbidrag en
foranstaltning, der er truffet som led i en progressiv beskatning til finansiering af
den sociale sikring.
- 24.
- Det generelle socialsikringsbidrag (CSG) bør følgelig på grund af sine kendetegn
og sit formål efter den franske regerings opfattelse betegnes som en skat, der falder
uden for forordning nr. 1408/71's anvendelsesområde, og som derfor stadig
henhører under medlemsstaternes egen kompetence på budget- og socialpolitikkens
område.
- 25.
- Til støtte for sin opfattelse anfører den franske regering navnlig, at det eneste
kriterium for, om der opkræves CSG, er, om den pågældende er skattepligtig i
Frankrig eller ej, uanset vedkommendes erhvervsmæssige status i øvrigt eller den
sociale sikringsordning, han er tilsluttet. De personer, af hvem der opkræves CSG,
modtager endvidere ingen sociale sikringsydelser som modydelse for dette bidrag,
hvorimod alle, som er bosat i Frankrig, uanset om de har erhvervsmæssig
beskæftigelse eller ej, som følge af deres bopæl kan få udbetalt sociale ydelser, som
finansieres af CSG, og som henhører under den nationale solidaritetsordning, dvs.
familieydelser og ydelserne fra Fonds de solidarité vieillesse. Hverken reglerne for
opkrævningen eller for anvendelsen af provenuet fra CSG udgør noget relevant
kriterium for anvendelsen af princippet om, at kun én lovgivning skal anvendes.
- 26.
- Den franske regering har endvidere anført, at forordning nr. 1408/71 ikke
indeholder nogen definition af udtrykket »sociale bidrag« og overlader det til
medlemsstaterne selv at fastlægge reglerne for udformningen og finansieringen af
deres sociale sikringsordninger.
- 27.
- Når den i Danmark gældende ordning til finansiering af den sociale sikring, der
hovedsagelig betales over skatten, er forenelig med fællesskabsretten, som
Kommissionen selv har fremhævet, må det samme ifølge den franske regering
gælde for CSG. Ganske vist kunne de pågældende sociale sikringsgrene have været
finansieret bl.a. ved en forhøjelse af indkomstskatten, som også skulle betales af de
grænsearbejdere, der er bosat i Frankrig. Den Franske Republik har imidlertid ikke
valgt en sådan ordning, som ville mangle »synlighed« i forhold til de skattepligtige
og dermed i vid udstrækning ville risikere at forfejle sit mål.
- 28.
- Endelig har den franske regering anført, at CSG ikke er en foranstaltning, som har
til formål at udligne den omstændighed, at grænsearbejdere ikke er tilsluttet den
sociale sikringsordning i Frankrig og derfor ikke ifølge forordning nr. 1408/71
betaler noget bidrag til denne ordning. Satsen for CSG udgør 7,5% af lønnen, mens
det samlede beløb for de opkrævede sociale bidrag udgør 42% af de skattepligtiges
løn.
- 29.
- Det bemærkes, som det fremgår af Domstolens praksis, at den omstændighed, at
en arbejdstager pålægges sociale bidrag af den samme løn som følge af, at der
anvendes flere nationale lovgivninger på ham, selv om han kun kan være forsikret
i henhold til én af disse lovgivninger, indebærer, at han pålægges et dobbelt bidrag,
hvilket er i strid med artikel 13 i forordning nr. 1408/71 (jf. bl.a. dom af 5.5.1977,
sag 102/76, Perenboom, Sml. s. 815, præmis 13, og af 29.6.1994, sag C-60/93,
Aldewereld, Sml. I, s. 2991, præmis 26).
- 30.
- Det er ubestridt, at de personer, som berøres af den foreliggende traktatbrudssag
- nemlig de fællesskabsborgere, som er bosat i Frankrig, men som på grund af en
erhvervsmæssig beskæftigelse i en anden medlemsstat ifølge artikel 13 i forordning
nr. 1408/71 alene er forsikret efter lovgivningen i beskæftigelsesstaten - ikke blot
i medfør af denne medlemsstats socialsikringslovgivning skal betale sociale bidrag
af indtægterne fra deres erhvervsmæssige beskæftigelse i denne medlemsstat, men
også sociale bidrag - nemlig CSG i den foreliggende sag - i medfør af lovgivningen
i den medlemsstat, hvor de er bosat, med forbehold af de
dobbeltbeskatningsoverenskomster, som Den Franske Republik måtte have indgået.
- 31.
- Den franske regerings opfattelse, hvorefter CSG i realiteten er en skat og derfor
falder uden for forordning nr. 1408/71's anvendelsesområde og følgelig også uden
for forbuddet mod at anvende flere lovgivninger samtidig, kan ikke tiltrædes.
- 32.
- Den omstændighed, at et bidrag betegnes som en skat i den nationale lovgivning,
udelukker nemlig ikke, at det kan være omfattet af forordning nr. 1408/71's
anvendelsesområde og dermed kan være omfattet af reglen om, at der ikke må
anvendes flere lovgivninger samtidig.
- 33.
- Som Domstolen har fastslået bl.a. i dommen af 18. maj 1995 (sag C-327/92,
Rheinhold & Mahla, Sml. I, s. 1223, præmis 15), fastlægger artikel 4 i forordning
nr. 1408/71 anvendelsesområdet for forordningens bestemmelser ved udtryk, som
viser, at fællesskabsreglerne finder anvendelse på samtlige nationale sociale
sikringsordninger. I samme doms præmis 23 præciserede Domstolen, at det
afgørende kriterium ved anvendelsen af forordning nr. 1408/71 er den forbindelse,
som findes mellem den pågældende bestemmelse og de love, som regulerer de
sociale sikringsgrene, der er opregnet i forordningens artikel 4, idet denne
forbindelse skal være direkte og tilstrækkelig relevant.
- 34.
- Som Kommissionen med rette har gjort gældende, udviser det generelle
socialsikringsbidrag (CSG) en forbindelse til lovene til regulering af de sociale
sikringsgrene, der er opregnet i artikel 4 i forordning nr. 1408/71, som er
tilstrækkelig og direkte relevant til, at det kan anses for et bidrag, der er omfattet
af forbuddet mod dobbelt bidrag.
- 35.
- Som generaladvokaten har anført i punkt 25 og 26 forslaget til afgørelse, anvendes
indtægterne fra CSG nemlig - i modsætning til de afgifter, der anvendes til
dækning af de generelle udgifter, som påhviler de offentlige myndigheder -
specifikt og direkte til finansiering af den sociale sikring i Frankrig, idet provenuet
derfra tilfalder Caisse nationale des allocations familiales, Fonds de solidarité
vieillesse og de obligatoriske sygesikringsordninger. Formålet med CSG er altså
særligt at finansiere de sikringsgrene, som vedrører ydelser ved alderdom, ydelser
til efterladte, ydelser i anledning af sygdom samt familieydelser, som alle er
omfattet af artikel 4 i forordning nr. 1408/71.
- 36.
- CSG's direkte forbindelse til lovene til regulering af den sociale sikring i Frankrig
fremgår endvidere af den omstændighed, som den franske regering selv har
erkendt, at bidraget delvis erstatter sociale sikringsbidrag, som hvilede tungt på de
lave og mellemstore lønninger, og gør det muligt at undgå en forhøjelse af de
gældende bidrag.
- 37.
- Denne konstatering afkræftes heller ikke af den omstændighed, at betalingen af
CSG ikke giver ret til nogen direkte modydelse i form af konkrete, identificerbare
ydelser.
- 38.
- Det afgørende kriterium ved anvendelsen af artikel 13 i forordning nr. 1408/71 er
nemlig, om bidraget anvendes specifikt til finansiering af en medlemsstats sociale
sikringsordning. Spørgsmålet om, hvorvidt der præsteres nogen modydelse i form
af konkrete, identificerbare ydelser, er altså uden betydning i denne forbindelse.
- 39.
- Under hensyn til de anførte betragtninger må der gives Kommissionen medhold i
det første klagepunkt.
Klagepunktet om tilsidesættelse af traktatens artikel 48 og 52
- 40.
- Kommissionen har gjort gældende, at de skattepligtige, som er bosat i Frankrig, og
som er omfattet af den franske socialsikringsordning, befinder sig i en anden
situation end de skattepligtige, som også er bosat i Frankrig, men som har udnyttet
deres ret til fri bevægelighed og fri etablering i henhold til traktatens artikel 48 og
52, og som er forpligtet i medfør af forordning nr. 1408/71 til at bidrage til
finansieringen af en anden medlemsstats sociale sikringsordning. Den Franske
Republik tilsidesætter ligebehandlingsprincippet i henhold til disse bestemmelser,
når den ikke tager hensyn til forskellen i denne situation.
- 41.
- Heroverfor har den franske regering gjort gældende, at arbejdstagere og
selvstændige erhvervsdrivende, som oppebærer erhvervsindtægter og
indkomstsurrogater i en anden medlemsstat, med hensyn til opkrævningen af CSG
befinder sig i en tilsvarende situation som de arbejdstagere og selvstændige
erhvervdrivende, der oppebærer sådanne indtægter i Frankrig, hvorfor de
førstnævnte ikke forskelsbehandles. For det første er satsen og
beregningsgrundlaget for CSG ens for alle, som er bosat i Frankrig, uanset deres
nationalitet, og som er skattepligtige af deres indtægter fra udlandet. Efter
regeringens opfattelse udgør CSG derfor en integrerende bestanddel af en
skatteordning, som er fuldstændig konsekvent over for de personer, der er bosat
i Frankrig og som er skattepligtige her. Desuden er CSG omfattet af
anvendelsesområdet for de bilaterale dobbeltbeskatningsoverenskomster, som Den
Franske Republik har indgået, og som giver ret til en skattenedsættelse eller en
fritagelse for skat af indtægter fra udlandet med det formål at undgå enhver form
for dobbeltbeskatning. Endelig fremhæver den franske regering på ny bidragets
ringe størrelse, som siden den 1. januar 1998 har udgjort 7,5% af lønningerne og
6,2% af indkomstsurrogaterne.
- 42.
- Vedrørende det anførte bemærkes, at CSG ganske vist gælder ens for alle
personer, som er bosat i Frankrig, men at de, som arbejder i en anden
medlemsstat, og som i overensstemmelse med artikel 13 i forordning nr. 1408/71
bidrager til finansieringen af den sociale sikring i denne stat, også er forpligtet,
omend kun delvis, til at bidrage til finansieringen af den sociale sikring i
bopælsstaten, mens de øvrige personer, som er bosat i Frankrig, alene er forpligtet
til at bidrage til ordningen i bopælsstaten.
- 43.
- Reglen i artikel 13 i forordning nr. 1408/71, hvorefter kun én
socialsikringslovgivning skal anvendes, har netop til formål at afskaffe den
forskelsbehandling, som skyldes, at de lovgivninger, som vil kunne finde anvendelse,
helt eller delvis anvendes samtidig.
- 44.
- Som det nemlig fremgår af den tiende betragtning til forordning nr. 1408/71, har
princippet om, at kun én lovgivning finder anvendelse, til formål »i videst muligt
omfang at sikre ligebehandling af alle arbejdstagere og selvstændige
erhvervsdrivende, der er beskæftiget på en medlemsstats område«.
- 45.
- Det fremgår af det anførte, som generaladvokaten har fremhævet i punkt 35 i
forslaget til afgørelse, at Kommissionen med fremførelsen af dette klagepunkt alene
har villet påpege, at Den Franske Republik i relation til traktatens artikel 48 og 52
har gjort sig skyldig i det samme traktatbrud som det, der er fastslået med hensyn
til artikel 13 i forordning nr. 1408/71. Da den ordning, der ligger til grund for CSG,
indebærer en forskelsbehandling i strid med denne artikel, strider ordningen i
samme omfang mod de traktatbestemmelser, som artikel 13 tilsigter at gennemføre.
Den således konstaterede forskelsbehandling udgør nemlig en hindring for den frie
bevægelighed for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er
uberettiget efter artikel 13 i forordning nr. 1408/71.
- 46.
- Hvad angår den franske regerings argumentation, hvorefter CSG under alle
omstændigheder på grund af de bilaterale dobbeltbeskatningsoverenskomster, som
Den Franske Republik har indgået, kun har virkning for et begrænset antal af de
arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er berørt af den foreliggende
sag, og hvorefter satsen for det omtvistede bidrag er ringe, er det tilstrækkeligt at
fremhæve, at traktatens artikler om den frie bevægelighed for varer, personer,
tjenesteydelser og kapital efter Domstolens faste praksis udgør bestemmelser, der
er grundlæggende for Fællesskabet, og at selv den mindste begrænsning af disse
friheder er retsstridig (jf. bl.a. dom af 13.12.1989, sag C-49/89, Corsica Ferries
France, Sml. s. 4441, præmis 8).
- 47.
- Også Kommissionens andet anbringende er derfor begrundet.
- 48.
- Det følger af samtlige de foranstående betragtninger, at Den Franske Republik ved
at opkræve et generelt socialsikringsbidrag (CSG) af erhvervsindtægter og
indkomstsurrogater for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er
bosat i Frankrig, men ikke er omfattet af den franske socialsikringslovgivning som
følge af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71, har undladt at opfylde de
forpligtelser, der påhviler den i henhold til nævnte forordnings artikel 13 og
traktatens artikel 48 og 52.
Sagens omkostninger
- 49.
- Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges den tabende part at betale
sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har
nedlagt påstand om, at Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens
omkostninger, og da denne har tabt sagen, pålægges den sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
1) Den Franske Republik har ved at opkræve et generelt socialsikringsbidrag
af erhvervsindtægter og indkomstsurrogater for arbejdstagere og
selvstændige erhvervsdrivende, der er bosat i Frankrig, men ikke er
omfattet af den franske socialsikringslovgivning som følge af
bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om
anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige
erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for
Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr.
118/97 af 2. december 1996, undladt at opfylde de forpligtelser, der påhviler
den i henhold til nævnte forordnings artikel 13 og EF-traktatens artikel 48
og 52 (efter ændring nu artikel 39 EF og 43 EF).
2) Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.
Rodríguez IglesiasMoitinho de Almeida
Edward
Sevón Schintgen Gulmann Puissochet
Hirsch Jann Ragnemalm Wathelet
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. februar 2000.
R. Grass
G.C. Rodríguez Iglesias
Justitssekretær
Præsident