RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

11. april 2016

Sag F-49/15

FU

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – disciplinærsag – disciplinærrådet – midlertidigt ansat ved Revisionsretten udnævnt til tjenestemand på prøve ved Kommissionen – ændring af tjenestested – ingen anmeldelse af ændring af tjenestested til Revisionsrettens administration – samtidige ansøgninger om bosættelsespenge efter fratræden i hjemlandet og om bosættelsespenge i Bruxelles – ansøgning om godtgørelse af flytteudgifter fra Luxembourg til hjemlandet – OLAF’s undersøgelser – disciplinærsanktion – indplacering i en lavere ansættelsesgruppe uden degradering – artikel 25 i bilag IX til vedtægten – åbenbart urigtigt skøn – manglende overholdelse af kontradiktionsprincippet – ny faktisk omstændighed – pligt til at genåbne den disciplinære forfølgning – sanktionens forholdsmæssighed – procesfrist«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder FU har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 3. juni 2014, hvorved ansættelsesmyndigheden ved Europa-Kommissionens pålagde FU sanktionen indplacering i en lavere ansættelsesgruppe uden degradering med virkning fra den 1. juli 2014.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. FU bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – disciplinærforfølgning og strafferetlig forfølgning iværksat samtidig vedrørende de samme forhold – administrationens forpligtelse til ikke at fastlægge tjenestemandens retsstilling, før den endelige dom er blevet afsagt af den kompetente strafferet, og til at overholde de faktuelle konstateringer foretaget af denne – tjenestemandens pligt til at give administrationen oplysninger, som gør det muligt at sammenligne de forhold, der er omfattet af den disciplinære procedure, og de forhold, der henhører under den strafferetlige forfølgning

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 25)

2.      Tjenestemænd – godtgørelse af udgifter – flytteudgifter – betingelser for godtgørelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 20, og bilag VII, art. 9, stk. 1; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 22)

3.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – pligt til at genåbne den disciplinære forfølgning – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 28)

4.      Tjenestemænd – disciplinærordning – sanktion – ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse – grænser – overholdelse af proportionalitetsprincippet – domstolskontrol – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 10)

5.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – frister – administrationens pligt til at handle inden en rimelig frist – vurdering – tilsidesættelse – særlige omstændigheder – bevisbyrde

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX)

1.      Artikel 25 i bilag IX til vedtægten forbyder den ansættelsesmyndighed, der har ansvaret for endeligt for så vidt angår disciplinærsager at afgøre den pågældende tjenestemands situation, at tage stilling til forhold, der også er genstand for en straffesag, når den domstol, der behandler sagen, ikke har afsagt endelig dom. Følgelig tillægger denne artikel ikke nævnte myndighed, som har ansvaret for endeligt at afgøre situationen for en tjenestemand, over for hvem der er indledt en disciplinær forfølgning, en skønsbeføjelse hvad angår muligheden for at udsætte eller ikke udsætte en stillingtagen til nævnte tjenestemands situation, når der er indledt en straffesag mod denne tjenestemand.

Artikel 25 i bilag IX til vedtægten har to formål. Dels tilgodeser bestemmelsen hensynet til ikke at påvirke retsstillingen for den pågældende tjenestemand i forbindelse med den strafferetlige forfølgning, der er indledt mod ham som følge af forhold, som i øvrigt er genstand for en disciplinær forfølgning i institutionen. Dels gør suspensionen af den disciplinære forfølgning indtil afslutningen på den strafferetlige procedure det muligt i forbindelse med den disciplinære forfølgning at tage hensyn til de faktiske konstateringer, der er foretaget af strafferetten i dens endelige afgørelse. Artikel 25 i bilag IX til vedtægten fastsætter nemlig princippet, hvorefter »straffedommen er afgørende for den pågældendes retsstilling under disciplinærsagen«, hvilket bl.a. er begrundet i, at de nationale strafferetter råder over flere undersøgelsesbeføjelser end ansættelsesmyndigheden. Følgelig er administrationen i de tilfælde, hvor de samme forhold kan udgøre en strafferetlig overtrædelse og en tilsidesættelse af tjenestemandens vedtægtsmæssige forpligtelser, bundet af de faktiske konstateringer, som strafferetten har foretaget i forbindelse med straffesagen. Når strafferetten har fastslået eksistensen af de faktiske forhold, kan administrationen dernæst foretage en retlig bedømmelse af disse forhold under hensyn til begrebet tjenstlig forseelse, idet administrationen bl.a. skal undersøge, om forholdene udgør tilsidesættelse af vedtægtsmæssige forpligtelser.

Desuden tilkommer det den pågældende tjenestemand at tilsende ansættelsesmyndigheden de oplysninger, som gør det muligt at vurdere, om de faktiske omstændigheder, som foreholdes ham i forbindelse med den disciplinære forfølgning, parallelt er genstand for en straffesag mod ham. Med henblik på at opfylde denne forpligtelse skal den pågældende tjenestemand principielt godtgøre, at straffesagen er blevet indledt mod ham, mens han var genstand for en disciplinær forfølgning. Det er nemlig først, når der er rejst en sådan straffesag, at de forhold, som sagen vedrører, kan identificeres og sammenholdes med de forhold, for hvilke der er rejst disciplinærsag, således at det kan afgøres, om der eventuelt er indbyrdes overensstemmelse mellem dem.

(jf. præmis 66-70)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom af 19. marts 1998, Tzoanos mod Kommissionen, T-74/96, EU:T:1998:58, præmis 32-34, af 21. november 2000, A mod Kommissionen, T-23/00, EU:T:2000:273, præmis 37, af 30. maj 2002, Onidi mod Kommissionen, T-197/00, EU:T:2002:135, præmis 81, af 13. marts 2003, Pessoa e Costa mod Kommissionen, T-166/02, EU:T:2003:73, præmis 45, af 10. juni 2004, François mod Kommissionen, T-307/01, EU:T:2004:180, præmis 75, og af 8. juli 2008, Franchet og Byk mod Kommissionen, T-48/05, EU:T:2008:257, præmis 341 og 342

2.      Det fremgår af vedtægtens artikel 20, sammenholdt med artikel 9, stk. 1, i bilag VII til vedtægten, der i medfør af artikel 22 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte finder anvendelse på midlertidigt ansatte, at en ansat, der må skifte bopæl for at tage bopæl på tjenestestedet eller i en sådan afstand fra dette, at han ikke hindres i udførelsen af sit arbejde, har ret til at få udgifterne til flytning refunderet, såfremt han ikke har fået de samme udgifter refunderet fra anden side. Dette skifte af bopæl kan således forekomme ved en midlertidigt ansat eller tjenestemands tiltrædelse af tjenesten fra hans hjemsted til tjenestestedet eller i forbindelse med en senere ændring af tjenestested, hvilket er en ændring, der bl.a. kan være begrundet i udnævnelsen af en midlertidig ansat ved en bestemt institution til tjenestemand på prøve ved en anden institution og den hermed forbundne forpligtelse til at flytte sin bopæl til det nye tjenestested.

(jf. præmis 90)

3.      Ifølge bilag IX til vedtægten og nærmere bestemt bilagets artikel 28 påhviler der ikke ansættelsesmyndigheden nogen forpligtelse til at genåbne den disciplinære forfølgning ved på ny at forelægge sagen for disciplinærrådet, idet denne bestemmelse overlader spørgsmålet om, hvorvidt en disciplinær forfølgning skal genoptages enten på ansættelsesmyndighedens eget initiativ eller efter anmodning fra den berørte tjenestemand, til nævnte myndighed.

(jf. præmis 109)

4.      Ifølge artikel 10 i bilag IX til vedtægten skal den disciplinære sanktion stå i forhold til alvorligheden af den begåede fejl. Samme artikel angiver ligeledes de kriterier, som ansættelsesmyndigheden skal tage i betragtning i forbindelse med valget af sanktion.

Hvad angår bedømmelsen af grovheden af de overtrædelser, som disciplinærrådet har foreholdt en tjenestemand, og valget af den sanktion, der, henset til de nævnte overtrædelser, forekommer at være den mest passende, henhører disse forhold i princippet under ansættelsesmyndighedens vide skønsbeføjelse, medmindre den pålagte sanktion står i misforhold til de fastlagte omstændigheder. Ansættelsesmyndigheden råder således over en beføjelse til at foretage en bedømmelse af tjenestemandens ansvar, som er forskellig fra den bedømmelse, der er foretaget af disciplinærrådet, samt til at vælge den disciplinære sanktion, som den finder hensigtsmæssig med henblik på at sanktionere de disciplinære fejl, som er lagt til grund.

Med henblik på at bedømme, om der er proportionalitet mellem en disciplinær sanktion og de anførte forholds alvorlige karakter, skal Personaleretten tage hensyn til den omstændighed, at afgørelsen af en sanktion er baseret på ansættelsesmyndighedens helhedsvurdering af samtlige konkrete omstændigheder og alle de særlige forhold i den foreliggende sag, idet der erindres om, at vedtægten ikke fastsætter et fast forhold mellem de sanktioner, der er anført heri, og de forskellige kategorier af fejl, som tjenestemændene begår, og ikke præciserer, i hvilket omfang skærpende eller formildende omstændigheder skal indgå i valget af sanktion. Prøvelsen ved Unionens retsinstanser er herefter begrænset til spørgsmålet, om ansættelsesmyndigheden har foretaget en rimelig afvejning af de skærpende og formildende omstændigheder, idet det præciseres, at Unionens retsinstanser ikke i forbindelse med denne prøvelse kan sætte sig i stedet for den nævnte myndighed med hensyn til det skøn, denne i denne henseende har foretaget.

(jf. præmis 120-122)

Henvisning til:

Personaleretten: dom af 19. november 2014, EH mod Kommissionen, F-42/14, EU:F:2014:250, præmis 91 og 93

5.      Vedtægten fastsætter i afdeling 5 i bilag IX frister for forløbet af en disciplinær forfølgning i disciplinærrådet. Bilagets artikel 18 bestemmer, at disciplinærrådet afgiver en begrundet udtalelse til ansættelsesmyndigheden og den pågældende tjenestemand senest to måneder efter den dag, hvor ansættelsesmyndighedens indberetning blev modtaget, idet fristen dog afpasses efter, hvor kompliceret sagen er. Samme bilags artikel 22, stk. 1, bestemmer, at ansættelsesmyndigheden efter at have hørt den pågældende tjenestemand træffer en beslutning inden for en frist på to måneder efter modtagelsen af rådets udtalelse.

Selv om disse frister ikke er forældelsesfrister, indeholder de ikke desto mindre en regel om hensynet til god forvaltningsskik, hvis formål er – både i administrationens og tjenestemandens interesse – at undgå en urimelig forsinkelse i vedtagelsen af den afgørelse, der afslutter disciplinærsagen. De disciplinære myndigheder er derfor forpligtet til at gennemføre en disciplinærsag med fornøden omhu og drage omsorg for, at enhver handling i forbindelse hermed sker inden for en rimelig frist i forhold til den forudgående handling. En manglende overholdelse af denne frist, der kun kan bedømmes ud fra den konkrete sags omstændigheder, kan medføre, at afgørelsen annulleres.

I denne henseende skal spørgsmålet om, hvorvidt disciplinærsagens behandlingstid er rimelig, vurderes på baggrund af omstændighederne i hver enkelt sag og navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt sagsøgerens og de kompetente myndigheders adfærd. Der er ikke noget særligt forhold, som er afgørende. Det er nødvendigt at undersøge alle forhold enkeltvis og derefter foretage en vurdering af deres kumulative virkning. Visse af de eksempler på forsinkelser, som kan tilskrives ansættelsesmyndigheden, kan fremstå som rimelige, hvis de betragtes isoleret, men ikke hvis de betragtes i sammenhæng. Kravet om, at der udvises omhu i forbindelse med sagsbehandlingen, går imidlertid ikke videre, end hvad der er foreneligt med princippet om god forvaltningsskik.

Når en procedure som følge af ansættelsesmyndighedens afgørelser har overskredet, hvad der under normale omstændigheder anses for en rimelig varighed, påhviler det denne myndighed at godtgøre, at der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde denne overskridelse.

(jf. præmis 135-139)

Henvisning til:

Personaleretten: dom af 8. marts 2012, Kerstens mod Kommissionen, F-12/l0, EU:F:2012:29, præmis 124 og 128-130 og den deri nævnte retspraksis